Indlæg tagget med ‘1930-1939’

“Rædslen fra Dunwich” var den første af tre udgivelser fra forlaget Interpresse med H. P. Lovecraft historier på dansk. Før disse tre bøger (som desværre er temmelig dårligt oversat) var det kun et meget begrænset udvalg af Lovecrafts noveller på dansk. “Rædslen fra Dunwich” indeholder tre noveller: “Kaldet fra Cthulhu” (tidligere udkommet som “Når Cthulhu kalder” i “Frygtens herre”), “Rædslen fra Dunwich” og “Tingen på tærsklen”.

“Kaldet fra Cthulhu” er historien om nogle mystiske begivenheder, som set på afstand hænger sammen på grufuld vis. Historiens fortæller er arving og eksekutor for den gamle professor George Gammell Angell, som var berømt for sin ekspertise i antikke inskriptioner. Hans død var tilsyneladende et hjerteanfald, som blev udløst, da han tilfældigt blev skubbet af en sort sømand. Men da fortælleren begynder at se nærmere i onklens papirer, viser det sig, at hans død måske ikke var så tilfældig endda.

Professoren var kommet på sporet af nogle fantastiske sammenhænge. En kunstners mærkelige drømme og herefter udarbejdelse af et skræmmende basrelief, hænger på mystisk vis sammen med utrolige begivenheder rundt om i verden, bl.a. nogle forsvindinger i skovene syd for New Orleans hvor en uhyggelig voodoo-kult holder til, og hvor en grotesk, frastødende og åbenbart meget gammel stenstatuette er blevet fundet. Og dette har tilsyneladende også forbindelse til en norsk sømands vanvittige og uforklarlige oplevelser under en voldsom storm. Fortælleren opdager nemlig, at de forfærdelige hændelser har udspring i den frygtelige Cthulhu-mytologi, og slutter fortællingen af med ordene:

“Cthulu lever også stadig, formoder jeg, i sin stenkrypt, som har været hans vugge, siden Solen var ung. Hans forbandede by er sunket endnu en gang, for S/S Vigilant sejlede hen over stedet efter aprilstormen. Men hans præster på Jorden brøler og prædiker og dræber stadig foran hans billede rundt omkring på ensomme steder. Han må være blevet fanget, mens han stadig var inde i sit sorte dyb – ellers ville kloden nu have været et skrigende galehus. Hvem kender slutningen? Hvad der har rejst sig kan synke igen – og hvad der er sunket kan rejse sig igen. Det modbydelige venter og drømmer i dybet, og fordærv spreder sig i menneskets vaklende byer. Der vil komme en dag – men jeg må ikke og kan ikke tænke! Lad mig bede til, hvis jeg ikke overlever dette manuskript, at mine eksekutorer vil sætte forsigtighed højere end dristighed, så ingen anden får dette at se.”

I “Rædslen fra Dunwich” møder vi den mystiske skabning ved navn Wilbur Whateley. Hans mor var den deforme og frastødende albinokvinde, Lavinia Whateley, som boede alene sammen med sin far. Hvem faren var, blev der ikke talt om. Allerede fra fødslen af var Wilbur anderledes med sit nærmest gedeagtige udseende, og Lavinia forudsagde med stolthed, at han ville få usædvanlige kræfter og en storslået fremtid. Faktum er også, at han voksede hurtigt og var i besiddelse af stor intelligens indenfor de okkulte videnskaber.

Mens Wilbur voksede op, byggede gamle Whately til og om, ligesom han købte mere og mere kvæg – dog uden at man kunne se bestanden vokse synderligt. Samtidig skete der flere og flere uforklarlige hændelser i Dunwich området. Mærkelige lyde og stemmer hørtes fra jorden, og både Lavinia og gamle Whately besøgte jævnligt den ældgamle stenkreds i bakkerne. Da gamle Whateley dør accelererer begivenhederne, og Wilbur forsøger at få fat den forbudte bog “Necronomicon”. Han vil udføre et modbydeligt ritual, og slippe noget fri som aldrig burde have gået på denne jord. Det er nu op til dr. Armitage og hans kollegaer Rice og Morgan at stoppe uhyrligheden, før Dunwich – og hele verden – går til grunde.

Lovecraft skrev “The Dunwich Horror” i 1928, og den udkom første gang i “Weird Tales” i 1929. Ifølge Wikipedia har Lovecraft været inspireret af Arthur Machens historie “The Great God Pan”, som også handler om et individ, der viser sig kun at være delvist menneskelig. Desuden har Lovecraft brugt flere af Machens betegnelser i sin historie, bl.a. er Dunwich i Machens fortælling “The Terror” en engelsk by hvor en rædsel ses hængende over som en sort sky med ildglimt i. 

“The Dunwich Horror” gav Lovecraft den største check hidtil fra “Weird Tales”, og den er blevet kaldt: “an excellent tale…. A mood of tension and gathering horror permeates the story, which culminates in a shattering climax.” Novellen er blevet filmatiseret flere gange, bl.a. i 1970 af Daniel Haller med titlen “The Dunwich Horror”. Læs mere om novellen på Wikipedia og anmeldelsen på Sleazehound.

“Tingen på tærsklen” starter med ordene: “Det er sandt nok, at jeg har sendt 6 revolverkugler igennem min bedste vens hoved. Alligevel håber jeg gennem denne erklæring at kunne vise, at det ikke er mig, der har myrdet ham.”

