Intet er, som du tror – Plantagen 2 af Steen Langstrup

Intet er, som du tror - Plantagen 2 af Steen LangstrupEt halvt år efter første bog i Steen Langstrups trilogi “Plantagen” udkom, er bind to klar i butikkerne. Det har været lange seks måneder …

Intet er, som du tror starter 10 dage efter, at Anders Kromann forsvandt i Den Lukkede Skov. Hans hustru Katja kan ikke forstå, hvorfor hun ikke har hørt fra ham, men selvom hun har kontaktet både Anders’ arbejde og politiet, sker der ikke noget. Politiet påstår ligefrem, at han aldrig har været i Gillsby!

Så Katja beslutter sig for at parkere Mathias hos mormoren for selv at tage til Gillsby og lede. Det er dog lettere sagt end gjort, for uanset hvem hun spørger i byen, lukker de i som en østers, når hun nævner Den Lukkede Skov. Men nu er Katja bibliotekar, så hun giver ikke op og beslutter sig for at besøge Gillsby bibliotek for der at finde et gammelt kort over området. Måske kan det vise hende vejen til skoven?

Sideløbende med historien om Katja hører vi om en gruppe tyske håndværkere, som har fået et ret usædvanligt job i den nedlagte plantage, og også skovfogeden Torsten spiller en stor rolle i fortsættelsen, der heldigvis lever fuldstændig op til etterens gode takter. Steen Langstrup leverer endnu en gang varen, og er du til et godt gedigent gys, så må du ikke snyde dig for “Plantagen”.

Her i toeren udvikler monstret sig, og vi får lidt mere baggrundshistorie om både Den Lukkede Skov og pigen Ane, som igen dukker op. Dermed bliver der smidt ny spænding i kakkelovnen, og for dem, som undrede sig over, at monstret i første bog var så dødbringende, kommer der en ganske logisk – og grum – forklaring.

Langstrup skriver flydende, og hans måde at krydsklippe mellem de forskellige strenge i historien bringer et utroligt pace til fortællingen. Adrenalin-niveauet er nærmest konstant højt, og man må bare læse næste side og næste side og næste side …

Anden bog genbruger layoutet med de knækkede koste på hver side af bogen og den lækre typografi. Og så får man en Gillsby Survival Kit med, når man køber bogen over nettet. Hvad det er, vil jeg ikke afsløre, men jeg kan sige så meget, at det lyder som en klapperslange …

Hvis Dennis Jürgensen er et ikon, når det gælder dansk horror, så synes jeg bestemt, at Steen Langstrup fortjener pladsen lige efter ham. Langstrup har efterhånden skrevet en god håndfuld horror, der udforsker genrens mange grene, ligefra besatte dyr over vampyrer til varulve, og nu altså hekse og – måske – dæmoner fra en anden dimension. Det mærkes tydeligt, at han elsker genren, og så er han samtidig en intelligent forfatter, som formår at lave et plot der holder læseren fast. Det er måske ikke altid de mest komplicerede eller eksperimenterende horror-fortællinger, men det er spænding fra start til slut, og så er det ærligt og totalt underholdende.

Og hvad “Plantagen 3” angår, kan jeg kun sige, at uanset hvor lang tid der går, før bind tre udkommer, så vil det være for længe …

Du kan læse mere om Plantagenmxrket.dk

Om Intet er, som du tror:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Steen Langstrup

Udvalgte bøger af Steen Langstrup:

Kat – ondskaben lurer i regnen
Blodets nætter
Pyromania
Forvandling
Fluernes hvisken
9 før døden
Poe – 4 makabre hyldelster
Den hvilende ondskab – Plantagen 1
Intet er, som du tror – Plantagen 2
Porten til Helvede – Plantagen 3
Alt det hun ville ønske hun ikke forstod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.