oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘2016’

Kolde facts af A. Silvestri

Kolde facts af A. SilvestriBlandt 2016s danske horrorudgivelser befinder sig en sms-novelle af A. Silvestri. Den hedder Kolde facts, og lad mig sige det sådan – den fik min opmærksomhed.

Sms-noveller er ikke blot noveller, der er blevet opdelt i små bidder og sendt. Det er historier skrevet til mediet, og konceptet består typisk i, at man modtager sms-novellen som beskeder sendt til ens mobil fra hovedpersonerne i historien. Nogen gange er man en del af historien, andre gange er man en flue på væggen. Alt afhængig af hvad forfatteren har tænkt der skal ske.

I tilfældet Kolde facts remser A. Silvestri bogstaveligt talt en lang række facts op og krydrer med lidt personlige observationer. Det lyder måske kedeligt, men det er det langt fra. Dels fordi nogle af de facts Silvestri serverer for læseren i sig selv er ret klamme, men også fordi han behændigt lader sine facts følge af helt uskyldige formuleringer, som pludselig får en ubehagelig undertone. Det er super godt lavet, og giver læseoplevelsen en ekstra dimension.

Hvis du ikke tidligere har prøvet en sms-novelle, så besøg smspress.dk, hvor du både kan købe novellen eller låne den via dit bibliotek. Udover A. Silvestri finder du også sms-noveller af en række andre horrorforfattere som f.eks. Steen Langstrup, Jacob Hedegaard Pedersen, Teddy Vork og Christian Reslow.

Snyd ikke dig selv for en anderledes læseoplevelse. Læs Kolde facts og find ud af hvor mange kilometer blodbaner din hjerne indeholder og hvor hurtigt en menneskekrop kan tømmes for blod.

Om Kolde facts:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: SMSPress

Besøg A. Silvestris hjemmeside og læs mere om hans tanker bag Kolde facts.

 

Necropolis – de levende døde af Patrick Leis

Necropolis - de levende døde af Patrick LeisHvis du kan lide zombihistorier, så er Patrick Leis’ Necrodemic serie et must. Her er afrevne lemmer, indvolde, blod og splat i et gennemarbejdet og superspændende univers.

Tilbage i 2003 udgav Patrick Leis zombiromanen Requiem. Siden kom flere bøger på forskellige forlag og på forskellige tidspunkter i serien Necrodemic’s tidslinje. Nu genudgiver Patrick Leis hele serien i en revideret udgave på forlaget Valeta.

Første bind er Necropolis – de levende døde, som oprindelig var en novellesamling. I den nye udgave er historierne blevet skrevet sammen, og der er tilføjet flere kapitler for at skabe overblik. Bagerst er indsat ordforklaringer, et slægtstræ for Meyer-familien samt en tidslinje over Necrodemic-serien. Endeligt er der også arbejdet med det grafiske udtryk samt lavet tilføjelser til tegneserien i kapitlet ”Svøben”.

Har det omfattende arbejde så været umagen værd?
Et rungende ja herfra. Jeg var begejstret for 2008-udgaven af Necropolis, men denne nye udgave er blevet mere sammenhængende og lader hele universet få bedre plads. Og samtidig er det stadigvæk forrygende god underholdning.

Over ti kapitler fortæller Patrick Leis i punktvise nedslag, hvad der egentlig skete dengang.

Menneskeheden har med nød og næppe overlevet supercomputeren IO’s overherredømme, men nu skaber en voldsom stigning i fødsler af børn med Downs Syndrom akutte problemer. For at helbrede disse børn forsøger firmaet Bophal Entreprise at vaccinere dem med en nyopfunden kur. Og i første omgang ser det ud til at hjælpe.

Men kuren har en uforudset effekt, og så begynder problemerne først for alvor. Det må en patrulje nationalgardister sande i kapitlet ”Udbrud”. De er blevet sendt ud i et socialt belastet boligområde for at stoppe lokale uroligheder. Til at starte med forløber operationen godt. Patruljen anholder nogle voldtægtsmænd og barrikaderer sig i det lokale supermarked, selvom de ikke umiddelbart kan se andre mennesker i området. Det ændrer sig dog hurtigt, og snart er de i en kamp på liv og død.