Fortælleren er 8 år ældre end Edward Pickman Derby, men de er alligevel bedste venner. Edward var et meget beskyttet og meget intelligent barn, og som voksen er han ganske upraktisk. Da han møder den noget yngre kvinde Asenath tiltrækkes han voldsomt af hende, selvom hun kommer fra Innsmouth og tilhører familien Waite. De bliver gift, og pludselig begynder Edward at ændre sig. Ind i mellem udviser han voldsom viljestyrke og evner til ting, som f.eks. at køre bil, som han ikke kan, når han er sit almindelige jeg. Edward fanges langsomt længere og længere ind i Asenaths spind, og hun viser sig at være en ikke helt almindelig ung pige.

“The Thing on the Doorstep” blev skrevet i 1933 og udgivet i 1937 i “Weird Tales”. Kritikere anser den for en af hans mindre betydningsfulde noveller, men jeg synes nu, at den var ganske underholdende og med en grusom og twistet afslutning, som man godt nok har set komme, men som alligevel giver et lille spark i nerverne. På youtube fandt jeg denne lille novellefilm, som bygger på historien og som er ganske godt lavet.

Originaltitler: “The Call of Cthulhu” (1926),” The Dunwich Horror” (1929), “The Thing on the Doorstep” (1937)

Lovecraft bøger på dansk:

Farven fra rummet, 2004
Skyggen over Innsmouth, 1995
Vanviddets bjerge, 1995
Murene på Eryx og Det hvide skib (Cirklen serien nr. 35), 1995
Rædslen fra Dunwich, 1994
Tidens skygge (Cirklen serien nr. 26) , 1992
Tilfældet Charles Dexter Ward, 1991
Frygtens herre : 2 noveller i Cthulhu-traditionen, 1983

Der er desværre ikke skrevet et forord til denne glimrende samling af gyser-noveller udvalgt ved Michael Tejn, så hvorfor netop disse 13 historier er udvalgt, vides ikke. Men det gør ikke historierne mindre gode, og holder du som jeg af det fortættede gys i novelleform, så prøv denne antologi fra 1966 hvor den ældste novelle er fra 1845 og den nyeste fra 1962.

Jord til jord (Earth to Earth) af Robert Graves udkom i 1955 og er en lidt pudsig historie om ægteparret Elsie og Robert Hedge, som bliver fuldstændig besat af dr. Eugen Steinpilz teorier om havekompost, og efterlever hans påskrifter mere end punktligt.

Hvad der virkelig hændte M. Valdemar (The Facts in the Case of M. Valdemar) af Edgar Allan Poe udkom i 1845. Fortælleren har gennem flere år beskæftiget sig med hypnose, og da en bekendt, M. Valdemar, ligger for døden, beder fortælleren om lov til at hypnotisere Valdemar i dødsøjeblikket. Valdemar siger ja, og det lykkes fortælleren mod alle forventninger. Men under hypnosen står Valdemar udenfor tiden, og da hypnosen afbrydes, er virkningen øjeblikkelig og rystende. Novellen er blevet filmatiseret flere gange, bl.a. af Roger Corman i “Tales of Terror” som består af tre filmatiseringer af Edgar Allan Poe noveller.

Værtinden (The Landlady) af Roald Dahl er fra 1959. Den unge Billy Weaver er taget til Bath for at søge arbejde. Nu leder han efter et sted at bo, og selvom han egentlig helst vil bo på det lokale værtshus, hvor der er masser af liv og gæster, bliver han alligevel draget af et skilt i et vindue med en vase med gule krysantemum. På skiltet står: Pensionærer modtages, og da Billy ringer på, står den venlige, men glemsomme værtinden klar til at byde ham velkommen med en kop te. “Værtinden” har et af den slags overraskende twist i slutningen, som giver en lyst til at genlæse den med det samme. En humorfyldt uhyggelig lille sag.

Tommelfingeren (Thompson) af George A. Zorn fra 1962 er en af samlingens længste noveller. Sælgeren Thompson er på vej hjem, da han kører forkert og må spørge en kvinde om vej. Hun svarer venligt nok, men Thompson bliver alligevel grebet af uro. Uroen bliver værre, da hans bil pludselig ikke kan starte, og da han bliver nødt til at låne telefonen i huset, slår panikken ham næsten ud. Men værst bliver det, da alt ellers ser ud til at være gået i orden igen. “Tommelfingeren” er en rigtig ubehagelig historie, hvor atmosfæren er langt værre end selve handlingen. Hvad er der egentlig sket med Thompson inden denne afstikker? Og hvorfor er kvinden og barnet så skræmmende?

Tårnet (The Tower) af Marghanita Laski er fra 1955 og handler om en ung kvinde, som på sin bryllupsrejse er ude på egen hånd. Hendes mand er vældigt interesseret i italiensk historie, så da hun falder over ruinen efter Niccolo di Ferramanos “Offer-Tårn”, beslutter hun sig for at gå op i det. Men det bliver en skæbnesvanger beslutning.

Det tredje område (The Third Circle) af Frank Norris fra 1909 er historien om en hvid kvinde, som forsvinder sporløst under en tur til San Franciscos Chinatown. Mere end 20 år senere fortælles historien om miss Ten Eyck stadigvæk.

Natviolen (Evening Primrose) af John Collier fra 1941 foregår i et stormagasin. En digter beslutter sig for at stige af verdens stress og jag og vil bosætte sig i den lokale stormagasin. Men han opdager, at han langt fra er den første, som har fået den idé, og at der blandt de nuværende beboere er et strengt hieraki. Så da han forelsker sig i den unge Ella, får det alvorlige konsekvenser. Novellen danner baggrund for en tv-musical fra 1966 med titlen “Evening Primrose”.

