august 2019
M Ti O To F L S
« jul    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘1980-1989’

The Living Dead Girl

Under slottet Valmont findes en gravkrypt, hvor den smukke, unge Cathrine Valmont ligger begravet. En dag dukker nogle mænd op for at gemme kemisk affald i krypten, men der går hul på tønden, og pludselig vågner Cathrine op fra de døde, og drikker deres blod. Efterfølgende bevæger hun sig ud, hvor hun tilfældigt bliver fotograferet af den amerikanske turist Barbara Simon, som er på ferie i den nærliggende landsby sammen med kæresten Greg.

Barbara fascineres af Cathrine, og da hun finder ud af, at Cathrine anses for død, beslutter hun sig for at finde ud af, hvad der foregår.

I mellemtiden er Cathrines barndomsveninde Helene dukket op på slottet. Hun ved ikke, at Cathrine har været død, og tror blot at hun er syg. Da det går op for hende, at Cathrine behøver blod for at leve, hjælper hun straks veninden. Men Barbaras opdukken komplicerer tingene.

Jeg må nok indrømme, at “The Living Dead Girl” ikke lige er min stil. Her er godt nok nogle vældig underholdende splatterscener, bl.a. helt i starten hvor Cathrine spidder en af mændene i øjet med sin finger. Det er så tydeligt en maske, at man ikke kan lade være med at grine, når blodet vælter ud i lårtykke stråler.

Der er til gengæld ingen formildende omstændigheder vedrørende skuespillet, som er totalt ude i hampen. Jeg kunne ikke holde den emsige Barbara Simon ud, og mens Françoise Blanchard måske nok gør det rimeligt som Cathrine, så bliver Marina Pierro som Helene mere og mere skrækkelig, jo længere ind i filmen vi kommer.

Historien synes jeg heller ikke hænger særligt godt sammen. Her er nogle gigantiske forklaringsproblemer, som at Cathrine efter to år i sin kiste ikke er det mindste rådden; at krypten konstant er oplyst med fakler; at den unge pige Helene bortfører ud til slottet, først begynder at undre sig over, hvor de skal hen, da de holder udenfor lågen. Og find selv på flere.

Desuden finder jeg tråden om de to kvinders venskab/kærlighedsforhold både langsommelig og ligegyldig.

For mændene er her dog bonus-scener, når kvinderne smider tøjet og kæler for hinanden i blufærdig lesbisk kærlighed, men det tilføjer ikke filmen noget efter min smag. Så alt i alt må jeg nok erkende, at mit første besøg ind i den franske instruktør Jean Rollins univers ikke ligefrem gav mig lyst til at se mere. Men mon ikke jeg glemmer det og forsøger mig igen om nogen tid?

Læs også omtalen på HorrorUnrated.com

Om “The Living Dead Girl”:

Instruktør: Jean Rollin
Udgivelsesår: 1982
Originaltitel: La morte vivante

Hunger

HungerHunger baserer sig på Whitley Striebers roman af samme navn. Det var egentlig derfor, at jeg så den, da den forleden blev sendt på TCM. Men jeg må indrømme, at jeg blev slemt skuffet. Filmen er en langtrukken affære, som forsøger sig med en masse “kunstneriske” tiltag for at hæve niveauet. Det virker desværre bare modsat.

Catherine Deneuve spiller den ældgammel vampyr, Miriam med det evigt unge udseende, som med mellemrum tager sig menneskelige elskere og forvandler dem til vampyrer under løftet om evig ungdom, og at de skal være sammen “for ever and ever“. Desværre har løftet den hage, at i det øjeblik Miriam mister interessen i elskeren, bliver denne gammel i løbet af ingen tid.

John (spillet af David Bowie) er den nuværende elsker, men ved filmens begyndelse starter han med at ældes. I desperation opsøger han dr. Sarah Roberts som forsker i aldringsprocessen. Hun afskriver ham dog i første omgang som en tosse. Det ændrer sig, da hun ser, hvor hurtig han pludselig ældes, men da er det for sent.