Efterhånden går det op for regeringen, at situationen er ude af kontrol. Nu er det et spørgsmål om at redde, hvad der reddes kan. For overlægen Victor Feiberg betyder det i kapitlet “Epidemi”, at han må overgive kontrollen af sit sygehus til militæret, og for dem er demokratiets rolle som de svages beskytter et overstået kapitel.

I de sidste kapitler hører vi om, hvordan resterne af menneskeheden samler sig i C-byerne; om deres kamp for at udvide deres territorier og bekæmpe zombisvøben; men også om de interne magtkampe der uundgåeligt opstår, når flere mennesker samles. Disse magtkampe fører bl.a. til, at enkeltindivider bryder ud fra byerne og bosætter sig i små gårdsamfund. Og således lægges der op til næste bind i serien: Requiem.

Patrick Leis er en gudsbenådet fortæller af røverhistorier, hvad enten han bruger ord eller billeder. Ved at springe i tiden og fortælle gennem forskellige personer, får vi et skræmmende billede af et samfund, som lynhurtigt styrter ud over afgrunden. Leis udstiller samfundets manglende evne til at tage beslutninger, fordi alle hytter deres eget skind, samtidig med at han beskriver, hvilke konsekvenser det kan have med et totalitært samfund.

Fokus er ikke på sproglige finesser eller dybe psykologiske portrætter. I stedet er der action fra første side, så enhver drengerøv klapper i hænderne. Men hele tiden føres læseren med sikker hånd gennem de turbulente og blodige begivenheder, så man aldrig er i tvivl om, hvad der foregår.

Necropolis – de levende døde er skræmmende på mere end et plan – og den er heldigvis også skræmmende godt fortalt!

Om Necropolis – de levende døde:

Udgivelsesår: 2016 (2008)
Forlag: Valeta, 239 sider
Illustrator: Patrick Leis

Tak til forlaget Valeta for læseeksemplaret og glem ikke at tjekke Duality By Prones sindssyge gode nummer Castra Damnatorum inspireret af Necrodemic-serien.

Hvis jeg overlever natten – fortællinger fra mørket / red. Lars Grill Nielsen

Hvis jeg overlever natten - fortællinger fra mørketFra bagsiden:
En afrikansk dæmon, en helhest, Satans yngel, syge sind med skæbnesvangre følger, udenjordisk liv og en lind strøm af edderkopper er hvad de syv noveller i Hvis jeg overlever natten udsætter sine læsere for.”

Enter Darkness er et nyt dansk forlag. Manden bag er Lars G. Nielsen, der beskriver Enter Darkness som et “enmands- og fritidsforetagende drevet af en passion for bøger og fortællinger fra især de fantastiske genrer.”

Antologien Hvis jeg overlever natten er både forlagets første udgivelse og første bind i serien Fortællinger fra mørket med horror og science fiction noveller af både etablerede og nye forfattere. Blandt bidragsyderne denne gang ses garvede kræfter som A. Silvestri og Lars Ahn Pedersen, men også en debutant (Savanna Lind) er repræsenteret – endda med titelnovellen.

A. Silvestri får lov til at åbne ballet med “In uteri”:
Om morgenen, når jeg løfter min nøgne krop ud af sengen, og ser på mig selv i det mandsstore spejl, der som en rude ind til andre verdener dominerer den modsatte væg, er det første jeg lægger mærke til mit kønsorgan. Min pik. Min ynglepind, min pumpestok. Mit fede spermelem fyldt med slimet sæd.

Sjældent har jeg læst en tekst der bruger så mange slangudtryk for kønsorganerne, men naturligvis har Silvestri en pointe. Intet er nogensinde “bare” i hans litterære univers. “In uteri” er skræmmende på det åbenlyse plan, men er også både velskrevet og udfordrende og efterlader læseren med uro i kroppen.

Titelnovellen “Hvis jeg overlever natten” er som sagt skrevet af debutanten Savanna Lind. Det er historien om Alice, der er blevet forladt af Rasmus, og nu sidder alene i deres tomme lejlighed, som skal sælges. Alice vil så gerne ud, men gulvet er glat, og så er der også stemmen.