Hindbærsyltetøj (Raspberry Jam) af Angus Wilson fra 1949 er trods sin søde titel en grum historie om drengen Johnnie, som hygger sig med at besøge to gamle pebermøer. Men en dag ser han noget skrækkeligt hos dem.

Nattens musik (The Music of Erich Zann) af H. P. Lovecraft er fra 1922. Fortælleren beretter om dengang han boede på Rue d’Auseil i et hus, som han siden de omtalte begivenheder aldrig har kunne finde igen. I perioden havde han ikke særligt mange penge og boede derfor til leje i dette ikke særligt velholdte hus. I huset boede også en ældre tysk mand, som spillede violin. En nat hørte fortælleren en sælsom vidunderlig og samtidig skræmmende musik oppe fra tyskerens etage, men da han ved lejlighed komplimenterede hans musik, blev tyskeren nærmest vred i stedet for. Den natlige musik fortsatte dog, og en nat overhørte fortælleren den gamle mands desperate koncert, som denne nat endte i kaos. “Nattens musik” er en skræmmende og velskrevet novelle, som meget godt demonstrerer H. P. Lovecrafts særlige fortælle-stil og introducerer hans rædselsfulde parallelunivers.

Den lille snigmorder (The Small Assassin) af Ray Bradbury fra 1946 handler om et uskyldigt lille spædbarn, der måske ikke er så uskyldigt alligevel. En glimrende novelle med en grum slutning.

En rose til Emily (A Rose for Emily) af William Faulkner er fra 1930. Frøken Emily havde i levende live været en slags tradition i byen. Mens faderen levede, holdt han hende i kort snor, og efter hans død havde hun en kort opblomstring, hvor hun bl.a. så en del til en herre, der dog slet ikke var i hendes klasse. Han forsvandt dog også igen efter nogen tid. Men nu er frøken Emily død … Novellen er filmatiseret som kortfilm af Lyndon Chubbuck i 1983 under titlen “Rose for Emily”.

Kispus (Georgy Porgy) af Roald Dahl er fra 1960, og handler om præsten som er hundeangst for kvinder, samtidig med at han er betaget af dem på afstand. Denne splittethed får alvorlige konsekvenser, da byens damer tilsyneladende indleder en klapjagt på ham. “Kispus” er anden novelle af Roald Dahl i samlingen, og er en helt anden slags historie end “Værtinden”, selvom den underliggende humor strømmer igennem dem begge.

Enoch (Enoch) af Robert Bloch fra 1945 er 13. og sidste novelle i samlingen. Fortælleren bor alene efter moderens død – pånær den lille usynlige Enoch, som bor på hans hoved. Enoch får ham til at slå forbipasserende ihjel, men til gengæld giver Enoch også glemsel. En dag bliver fortælleren dog fængslet og anklaget for mordene, men da han fortæller anklageren om Enoch, får historien pludselig en helt ny drejning. “Enoch” er en perle af en novelle, som på ganske få sider giver læseren myrekryb. Tænk at have et lille usynligt væsen boende på sig, som kun drømmer om død og ødelæggelse – og som fuldstændig har magten over dig, men ingen tror dig …

Indhold:

Jord til jord af Robert Graves
Hvad der virkelig hændte M. Valdemar af Edgar Allan Poe
Værtinden af Roald Dahl
Tommelfingeren af George A. Zorn
Tårnet af Marghanita Laski
Det tredje område af Frank Norris
Natviolen af John Collier
Hindbærsyltetøj af Angus Wilson
Nattens musik af H. P. Lovecraft
Den lille snigmorder af Ray Bradbury
En rose til Emily af William Faulkner
Kispus af Roald Dahl
Enoch af Robert Bloch

Læs mere:

FantasticFiction 
Enotes.com 
Wikipedia

I midten af 1990′erne udgav forlaget Interpresse tre udgivelser med H. P. Lovecraft fortællinger. Indtil da var der ikke oversat meget af forfatteren til dansk på trods af hans kultagtige status i horrorlitteratur. “Vanviddets bjerge” var den anden udgivelse, og heri findes historierne “Vanviddets bjerge” og “Den som hjemsøger mørket”.

I titelnovellen befinder vi os på en ekspedition til Antarktis, hvor en opdagelse af nogle mystiske spor, fører en del af ekspeditionen ind til nogle store bjerge midt i ødet. Først sender de begejstrede meldinger tilbage til basen om deres utrolige fund, men så bliver der total radiotavshed. Da redningsgruppen når frem, er alle i lejren døde eller forsvundne. Men det er først nu, at rædslerne virkeligt begynder.

Jeg var ikke nær så begejstret for “Vanviddets bjerge”, som jeg ellers har været for Lovecrafts historier. Den var alt for omstændig i sine videnskabelige udredninger efter min smag. Jeg ved godt, at meningen er, at det skal gøre rædslen større, hvis historien virker korrekt funderet, men her tærsker han for meget langhalm på den del af fortællingen, som også skæmmes af en halvdårlig oversættelse.

Der er dog stadigvæk gode idéer og scenarier, og fundet af den ældgamle by i vanviddets bjerge virker stadig skræmmende. “Kun i fantastiske mareridt kunne nogen andre mennesker end Danforth og mig have forestillet sig sådanne optiske effekter. Mellem os og de hvirvlende dampe i vest lå det monstrøse virvar af mørke stentårne. De overdrevne og utrolige former ramte os påny, hver gang vi lod blikket hvile et nyt sted. Det var et syn i solide sten, og hvis det ikke havde været for fotografierne, ville jeg selv have tvivlet på at sådan noget kunne eksistere. Murværket var nogenlunde som det vi havde set i fortifikationen, men formerne som dette murværk antog i sine mere bymæssige manifestationer var ubeskrivelige.”

