september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘1980-1989’

Critters

Jeg ved ikke, om det er Joe Dantes “Gremlins” fra 1984, der har inspireret til filmen “Critters”, men umiddelbart er der i hvert fald lidt af samme stemning i Stephen Hereks film fra 1986.

Filmen starter in space, hvor en fangetransport bliver kapret af fangerne, kaldet Critters, som flygter mod jorden. Et par dusørjægere sendes efter dem, og så skifter scenen til vores jord, hvor drengen Brad bor med sine forældre og den irriterende storesøster på en farm lidt udenfor en lille by. Alt ånder idyl, indtil de ser en meteor styrte til jorden. Brad og faderen går ud for at undersøge det, men opdager, at deres kvæg er blevet ædt. Kort efter ryger strømmen og telefonforbindelsen, og da Brads far tjekker sikringerne, bliver han overfaldet af en lille pelskugle fyldt med skarpe tænder og stikkende pigge.

Og så går det ellers løs. The Critters er landet på jorden, og de æder alt af kød og blod. Kort efter lander også dusørjægerne, og deres jagt på flygtningene sker heller ikke uden materielle skader.

“Critters” er en rigtig 80’er film, som mikser gys med humor. Den bliver aldrig rigtig uhyggelig, men er underholdende alligevel. Jeg spekulerede som en vild over, hvad Scott Grimes, som spiller Brad, siden har været med i, for hans ansigt virkede uhyggeligt bekendt. Det viste sig at være “Band of Brothers”, hvor han spiller sergeant Malarkey.

“Critters” blev siden efterfulgt af endnu tre film om de små dødbringende pelskugler fra out of space.

Instruktør: Stephen Herek
Udgivelsesår: 1986

Critters-serien:

Critters – 1986, D: Stephen Herek
Critters 2 – 1988, D: Mick Garris
Critters 3 – 1991, D: Kristine Peterson
Critters 4 – 1992, D: Rubert Harvey

The Stuff

The StuffAre you eating it … Or is it eating you?

The Stuff er fra 1985 og er en vaskeægte B-film, med alt hvad dertil hører. Mere sjove end uhyggelige special-effects, et manuskript fyldt med dårlige oneliners og huller i historien på størrelse med elefanter, og så er den plat på grænsende til det pinlige. Lige alt det som man ind i mellem har lyst til at hygge sig med, og det gjorde jeg så.

En minearbejder opdager noget hvidt stads, der pibler op af jorden. Da han smager på det, opdager han, at det smager fantastisk, og snart har han fået sat en kæmpeproduktion i gang, og The Stuff som det kaldes sælges overalt. Industri-spionen David “Mo” Rutherford bliver ansat til at finde ud af hemmeligheden bag produktet, men i stedet opdager han, at The Stuff gør folk afhængige, og forvandler dem til en slags zombier, der vil gøre alt for at få mere Stuff.

Også drengen Jason fornemmer, at der er noget galt med The Stuff. Han forsøger at forhindre sin familie i at spise det, men det mislykkes, og da de forsøger at tvinge ham til at spise stadset, så han igen kan blive part af deres lykkelige familie, stikker han af og ender op sammen med “Mo”, der også har slået sig sammen med Nicole, som opfandt kampagne for The Stuff.

Det lykkes dem at komme ind på fabrikkens område, hvor stadset puttes i emballage, men først da de finder frem til minen, hvor arbejderne henter stadset, får de en chance for at bremse det.

Filmen har masser af kiksede specialeffects, hvor vi ser stadset forlade de mennesker, som det har fyldt helt op, og i en slagsmåls-scene får en Stuffie en skovl i hovedet, og afslører et tomt, blodigt hulrum. I en anden scene brænder “Mo” og Nicole en masse af stadset, som flyder op af væggene, og det er heller ikke just overbevisende lavet. Mest kikset er nok en scene inde i en tankbil, hvor Jason forsøger at holde sig klar af stadset, der af uransagelige grunde venter med at springe på ham, til det er for sent.

