juli 2018
M T O T F L S
« jun    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘1990-1999’

Stir of Echoes

Tom er en ganske almindelig mand, gift med Maggie som han har sønnen Jake med og en lille ny baby er på vej. Som yngre drømte han om at blive noget særligt, men hverdagslivet har indhentet ham. Til en fest lader han sig overtale til at blive hypnotiseret af sin svigerinde, mest for at kunne grine af det bagefter, for han er helt sikker på, at det ikke vil virke.

Men det gør det. Tom falder i dyb hypnose, og da han kommer til sig selv igen, er alt forandret. Han bliver ved med at få nogle mærkelige syn om en ung kvinde, der bliver myrdet, men han kan ikke se hvem eller hvor. Han får dog en anelse om ofrets identitet, da deres unge babysitter næsten kidnapper Jake, fordi han påstår at have talt med hendes forsvundne søster. Jake har nemlig nogle ikke helt almindelige evner, hvad forældrene dog ikke er klar over.

Tom ved ikke, hvordan han skal forholde sig til alt dette, og i forsøget på at kapere det er han ved at blive sindssyg. Og så går han endnu en gang til svigerinden…

“Stir of Echoes” er en klassisk mainstream thriller med et overnaturligt twist, som nogen steder er rigtig god og andre steder rigtig amerikansk. Jeg synes, Kevin Bacon udfylder rollen som Tom godt, og det lykkes ham at lægge den rette desillusion ind over figuren, der ønskede sig så meget af livet, og nu pludselig må være glad for endnu et barn, selvom han havde drømme for sin egen karriere, som dermed må sættes på standby. Hans besættelse af sine mystiske visioner er også fabelagtigt spillet, og  man fornemmer, hvordan han synker ned i en form for sindssyge i sit forsøg på at finde ud af, hvad det hele handler om.

Der er også nogle vældig effektive scener, hvor Tom får sine syn. Ikke mindst da den unge kvinde i vrede over, at Tom ikke hjælper hende, vender tilbage. Her lader David Koepp lille Jake se tv, mens dramaet udspiller sig i etagerne under ham, og hans tegnefilm afbrydes hele tiden af klip fra forskellige gyserfilm som f.eks. “Night of the living dead”, hvor de døde kommer igen. Jeg sad med hjertet i halsen, mens Toms hustru forbereder sit bad, og ikke kan se den unge kvindes genfærd sidde ved siden af sig.

Jeg hyggede mig fint i selskab med “Stir of Echoes”, selvom det ikke er et stort genremesterværk. Ind i mellem kan mindre nemlig også gøre det, og for mit vedkommende ramte David Koepp plet her.

“Stir of Echoes” er baseret på en roman af Richard Matheson, som også har skrevet den fremragende roman “I am legend“. I 2007 kom en slags fortsættelse med titlen “Stir of Echoes: The Homecoming” instrueret af Ernie Barbarash, som jeg endnu ikke har set, men som historiemæssigt vist ikke har meget med første film at gøre.

David Koepp har bl.a. også instrueret Stephen King filmen “Secret Window”.

Instruktør: David Koepp
Udgivelsesår: 1999

Fanget i isen af Dean Koontz

Fanget i isen af Dean KoontzI en ikke så fjern fremtid plages jorden af tørke som følge af industrilandenes omfattende forurening af kloden. I håb om at afhjælpe dette er en gruppe forskere taget til indlandsisen, hvor de vil forsøge at sprænge et stort isbjerg af isen og bruge det til at vande landbrugsarealer med.

Alt forløber planmæssigt, indtil en storm forstyrrer nedlægningen af de sidste sprængladninger. Samtidig rystes indlandsisen af en række alvorlige jordskælv – skælv som ender med et brække netop det isbjerg af, som forskerne havde håbet at sprænge løs. Men nu sidder de selv på bjerget, ovenpå 60 aktiverede sprængladninger.

Stormen gør det umuligt for helikoptere og skibe at nå frem til dem, og deres eneste håb er en russisk ubåd. Men selv hvis russerne skulle ønske at hjælpe dem, er spørgsmålet, om de kan nå det …

Jeg har ind i mellem brokket mig over, at jeg ikke synes, at Dean Koontz skriver ligeså godt som Stephen King, men med Fanget i isen forstummer al min kritik. Her er tale om en utrolig spændende thriller, hvor handlingen er henlagt til et af jordens mest ugæstfri miljøer – den arktiske indlandsis. Her er så koldt, at selv i godt vejr risikerer man at dø af kulde, og i en storm som beskrevet i romanen, kan selv et kort ophold uden varmekilder slå dig ihjel.