Endeligt er det jo også lidt morsomt, at Lovecraft her er tydeligt inspireret af Edgar Allan Poes røverroman “Arthur Gordon Pyms eventyr, som han sender en direkte hilsen til, idet fortælleren har læst netop denne historie af Poe og diskuterer den med kollegaen Danforth.

Den anden fortælling i samlingen er “Den som hjemsøger mørket”, som jeg synes langt bedre om. Her fortælles om forfatteren og maleren Robert Blakes skæbne gennem hans dagbøger og noter.

Robert Blake havde viet sit liv til myter, drømme, rædsler og overtro, og det var muligvis denne fascination, der drev ham til at flytte til Providence, hvor gamle fortællinger om den forhadte sekt Stjernens Visdom udspillede sig. I hvert fald lejede han et værelse her, som havde udsigt over Federal Hill. Den første tid i Providence var ganske produktiv for Blake, men så blev han grebet af en gammel, mørk kirke som stod for sig selv i horisonten, når han kiggede ud af sit vindue. I et stykke tid nøjedes han med at betragte den på afstand, men med forårets komme blev han grebet af rastløshed og besluttede sig for at opsøge kirken.

“De massive døre var hele og hermetisk lukkede. Langs toppen af den mur, som omgav højen hvorpå kirken var bygget, var der et rustent jerngitter hvis port tydeligvis var låst med en solid hængelås. Stien, som førte fra gitterlågen op til kirken, var overgroet. En følelse af håbløshed og fordærv hang som et tykt tæppe over dette dystre sted. Og selvom Blake var en både dygtig og fantasifuld forfatter, var det som om han manglede ord til at beskrive sine sande følelser, når han nu endeligt stod overfor midtpunktet af den uvirkelige verden som han så længe havde betragtet på afstand.”

Trods disse dystre anelser bevæger Blake sig alligevel ind i kirken, og her oplever han noget ud over menneskelig forståen og vækker en ondskab fra gamle dage, som siden vender tilbage for at hjemsøge ham.

Sidst i bogen findes en kort biografi om H. P. Lovecraft, som dog ikke bringer meget nyt for dagens lys.

Originaltitler: At the Mountains of Madness (1931), The Haunter of the Dark (1935)

Lovecraft bøger på dansk:

Farven fra rummet, 2004
Skyggen over Innsmouth, 1995
Vanviddets bjerge, 1995
Murene på Eryx og Det hvide skib (Cirklen serien nr. 35), 1995
Rædslen fra Dunwich, 1994
Tidens skygge (Cirklen serien nr. 26) , 1992
Tilfældet Charles Dexter Ward, 1991
Frygtens herre : 2 noveller i Cthulhu-traditionen, 1983

Den ivrige botanist dr. Glendon er rejst til Tibet for at finde en meget sjælden plante, der kun blomstrer under månens skær, og som efter sigende fungerer som kur mod lycanthropy. I dalen bliver han overfaldet af et væsen, som bider ham, men det lykkes Glendon at slippe væk med planten, og tilbage i London begynder han straks at eksperimentere med at få den til at blomstre under sit kunstige måneskin.

Et stykke tid efter sin hjemkomst opsøges han af dr. Yogami, der er yderst interesseret i planten. Det er også ham, som fortæller, at Glendon er blevet bidt af en varulv, men denne afviser Yogamis snak som vrøvl. Samme aften forvandler Glendon sig dog og slår en kvinde ihjel. Og nu tror han på historien, men det er for sent …

“Werewolf of London” blev ikke nogen stor publikumssucces. Tilsyneladende lagde den sig for tæt op af “Dr. Jekyll and Mr. Hyde“, der i 1931 vandt en Oscar for Bedste Mandlige Skuespiller og var nomineret til endnu to, bl.a. for Bedste Adapterede Manuskript.

Som i de senere Wolf Man film stod også Jack Pierce bag makeuppen i “Werewolf of London”. Oprindeligt ønskede Jack Pierce at bruge den samme makeup, som senere blev brugt af Lon Chaney Jr., men efter sigende ønskede Henry Hull, som spillede dr. Glendon, ikke at få hele ansigtet skjult af makeup. Derfor endte man med en mere minimalistisk makeup, som jeg i virkeligheden synes er langt mere skræmmende, idet mimikken bliver langt tydligere end med fuld maske på.

Det er sjældent skræmmende at se disse gamle gysere, og det er “Werewolf of London” bestemt heller ikke. Måske af frygt for at skræmme publikum ud af biografen, veksler den mellem hovedhistorien og så komiske bifigurer, som kommer ind og giver publikum et grin, før historien føres videre. Skuespillet virker meget teatralsk set med nutidens øjne, og der er ikke mange nuancer i historien. Dr. Glendon er også en meget civiliseret varulv, der tager jakke og kasket på, før han går ud, hvilket ikke bidrager til troen på, at han er forvandlet til et dyr, der ikke kan undertrykke sine instinkter om at dræbe.

Men når alt det er sagt, så er “Werewolf of London” alligevel ganske underholdende. Der er en helt særlig charme over disse gamle film, og så bliver jeg også gang på gang imponeret over, hvor vellykkede forvandlingsscenerne kunne være på den tid. Se ikke “Werewolf of London” i håbet om at blive skræmt fra vid og sans, men se den gerne som et interessant indslag i gysets udviklingshistorie.

“Werewolf of London” har bl.a. inspireret John Landis, som i 1981 lavede filmen “An American Werewolf in London”.