Når det kommer til noveller, er Lars Ahn en af mine favoritforfattere. Her bidrager han med “Hvor hesten ligger begravet”. Laust er arkitekt, og som nyuddannet får han tilbud om at tegne et hus for it-millionærern Krøyer, der dog har et specielt ønske. Under huset skal en hvid, trebenet hest begraves levende! Laust bryder sig ikke om det, men tanken, om alt det jobbet kan føre med sig af anerkendelse, bliver for stor. Desværre er der også andre, der kender til aftalen.

Ahn fortæller på sin hjemmeside, at novellen er inspireret af myten om helhesten. Jeg kendte godt til helhesten, men vidste ikke at den var et sagnvæsen fra kristen tid og forbundet med opførelsen af kirker og kirkegårde. Ahn har ført historien op til nutiden, og serverer her et drama om ambitioner, lidenskab og hævn.

“Der er ingen bånd der binder mig” er skrevet af Susanne Thrane, af hvem jeg tidligere har læst novellerne “Lige børn leger bedst” samt “Vrangside“. Her handler det om en utilpasset teenagedreng, hvis mor er meget kontrollerende og besat af renlighed. Han er kun godt tilpas, når han er sammen med kammeraten Tobber, for Tobber lader ikke nogen konventioner styre sit liv.

Kasper Grandetoft har skrevet novellen “Fobi”, og den skal man ikke læse, hvis man er bange for edderkopper. Martin er murer, men nu er han blevet fyret. For at gøre indtryk på kæresten Louise beslutter han sig for at fælde et gammelt træ, som de længe har talt om. Det går ikke helt efter planen, og pludselig bryder Martins fobi for edderkopper ud i lys lue. Grandetoft (som også har skrevet den vellykkede “Klong Prem“) formår virkelig at få Martins angst ud over siderne og ind i læseren. Det er fedt gjort.

Klaus bliver opsøgt af sin gamle ven Frederik i “Babusjkaernes herre” af Morten Carlsen. Frederik har været udstationeret med Læger Uden Grænser i Nigeria. Da han opsøger Klaus, er han nærmest blot en gusten kopi af sit gamle jeg. Under besøget fortæller han hvorfor, men det er en historien, der er svær at tro på.

Den sidste novelle i Hvis jeg overlever natten er skrevet af Flemming Johansen (“Utak er verdens løn“) og hedder “Den tavse zone”. Historien kan katalogiseres som scifi-horror og er fortællingen om rumskibsbesætningen, der undersøger planeten Kepler-726 i jagten på sjældne mineraler og metaller. Indtil videre har de ikke fundet det store. Til gengæld er et af besætningsmedlemmerne kommet til skade og skal sendes retur til jorden. Men før de får sendt redningskapslen af sted, finder de noget helt uventet. En snigende novelle, der både er velskrevet og underholdende med en grum slutning.

Jeg kan ikke andet end at tage hatten af for ildsjæle som Lars G. Nielsen, der aktivt arbejder for at udgive ny dansk horror. Især når resultatet bliver godt. Hvis jeg overlever natten indeholder gode noveller, men er også en flot og professionel udgivelse. Her er arbejdet både med korrekturen og layoutet, og forsiden af Lesia Solot fanger virkelig blikket. En stor anbefaling herfra, og så glæder jeg mig til de kommende udgivelser fra Enter Darkness, som har indkaldt bidrag til både en splatter-kortroman og noveller til bind 2 i Fortællinger fra mørket med udgivelse i 2017.

Indhold:

In uteri af A. Silvestri
Hvis jeg overlever natten af Savanna Lind
Hvor hesten ligger begravet af Lars Ahn
Der er ingen bånd der binder mig af Susanne Thrane
Fobi af Kasper Grandetoft
Babusjkaernes herre af Morten Carlsen
Den tavse zone af Flemming Johansen

Om Hvis jeg overlever natten:

Udgivelsesår: 23. december 2016
Forlag: Enter Darkness, 231 sider
Omslag: Lesia Solot

Delirium af Chris D’Amato

Delirium af Chris D'Amato, illustreret af D. S. BlakeDelirium består af 6 korte, men yderst underholdende science fiction noveller skrevet af Chris D’Amato og flot illustreret af D. S. Blake.