Historien skifter mellem forskerne på indlandsisen, deres makker i base camp og kaptajnen på den russiske ubåd. Krydsklipningen mellem personerne er med til at øge spændingen, og som om kapløbet om at blive reddet fra kulden og eksplosionerne ikke skulle være nok, smider Koontz lige en ekstra bombe ind. En af forskerne er nemlig en galning, som ønsker at slå et andet medlem af gruppen ihjel. Her er med andre ord masser af action, og det lykkes Koontz at samle alle trådene i et spændende forløb, som først forløses til allersidst.

Oprindeligt udgav Koontz Fanget i isen under pseudonymet David Axton og titlen Et fængsel af is. Opfordringer fra fans fik ham til at genudgive den, dog i en revideret udgave som efter sigende er mindre barsk end originalen, men til gengæld ført up-to-date mht. de teknologiske og kulturelle referencer.

I efterordet skriver Koontz, at Fanget i isen skal ses som en hyldest til Alistair MacLean, der bl.a. har skrevet S.O.S. Nordpolen. Koontz ville skrive en roman magen til, hvor de vigtigste elementer var spænding, fart og handling – og helst en handling med en række overraskelser og tiltagende fysiske udfordringer for personerne. Jeg synes, det er lykkes for ham. I hvert fald læste jeg Fanget i isen i et stræk og har fået mod på at læse meget mere Koontz.

Om Fanget i isen:

Udgivelsesår: 1995
Originaludgivelse: 1976
Omslag: Chris Moore/Peter Stoltze

Castle Freak

Castle FreakEfter at have læst den interessante “The Lurker in the Lobby” af A. Migliore og J. Strysik, som gennemgår film, der baserer sig på H. P. Lovecrafts fortællinger, fik jeg lyst til at se flere af de omtalte film. En af dem var “Castle Freak” fra 1995, der bygger på novellen “The Outsider”, som jeg dog ikke har læst endnu.

John Reilly (Jeffrey Combs) har arvet et slot efter en ukendt italiensk slægtning. Sammen med hustruen, Susan, og deres blinde datter Rebecca tager han til Italien for at sælge slottet. Filmen har dog ikke varet mange minutter, før vi aner, at alt langt fra er, som det skal være mellem John og Susan, og snart finder vi ud af, at Rebecca ikke blev født blind, og at ægteparret også har haft en lille søn, som nu er død.

Også slottet har skjulte hemmeligheder. Den gamle hertuginde, som efterlod slottet til John, gemte nemlig en noget i slottets nederste kælder, så da familien Reilly ankommer, hjemsøges de snart ikke længere kun af fortidens spøgelser, men også af slottets monster.

Jeg blev positivt overrasket over “Castle Freak”, som var underholdende på et helt andet niveau, end jeg havde forventet. Monstret i kælderen er både medynkvækkende og skræmmende, og Stuart Gordon, som også har instrueret andre Lovecraft filmatiseringer bl.a. kultfilmen “Re-animator“, fortæller historien med fokus på Johns figur og på hans problemer med at slå til som mand og far. Dermed har filmen mere dybde end forventet, uden dog kun at være et psykologisk portræt.

Filmen har ikke samme humoristiske undertone som “Re-animator”, ligesom den heller ikke er lige så splattet. Der er dog enkelte blodige scener, som da monstret kidnapper en prostitueret, der uheldigvis befinder sig i slottets kælder. Monstret har set John og den prostituerede i kærlige omfavnelser og efterligner nu ud fra sin egen erfaring. Det er fantastisk lavet, og publikum får både fysisk og psykisk ondt af scenen. Derudover er scenen, hvor monstret bider sin tommelfinger af for at slippe ud, også værd at nævne, ligesom monstrets makeup i det hele taget er ret overbevisende.

Jeg synes, det er lykkes Stuart Gordon at lave en overbevisende film, som får publikum med sig. Den har måske ikke så meget Lovecraft over sig, ligesom det er tydeligt at se, at den er lavet for et meget lille budget. Ikke desto mindre følte jeg mig godt underholdt hele vejen igennem, også selvom lys og lyd til tider mindede mere om en film fra 1970’erne end en film fra 1995.