Instruktør: Stuart Walker
Udgivelsesår: 1935

Efter Universals store succes “Dracula” fra 1931 besluttede studiet at brygge videre på historien i efterfølgeren fra 1936 “Dracula’s Daughter”.

Filmen starter, hvor “Dracula” slutter. To betjente kommer ind i Carfax klosteret og finder ligene af Renfield og Dracula sammen med professer Van Helsing. Van Helsing anklages for mordet på Dracula, og i stedet for en advokat tilkalder han sin gode ven, psykologen Garth, der skal overbevise juryen om, at Van Helsing ikke er skør, men at Dracula virkelig var vampyr.

Før Scotland Yard får hentet ligene, dukker en kvinde dog op. Hun hypnotiserer betjenten og tager Draculas lig med sig for at brænde det. Det viser sig, at kvinden kalder sig Marya Zaleska og er Draculas datter.

Zaleska møder Garth, og hun prøver at overtale ham til at hjælpe sig. Hun ønsker nemlig ikke at være vampyr og håber, at han kan befri hende for forbandelsen. Men Garth har svært ved at tro hende, og først da hun kidnapper hans sekretær, Janet, følger han hende til Transylvanien, hvor det endelige opgør finder sted.

Jeg var ikke vildt imponeret over “Dracula’s Daughter”, omend Gloria Holden spiller rollen som Zaleska udmærket. Men historien bliver ikke rigtig overbevisende for mig, og jeg havde enormt svært ved at få doktor Garths og sekretæren Janets flirteri til at blive interessant overhovedet.

Instruktør: Lambert Hillyer
Udgivelsesår: 1936

Udvalg af Universals Dracula film:

Dracula (1931 – Tod Browning)
Drácula (1931- George Melford)
Dracula’s Daughter (1936 – Lambert Hillyer)
Son of Dracula (1943 – Robert Siodmak)
House of Frankenstein (1944 – Erle C. Kenton)
House of Dracula (1945 – Erle C. Kenton)
Dracula (1979 – John Badham)
Van Helsing (2004 – Stephen Sommers)

Læs en mere postiv omtale på Classic-Horror.com

Læs også hvad Sleazehound siger om “Dracula’s Daughter”

Første gang Bram Stokers roman “Dracula” blev indspillet som film var i 1923 under titlen “Drakula halála” instrueret af Károly Lajthay. Filmen havde dog ikke meget med romanen at gøre, så Universals udgave fra 1931 står for de fleste som den rigtige første film.

Tod Browning instruerede, og ønsket var at lave en big budget movie, som var tro mod romanen, men pga. den økonomiske krise endte man med i stedet at basere filmen på Broadway stykket med manuskript af Hamilton Deane og John L. Balderston. Bela Lugosi, der med sit portræt af grev Dracula blev et ikon, spillede rollen på Broadway, men alligevel var han ikke Tod Brownings første valg. Heldigvis fik han rollen, og hans præstation har grundlagt synet på den karismatiske vampyrgreven lige siden.

Advokaten Renfield er taget til Transylvanien for at overrække grev Dracula papirerne på hans nye ejendom, det gamle Carfax kloster i London. På vejen dertil advares han af de lokale om, at grevens slot er hjemsted for vampyrer, men Renfield lader sig ikke skræmme. Han burde dog nok have hørt på rygterne, for da hans arbejde for Dracula er overstået, bliver han gjort til grevens slave og følger Dracula som en galning på rejsen til England.

I England opsøger Dracula lederen af Whitby Sanatorium, doktor Seward. Her bliver han introduceret for dennes datter Mina og hendes veninde, Lucy, som straks bliver betaget af greven. Hun bliver også husstandens første offer for Dracula, som derefter begynder at hjemsøge Mina.

På Whitby Sanatorium er Renfield indlagt, og selvom han er trofast mod Dracula, så er han også tiltrukket af Mina og forsøger at advare doktor Seward om faren. Men han afskrives som en galning. Dr. Sewards gode ven professor Van Helsing er dog klar over, at en udød er på spil, og han forsøger at redde Mina ved at hænge wolvesbayne op i hendes værelse, en urt som holder vampyrer væk. Men Dracula kan hypnotisere personer i nærheden af ham, og det lykkes ham alligevel at trænge ind til Mina og give hende lidt af sit blod.

Nu er Mina fortabt, med mindre det lykkes for Van Helsing og Minas forlovede Jonathan Harker at slå grev Dracula ihjel.

Set med nutidens optik er “Dracula” ikke særlig uhyggelig. Den er meget langsom i sin opbygning, og man ser f.eks. aldrig Dracula bide sine ofre. Han dækker dem i stedet med sin kappe, og så må vi tænke os til resten. Og når vi ser ham som flagermus, er det meget tydeligt en plastik flagermus, der hænger fra en fiskesnøre, og som sådan overhovedet ikke skræmmende.

Ikke desto mindre synes jeg stadig, at “Dracula” holder i dag. Bela Lugosi spiller fantastisk, og hans måde at tale og agere på, er utrolig overbevisende. Man har prøvet at gøre hans øjne endnu mere uhyggelige ved at lade lys skinne i dem, når han stirrer ondt på sine ofre, men det var efter min mening ikke nødvendigt. Hans blik er skræmmende i sig selv.

