Magnus Finkel er arbejdsløs. Han er også okkultist og magiker, og han har planlagt at genoplive Adolf Hitler for at lade ham stå i spidsen for et magisk felttog, der skal omstyrte den gældende orden. Men det er ikke uden problemer, for når man er på laveste sociale ydelse, har man hele tiden Socialforvaltningen i hælene. Og oveni viser Hitler sig at være lidt af en skuffelse.
Okkult mekanik startede som en nettegneserie, og er en rablende skæv historie skrevet og tegnet af Emil Brahe og Andreas Hansn, der bl.a. også står bag den fine Atomvinterbørn.
Jeg var så heldig at møde de to herrer på ArtBubble i Aarhus, hvor de tog sig tid til at signerer mit eksemplar. Det var en underholdende oplevelse, for ligesom deres udgivelser er de to herrer ikke helt almindelige.
På Nummer9 har Michael Lindal Andersen skrevet en rigtig god anmeldelse, som jeg ikke kan være andet end enig i, så her kommer lige et par citater fra den + naturligvis et link.
“Hele Danmarks overgrunds-undergrunds-tegneserieskabere, Brahe/Hansn, er tilbage med endnu en forrykt og skamløs omgang grafisk vildhed.”
“Okkult Mekanik er fyldt med vilde besværgelser, hvor galskaben får frit, visuelt og psykedelisk løb samt magiske væsener som taget ud af farverige fantasy og/eller rollespilsuniverser. Intet er for urimeligt for denne historie.”
“Men mest er Okkult Mekanik en grovkornet satire over samfundets dumhed og alle de førsteverdensproblemer, der går og fylder her til lands.”
“Det er pisse ufedt at være et moderne menneske med flere first world problems, end man kan overskue. På hver deres måde kæmper både socialrådgiveren og Magnus med socialforvaltningen, der er det ægte monster fra det ukendte og lige så uforståeligt og uden for menneskelig kontrol som sort magi, der kan få Hitler til at flyve ud af stive tissere som et unaturligt, misdannet missil.”
“Keep up the good work, Brahe/Hansn.”
Læs hele anmeldelsen på Nummer9
Om Okkult mekanik:
Udgivelsesår: 2017
Forlag: Fahrenheit, 184 sider
Besøg Gymnoten.dk