Nogle dage senere opsøger hun Miriam for at spørge til John. Her indfanges hun af den fascinerende kvinde, som forfører hende i en lesbisk elskovsscene der er som taget ud af en blød pornofilm. Sarahs kæreste opdager dog, at noget er galt, og en blodprøve viser, at Sarahs blod er blevet inficeret af en anden blodtype, som ikke er menneskelig. Sarah tager tilbage for at stille Miriam til regnskab, men her opdager hun en ny sult, som kun Miriam kan hjælpe med at stille.

For at være ærlig synes jeg, at filmen forsøger sig alt for meget med blafrende gardiner og flagrende duer, ligesom instruktør Tony Scott hele tiden klipper korte sekvenser ind, hvor vi ser en abe, der går amok i et bur (Sarahs forsøgsdyr), glimt fra en natklub, en kvinde der svømmer i en pool, glimt fra Miriams fortid med tidligere elskere osv. osv. Jeg er sikker på, at Scott synes, det bringer noget til filmen, men jeg synes, det blev mere og mere irriterende. Sikkert fordi jeg ikke fattede, hvad duerne lavede på loftet, og hvorfor gardinerne var så vigtige. Eller som Roger Ebert udtrykker det, så er filmen: “so ruthlessly overproduced that it’s all flash and style and no story. There’s so much crosscutting, so many memories, so many apparent flashbacks, that the real drama is lost.

To ting, synes jeg dog, var vellykkede. David Bowies forvandling fra en ung til gammel var utroligt godt lavet, især i betragtning af at Hunger er fra 1983. Og så er det en utrolig grum tanke, at Miriam opbevarer sine tidligere elskere i kister på loftet. Hun løj nemlig ikke for dem, da hun lovede, at de skulle være sammen “for ever and ever“. For uanset hvor gamle de bliver, dør de ikke. Som Miriam udtrykker det: Der er ingen udfrielse for sådan nogen som os. Og det er virkelig ondt at skulle leve i al evighed i en mørk kiste, mens du bare forfalder mere og mere.

For en god ordens skyld må jeg hellere sige, at ikke alle er enige i min irritation over Hunger. Læs f.eks. anmeldelsen på Classic-Horror.com.

Om Hunger:

Instruktør: Tony Scott
Udgivelsesår: 1983

Critters 2

Critters 2“Critters 2” starter et par år efter første films slutning. Dusørjægerne får at vide, at der stadig er Critter-aktivitet på jorden, så de må en tur tilbage til Grover’s Bend.

Her er Brad på besøg hos bedstemoren i påskeferien. Familien er ellers flyttet fra byen og taler aldrig om, hvad der skete under Critternes sidste besøg. Men nu er den gal igen. Nogle æg, som Critterne efterlod, udklækkes, og snart er byen oversvømmet af behårede klumper fyldt med tænder og en umættelig appetit.

“Critters 2” er næsten ligeså god som første film. Mick Garris, som har instrueret, har fulgt Aliens-formlen: Hvis et uhyre er uhyggeligt, så er rigtig mange uhyrer rigtig meget uhyggeligt, så Grover’s Bend får denne gang besøg af hundredevis af Critters. Humoren er dog den samme, og vi får en række herlige splatter-scener, som da Critterne har besat en grillbar, og dusørjægerne kommer til. Her får flere af de små hårkugler virkelig deres bekomst, og en af dem ender i frituregryden. En anden fed scene er, da en kæmpeklump Critters ruller over en flygtende mand og efterlader et rentpillet skelet.

Manuskriptet har flere referencer til andre gysere, bl.a. “Cujo” og “Ghostbusters”, og selvom plottet til tider er papirtyndt, så fortælles det hele med humor og gejst, så man glemmer alle umulighederne.

Jeg synes klart godt om Critters-filmene og glæder mig til at se de sidste.

Critters-serien:

Critters – 1986, D: Stephen Herek
Critters 2 – 1988, D: Mick Garris
Critters 3 – 1991, D: Kristine Peterson
Critters 4 – 1992, D: Rubert Harvey

Ghoulies

GhouliesForleden så jeg Critters fra 1986, som jeg synes var ganske underholdende, og så tænkte jeg, at Ghoulies fra 1985 sikkert var ligeså god. Det var den dog ikke, selvom forsiden tegner godt med to små monstre, som stikker hovederne op af et toilet med ordene: ”They will get you in the end!”