Også scenerne i Draculas slot er med til at skabe en uhyggelig stemning. Selve slottet er indbegrebet af gotisk uhygge med skumle skygger, spindelvæv og mørke trapper – og naturligvis den distingverede greve  med en grum baggrund. Da Dracula byder Renfield velkommen, og de hører ulvehyl i det fjerne, kommer hans udødelig replik: “Listen to them. Children of the night. What music they make.” Og senere da Renfield kommer op af trappen og møder et kæmpe edderkoppespind, som Dracula tilsyneladende har bevæget sig igennem uden at ødelægge, forklarer Dracula: “The spider spinning his web for the unwary fly. The blood is the life, Mr. Renfield.” En advarsel om hvad der er i vente.

Men selvom Dracula er et sjælløst udødeligt væsen, som må slå ihjel for at overleve, så får man i Lugosis skikkelse alligevel fornemmelse af en tragisk skikkelse, ikke mindst da han møder doktor Seward og Lucy og Mina i operaen og efter lidt konversation udbryder: “To die! To be really dead – that must be glorius” og herefter advarer: “There are far worse thing awaiting man, than death!”

I ekstramaterialerne fortæller filmhistoriker David J. Skal, hvordan publikum blev skræmt af filmen, ikke mindst fordi man for første gang IKKE fik en logisk løsning til sidst. Dracula VAR virkelig ifølge filmen. Også artiklen på wikipedia fortæller om “Dracula”s skræmmende succes. I løbet af de første to døgn, den spillede, solgte man 50.000 billetter!

Samtidig med at Tod Browning indspillede sin version, udnyttede Universal kulisserne til at lave en spansk udgave af filmen (instrueret af George Melford) til det latinamerikanske publikum. Brownings hold filmede i løbet af dagen, og når de holdt fri, overtog det spansktalende hold scenerne og lavede deres udgave, som bygger på samme manuskript, men alligevel er lidt anderledes. Melfords udgave forklarer i hvert fald enkelte detaljer i filmen tydeligere, og så har han lagt større vægt på special effects, f.eks. kommer den spansktalende Dracula anderledes dramatisk ud af sin kiste, og knirkelyde m.m. udnyttes også mere effektivt i Melfords film. Endelig er der også en stor forskel på de erotiske toner – i Brownings udgave er Mina tækkelig, og i scenen hvor hun fristes til at bide Harker, klippes der væk netop som hun læner sig frem. I Melfords udgave ser vi Eva (som Mina kaldes her) i en noget mere dristig rolle, og her bider hun rent faktisk Harker i halsen, før hun afbrydes. Den spanske Dracula blev spillet af Carlos Villarías, som dog overhovedet ikke kunne hamle op med Lugosis Dracula.

Bela Lugosi blev i høj grad synonym med Dracula-figuren, men han spillede kun rollen igen én gang siden – i gyserkomedien “Bud Abbott Lou Costello Meet Frankenstein”. Til gengæld nåede han at spille et andet Universal monster, nemlig Frankensteins monster i “Frankenstein Meets the Wolfman” fra 1943.

Tod Brownings “Dracula” blev i 2000 udvalgt til bevarelse i United States National Film Registry for at være: “culturally, historically, or aesthetically significant“.

Instruktør: Tod Browning
Udgivelsesår: 1931

Udvalg af Universals Dracula film:

Dracula (1931 – Tod Browning)
Drácula (1931- George Melford)
Dracula’s Daughter (1936 – Lambert Hillyer)
Son of Dracula (1943 – Robert Siodmak)
House of Frankenstein (1944 – Erle C. Kenton)
House of Dracula (1945 – Erle C. Kenton)
Dracula (1979 – John Badham)
Van Helsing (2004 – Stephen Sommers)

Læs mere om Dracula på wikipedia

Også omtalt på Horrorsiden.dk

I 1921 finder et hold britiske arkæologer den 3700 år gamle mumie Im-Ho-Tep. En af ekspeditionens deltagere åbner rullen “The Scroll of Thoth”, som bliver fundet sammen med mumien, og han bliver sindssyg, da han læser den, og mumien kommer til live.

10 år senere er endnu et hold arkæloger på stedet. De har intet fundet af værdi, så da ægypteren Ardath Bay tilbyder at vise dem, hvor den ægyptiske prinsesse Anck-es-en-Amon ligger begravet, lader de sig overbevise. De finder også graven, men det viser sig, at Ardath Bay har skumle bagtanker. Han er nemlig den genopstandne mumie og prinsessen var hans elskede. Nu vil han genoplive hende, og da han finder hendes sjæl genfødt i den smukke Helen, har han ingen skrupler.

“The Mummy” er ikke uhyggelig i vore dages standard, men ikke desto mindre gør Boris Karloff endnu en gang et uudsletteligt indtryk. Han har rollen som Im-Ho-Tep/Ardath Bay, og det lykkes ham at skabe både uhygge og medlidenhed omkring hans figur.

Instruktør: Karl Freund
Udgivelsesår: 1932

James Whales “Frankenstein” fra 1931 blev et kæmpe hit, og Universal begyndte hurtigt at planlægge en efterfølger. De ville gerne have James Whale i instruktørstolen igen, men han betakkede sig i første omgang. Det lykkedes dog at overtale ham til at lave “Bride of Frankenstein”, bl.a. fordi han denne gang fik et væsentligt større budget (det største der på den tid var givet til en gyserfilm), og fordi han fik stor indflydelse på manuskriptet.

“Bride of Frankenstein” åbner med den brændende mølle. Landsbyboerne står og ser møllen brænde til aske, mens de taler om, hvor godt det er, at monstret er død. Men det viser sig, at monstret har overlevet ilden, og da det flygter fra møllen, bliver det opdaget og fanget af landsbyboerne. De smider det i fængsel, men her lykkes det for monstret at bryde ud fra. På sin flugt møder monstret en blind mand, og de to fatter sympati for hinanden. Manden lærer monstret at tale, men da der dukker andre mennesker op, går det galt, og monstret må igen flygte.