Hvis man slår ordet delirium op i en lægefaglig ordbog, får man følgende forklaring: “Delirium kaldes også for konfusion, akut organisk psykosyndrom eller organisk psykose. Det viser sig især ved at man over kort tid bliver forvirret og ikke helt ved hvor man er og hvornår det er.” Den følelse kan man godt få, når man læser Delirium.

Jeg har tidligere læst Midtland af Chris D’Amato samt antologien Malkøbing Museum, hvor han også bidrager. Begge hører til i horror-genren, men med Delirium bevæger D’Amato sig over i science fiction. Og gør det godt.

Samlingen åbner med novellen “Kryb”, hvor Kaiu er kommet lidt på afveje. På en svømmetur ser hun en aflang ting fyldt med små kryb, som er sjove at iagttage. Så hun svømmer efter, og ender på en ø hun ikke kender. Her er fuld af de små kryb og masser andre underlige ting, Kaiu ikke kender, og hun hygger sig med at lege med dem. Indtil det pludselig ikke er sjovt mere.

På trods af at “Kryb” kun er på tre sider, når historien både at være morsom, overraske og have referencer til såvel Godzilla som King Kong. Og så er Blakes illustration vidunderlig tvetydig i forhold til fortællingen.

I “Richards helvede” møder vi Richard, som under afsoningen af en fængselsdom møder den pensionerede fysiker Schmidt. Schmidt har forsket i tidsrejser og har endda lavet tegningerne til en tidsmaskine – men han har aldrig haft mulighed for at afprøve den. Og så bliver Richard løsladt. Igen er her tale om en meget kort novelle, men også her lykkes det at fortælle en fuldt udbygget historie med et grumt twist, der fik mig til at tænke på Frysepunktet af Anders Bodelsen.

Hjerneforskeren Alexandre Marais arbejder på et stof, der øger hjernens kapacitet, og forsøg med mus har vist, at det virker. Men er det ubetinget godt at blive klog? Jeg måtte læse “Eliksir” to gange, før jeg fangede pointen (så jeg kunne vist godt have brug for Marais opfindelse hø, hø), for D’Amato lader meget være usagt og overlader en stor del af baggrunden samt slutningen til læseren. Og jeg er stadigvæk lidt i tvivl om, hvordan jeg tror, den ender.

“Da Bernhard vendte hjem” er historien om en astronaut, der drager længere ud end nogen andre har været. Men hvad er der i det enorme kolde rum? En lidt speciel historie med et spændende tema, hvor jeg dog synes, at det korte omfang forhindrer novellen i at fungere optimalt.

Til sidst var han endt et fuldstændigt sort sted. Det var så koldt, at han frøs inde i cockpittet, gennem kødet og helt ind til knoglerne. Mens han sad og rystede med armene over kors, så han sig eget kondensvand fryse til is på de små rektangulære ruder og endte dermed i en slags dobbelt blindhed; det var for mørkt til at man kunne se noget udenfor, men han kunne end ikke se det gennem de tilfrosne ruder.”

Illustration af D. S. Blake til Månen over Zneva af Chris D'AmatoMin favorit historie er “Månen over Zneva”, hvor Blakes illustration og D’Amatos historie igen går op i en højere enhed. Wryb lader sig indrullere i hæren, hvor han bliver medansvarlig for udviklingen af ZYNARG, der kan udslette alt liv i universet. I starten er offentligheden skeptisk overfor projektet, men da Zneva pludselig udsættes for den ene meteor efter den anden, er ZYNARG pludselig som sendt fra himlen. Men …

Undervejs i historien skifter fortællingen fuldstændig retning, og jeg er vild med slutningen, der både er tragikomisk og samtidig sært optimistisk.