I filmens start reddes en baby-dreng fra at blive ofret til Lucifer af sin egen far. Drengen Jonathan vokser op uden kendskab til sin familie, men da faren efter mange år dør, arver han huset og alt indholdet. Her flytter han ind sammen med kæresten Rebecca, men der går ikke længe, før nysgerrighed får ham til at rode med de gamle notesbøger, han finder i huset, og pludselig er han alligevel i de mørke kræfters tjeneste.

Et af mine første kritikpunkter er, at Jonathan skal forestille en ung mand først i 20’erne, som studerer. Men Peter Liapis, som spiller ham, er 36 år, og så ligner du altså ikke en først i 20’erne mere. Tro mig – jeg taler af erfaring.

Dernæst er historien ikke særligt overbevisende og samtidig forfærdelig langtrukken. Special effects er temmelig ringe, selv når man tager i betragtning, at filmen er fra 1985. Bl.a. får Jonathan grønne øjne, når han besættes af det onde, men tilsyneladende har man haft store problemer med at sætte linserne i, for det halve af tiden er han totalt skeløjet, og undskyld mig, men det virker ikke særligt skræmmende. Og endeligt havde jeg svært ved at finde ud af, hvad de Ghoulies, som Jonathan frembringer, skulle gøre godt for? Ja, de slår nogle mennesker ihjel, men det meste af tiden putter de sig bare og er nærmest kramme-dyr for Jonathan og faderen.

Ikke desto mindre kom der efterfølgende 3 efterfølgere, så måske er det endnu en gang bare mig, som forventer alt for meget, når jeg ser film – såsom et troværdigt plot, interessante personer og bare et minimum af enten uhygge eller humor.

Om Ghoulies:

Instruktør: Luca Bercovici
Udgivelsesår: 1985

Ghoulies-serien:
Ghoulies, 1985 – D: Luca Bercovici
Ghoulies II, 1988 – D:Albert Band
Ghoulies III: Ghoulies go to college, 1991 – D: John Carl Buechler
Ghoulies VI: 1994 – D: Jim Wynorski

Critters

Jeg ved ikke, om det er Joe Dantes “Gremlins” fra 1984, der har inspireret til filmen “Critters”, men umiddelbart er der i hvert fald lidt af samme stemning i Stephen Hereks film fra 1986.

Filmen starter in space, hvor en fangetransport bliver kapret af fangerne, kaldet Critters, som flygter mod jorden. Et par dusørjægere sendes efter dem, og så skifter scenen til vores jord, hvor drengen Brad bor med sine forældre og den irriterende storesøster på en farm lidt udenfor en lille by. Alt ånder idyl, indtil de ser en meteor styrte til jorden. Brad og faderen går ud for at undersøge det, men opdager, at deres kvæg er blevet ædt. Kort efter ryger strømmen og telefonforbindelsen, og da Brads far tjekker sikringerne, bliver han overfaldet af en lille pelskugle fyldt med skarpe tænder og stikkende pigge.

Og så går det ellers løs. The Critters er landet på jorden, og de æder alt af kød og blod. Kort efter lander også dusørjægerne, og deres jagt på flygtningene sker heller ikke uden materielle skader.

“Critters” er en rigtig 80’er film, som mikser gys med humor. Den bliver aldrig rigtig uhyggelig, men er underholdende alligevel. Jeg spekulerede som en vild over, hvad Scott Grimes, som spiller Brad, siden har været med i, for hans ansigt virkede uhyggeligt bekendt. Det viste sig at være “Band of Brothers”, hvor han spiller sergeant Malarkey.

“Critters” blev siden efterfulgt af endnu tre film om de små dødbringende pelskugler fra out of space.

Instruktør: Stephen Herek
Udgivelsesår: 1986

Critters-serien:

Critters – 1986, D: Stephen Herek
Critters 2 – 1988, D: Mick Garris
Critters 3 – 1991, D: Kristine Peterson
Critters 4 – 1992, D: Rubert Harvey

The Stuff

The StuffAre you eating it … Or is it eating you?

The Stuff er fra 1985 og er en vaskeægte B-film, med alt hvad dertil hører. Mere sjove end uhyggelige special-effects, et manuskript fyldt med dårlige oneliners og huller i historien på størrelse med elefanter, og så er den plat på grænsende til det pinlige. Lige alt det som man ind i mellem har lyst til at hygge sig med, og det gjorde jeg så.