Imens opsøges Henry Frankenstein af den sære doktor Pretorius. Han drømmer om at skabe liv som Frankenstein har gjort det, og lokker ham med ligedele trusler og overtalelse til at gå med til at skabe en mage til monstret. Monstret ønsker brændende en ven, men da dets brud endelig står foran ham, venter endnu en skuffelse. Heller ikke hun kan se gennem hans grusomme ydre, og monstret er ligeså alene, som det hele tiden har været.

“Bride of Frankenstein” er en fantastisk film. I ekstra-materialerne kalder filmhistoriker Bob Madison den for: “den mest komplekse og genialt udtænkte gyserfilm nogensinde. Kronjuvelen i Universals serie af gysere“. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Boris Karloff endnu engang skabte en fantastisk rørende og betagende figur i monstret, der så brændende ønsker nogen at elske, som elsker ham igen. Og selvom Karloff selv var imod idéen om, at monstret fik stemme, så tog publikum godt imod denne udvidelse af figuren, som jeg også synes fungerer rigtig godt.

James Whale insisterede også på få prologen med, hvor Mary Shelley (Elsa Lanchester) sidder og taler med Percy Shelley og Lord Byron, ligesom han insisterede på, at hun skulle spille monstrets brud. Og ligesom man ikke kan tænke Frankensteins monster uden at se Boris Karloffs udgave for sig, så kan man heller ikke tænke på det kvindelige monster uden at se Elsa Lanchester for sig. Hun er billedskøn men med et kæmpear på halsen og med en sindssyg frisure med hvide lynstriber i. Men hun spiller forrygende, og scenen hvor hun hisser i vrede mod monstret er særdeles vellavet.

Figuren doktor Pretorius (Ernest Thesiger) findes ikke i Mary Shelleys roman, men han fungerer perfekt som katalysatoren for, at Henry Frankenstein igen begiver sig ud i området, som er forbeholdt Gud. Pretorius er en blanding af grin, galskab og gys, og ifølge ekstra-materialerne var det nærmest sådan Ernest Thesiger var i virkeligheden. Der er en helt fantastisk scene, hvor Pretorius viser Frankenstein sine flasker med små mennesker i, hvor han sammenligner sig selv med djævelen. Han er i hvert fald den, der frister Frankenstein over evne.

Det ses også på filmens kulisser, at der var flere penge til rådighed. Bl.a. er scenen på kirkegården, hvor monstret i vrede vælter en statue af en biskop, utrolig smuk filmet. Himlen er fantastisk, og den måde alle gravstenene står i underlige vinkler på, underbygger en indtrykket af galskab og vildskaben. Visuelt er “Bride of Frankenstein” en fantastisk oplevelse, og når det smelter sammen med store skuespils præstationer og et interessant manuskript, er der ikke noget at sige til, at efterfølgeren denne gang nærmest overgår originalen.

I senere Frankenstein film spillede Karloff kun med i “Son of Frankenstein” (1939). I “The Ghost of Frankenstein” (1942) overtog Lon Chaney jr. rollen , og i 1943 spillede Bela Lugosi monstret i “Frankenstein meets the Wolf Man”. Herefter overtog Glenn Strange rollen i flere film. Se en oversigt over hvem der har spillet monstret på IMDB.

Instruktør: James Whale
Udgivelsesår: 1935

For mange står James Whales version af “Frankenstein” fra 1931, som den originale film, selvom det ikke var den første filmatisering (den kom i 1910). Denne kult-status skyldes hovedsageligt Boris Karloffs fantastiske portræt af Frankensteins monster. Filmens baggrund er Mary Shelleys udødelige roman fra 1818, men baserede sig på et manuskript af John L. Balderston efter et skuespil af Peggy Webling.

Henry Frankenstein studerer ved universitetet ved Ingolstad, hvor han eksperimenterer med at bringe dødt væv til live. På den bekostning bliver han smidt ud fra studiet, men han fortsætter ufortrødent sit arbejde med hjælp fra den pukkelryggede Fritz. Ligene, som han bruger i sine eksperimenter, stjæler de fra grave, galger og hvor de ellers finder dem.

Henrys forlovede, Elizabeth, er dybt bekymret for ham, og sammen med vennen Victor Moritz tager hun til Ingolstad for at overtale Henry til at stoppe eksperimenterne. De får følgeskab af Henrys lærer, doktor Waldman, og kommer lige i tide til at se Henry vække den døde krop til live, som er samlet af ligdele fra forskellige mænd.

Henry er ekstatisk over, at det er lykkes ham at skabe liv og udbryder: “Now I know what it feels like to be God!” (en replik der iøvrig blev censuret flere steder). Men begejstringen blegner hurtigt, da monstret bliver aggressiv og til sidst slår Fritz ihjel, efter at denne har plaget det med en fakkel. Det lykkes for Henry og doktor Waldman at bedøve monstret, og ophidselsen sender Henry syg hjem til Elizabeth, hvor brylluppet bliver sat på skinner.

I laboratoriet vil Waldman  dissikere monstret, men det vågner op og slår Waldman ihjel. Herefter flygter det, og på vejen møder det en lille pige, som det ved et uheld dræber. Nu er hele byen efter monstret, som herefter bryder ind i Henrys hus og forulemper Elizabeth, der dog overlever.

Med en vred pøbel i hælene flygter monstret, og slutscenen hvor det står i en brændende mølle og forgæves prøver at skræmme landsbyboerne væk, står som en usædvanlig stærk scene for mig. Den er både rørende og skræmmende, og jeg føler stærkt for monstret, hver gang jeg ser den.