Samlingens sidste novelle hedder “Phobos, Deimos, Mars” og er den måske mest klassiske science fiction fortælling i Delirium. Året er 2159, og fortælleren arbejder på Mars’ måne Phobos, hvor man har fundet en måde at udvinde Helium-3. En dag får de besked om en ny virus, der truer menneskeheden på jorden. Men det har vel ingen umiddelbare konsekvenser for de udsendte på Phobos?

“Phobos, Deimos, Mars” er nok den mindst overraskende af novellerne. Til gengæld er den mere actionfyldt og umiddelbart underholdende med sin mere klassiske plot-opbygning, så den slutter samlingen godt af.

Jeg har kaldt fortællingerne for noveller, men det er nok i virkeligheden mere korrekt at kalde dem for kortprosa. Kortprosa defineres bl.a. ved at være ultrakort; meget står mellem linjerne; der gives ingen ‘facitliste’ til teksten; og små ubetydelige pointer kan pludselig vendes og få stor værdi for læseoplevelsen. Læst i den optik passer “Eliksir” og “Da Bernhard vendte hjem” perfekt og gør mine anker ugyldige.

Alligevel ville jeg ønske, at Chris D’Amato ville skrive lidt længere. Et ønske jeg også fremførte efter læsningen af Midtland. Delirium indeholder masser af gode idéer, og D’Amato forstår også at fremføre dem. Sproget er godt, og selvom samlingen er udgivet som et hæfte, er der arbejdet med såvel layout og indhold, som fremstår professionelt og gennemført. Derfor kunne det være så fedt at få lov at synke ind i fortællingerne, men det giver formatet på så få sider ikke mulighed for.

Når det er sagt, er jeg nu alligevel begejstret for Delirium, hvis ultra-korte historier succesfuldt fanger læserens opmærksomhed. Med det korte format er det nærmest givet, at her ikke er tale om hård science fiction, men fortællingerne formår både at overraske, stille spørgsmål og udforske fremtiden, med en understrøm af tør humor og et glimt i øjet. Det er slet ikke så ringe endda.

D. S. Blakes illustration til Kryb af Chris D'AmatoIndhold:

Kryb
Richards helvede
Eliksir
Da Bernard vendte hjem
Månen over Zneva
Phobos, Deimos, Mars

Om Delirium:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Mojibake, 40 sider
Illustrationer: D. S. Blake

Tak til forlaget for læse-eksemplaret

Syndefald af Stephan Garmark

Syndefald af Stephen Garmark

Da en mand opdager, at hans kone har været ham utro, opsøger han konens elsker, Isak Niijd. Men i stedet for at blive intimideret af ægtemanden, inviterer Isak ham ind og giver ham et underligt tilbud. Hvis manden vil tilbringe weekenden sammen med Isak, får han en million kroner. Og han er til enhver tid fri til at gå sin vej.

Overrasket siger manden ja, for pengene kan han jo godt bruge. Han ved jo, at han har moralsk ret. Men Isak fortæller ham en historie – den eneste og vigtigste historie, der nogensinde er blevet fortalt. Og i løbet af weekenden ændres alt.

D. 1. juli 2016 blev forlaget Kandor en del af forlaget DreamLitt. Muligvis er det grunden til, at Stephen Garmarks kortroman Syndefald udgives som en stand alone i stedet for som en del af serien Den X bog om Satan. For emnemæssigt passer Garmarks bidrag ellers godt til konceptet.

Syndefald er en lille hurtig-læst fortælling om moral, synd og ondskab. Retfærdiggør den enes utroskab den andens? Kvæler lighed frihed? Er samfundets regler skabt af de svageste for at gøre alle svage? Findes et anstændigt liv overhovedet? Det er blandt andet disse spørgsmål, manden og elskeren diskuterer undervejs i romanen, der også fører ægtemanden på en lyststyret rejse med uforudsete konsekvenser.

Stephen Garmark har skrevet en udmærket roman, som indeholder nogle ganske saftige scener. Disse, sammen med den mørke slutning fungerer rigtig godt, mens jeg er mindre begejstret for de mere filosofiske sider af romanen. Jeg køber ikke rigtigt, at ægtemanden lader sig betage sådan af Isak Niijd (anagram for djiin). Derfor virker det heller ikke plausibelt, at manden så hurtigt lader sig overbevise af Isak og følger ham så let. Men Syndefald er også Stephen Garmarks debut.

