Efter at have set filmatiseringen af “Ghost Rider” fik jeg lyst til at genlæse tegneserien, som G. Floy Studio udgav på dansk tilbage i 2007. Jeg mindedes nogle utrolig flotte tegninger, og jeg havde ret. Ghost Rider – vejen til Helvede er fyldt med de fedeste tegninger, og Johnny Blaze rykker for vildt.
Johnny solgte sin sjæl til Djævelen for at redde sin ven fra at dø af kræft. Desværre døde vennen alligevel, og nu kører Johnny Blaze som Ghost Rider hver nat i Helvede for at undslippe dæmonerne, som jager ham. Men hver nat indhenter de ham og flår ham i stumper og stykker. Nu får han tilbuddet om at slippe ud af Helvede, da englen Malachi har brug for hjælp til at indfange dæmonen Kazann, som har forladt Helvede og nu er løs på jorden. Blaze siger ja, og så er problemet bare at standse Kazann.
Hvor Hollywoodfilmen med Nicholas Cage som Johnny Blaze er en omgang mere eller mindre sukkersødt pjat, så er tegneserien mere grum. Englene, som skal forestille at være de gode, er ikke meget bedre end dæmonerne, når det gælder om at undgå at skade menneskene. Bare målet nås er det lige meget, om der ryger en sjæl eller 100 med i købet. Det, synes jeg, gør historien bedre, omend mere tragisk for Blaze.
Tegningerne er som nævnt utroligt flotte, og siderne udfyldes skiftevis af store billedrammer med kun en på hver side eller mange små, som ligger ind over hinanden og skaber en fantastisk dynamik, der konstant fører historien fremad. Farvelægningen er lige fra flammende orange toner, når Ghost Rider dukker frem, over sorte og grå nuancer til mørke blålige toner når englene dukker frem. Det er en nydelse for øjnene, selvom historien er ond og grum.
I forordet til tegneserien fortæller Stan Lee om Ghost Rider, at figuren opstod tilbage i 1972 i Marvel Comics “Marvel Spotlight 5” af Mike Friedrich og David Ploog. Horrortegneserier med overnaturlige temaer var på det tidspunkt meget populære i USA, og Ghost Rider fik hurtigt sin egen serie, som flere kendte forfattere og tegnere har bidraget til gennem årene. Garth Ennis, som har tegnet Ghost Rider – vejen til Helvede har også bidraget til tegneserier som “Hellblazer“, “Hitman” og “Punisher”.
Glem alt om filmen “Ghost Rider” og tjek i stedet for tegneserien ud, hvis du ikke allerede kender den. For Garth Ennis historie er langt bedre end Hollywoods overdimensionerede vrøvl.
Om Ghost Rider – vejen til Helvede:
Udgivelsesår: 2007
Forlag: G. Floy Studio, 140 sider