Om “Castle Freak”:

Instruktør: Stuart Gordon
Udgivelsesår: 1995

Læs også omtalen på Uncut.dk

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Tingen i cellen af Dennis Jürgensen

Tingen i cellenSimon Featherwell anklages for mord på tre mennesker og indlægges på Garden End Statshospital, indtil hans sag kommer for retten. Plejepersonalet frygter ham, og en kalder ham endda en ting fra Helvede. Featherwell har kun et ønske: at skrifte for sin gamle præst, fader McGregory. Og det er en utrolig historie, han fortæller. Om en fisketur ud på det dybe hav, som bragte en fangst med sig ingen kunne have forudset.

Dennis Jürgensen har med Tingen i cellen skrevet en hurtigt læst, men absolut spændende historie, som atmosfæremæssigt virker stærkt inspireret af H. P. Lovecraft. Både titlen og væsnet fra dybet kunne være taget ud af en Lovecraft-fortælling, og formen med at lade en person fortælle om begivenhederne til en anden er også typisk Lovecraft. Men Dennis bruger elementerne til at fortælle sin egen historie, og på den måde får man som læser det bedste fra begge verdener.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1992
Forlag: Tellerup, 132 sider

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Dæmonen i hælene (2007)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

Besøg Dennis-klubben

I kød og blod af Clive Barker

I kød og blodJeg er gået i gang med at genlæse Clive Barkers Books of Blood, og er nu nået til I kød og blod.

Den første novelle hedder “Det forbudte“, og den er blevet filmatiseret af Bernard Rose i 1992 under titlen Candyman. Hovedpersonen er den unge kvinde Helen, som er i gang med at skrive en afhandling “Grafitti: storby-desperationens sygdomstegn” der omfatter hendes to yndlings-discipliner: sociologi og æstetik. Derfor er hun taget ud til Spector Street, et knap 4 år gammelt kvarter, der allerede er hærget og ødelagt til næsten ukendelighed. Her møder hun en anden ung kvinde, som afslører, at der er sket et mord i en af lejlighederne. Helen opsøger den nu tomme lejlighed, og finder et enestående grafitti-værk af en grusomt udseende mand. Hjemme fortæller Helen om sin opdagelse, men kæresten Trevor afviser betydningen af fundet, og i frustration vender Helen tilbage. Men nu opdager hun, at ingen vil tale til hende om mordet, og da hun endelig får mere at vide, får det helt uforudsete konsekvenser. En velskrevet, uhyggelig og utrolig fængslende novelle.

I “Madonna” forsøger Jerry Coloqhoun at sælge en nedlagt svømmehal til den lokale gangster Mr. Garvey, da alle andre har afvist ham. I første omgang er Mr. Garvey egentlig interesseret, men så oplever han noget underligt i de mørke varme gange, og beslutter sig for, at Jerry er stråmand for nogle af hans konkurrenter, der vil se ham død. Det er Jerry dog ikke, men også han må igennem en skelsættende forandring i den nedlagte svømmehal. “Madonna” er en meget atmosfærefyldt fortælling, som jeg dog må tilstå, at jeg ikke helt forstår.

Babels børn” er den mest humoristiske fortælling i samlingen, uden dog at være lårklasker-sjov. Vanessa kan aldrig modstå fristelsen til at køre ned ad veje, der ikke er markeret med et skilt. Det fører hende til et tuefyldt landskab langt fra alt, hvor hun ser nogle kappeklædte mennesker forfølge en lille skikkelse. Hun forlader bilen for at finde den flygtende, men snart er hun faret vild. Tilfældet fører hende til en klynge hvidkalkede bygninger, godt skjult af landskabet, og her befinder hun sig pludselig som fange. Men hvorfor må hun ikke forlade stedet igen? Og hvem er de andre mennesker, hun fornemmer bag stedets vægge? “Babels børn” giver en grotesk forklaring på verdens tilstand, som jeg i kyniske øjeblikke godt kunne tro var sand.

Den sidste novelle i samlingen er titelnovellen “I kød og blod” om fangen Cleveland Smith, som en dag får en ny makker i sin celle, den unge William Tait, kaldet Billy. Billy er et oplagt offer for de ældre fanger, men Cleveland tager ham under sine vinger uden iøvrigt at ville have noget med ham at gøre. Det viser sig, at Billys morfar var en berygtet morder, som blev hængt og begravet i fængslet, og nu forsøger Billy at få kontakt med ham igen. Cleveland er overbevist om, at det er ren fantasi, men hvad er der med den drøm om en tom by, som bliver ved med at hjemsøge ham, efter at Billy er flyttet ind i cellen? “I kød og blod” er både skræmmende og trist, og billedet af den tomme by som hjemsøger Cleveland, stod printet i min hukommelse længe efter endt læsning.