Men trods alt det dårlige, der kan siges om filmen, så morede jeg mig vældigt med at se den. Michael Moriarty, som (over)spiller “Mo” er simpelthen herlig, og flere af hans replikker er så tåbelige, at de bliver fantastiske, ligesom hans scener med Chocolat Chip Charlie (Garrett Morris) er forrygende. Så har du lyst til at se en underholdende B-film, er The Stuff the stuff – when you just can’t get enough.

Instruktør Larry Cohen har også instrueret film som It’s Alive (1974), A Return to Salem’s Lot (1987) og Pick me up (2006) i Masters of Horror-serien.

Om filmen:

Instruktør: Larry Cohen
Udgivelsesår: 1985

Prison

PrisonEt gammelt nedlagt fængsel genåbnes, da man mangler cellepladser. Eaton Sharpe, tidligere vagt i fængslet, udnævnes til direktør, og Kathrine Walker skal være bestyrelsens øjne og øre i fængslet. Men der går ikke længe, før den første fange dør på mystisk vis, og da endnu en fange findes dræbt, sætter Sharpe hårdt mod hårdt for at finde frem til morderen, som han er overbevist om, er en af fangerne. Det viser sig dog, at det gamle fængsel gemmer på en hemmelighed. Noget fra fortiden er blevet vækket og ønsker hævn. Midt i det hele befinder den unge biltyv Burke sig, og uanset om han vil eller ej, bliver han blandet ind i et blodigt opgør.

Prison er ikke en epokegørende eller vildt opfindsom film. Det er en B-films variation af haunted-house-genren, som udspiller sig i et fængsel. Men selvom den måske ikke er særligt overraskende i plot og manuskript, så er det alligevel en rigtig underholdende film. Ikke mindst fordi det er lykkes at skabe nogle utroligt klaustrofobiske scener ved at optage filmen i et virkeligt nedlagt fængsel.

Derudover er skuespillet slet ikke så dårligt. Lane Smith, som spiller Eaton Sharpe, kan især fremhæves. Han er fremragende som den psykopatiske fængselsdirektør, der hverken kan lide kvinder eller fanger, og som gemmer på en hemmelighed. Viggo Mortensen spiller biltyven Burke, og selvom rollen ikke hører til hans største præstationer, så er det alligevel solidt og ganske overbevisende. Som en kuriositet kan jeg også nævne Kane Hodder, der siden kom til at spille Jason Vorhees et par gange, som har en ganske lille rolle som fængselsbetjent.

I ekstra-materialerne fortæller finske Renny Harlin om arbejdet med Prison, hans første amerikanske spillefilm. Før den havde han lavet Born American i 1986, men da filmen blev bandlyst i Finland af politiske årsager, tog Renny til USA for at slå igennem. Her rendte han studierne på dørene med en kopi af Born American, og heldet ville, at han mødte produceren Erwin Yablans, der bl.a. havde distribueret John Carpenters Halloween. Yablans mente, at Renny kunne blive den nye John Carpenter og hjalp filmen i gang.

Prison blev optaget på 36 dage on location i et nedlagt fængsel i Rawlins, Wyoming. Ved siden af var der blevet bygget et nyt fængsel, og her fandt Renny både eksperthjælp til researchen samt statister til fanger og fængselsbetjente. Budgettet var på blot 1,3$ dollar, så Renny og holdet måtte selv lave deres special effects, hvilket er lykkes overraskende godt for det meste. I en af scenerne bliver en fængselsbetjent f.eks. snøret godt og grundigt ind i pigtråd, og den klarede man ved at lave pigtråden af telefonledning, og så indspille snøringen baglæns. Det virker vældig godt.

Filmen blev en af de sidste produktioner fra Empire Pictures, der måtte lukke året efter af økonomiske årsager. Det betød, at Prison aldrig fik den store markedsføring, og dermed ikke blev nogen kommerciel succes. Ikke desto mindre var filmen medvirkende til, at Renny samme år fik jobbet som instruktør på A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master, bl.a. fordi producenterne kunne se, at han kunne lave meget film for små penge. Siden har Renny Harlin stået bag film som Die Hard 2, The Long Kiss Goodnight, Deep Blue Sea og Exorcist: The Beginning for blot at nævne et par stykker.