Selvom jeg ikke er helt 100% oppe at ringe, synes jeg, at Stephen Garmark viser gode takter og et lovende talent. Det bliver interessant at følge ham fremover.

Lighed er tåbeligt, svarede han og fandt en pakke cigaretter frem fra kimonoens lomme. Lighed er opfundet af de svage for at alle andre kan være ligeså svage som dem. Der er ingen glæde, nytte eller lykke i lighed. Kun indebrændte drømme. Ingen i verdenshistorien har nydt godt af lighed. Lighed kvæler frihed.”

Om Syndefald:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Kandor, 98 sider
Omslag: Diana Sørensen

 

 

To Those Who Are Asleep af Bo Sejer

To Those Who Are Asleep af Bo SejerI 2015 udkom Bo Sejers totalt gakkede, men også vildt underholdende horror-roman Dead World, der udspillede sig i et ikke særligt hyggeligt Esbjerg. Nu kommer så en stand-alone novella i samme univers, denne gang dog skrevet på engelsk.

Ash vågner op i sin seng uden at kunne genkende sin lejlighed. Da han ringer til Easley, viser det sig, at der er forsvundet fire år fra Ash’s hukommelse. Mens han forsøger at finde ud af, hvad der er sket, bliver han næsten opslugt af et talende sort hul. Verden er nemlig død og befolket af edderkoppe-folk, søvngængere og spøgelser, samt en lille håndfuld mennesker (heriblandt Ash, Easley og Sid) som kan se de dæmoner, der har overtaget jorden.

For de tre venner er hver dag en flugt fra dæmonerne, som de dog også af bedste evne forsøger at udrydde, hvor de kan (på trods af at deres helte-potentiale er på det absolutte minimum!). Så da detective Jensen dukker op og beder om deres hjælp, følger de gladeligt med. Og herfra tonser historien af sted i fuld fart med døde dæmoniske piger, ande-monstre og huse hvis døre forsvinder og grundplan ændrer sig i et væk.

Ligesom Dead World er To Those Who Are Asleep en surrealistisk læseoplevelse. Ash har ingen anelse om, hvad der foregår, og det har læseren stort set heller ikke. Vi halser bare efter hovedpersonerne og prøver at overskue den ene gakkede og gyselige episode efter den anden, fra tid der stopper, til edderkopper der kravler ned i halsen på folk og fjernstyrer dem som robotter. Det er vildt, men heldigvis også vildt underholdende.

Som sagt er To Those Who Are Asleep skrevet på engelsk for at udvide læserskaren. Jeg kan sagtens læse engelsk, men er ikke stærk nok til at kunne vurdere hvorvidt romanen sprogligt lever op til Dead World. Jeg fornemmer dog, at det ikke er lykkes at nå helt samme niveau af crazy humor, som gennemsyrede universet i første bog.

To Those Who Are Asleep er dog stadigvæk en både underholdende og syret læseoplevelse, hvor grum horror går hånd i hånd med slapstick humor, og som en smagsprøve på Dead World universet er den slet ikke så ringe – for at sige det på jysk.

When I looked up again I almost split my pants in two by a massive fart of terror. In the gap, where Syd’s front door used to be located, there was nothing but at swirling black hole. A swirling black hole with teeth. And a tongue. A swirling black hole with teeth and tongue and which apparently talked. – Hello there! it remarked chippy, like it was the most natural occuring thing in the world.”

Om To Those Who Are Asleep:

Udgivelsesår: 2016
Victory Publishing, 132 sider
Omslag: Branca Studio, Bacelona

Læs mere på Bo Sejers hjemmeside

Dr. Wunderkammers oversættelser af Thomas Strømsholt

Dr. Wunderkammers oversættelser af Thomas StrømsholtThomas Strømsholt serverer 12 drømmende, stemningsfulde og til tider sært skræmmende noveller i sit seneste udspil Dr. Wunderkammers oversættelser.

Strømsholt er en virkelig interessant forfatter. I 2010 udgav han sin første novellesamling De underjordiske. Her gav han de danske folkesagn et twist, og resultatet var en række fascinerende og velskrevne noveller.