Jeg er ikke sikker på, at jeg altid forstår Clive Barkers historier, men selv når jeg er usikker på, om jeg har fanget hele pointen, så lykkes det alligevel for fortællingen at smyge sig om mig, så jeg bliver 100 % grebet. Clive Barker formår som få at skabe et univers af ord, der lokker sin læser ind i deres labyrint, og pludselig er man fanget ind af atmosfæren og må bare læse videre i en verden der ofte bliver mere og mere sindssyg og uforklarlig.

Indhold:

Det forbudte
Madonna
Babels børn
I kød og blod

Om bogen:

Udgivelsesår: 1992
Forlag: Artia, 202 sider

Books of Blood-serien:

Books of Blood, vol. 1 (1984)
Indhold: Introduction af Ramsey Campbell; The Book of Blood; The Midnight Meat Train; The Yattering and Jack; Pig Blood Blues; Sex, Death and Starshine; In the Hills, the Cities

Books of Blood, vol. 2 (1984)
Indhold: Dread; Hell’s Event; Jacqueline Ess: Her Will and Testament; The Skins of the Fathers; New Murders in the Rue Morgue

Books of Blood, vol. 3 (1984)
Indhold: Son of Celluloid; Rawhead Rex; Confession of a (Pornographer’s) Shroud; Scape-Goats; Human Remains

Books of Blood, vol. 4 (1985): Det Umenneskelige
Indhold: Statslegemet; Det Umenneskelige; Åbenbaringer; Forsvind, Satan!; Kødets lyst

Books of Blood, vol. 5 (1985): I kød og blod
Indhold: Det forbudte; Madonna; Babels børn; I kød og blod

Books of Blood, vol. 6 (1985): Den levende død
Indhold: Den levende død; Blodhævn; Forvandlingen; Mørkets magter; Blodets bog (en efterskrift) På Jerusalem Street

Scanners 3: The Takeover

Helena og Alex er begge scannere og begge blev adopteret af forskeren og forretningsmanden dr. Elton Monet, da de var små. Han arbejder på at finde et middel, som kan hjælpe scannerne af med hovedpinen og stemmerne, og et nyt middel er på vej, omend stadig i forsøgsstadiet.

Alex befinder sig i Thailand, hvor han gør bod efter at have slået sin bedste ven ihjel ved et uheld, men Helena bor stadig hjemme. En nat vågner hun og er særdeles dårlig, så da hun finder faderens forsøgs-medicin, tager hun det – og virkningen er fantastisk! Alle stemmer og smerter forsvinder. Det gør desværre også moralen og medmenneskeligheden.

Helena forvandler sig til en lyststyret dræbermaskinen, som er fuldstændig skruppelløs i sin adfærd og ikke skyer nogen midler for at nå sit mål – total magt over alle mennesker – og til det får hun hjælp af en gruppe scannere, der ligesom hun og Alex har været udsat for medicinske forsøg af en dr. Bauer. Men heldigvis får Alex nys om sagen og kommer hjem for at bremse Helenas planer.

Scanners-serien bliver aldrig min kop te, og treeren har ikke ændret på det. Jeg synes, den er klichéfyldt og ikke særlig velspillet, selvom der dog er enkelte gode scener i. Bl.a. da Alex bliver opsøgt af en af faderens venner i Thailand, som vil fortælle Alex om Helenas ændrede opførsel. Vennen bliver pludselig overfaldt af en gruppe lokale, som er under indflydelse af en af Helenas scannere, og det er ret godt udført. Men ellers er special effects meget det samme, som i de første, så her er heller ikke meget at komme efter.

Instruktør: Christian Duguay
Udgivelsesår: 1992

Scanners-serien:

Scanners – 1981, D: David Cronenberg
Scanners II: the New Order – 1991, D: Christian Duguay
Scanners III: the Takeover – 1992, D: Christian Duguay

Spin Offs:

Scanner Cop – 1994, D: Pierre David
Scanner Cop II – 1995, D: Steve Barnett

Det Umenneskelige af Clive Barker

Det umenneskelige af Clive BarkerEngelske Clive Barker blev udråbt som Stephen Kings efterfølger, da han i 80’erne udgav novellesamlingerne “Books of Blood”. Siden har han skrevet indenfor mange andre genrer, ligesom han både har skrevet manuskripter og instrueret flere film. Mest kendt er vel nok “Hellraiser” fra 1987.