Selvom Prison ikke er stor filmkunst, så havde jeg alligevel en fornøjelig oplevelse med at se den. Nok kammer den gevaldigt over mod slutningen, hvor man mærker, at både tid og penge er ved at løbe ud, men langt det meste af filmen er interessant filmet og underholdende spillet. Og så er det jo aldrig af vejen at hygge sig med lækker-måsen Viggo.

Om Prison:

Instruktør: Renny Harlin
Udgivelsesår: 1988

Læs også Planet Pulps omtale af ”Prison”

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Midnatstimen af Dennis Jürgensen

Midnatstimen af Dennis JürgensenNogle gange fristes man til at sige: Ingen over og ingen ved siden af Dennis, når det gælder dansk horror. Det er selvfølgelig ikke helt sandt, for vi har heldigvis efterhånden en lang række talenter indenfor dansk horror, Men Dennis Jürgensen er på mange måder en institution, som man bare ikke kommer udenom. Som barn/ung læste jeg alt det, jeg kunne finde af ham, og det er en stor fornøjelse at opdage, at langt de fleste af hans historier holder endnu.

Midnatstimen består af fem noveller, og min favorit er den første novelle “Snemanden”. Nogle børn laver en snemand i haven, men den lokale skolebølle smadrer den, da de er færdige. De beslutter sig for at lave en ny, denne gang i parken, og denne gang skal den være så stor, at den ikke er til at ødelægge. Men så bliver det snestorm.

“Trolden i æsken” handler om pigen, der bliver drillet i skolen, men en dag får hun en æske med en trold i, som tager sig af alle problemerne. Historien er udmærket og kunne godt være en forløber til romanen “Tunnelmanden“. I “Aprilsnar, Freddy!” går første april-løjerne lidt over gevind, mens “Kristoffers mareridt” handler om både vampyrer og trolde og mareridt, det er svært at vågne op fra. Sidste novelle er “Hundekiks”, og skulle man føle sig fristet til at spise sin hunds godbidder, så gør man ikke det efter denne novelle.

Dennis Jürgensen har både humor og uhygge i sine fortællinger, og så er han altid god for at spinde en overraskende slutning. Midnatstimen er skønt bidrag til lidt uhyggelig hygge her i vintermørket.

Indhold:

Snemanden
Trolden i æsken
Aprilsnar, Freddy!
Kristoffers mareridt
Hundekiks

Om bogen:

Udgivelsesår: 1989
Omslag: Jes Blond
Forlag: Tellerup.dk

Scanners

David Cronenberg er en meget visionær instruktør, som har skabt flere unikke og trendsættende gysere, men personligt har jeg et lidt ambivalent forhold til ham. Jeg kan godt se kvaliteterne i mange af hans film, men det er kun enkelte af dem som f.eks. “The Fly” fra 1986, at jeg egentlig hygger mig med at se. Mange af de øvrige ser jeg på det intellektuelle niveau, og det er ikke altid lige så underholdende. “Scanners” er en af disse oplevelser.

ConSec er et firma, som handler med våben og sikkerhedsudstyr. Et af deres områder er de såkaldte Scanners – mennesker med telepatiske evner. Ofte er disse mennesker meget asociale og med begrænsede kræfter. Det går dog op for dr. Ruth, som arbejder med programmet, at der er en bevægelse i gang imod ConSec. En bevægelse som styres af en meget stærk Scanner, Darryl Revok.

Som et modtræk rekruterer dr. Ruth den hjemløse Scanner, Cameron Vale, som han finder i et supermarked, hvor han ved et uheld har givet en kvinde hjertestop. Men som Cameron lærer at styre sine kræfter og kommer i forbindelse med andre Scannere, begynder han at nære mistro til sin mission. For vil ConSec og dr. Ruth egentlig Scannerne noget godt? Er Revok i virkeligheden en modstander? Og hvad med den gruppe af Scannere som samles under Kim Obrist?