Som nævnt er det i høj grad Boris Karloffs fantastiske præstation som Frankensteins monster, der løfter filmen til et mesterværk. Han spiller naivt og rørende, og den umiddelbare uskyld gør det svært at se ham som et ondskabsfuldt væsen. Ikke desto mindre er han skyld i flere dødsfald, fordi han i angst og vrede slår fra sig, når han ikke forstår, hvad der sker.

Karloff havde været med i ca. 80 film, før han blev castet til rollen som monstret. Egentlig ville studiet have haft Bela Lugosi, som netop havde haft en stor succes i “Dracula”, men han sagde nej, da han ikke ville maskeres til ukendelighed. En dag så James Whale så Boris Karloff i studiets cafeterie, og han blev straks fascineret af Karloffs markante ansigts struktur. Whale tilbød Karloff en prøvefilming, og resten er, som man siger, historie.

Det tog ca. 3,5 time at lægge monstrets makeup hver dag og næsten lige så lang tid at fjerne det igen, men Karloff fortrød aldrig, at han sagde ja til rollen, som også endte med at gøre ham til et af de mest elskede monstre i USA. Manden bag makeuppen var Jack Pierce, der stod for alle de klassiske gyserfilm fra Universal i den periode.

Ved siden af Karloffs fantastiske præstation står Colin Clive også stærk i rollen som Henry Frankenstein (der i romanen hedder Victor). Clive døde som kun 37-årig og havde efter sigende store alkohol problemer. Måske er det denne splittelse, som han levendgør så tydelig i rollen som Frankenstein, der på den ene side lever for sine eksperimenter, og på den anden side elsker Elizabeth og ønsker at gøre sit ekspriment ugjort igen. I hvert fald brænder også han igennem skærmen med sine intense øjne og fine skuespil.

I dag er “Frankenstein” stadig en fremragende film, men den er langt fra skræmmende. I 1931 var den dog hård kost for biografgængerne. Producer Carl Laemmle jr. lavede tilmed en kort introduktion før filmen, hvor han advarede publikum om, at de nu skulle se noget meget skræmmende. Og det var da også første gang, at biografgængerne så og hørte, hvordan jorden blev kastet på en kiste efter en begravelse; at en død mand blev skåret ned fra en galge; kadavere der blev brugt til undervisningen på universitetet; og ikke mindst de livagtige nærbilleder af den lille pige som drukner (også denne scener blev visse steder klippet ud, når filmen blev vist).

Der er lavet utrolig mange filmatiseringer med Mary Shelleys monster siden James Whales i 1931. Selv stod han bag efterfølgeren “Bride of Frankenstein” (1935), som også havde Boris Karloff som monstret. Karloff var også med i “Son of Frankenstein” (1939), men i “The Ghost of Frankenstein” (1942) overtog Lon Chaney jr. rollen (året før havde han haft stor succes som “The Wolf Man“). I 1943 over tog Bela Lugosi rollen i “Frankenstein meets the Wolf Man”, og herefter overtog Glenn Strange rollen i flere film.

I 1991 blev ”Frankenstein” udvalgt til The United States National Film Registry for at være: “culturally, historically or aesthetically significant“.

Af nyere filmatiseringer kan nævnes Kenneth Branaghs udgave fra 1994, hvor Robert de Niro spiller monstret og Branagh selv har rollen som Victor Frankenstein.

Instruktør: James Whale
Udgivelsesår: 1931

Læs mere:

Wikipedia

Serien “Forums udødelige klassikere” står i børnebiblioteket og indeholder titler som “Vampyren” af John Polidori, “Frankenstein” af Mary Shelley, “Blodet fra mumiens gravkammer” og “Dracula” af Bram Stoker. Alle titler på klassiske historier som er værd at læse - også i en bearbejdet udgave. Derfor glædede jeg mig til “Djævelen rider ud” af Dennis Wheatley, men i stedet for en klassiker fik jeg en tjubang historie uden særlig dybde.

Rex og hertugen er bekymrede for deres fælles ven Simon, som ofte lader sig indfange af nye spændende projekter. Deres bekymring er med god grund, for Simon er blevet fanget ind af en gruppe, som dyrker sort magi, og Simon skal bruges til at give lederen af ringen, Mocata, magt til at tilkalde Apokalypsens fire ryttere.

Heldigvis har hertugen forstand på hvid magi, og det lykkes ham og Rex at finde Simon på selve natten, han skal optages. Med list og dygtighed befrier de Simon, men Mocata har ikke tænkt sig at lade dem slippe, og snart har vores helte Helvedes dæmoner i hælene.

I en forstand er historien både spændende og underholdende, men at kalde den en “udødelig klassiker” synes jeg er at at skyde langt over målet. Jeg tænker lidt mere på kulørte spændings-serier som Bill og Ben bøgerne fra det gamle Westen, og Dennis Wheatley var da også en såkaldt pulp-forfatter.

For et par timers adspredelse er “Djævelen rider ud” dog ikke spildt, for der er masser af dramatik og kærlighed i historien, som i øvrigt blev filmatiseret for Hammer Film i 1968 af Terence Fisher med Richard Matheson som manuskriptforfatter og Christopher Lee som hertugen. Jeg har ikke set filmen, men den scorer 7,2 på IMDB så måske er den bedre som film end som roman.

Læs en glimrende introduktion til Dennis Wheatley og “Djævelen rider ud” på Sleazehound.dk

Udgivelsesår: 1934 (den bearbejdede udgave jeg har læst er dog fra 1992)