En minearbejder opdager noget hvidt stads, der pibler op af jorden. Da han smager på det, opdager han, at det smager fantastisk, og snart har han fået sat en kæmpeproduktion i gang, og The Stuff som det kaldes sælges overalt. Industri-spionen David “Mo” Rutherford bliver ansat til at finde ud af hemmeligheden bag produktet, men i stedet opdager han, at The Stuff gør folk afhængige, og forvandler dem til en slags zombier, der vil gøre alt for at få mere Stuff.

Også drengen Jason fornemmer, at der er noget galt med The Stuff. Han forsøger at forhindre sin familie i at spise det, men det mislykkes, og da de forsøger at tvinge ham til at spise stadset, så han igen kan blive part af deres lykkelige familie, stikker han af og ender op sammen med “Mo”, der også har slået sig sammen med Nicole, som opfandt kampagne for The Stuff.

Det lykkes dem at komme ind på fabrikkens område, hvor stadset puttes i emballage, men først da de finder frem til minen, hvor arbejderne henter stadset, får de en chance for at bremse det.

Filmen har masser af kiksede specialeffects, hvor vi ser stadset forlade de mennesker, som det har fyldt helt op, og i en slagsmåls-scene får en Stuffie en skovl i hovedet, og afslører et tomt, blodigt hulrum. I en anden scene brænder “Mo” og Nicole en masse af stadset, som flyder op af væggene, og det er heller ikke just overbevisende lavet. Mest kikset er nok en scene inde i en tankbil, hvor Jason forsøger at holde sig klar af stadset, der af uransagelige grunde venter med at springe på ham, til det er for sent.

Men trods alt det dårlige, der kan siges om filmen, så morede jeg mig vældigt med at se den. Michael Moriarty, som (over)spiller “Mo” er simpelthen herlig, og flere af hans replikker er så tåbelige, at de bliver fantastiske, ligesom hans scener med Chocolat Chip Charlie (Garrett Morris) er forrygende. Så har du lyst til at se en underholdende B-film, er The Stuff the stuff – when you just can’t get enough.

Instruktør Larry Cohen har også instrueret film som It’s Alive (1974), A Return to Salem’s Lot (1987) og Pick me up (2006) i Masters of Horror-serien.

Om filmen:

Instruktør: Larry Cohen
Udgivelsesår: 1985

Prison

PrisonEt gammelt nedlagt fængsel genåbnes, da man mangler cellepladser. Eaton Sharpe, tidligere vagt i fængslet, udnævnes til direktør, og Kathrine Walker skal være bestyrelsens øjne og øre i fængslet. Men der går ikke længe, før den første fange dør på mystisk vis, og da endnu en fange findes dræbt, sætter Sharpe hårdt mod hårdt for at finde frem til morderen, som han er overbevist om, er en af fangerne. Det viser sig dog, at det gamle fængsel gemmer på en hemmelighed. Noget fra fortiden er blevet vækket og ønsker hævn. Midt i det hele befinder den unge biltyv Burke sig, og uanset om han vil eller ej, bliver han blandet ind i et blodigt opgør.

Prison er ikke en epokegørende eller vildt opfindsom film. Det er en B-films variation af haunted-house-genren, som udspiller sig i et fængsel. Men selvom den måske ikke er særligt overraskende i plot og manuskript, så er det alligevel en rigtig underholdende film. Ikke mindst fordi det er lykkes at skabe nogle utroligt klaustrofobiske scener ved at optage filmen i et virkeligt nedlagt fængsel.

Derudover er skuespillet slet ikke så dårligt. Lane Smith, som spiller Eaton Sharpe, kan især fremhæves. Han er fremragende som den psykopatiske fængselsdirektør, der hverken kan lide kvinder eller fanger, og som gemmer på en hemmelighed. Viggo Mortensen spiller biltyven Burke, og selvom rollen ikke hører til hans største præstationer, så er det alligevel solidt og ganske overbevisende. Som en kuriositet kan jeg også nævne Kane Hodder, der siden kom til at spille Jason Vorhees et par gange, som har en ganske lille rolle som fængselsbetjent.