Filmen er meget 80-præget i sit udtryk, og jeg lod mig flere gange irritere over tåbeligheder i handlingen. Hvorfor opdager Scannerne f.eks. aldrig, når nogen sniger sig ind på dem? Det burde jo være en smal sag for dem, eftersom de mærker deres hjernebølger? Og hvorfor er sikkerheden så enorm dårlig både blandt heltene og skurkene? Men den slags skal man selvfølgelig huske at se i lyset af, at filmen er fra 1981, og dengang var verden mere uskyldig – også på film.

En anden ting, som irriterede mig en del, var, at Scannerne nærmest ser ud, som om de er på toilettet, når de bruger deres kræfter. Ansigtet forvrænges til det latterlige, og bortset fra Revok som ser ud til at få en orgasme, ser de ret lidende ud imens. I det hele taget er jeg ikke særligt imponeret af skuespillet, og personerne bliver aldrig særligt interessante for mig.

Der er et par enkelte interessante splatterscener, som starten af filmen da en mands hoved eksploderer under en Scanner-seance, og sidst i filmen i det afsluttende opgør mellem Cameron Vale og (og det afslører jeg naturligvis ikke). Men også det bliver lidt ødelagt, for fx hovedeksplosionen ser godt ud, men efterfølgende er der ingen blodpletter, hjernestumper eller andet end et pænt rent bord at se. Hvordan kan det lige lade sig gøre? Igen har det ingen betydning for handlingen, at der er sådanne slip i kontinuiteten, men det irriterer mig. Jeg synes, det er dårlig stil.

Roger Ebert opsummerer for så vidt min oplevelse af “Scanners” ganske godt: “The problem with “Scanners” is really very simple: It is about its plot rather than about what happens to its characters. “Scanners” bogs down in one of those plots where the big secret is revealed in the last reel and it turns out to be big only in the mind of the screenwriter.”

Instruktør: David Cronenberg
Udgivelsesår: 1981

Scanners-serien:

Scanners – 1981, D: David Cronenberg
Scanners II: the New Order – 1991, D: Christian Duguay
Scanners III: the Takeover – 1992, D: Christian Duguay

Spin Offs:

Scanner Cop – 1994, D: Pierre David
Scanner Cop II – 1995, D: Steve Barnett

An American Werewolf in London

An American Werewolf in LondonAn American Werewolf in London udkom i 1981, og indeholder en af de mest berømte varulve-forvandlingsscener på film. Jeg glædede mig derfor meget til at gense den her i weekenden, så stor var min overraskelse, da det gik op for mig, at jeg rent faktisk aldrig havde set den før! Jeg havde set Davids forvandling til varulven og andre klip, men jeg havde aldrig set filmen i sin fulde længde. Så var det ekstra fedt, at jeg havde lånt en version med masser af ekstra-materialer på, så jeg kunne gå all-in på en ny-klassiker.

David og Jack er på backpacker-ferie i det nordlige England. Her søger de ly og varme på pubben “The Slaughtered Lamb” i landsbyen East Procter, men de lokale er ikke særlig gæstfri. De får dog det gode råd, da de skynder sig videre, at de skal: “Stick to the road – And be aware of the moon!” Alligevel ender de med at blive overfaldet af et dyr midt ude på heden, og da David vågner op igen, befinder han sig i London, og Jack er blevet begravet. Politiet påstår, at de blev overfaldet af en undsluppet sindssyg, og David kan ikke overbevise dem om andet.

Noget er dog helt galt. David lider af nogle mærkelige drømme – og så bliver han opsøgt af den afdøde Jack, som forsøger at overbevise ham om, at de blev overfaldet af en varulv, og at Jack ikke får fred, før den sidste efterkommer af varulven er død. Og den efterkommer er David, som ved næste fuldmåne vil blive forvandlet og selv sprede død og lemlæstelse omkring sig. Men tror man lige på den slags besøg?

Efter min mening fortjener An American Werewolf in London masser af ros. Til næste år har den 30 års jubilæum, men den holder stadigvæk. Manuskriptet er en fantastisk blanding af komedie og gys; skuespilspræstationerne er fremragende og især samspillet mellem David Kessler (David Naughton) og Jack Goodman (Griffin Dunne) er af superhøj klasse.