I Danmark var det forlaget Artia, som udgav “Books of Blood”, og af uvisse grunde (for mig i hvert fald) valgte de at starte med den fjerde bog, der er kommet under titlen Det umenneskelige. Så vidt jeg ved, er de tre første bøger ikke udkommet på dansk.

I “Statslegemet” følger vi Charlie George, som lever et ganske normalt liv, men en dag begynder han at føle ubehagelige smerter i håndled og hænder. Efter nogen måneder går han til lægen, men denne kan ikke se noget, og nu begynder Charlie ligefrem at føle lede ved sine hænder. Derfor går han til en psykolog, som finder frem til, at Charlies lede ved hænder stammer fra et faderkompleks. Det hjælper på Charlies humør, men han er stadig træt, og det viser sig da også, at psykologens diagnose ikke er helt korrekt. For Charlies hænder planlægger nemlig et oprør. De er trætte af at være lænket til tyrannen og er sikre på, at der findes et liv efter kroppen, så nu vil de sætte hinanden fri. Novellen er efter min mening samlingens bedste, og slutter af med ordene:

“Et øjeblik troede han, at de ville gøre ham noget, men nej. Da de havde gjort ham opmærksom på deres tilstedeværelse, lod de ham ligge, hvor han lå, tilfredse med at være fri. Og misundte hans øjne dem deres frihed, tænkte han, og var hans tunge ivrig efter at slippe ud af hans mund og komme væk, var hver eneste del af ham på sin egen stilfærdige måde ved at tage skridt til at svigte ham? Han var en alliance, der kun blev holdt sammen af den skrøbeligst tænkelige våbenstilstand. Nu hvor der var skabt præcedens, hvor lang tid var der så til det næste oprør? Minutter? År? Han ventede med hjertet i halsen på imperiets fald.”

I “Det Umenneskelige” bliver en gammel bums overfaldet af en gruppe unge mænd, som slår ham halvt fordærvet og stjæler hans sprut. Den yngste i gruppen, Karney, bryder sig ikke om den slags overfald, men han protesterer ikke, og da han efterfølgende finder en stump snor med en række knuder på, tager han den med sig. Han er nemlig vild med at løse knuder. Det viser sig dog, at snorens knuder ikke er almindelige, og at den gamle bums gemmer på nogle forfærdelige hemmeligheder.

Åbenbaringen” er en spøgelseshistorie, som er nem at gå til. Prædikanten John er på tur gennem landet med sin hustru, Virginia, og hjælperen Earl. John er overbevist om, at han er Guds stemme på jorden, men Virginia er begyndt at have sine tvivl. En regnvåd nat vælger de at overnatte på Cottonwood Motel på vej til næste vækkelsesmøde, og skæbnen vil, at de får det værelse, hvor en kvinde 30 år tidligere slog sin mand ihjel. Denne nat er de to spøgelser samlet igen for at afprøve, om skæbnen kunne være blevet anderledes for dem, men i stedet falder de lige ind i et nyt opgør.

Hvad gør man, hvis man har alt, men mister troen på Gud? I “Forsvind, Satan!” beslutter den hovedrige Gregorius, at han vil lokke Gud frem, og da han ikke kan gøre det via sine gode handlinger, beslutter han sig for at skabe et nyt Helvede på jorden, som Djævelen ikke kan lade være med at besøge. For hvis Djævelen dukker op, må Gud vil komme ham til undsætning? Novellen er ganske kort, men har en utrolig grum afslutning.

Samlingens sidste novelle hedder “Kødets lyst” og handler om et eksperiment, som går galt. Et hold forskere har søgt efter et afrodisium, men da de finder det, viser det sig at være alt for kraftigt. Det ender i mord og voldtægt, og den frivillige forsvinder fra laboratoriet – opfyldt af lyst til hele verden.

Fælles for novellerne i Det umenneskelige er, at de handler om mennesket og opløsningen af mennesket. I første novelle, “Statslegemet”, går menneskenes kroppe bogstaveligt talt i stykker, efterhånden som forskellige kropsdele gør oprør og forlader kroppen. I “Det Umenneskelige” gemmer en snor på en række ufærdige væsner, som bliver til et, når de samles. I “Åbenbaringen” er kroppene opløst til spøgelser. I “Forsvind, Satan!” mister hovedpersonen troen og dermed sig selv, og i “Kødets lyst” nedbrydes kroppen i jagten på evig lyst. En rigtig interessant novellesamling som kræver lidt af sin læser.