I ekstra-materialerne fortæller finske Renny Harlin om arbejdet med Prison, hans første amerikanske spillefilm. Før den havde han lavet Born American i 1986, men da filmen blev bandlyst i Finland af politiske årsager, tog Renny til USA for at slå igennem. Her rendte han studierne på dørene med en kopi af Born American, og heldet ville, at han mødte produceren Erwin Yablans, der bl.a. havde distribueret John Carpenters Halloween. Yablans mente, at Renny kunne blive den nye John Carpenter og hjalp filmen i gang.

Prison blev optaget på 36 dage on location i et nedlagt fængsel i Rawlins, Wyoming. Ved siden af var der blevet bygget et nyt fængsel, og her fandt Renny både eksperthjælp til researchen samt statister til fanger og fængselsbetjente. Budgettet var på blot 1,3$ dollar, så Renny og holdet måtte selv lave deres special effects, hvilket er lykkes overraskende godt for det meste. I en af scenerne bliver en fængselsbetjent f.eks. snøret godt og grundigt ind i pigtråd, og den klarede man ved at lave pigtråden af telefonledning, og så indspille snøringen baglæns. Det virker vældig godt.

Filmen blev en af de sidste produktioner fra Empire Pictures, der måtte lukke året efter af økonomiske årsager. Det betød, at Prison aldrig fik den store markedsføring, og dermed ikke blev nogen kommerciel succes. Ikke desto mindre var filmen medvirkende til, at Renny samme år fik jobbet som instruktør på A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master, bl.a. fordi producenterne kunne se, at han kunne lave meget film for små penge. Siden har Renny Harlin stået bag film som Die Hard 2, The Long Kiss Goodnight, Deep Blue Sea og Exorcist: The Beginning for blot at nævne et par stykker.

Selvom Prison ikke er stor filmkunst, så havde jeg alligevel en fornøjelig oplevelse med at se den. Nok kammer den gevaldigt over mod slutningen, hvor man mærker, at både tid og penge er ved at løbe ud, men langt det meste af filmen er interessant filmet og underholdende spillet. Og så er det jo aldrig af vejen at hygge sig med lækker-måsen Viggo.

Om Prison:

Instruktør: Renny Harlin
Udgivelsesår: 1988

Læs også Planet Pulps omtale af ”Prison”

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Midnatstimen af Dennis Jürgensen

Midnatstimen af Dennis JürgensenNogle gange fristes man til at sige: Ingen over og ingen ved siden af Dennis, når det gælder dansk horror. Det er selvfølgelig ikke helt sandt, for vi har heldigvis efterhånden en lang række talenter indenfor dansk horror, Men Dennis Jürgensen er på mange måder en institution, som man bare ikke kommer udenom. Som barn/ung læste jeg alt det, jeg kunne finde af ham, og det er en stor fornøjelse at opdage, at langt de fleste af hans historier holder endnu.

Midnatstimen består af fem noveller, og min favorit er den første novelle “Snemanden”. Nogle børn laver en snemand i haven, men den lokale skolebølle smadrer den, da de er færdige. De beslutter sig for at lave en ny, denne gang i parken, og denne gang skal den være så stor, at den ikke er til at ødelægge. Men så bliver det snestorm.

“Trolden i æsken” handler om pigen, der bliver drillet i skolen, men en dag får hun en æske med en trold i, som tager sig af alle problemerne. Historien er udmærket og kunne godt være en forløber til romanen “Tunnelmanden“. I “Aprilsnar, Freddy!” går første april-løjerne lidt over gevind, mens “Kristoffers mareridt” handler om både vampyrer og trolde og mareridt, det er svært at vågne op fra. Sidste novelle er “Hundekiks”, og skulle man føle sig fristet til at spise sin hunds godbidder, så gør man ikke det efter denne novelle.

Dennis Jürgensen har både humor og uhygge i sine fortællinger, og så er han altid god for at spinde en overraskende slutning. Midnatstimen er skønt bidrag til lidt uhyggelig hygge her i vintermørket.