Også flere af special effects’ene holder stadig. Jacks første tilsynekomst efter sin død er eminent sminket, og Davids forvandling er på flere måder helt unik. Måske er ulven ikke mere så skræmmende som den var, og John Landis udtaler da også selv i ekstra-materialerne, at han nok blev lidt for grebet af Rick Bakers fantastiske job og brugte ulven lidt for meget. Men det rører ikke ved, at filmens effekter stadig er yderst vellykkede. Rick Baker vandt da også en Oscar for Best Makeup for filmen – iøvrigt blot den første i rækken. Indtil videre har han vundet 6 gange og været nomineret yderligere 5 gange.

John Landis skrev filmen tilbage i 1969, men selvom han viste manuskriptet til flere, turde ingen binde an med den. De mente enten, at historien var for morsom til at være en gyser, eller at den var for skræmmende til at være en komedie, så først da Landis havde haft succes med bl.a. The Blues Brothers, lykkedes det ham at få financieringen på plads.

Landis havde tidligere arbejdet sammen med Rick Baker på komedien Schlock, og her havde han vist Baker manuskriptet til An American Werewolf in London. Baker ville gerne være med, men da Landis endelig kunne gå i gang med filmen, havde han sagt ja til at hjælpe på The Howling. Det lykkes ham dog “kun” at være special makeup effect consultant og overlade jobbet til sin assistent Rob Bottin, så han kunne koncentrere sig om John Landis projekt.

Modtagelsen af filmen var blandet. Kritikerne var ikke voldsomt begejstrede og havde svært ved at forstå sammenblandingen af komedie og gys. Roger Ebert skrev f.eks.: “Landis never seems very sure whether he’s making a comedy or a horror film … Rick Bakers work is impressive, yes, but unless you’re single-mindedly interested in special effects, “American Werewolf” is a disappointment.

Med tiden har filmen dog vundet et trofast publikum, og er i dag en moderne klassiker. Og hvor jeg f.eks. ikke var nær så vild med Joe Dantes The Howling, som jeg synes var meget firser-agtig i sit udtryk, så er An American Werewolf in London meget mindre bundet af sin tid. John Landis fortæller en universel historie, som publikum kan forholde sig til både dengang og i dag.

John Landis holder selv hårdnakket fast på, at An American Werewolf in London ikke er en komedie, og den har bestemt sin portion af både blod og gru. I dag virker den naturligvis ikke ligeså skræmmende som i 1981, men jeg vil dog stadig ikke vise den for mine niecer. Til gengæld vil jeg glæde mig til at se den igen om et par år – og denne gang vil der være tale om et rigtigt gensyn …

John Landis har også instrueret bl.a. Michael Jacksons musikvideo Thriller og to episoder af Masters of Horror-serien: Family og Deer Woman.

Om An American Werewolf in London:

Instruktør: John Landis
Udgivelsesår: 1981

Læs også Mogens Høegsbergs anmeldelse på Planet Pulp

Skygger red. Steen Langstrup

Jeg har egentlig allerede skrevet om antologien “Skygger“, som udkom i marts i år. Antologien indeholder et udvalg af de bedste gysernoveller gennem de sidste 200 år udvalgt af Steen Langstrup med bidrag af bl.a. B. S. Ingemann, H. C. Andersen, Kenneth Bøgh Andersen, Hanna Lützen og Grete Roulund.

Når jeg alligevel lige vil nævne den igen, er det fordi, at da jeg anmeldte bogen her på siden, var et af mine få kritikpunkter, at man ikke kunne se, hvorfor Langstrup havde udvalgt netop disse noveller til antologien. Det har han nu rådet bod på, og på mxrket.dk kan man læse en kort introduktion til alle novellerne i samlingen.

Om en af mine favoritter “Staudebedet” af Hanna Lützen skriver Langstrup f.eks.: “Jeg elsker, når en forfatter tryller gyset hen et sted, hvor det næsten lyder umuligt – og det er lige, hvad der sker i denne herlige, lille novelle, som ikke bare rummer et af de mest syrede og originale monstre, jeg har set, men sørme også er uhyggelig samtidig.” Mens en anden favorit, B. S. Ingemanns “Fjendskab efter døden”, beskrives som et drilsk gys.