Udgivelsesår: 1992

Books of Blood-serien:

Books of Blood, vol. 1 (1984)
Indhold: Introduction af Ramsey Campbell; The Book of Blood; The Midnight Meat Train; The Yattering and Jack; Pig Blood Blues; Sex, Death and Starshine; In the Hills, the Cities

Books of Blood, vol. 2 (1984)
Indhold: Dread; Hell’s Event; Jacqueline Ess: Her Will and Testament; The Skins of the Fathers; New Murders in the Rue Morgue

Books of Blood, vol. 3 (1984)
Indhold: Son of Celluloid; Rawhead Rex; Confession of a (Pornographer’s) Shroud; Scape-Goats; Human Remains

Books of Blood, vol. 4 (1985): Det Umenneskelige
Indhold: Statslegemet; Det Umenneskelige; Åbenbaringer; Forsvind, Satan!; Kødets lyst

Books of Blood, vol. 5 (1985): I kød og blod
Indhold: Det forbudte; Madonna; Babels børn; I kød og blod

Books of Blood, vol. 6 (1985): Den levende død
Indhold: Den levende død; Blodhævn; Forvandlingen; Mørkets magter; Blodets bog (en efterskrift) På Jerusalem Street

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Scanners II: the New Order

Der gik ti år, før der kom en fortsættelse på David Cronenbergs “Scanners“, og tidsmæssigt udspiller den sig 20-25 år efter første film.

Der findes stadig scannere i samfundet, men det er ikke offentlig kendt. Den højtstående politimand John Forrester gemmer sammen med forskeren dr. Morse en række scannere i Morse Institute, hvor de eksperimenterer og bruger scannerne i deres kamp mod kriminalitet. Forrester drømmer om at skabe en Ny Samfundsorden, hvor han står i spidsen for en hær af scannere, der kan sættes ind mod alle, som er i hans vej – og først og fremmest mod de kriminelle. Men de har svært ved at styre scannerne, og de fleste af dem holdes derfor i en kælder, hvor de er fanget i et misbrug, som ødelægger deres brugbarhed for Forrester.

Så falder Forrester over den unge dyrlægestuderende, David Kellum, som viser sig at være en stærk scanner, men som også er almindelig integreret i samfundet, hvilket er ret usædvanligt for en scanner. Det lykkes Forrester at lokke David til at hjælpe sig, men efterhånden går det op for David, at Forrester måske ikke har helt rent mel i posen, og herfra udvikler historien sig nærmest farceagtigt, og jeg kommer til at afsløre en hel del af den tåbelige handling, så stop med at læse hvis du ikke vil have din oplevelse ødelagt af SPOILERS.

Efter et opgør med Forrester stikker David af. Han fortæller sin kæreste, at han tager hjem, så Forrester sender naturligvis en scanner hen til kæresten og læser hendes tanker. Så sender han scanneren hjem til Davids forældre (som iøvrigt viser sig kun at være hans adoptiv-forældre, da han i virkeligheden er barn af Cameron Vale og Kim Obrist fra første film), men her slår scanneren dem ihjel uden at læse deres tanker, så han finder ikke David, der får en lur ude i sneen.

David redder farens liv, og får nu at vide at han rent faktisk har en søster! Selvfølgelig opsøger David hende, og hun advarer ham om, at han aldrig kan blive lykkelig med en rigtig menneskekæreste. Selv har hun haft et kærlighedsforhold til scanneren Walther, som desværre gik i stykker, da han blev indfanget af dr. Morse, så nu holder hun sig langt fra alle mennesker.

Men David giver ikke op. Han tager tilbage til byen, hvor han opsøger borgmesteren for at fortælle hende om Forresters onde plan. Hun bliver dog dræbt under hans besøg, og så udskriges David til morderen. Heldigvis dukker søsteren op ligesom det hele er ved at gå galt, og sammen tager de til Morse Institute for at redde de tilfangetagne scannere. I et vældigt opgør lykkes det David at bekæmpe den onde scanner og befri Walther, og foran en hel hær af pressefolk afslører han Forrester, som den forbryder han er.