Indhold:

Snemanden
Trolden i æsken
Aprilsnar, Freddy!
Kristoffers mareridt
Hundekiks

Om bogen:

Udgivelsesår: 1989
Omslag: Jes Blond
Forlag: Tellerup.dk

Scanners

David Cronenberg er en meget visionær instruktør, som har skabt flere unikke og trendsættende gysere, men personligt har jeg et lidt ambivalent forhold til ham. Jeg kan godt se kvaliteterne i mange af hans film, men det er kun enkelte af dem som f.eks. “The Fly” fra 1986, at jeg egentlig hygger mig med at se. Mange af de øvrige ser jeg på det intellektuelle niveau, og det er ikke altid lige så underholdende. “Scanners” er en af disse oplevelser.

ConSec er et firma, som handler med våben og sikkerhedsudstyr. Et af deres områder er de såkaldte Scanners – mennesker med telepatiske evner. Ofte er disse mennesker meget asociale og med begrænsede kræfter. Det går dog op for dr. Ruth, som arbejder med programmet, at der er en bevægelse i gang imod ConSec. En bevægelse som styres af en meget stærk Scanner, Darryl Revok.

Som et modtræk rekruterer dr. Ruth den hjemløse Scanner, Cameron Vale, som han finder i et supermarked, hvor han ved et uheld har givet en kvinde hjertestop. Men som Cameron lærer at styre sine kræfter og kommer i forbindelse med andre Scannere, begynder han at nære mistro til sin mission. For vil ConSec og dr. Ruth egentlig Scannerne noget godt? Er Revok i virkeligheden en modstander? Og hvad med den gruppe af Scannere som samles under Kim Obrist?

Filmen er meget 80-præget i sit udtryk, og jeg lod mig flere gange irritere over tåbeligheder i handlingen. Hvorfor opdager Scannerne f.eks. aldrig, når nogen sniger sig ind på dem? Det burde jo være en smal sag for dem, eftersom de mærker deres hjernebølger? Og hvorfor er sikkerheden så enorm dårlig både blandt heltene og skurkene? Men den slags skal man selvfølgelig huske at se i lyset af, at filmen er fra 1981, og dengang var verden mere uskyldig – også på film.

En anden ting, som irriterede mig en del, var, at Scannerne nærmest ser ud, som om de er på toilettet, når de bruger deres kræfter. Ansigtet forvrænges til det latterlige, og bortset fra Revok som ser ud til at få en orgasme, ser de ret lidende ud imens. I det hele taget er jeg ikke særligt imponeret af skuespillet, og personerne bliver aldrig særligt interessante for mig.

Der er et par enkelte interessante splatterscener, som starten af filmen da en mands hoved eksploderer under en Scanner-seance, og sidst i filmen i det afsluttende opgør mellem Cameron Vale og (og det afslører jeg naturligvis ikke). Men også det bliver lidt ødelagt, for fx hovedeksplosionen ser godt ud, men efterfølgende er der ingen blodpletter, hjernestumper eller andet end et pænt rent bord at se. Hvordan kan det lige lade sig gøre? Igen har det ingen betydning for handlingen, at der er sådanne slip i kontinuiteten, men det irriterer mig. Jeg synes, det er dårlig stil.

Roger Ebert opsummerer for så vidt min oplevelse af “Scanners” ganske godt: “The problem with “Scanners” is really very simple: It is about its plot rather than about what happens to its characters. “Scanners” bogs down in one of those plots where the big secret is revealed in the last reel and it turns out to be big only in the mind of the screenwriter.”

Instruktør: David Cronenberg
Udgivelsesår: 1981

Scanners-serien:

Scanners – 1981, D: David Cronenberg
Scanners II: the New Order – 1991, D: Christian Duguay
Scanners III: the Takeover – 1992, D: Christian Duguay

Spin Offs:

Scanner Cop – 1994, D: Pierre David
Scanner Cop II – 1995, D: Steve Barnett

An American Werewolf in London

An American Werewolf in LondonAn American Werewolf in London udkom i 1981, og indeholder en af de mest berømte varulve-forvandlingsscener på film. Jeg glædede mig derfor meget til at gense den her i weekenden, så stor var min overraskelse, da det gik op for mig, at jeg rent faktisk aldrig havde set den før! Jeg havde set Davids forvandling til varulven og andre klip, men jeg havde aldrig set filmen i sin fulde længde. Så var det ekstra fedt, at jeg havde lånt en version med masser af ekstra-materialer på, så jeg kunne gå all-in på en ny-klassiker.