Om det at medtage en af sine egne noveller i samlingen skriver Langstrup: “Jeg kunne ikke stå for fristelsen til at tage en af mine egne noveller med i Skygger. Jeg var godt klar over, at nogen måske ville synes, at det var noget underligt noget at gøre, men sandheden er, at bogen er blevet til for mine egne sparepenge – og om ikke andet, så skal man jo ikke betale for sin egen tekst. Det er nok også en fare for – når en forfatter selv skal vælge den bedste blandt sine egne noveller – at man vælger en anden end andre ville have gjort. Læseoplevelsen behøver jo ikke have noget med skriveoplevelsen at gøre. Det kan sagtens være en stor fornøjelse for forfatteren at skrive en dårlig tekst. At jeg så lige valgte De sidste skyldes, at det er den af mine noveller, der ligger mit eget hjerte nærmest. Ideen havde puslet i mit hoved i godt 8 år, før jeg skrev den, og det var samtidig den sidste horror-tekst, jeg skrev, før jeg forlod genren for at prøve kræfter med andet. Nu var jeg jo vendt tilbage ikke bare til gyseren igen, men endda til Gillsby, hvor både De sidste og min nye roman-trilogi Plantagen foregår – og det fik det til at give endnu mere mening i mit eget hoved at tage De sidste med i Skygger.”

Indhold:

De sidste af Steen Langstrup (2001)
Gennem parken af Poul-Henrik Trampe (1970)
Men du skal mindes mig af Herman Bang (1885)
Blandt skovens skygger af Kenneth Bøgh Andersen (2002)
Lille Peter af Peter Mouritzen (2003)
Fjendskab efter døden af B. S. Ingemann (1852)
Strømafbrydelse af Sara Skaarup (2002)
Papegøjepigen af Henning Mortensen (1983)
Schimmelmanns hest af Vilhelm Bergsøe (1868)
Nattevagtens sidste time af Kenneth Bernholm (2006)
Staudebedet af Hanna Lützen (1997)
Natravnen af Holger Drachmann (1890)
Laifs af Grete Roulund (1999)
Skyggen af H. C. Andersen (1847)

Besøg Mørket

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Steen Langstrup

Udvalgte bøger af Steen Langstrup:

Kat – ondskaben lurer i regnen
Blodets nætter
Pyromania
Forvandling
Fluernes hvisken
9 før døden
Poe – 4 makabre hyldelster
Plantagen – Den hvilende ondskab
Plantagen 2 – Intet er, som du tror

Paperhouse

“Paperhouse” er ikke en egentlig gyser, men jeg skal love for, at jeg fik et par chok undervejs alligevel.

Pigen Anna er syg. Hun får nogle anfald, hvor hun besvimer, og i sine drømme tager hun til et hus, som hun selv har tegnet. I huset finder hun drengen Mark, som påstår, at dette er den rigtige verden. Men Anna ved, at han er en syg dreng, som hendes læge har fortalt hende om.

I starten er alt hyggeligt i drømmeverdenen, og Anna tilføjer ting til huset og omgivelserne, når hun er vågen. Men da hun en dag tegner sin far og bagefter i vrede over at han så tit er væk på grund af sit arbejde kradser hans ansigt ud igen, ændrer drømmene sig. Pludselig er faren der som en ond og gruopvækkende tilstedeværelse, og Anna og Mark må flygte for livet.

Jeg havde hørt titlen “Paperhouse” før, men kunne ikke huske i hvilken forbindelse. Derfor havde jeg ikke specielle forventninger til filmen, og det betød, at jeg blev mere end positivt overrasket. Filmen er visuelt en nydelse, når vi følger Anna ind i hendes drømmeverden, selvom den er tilbage fra 1988. Første gang vi ser papirshuset, står det fint på en græsmark og ligner idyl, men efterhånden som truslen bliver større, bliver huset mere og mere uhyggeligt, og i scenen hvor faren forfølger Anna og Mark, ligner hele setuppet nærmest Helvede.