Og så kan David og kæresten leve lykkeligt ever after …

“Scanners II: the New Order” var utrolig kedelig den første time, og da vi endelig nåede frem til den sidste tredjedel, sker der en masse, men det er så plat skruet sammen, som det sikkert kan anes af ovenstående referat, at jeg ikke kunne tage det alvorligt. Historien er ganske ligegyldig, personerne er tåbelige, og slutningen fuldstændig utroværdig. Det bedste jeg kan sige om denne toer er, at den pludselig får første film til at virke langt, langt bedre. Hmm – jeg er vist ikke til Scanners-film.

David Kellum spilles af David Hewlett, der virkede sært bekendt på mig. Efterfølgende har jeg fundet ud af, at han også har spillet med i den interessante “Cube” fra 1997, hvor han gør et langt bedre job i rollen som Worth. Instruktør Christian Duguay har bl.a. også instrueret “Screamers”, en filmatisering af Philip K. Dicks fantastiske novelle. Filmen blev iøvrigt også ganske ok.

Instruktør: Christian Duguay
Udgivelsesår: 1991

Scanners-serien:

Scanners – 1981, D: David Cronenberg
Scanners II: the New Order – 1991, D: Christian Duguay
Scanners III: the Takeover – 1992, D: Christian Duguay

Spin Offs:

Scanner Cop – 1994, D: Pierre David
Scanner Cop II – 1995, D: Steve Barnett

Kadavermarch af Dennis Jürgensen

Kadavermarch af Dennis JürgensenKadavermarch foregår i en ikke nærmere bestemt fremtid, hvor verdens elite for en stor dels vedkommende har trukket sig tilbage i 142 lukkede samfund, kaldet CrystalCities, spredt over hele kloden. I Danmark ligger CrystalCity 119, i daglig tale kaldet Isslottet, i et tyndt befolket område af Nordvestsjælland. Her bor forskeren Paul Martin, som bl.a. forsker i LIFESUPPLY, et stof som forlænger livet med op til 30 år. Men nu har Paul Martin opdaget en bivirkning ved stoffet, og mens han forsøger at få sit budskab igennem til byens leder Von Ernst, går verden amok udenfor murerne.

Der er nemlig brudt en zombie-epidemi ud. I begyndelsen slog man zombi-snakken væk som en joke, men nu vælter også de danske gader med zombier, og i dette kaos følger vi en gruppe mennesker, som mere eller mindre tilfældigt ender sammen.

Romanen foregår over en uge, og fortælles med krydsklip mellem de forskellige grupper indtil de samles. De første vi introduceres for er splatterpunk-bandet The Rotten Leprechauns, som bl.a. består af den altid ironiske forsanger Sid. De slår sig sammen med en gruppe jægere, og en husmor og hendes teenagedatter som bliver reddet på hospitalet af en lastbilchauffør, da zombierne løber stedet over ende. I første omgang slår de sig ned i en gammel sindssygeanstalt kaldet Vestenvinden, et sted som er nemt at forsvare mod zombierne, og hvor de har masser af forsyninger.

Men på et tidspunkt dukker soldater op fra Isslottet, og pludselig er det ikke kun zombier, gruppen skal tage sig i agt for.

Kadavermarch er en herlig splatterroman, og da splatter som bekendt er kendetegnet med udpensling af alle blodige detaljer, introduceres det første lig allerede på side 4: ”Liget var klædt i et klassisk, mørkt jakkesæt med hvid skjorte og blanke, sorte sko. Det lå på maven. Fluer summede allerede omkring det. Bedemandens hoved var knust under truckens venstre forhjul. Alt hvad der var tilbage, var en grød af hjernemasse, som flød i rød-hvide farver omkring hjulkapslen.” Og allerede på side 10 sker det første zombi-overfald, så der er tempo på fra start til slut. Det er dog ikke kun blod og splat, for som altid blander Dennis Jürgensen uhyggen med humor, så det halve af tiden ved man som læser ikke, om man skal grine eller væmmes.

Kadavermarch udkom første gang i 1991 og var den første danske zombi-roman. Dennis Jürgensen skriver i efterskriften, at han blev inspireret til romanen af George A. Romeros tre zombifilm ”Night of the Living Dead” (1968), ”Dawn of the Dead” (1978) og ”Day of the Dead” (1985). Disse tre film satte for alvor zombierne på verdenskortet, selvom historier om dem var kendt allerede inden da. Her var der dog oftere tale om viljeløse skabninger, som blev styret af en voodoo-præst, og et eksempel på en film om den slags zombier ses allerede i ”White Zombie” fra 1932.