David og Jack er på backpacker-ferie i det nordlige England. Her søger de ly og varme på pubben “The Slaughtered Lamb” i landsbyen East Procter, men de lokale er ikke særlig gæstfri. De får dog det gode råd, da de skynder sig videre, at de skal: “Stick to the road – And be aware of the moon!” Alligevel ender de med at blive overfaldet af et dyr midt ude på heden, og da David vågner op igen, befinder han sig i London, og Jack er blevet begravet. Politiet påstår, at de blev overfaldet af en undsluppet sindssyg, og David kan ikke overbevise dem om andet.

Noget er dog helt galt. David lider af nogle mærkelige drømme – og så bliver han opsøgt af den afdøde Jack, som forsøger at overbevise ham om, at de blev overfaldet af en varulv, og at Jack ikke får fred, før den sidste efterkommer af varulven er død. Og den efterkommer er David, som ved næste fuldmåne vil blive forvandlet og selv sprede død og lemlæstelse omkring sig. Men tror man lige på den slags besøg?

Efter min mening fortjener An American Werewolf in London masser af ros. Til næste år har den 30 års jubilæum, men den holder stadigvæk. Manuskriptet er en fantastisk blanding af komedie og gys; skuespilspræstationerne er fremragende og især samspillet mellem David Kessler (David Naughton) og Jack Goodman (Griffin Dunne) er af superhøj klasse.

Også flere af special effects’ene holder stadig. Jacks første tilsynekomst efter sin død er eminent sminket, og Davids forvandling er på flere måder helt unik. Måske er ulven ikke mere så skræmmende som den var, og John Landis udtaler da også selv i ekstra-materialerne, at han nok blev lidt for grebet af Rick Bakers fantastiske job og brugte ulven lidt for meget. Men det rører ikke ved, at filmens effekter stadig er yderst vellykkede. Rick Baker vandt da også en Oscar for Best Makeup for filmen – iøvrigt blot den første i rækken. Indtil videre har han vundet 6 gange og været nomineret yderligere 5 gange.

John Landis skrev filmen tilbage i 1969, men selvom han viste manuskriptet til flere, turde ingen binde an med den. De mente enten, at historien var for morsom til at være en gyser, eller at den var for skræmmende til at være en komedie, så først da Landis havde haft succes med bl.a. The Blues Brothers, lykkedes det ham at få financieringen på plads.

Landis havde tidligere arbejdet sammen med Rick Baker på komedien Schlock, og her havde han vist Baker manuskriptet til An American Werewolf in London. Baker ville gerne være med, men da Landis endelig kunne gå i gang med filmen, havde han sagt ja til at hjælpe på The Howling. Det lykkes ham dog “kun” at være special makeup effect consultant og overlade jobbet til sin assistent Rob Bottin, så han kunne koncentrere sig om John Landis projekt.

Modtagelsen af filmen var blandet. Kritikerne var ikke voldsomt begejstrede og havde svært ved at forstå sammenblandingen af komedie og gys. Roger Ebert skrev f.eks.: “Landis never seems very sure whether he’s making a comedy or a horror film … Rick Bakers work is impressive, yes, but unless you’re single-mindedly interested in special effects, “American Werewolf” is a disappointment.

Med tiden har filmen dog vundet et trofast publikum, og er i dag en moderne klassiker. Og hvor jeg f.eks. ikke var nær så vild med Joe Dantes The Howling, som jeg synes var meget firser-agtig i sit udtryk, så er An American Werewolf in London meget mindre bundet af sin tid. John Landis fortæller en universel historie, som publikum kan forholde sig til både dengang og i dag.

John Landis holder selv hårdnakket fast på, at An American Werewolf in London ikke er en komedie, og den har bestemt sin portion af både blod og gru. I dag virker den naturligvis ikke ligeså skræmmende som i 1981, men jeg vil dog stadig ikke vise den for mine niecer. Til gengæld vil jeg glæde mig til at se den igen om et par år – og denne gang vil der være tale om et rigtigt gensyn …

John Landis har også instrueret bl.a. Michael Jacksons musikvideo Thriller og to episoder af Masters of Horror-serien: Family og Deer Woman.

Om An American Werewolf in London:

Instruktør: John Landis
Udgivelsesår: 1981

Læs også Mogens Høegsbergs anmeldelse på Planet Pulp