Anna spilles af Charlotte Burke, som jeg til at begynde med synes var lidt irriterende. Men hun ender alligevel med at fylde rollen godt ud, og da Mark (spillet af Elliott Spiers) kommer til, skaber de et perfekt matchet makkerpar.

Selvom “Paperhouse” hovedsageligt har børn i rollerne og handler om børn, er det bestemt ikke en børnefilm. Jeg blev opslugt af filmens univervers, og som Roger Ebert skriver i sin anmeldelse i Chicago Sun-Times: “This is not a movie to be measured and weighed and plumbed, but to be surrendered to.”

Instruktør Bernard Rose har siden instrueret bl.a. “Candyman” fra 1992.

Instruktør: Bernard Rose
Udgivelsesår: 1988

The New York Ripper

Jeg har haft lidt blandede oplevelser med Lucio Fulci film. Mens jeg var vild med “Rædslernes hotel” og syntes ok om “Zombi 2“, så må jeg indrømme, at jeg synes “The New York Ripper” er en halvdårlig affære.

En morder dræber kvinder i New York. Kommisær Williams sættes på sagen, og får hjælp af en profiltegner til at fange morderen, som ovenikøbet begynder at ringe til ham. Det hele bliver endnu mere personligt, da Williams faste prostituerede bliver en af morderens ofre.

Det er i korte træk handlingen, som i virkeligheden mest er en lang række enkeltscener: Mord på en smuk kvinde – Sex – Mord på en smuk kvinde – Sex – Mord på en smuk kvinde – Forbrydelsen opklaret. Her er ikke den store sammenhæng i plottet, og her er ikke gjort noget for at flette det hele sammen i en helhed. F.eks. fylder Jane Lodges karakter lang tid i filmen, men hvorfor har jeg ikke rigtig nogen idé om. Det virker som om, at Fulci bare gerne vil vise nogle sexscener, som hun så bliver en del af med sine yderst udtryksfulde lystfuldt bævrende læber.

Der er enkelte okay elementer hist og pist, bl.a. scenen hvor Williams prostituerede bliver dræbt. Her er en meget effektiv knivsscene, hvor morderen skærer hende lige hen over det ene øje. Men det er desværre ikke nok til at gøre “The New York Ripper” en særlig interessant film set med mine øjne.

Med dvd’en følger en lille pamflet skrevet af Jesper Moerch om Giallo-film og i særdeleshed “The New York Ripper”. Han skriver bl.a.: “Op gennem 70’erne blev gialli’erne mere og mere bizarre, hårde og blodige, men ingen af disse film kan måle sig med Fulcis 1982-film, “The New York Ripper”, der er den absolut groveste, ondeste og mest berygtede giallo i hele genrens historie … Fulcis Ripper går langt, langt over stregen for god smag. Faktisk så langt at selv hærdede horrorfans ind i mellem får nok. Da man i sin tid prøvede at udgive filmen i England, valgte man ikke bare at censurere eller helt forbyde filmen – de fysiske filmruller fik politeskorte til lufthavnen for at sikre 100% at filmen kom ud af landet hurtigst muligt“. Jeg tror dog ikke nødvendigvis, at det var pga. de voldelige scener, man var så bange for Fulcis film. Derimod tror jeg, at de meget explicitte sex-scener nok har skræmt en lille habitklædt censor til en så overdreven reaktion. Mens de i dag – i hvert fald i mine øjne – mere trækker tempoet ud af en i forvejen yderst tynd historie.

Og for at gøre en tynd historie endnu mere mærkelig, så er morderen i “The New York Ripper” nærmest latterlig. Før vi ser ham, hører vi nemlig hans stemme, der beskrives af et af ofrenes husvært som “Han lød som en and, kvack kvack kvack” – og ja, han lyder som Anders And, når han taler i telefon med Williams. Jeg forstår ikke, hvorfor Fulci har fundet på det nummer, og det er igen med til at trække seriøsiteten ud af filmen. Hvis man så bare troede, at det hele var en joke, var der ligesom lidt fornuft i det, men det er heller ikke mit indtryk. Men jeg må nok bare indrømme, at jeg ikke forstår filmen, og ikke bryder mig særligt meget om den.