Nu genudgiver forlaget Tellerup både Kadavermarch og den uafhængige efterfølger Kadaverjagt fra 2006 i nye udgaver med forsider af Peter Nielsen. Den første udgave fra 1991 var med forside af Rasmus Frandsen, mens 2. udgaven blev illustreret af Patrick Leis. Begge to havde fokus på frådende zombier og indvolde, mens de nye er mere kliniske men dog stadig stemningsfulde.

Dennis Jürgensen er måske mest kendt som børnebogsforfatter, men han har skrevet flere bøger, som absolut også kan læses af voksne. Kadavermarch er én af dem.

Besøg Dennis-Klubben

Om bogen:

Udgivelsesår: 1991
Omslag: Rasmus Frandsen

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Dæmonen i hælene (2007)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

Læs også anmeldelsen på Planet Pulp

Tomie

TomieFor tre år siden var Tsukiko involveret i en ulykke, som hun har fortrængt alt om. Kort efter ulykken skiftede hun skole og flyttede hjemmefra, så ingen omkring hende ved noget. Derfor begynder hun at gå hos en terapeut, dr. Hosono, som håber at kunne hjælpe Tsukiko via hypnose.

En dag bliver dr. Hosono opsøgt af politimanden Harada. Han efterforsker nogle mystiske mord, hvor unge mænd har slået deres kæreste ihjel, men hvor alle spor af liget efterfølgende er forsvundet. Endnu mere mystisk er det, at kæresten tilsyneladende har været den samme pige hver gang: Tomie Kawakami.

Og så dukker Tomie pludselig op på den restaurant, hvor Tsukikos kæreste Saiga arbejder …

Tomie er den første film i serien om monsterpigen, der driver mændene omkring sig til vanvid. Den bliver på dvd’en markedsført som forgængeren til The Grudge og The Ring (lidt pudsigt da The Ring udkom et år før i 1998), og den bygger på en japansk manga af Ito Junji. Efter sigende håndplukkede Ito selv Miho Kanno, som spiller Tomie i filmen, pga. hendes øjne, som skulle minde utroligt meget om hans manga-figurs.

Jeg kan som regel godt lide asiatisk horror. Det er ikke altid, jeg helt forstår dem første gang, og ind i mellem bliver jeg vældig træt af det sorthårede spøgelse, der hjemsøger mange af filmene. Men som regel bliver jeg alligevel betaget, fordi jeg bliver overrasket, og fordi der er nye vinkler på fortællingen i forhold til den vestlige facon. Her forstår jeg udmærket historien, men jeg bliver ikke særligt betaget. Filmen føles underlig flad, og som tilskuer bliver man ikke rigtig involveret i personernes skæbne – måske fordi de ikke rigtig selv er involveret.

I stedet for et plot, hvor personerne søger noget, eller historien udvikler sig i et forløb, får vi her en historie, som består af en masse enkeltstående begivenheder. Betjenten som efterforsker sagen om Tomie, efterforsker ikke rigtig. Han besøger bare dr. Hosono og fortæller hende nogle ting. Tsukiko siger måske nok, at hun ønsker at kende sin fortid, men processen er bare en række stillestående seancer med dr. Hosono, og sådan fortsætter det. Karaktererne drives ikke, og dermed udvikler historien sig ikke, den præsenteres bare for os. Måske er det anderledes at se filmen, hvis man kender mangaen, men jeg synes ikke, det er rimeligt at forlange af filmpublikummet, at de skal læse tegneserien først for at kunne forstå universet. Det er instruktørens opgave at gøre det levende for sit publikum.

Jeg kan undre mig over, at der er lavet så mange sequals til filmen, men tilsyneladende skulle de blive bedre efterhånden. Så jeg må nok hellere snuppe et par stykker mere.

Instruktøren Ataru Oikawa har også instrueret Apartment 1303, som jeg heller ikke var overvældende begejstret for.

Om filmen:

Instruktør: Ataru Oikawa
Udgivelsesår: 1999

Tomie-serien:

Tomie (1999, D: Ataru Oikawa)
Tomie: Another Face (1999, D: Toshirô Inomata)
Tomie: Replay (2000, D: Tomijiro Mitsuishi)
Tomie: Re-birth (2001, D: Takashi Shimizu)
Tomie: Final Chapter (2002, D: Shun Nakahara)
Tomie: Beginning (2005, D: Ataru Oikawa)
Tomie: Revenge (2005, D: Ataru Oikawa)
Tomie vs. Tomie (2007, D: Tomohiro Kubo)