Instruktør: Lucio Fulci
Udgivelsesår: 1982
Originaltitel: Lo squartatore di New York

Andre film i AWE’s Giallo-serie:

Cold eyes of fear, 1971 – D: Enzo G. Castellari
Torso, 1973 – D: Sergio Martino
Dødens puslespil, 1974 – D: Duccio Tessari
Profondo Rosso, 1975 – D: Dario Argento
The New York Ripper, 1982 – D: Lucio Fulci
Modelmordene, 1985 – D: Carlo Vanzina

Slumber Party Massacre

Slumber Party MassacreJeg havde ellers set frem til Slumber Party Massacre efter at have hørt den omtalt i Going to Pieces, men det endte med at blive en af den slags oplevelser, hvor jeg kort inde i filmen tænkte: Godt den kun varer 74 minutter!

Trishs forældre skal på weekendtur, så hun er alene hjemme, men den venlige nabo har lovet forældrene at holde et vågent øje med hende. Om aftenen kommer nogle veninder, som skal overnatte. Et par fyre fra skolen er også opsat på at være med til festen, så de lurer udenfor vinduet og er heldige at se bare bryster i spandevis. Men Russ Thorn, femdobbelt morder, er undsluppet fra sindssygehospitalet, og han vil tilsyneladende også gerne overnatte hos Trish …

Som nævnt i indledningen var jeg ikke voldsomt imponeret over Slumber Party Massacre. Symbolsproget er overtydeligt, som når Trish smider sine dukker ud i starten af filmen (nu er hun voksen og dermed et seksuelt væsen og åben for angreb fra galningen). Eller scenen hvor Russ Thorn står oprejst over Jackie med spredte ben og en kæmpeboremaskine ses imellem hans ben klar til at støde igennem Jackie (kan vi sige penis). Eller da Thorn til sidst får skåret det yderste af sit bor af, da det endelig lykkes en af pigerne at mande sig op til modangreb (kasteration). Dette overdrevne symbolsprog gør ikke noget godt for filmen, men virker bare irriterende.

Personerne bliver aldrig nogen, jeg gider at bekymre mig om, og selvom der sker et mord næsten hvert femte minut, bliver historien alligevel kedelig, for plottet er så usandsynligt, at det ikke engang kan glide ned i en slasherfilm. I hvert fald ikke hos mig denne gang.

Og så lader jeg mig irritere over manglende kontinuitet filmen igennem. Fx står de to fyre udenfor et åbent vindue og kan tydelig høre pigernes snak, mens de glor ind på brysterne og kommenterer dem højlydt – men lyden går åbenbart kun udad! Eller når Thorn falder i swimmingpoolen for minuttet efter at være fuldstændig tør. Eller når der gøres meget ud af at vises, hvordan man kan gå ind i garagen fra huset af, for kort efter at se at pigerne går ud af huset for at skifte en sikring i – garagen. Altså!!!

Jeg har læst, at Slumber Party Massacre oprindeligt var ment som feministisk parodi på slasherfilm, men at man undervejs i processen med at lave den, opgav dette af frygt for at den ikke ville sælge. Desværre lykkedes det efter min mening ikke særligt godt at transformere den til en “rigtig” slasherfilm. Flere af de “morsomme” scener er stadig i filmen, nu virker de blot som tonstunge klichéer og ikke som parodi.  Det betyder, at Slumber Party Massacre bliver en klichéfyldt omgang bare bryster indesmurt i blod.

Trods min dårlige oplevelse af filmen er der alligevel kommet tre efterfølgere: Slumber Party Massacre 2, Slumber Party Massacre 3 og Cheerleader Massacre, så måske er jeg bare en gammel gnavpot, der ikke fatter en meter.

Om Slumber Party Massacre:

Instruktør: Amy Holden Jones
Udgivelsesår: 1982