I Dr. Wunderkammers oversættelser har han samlet 12 noveller, hvor knap halvdelen er reviderede udgaver af tidligere udgivne noveller. Eller måske skulle man kalde dem oversættelser? For som der står indledningsvis i samlingen, betyder oversættelse 1) at oversætte noget fra ét sprog til et andet. 2) omdannelse eller omsættelse af noget til noget andet. Jævnfør forvandling.

Og novellerne her i samlingen handler netop om oversættelser, omdannelse og forvandling. Om skov og by og mennesker.

I den første novelle “Dr. Wunderkammer – oversætter af Guds tavshed” møder vi for første gang Dr. Wunderkammer, der optræder i flere af fortællingerne undervejs. Hun er organist i en lille landsby-kirke, hvis eneste plus er dets orgel, der ifølge overleveringen stammede fra Byzantien. En dag sætter Wunderkammer sig for at skabe et nyt værk – en transskription af Guds tavshed.

Også i “Auwisnat” er der forvandlinger i vente. Fortælleren har besluttet sig for at opsøge Herneskovene, for at få klarhed over hvad der egentlig skete for mange år siden, da hendes far forsvandt. Han var antropolog med speciale i skovsagn og -myter, men ingen kan tilsyneladende huske noget om dem. Hun flytter ind på det lokale gæstgiveri, trods værtens fordømmende blikke og starter sin efterforskning. Men jo længere hun bevæger sig ind i skoven, jo fjernere forekommer resten af verden hende.

“Hans blod skal forvandles til blomster” kalder Strømsholt for en oversættelse af Szépassony-völgy, en dal i Ungarn hvis navn kan oversættes til den smukke kvindes dal. Her mødte Serewell den smukke Tarna, og nu – flere år senere – er han vendt tilbage. Novellen fortælles som en blanding af Serewells tilbageblik, Tarnas genfortælling af sagnet om Laskó og Tarna og begivenheder i nutiden.

I “A Thing of Beauty” vender Strømsholt tilbage til litteraturen – og lidt til Dr. Wunderkammer. Fortælleren er bibliofil og har en næsten fuldendt samling af Lilian Slaviks værker. For efter Slavik begik selvmord har rygterne svirret om et sidste manuskript, som aldrig er blevet udgivet. Opslugt af samlertrang opsøger fortælleren en respekteret professor, der også kender til det manglende manuskript.

“Orphe” handler på real-planet om en digter, som tager med metroen. En tur hvor han udsættes for medpassagerernes fordømmelse og kæmper med sit eget savn. Jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig forstod novellen, men efterfølgende slog jeg titlen op og fandt frem til det græske sagn om Orfeus og Eurydike. Det opklarede en del.

“Arkitektens øjne” skrev Strømsholt oprindeligt til Urban Cthulu: Nigtmare Cities. Nu kommer den så i en dansk revision, som er blandt mine favoritter her i Dr. Wunderkammers oversættelser. Novellens fortæller er Luka, der lider af søvnbesvær blandet med mareridt om en forladt by. Da han bliver fyret, må han flytte fra sin lejlighed, og det bringer ham til Tawil Street i Old Town, hvor han flytter ind i et pensionat. På sine gåture rundt i området støder han en dag på en bygning fra sin drøm, og det bliver starten på en lang søgen. Hvad der særligt fascinerer mig i netop denne novelle, er den nærmest Lovecraftianske horror, der emmer ud hver eneste sætning, men alligevel holdt i Strømsholts nærmest poetiske sprog.

Også “Det triumferende løvmørke” er en revision (“Jeg fremsætter en erklæring“), som ligeledes hører til blandt mine favoritter. For at optimere et mulitnationalt selskabs mellemledere bliver de sendt på en overlevelsestur ud i skoven med en forhenværende jægersoldat som guide. Fortælleren har allerede fra begyndelsen en ubehagelig fornemmelse over hele projektet, for som han siger: “Forstå mig ret: jeg er ikke blind for et landskabs eventuelle æstetiske kvaliteter, ligesom jeg også ville kunne sætte pris på en tigers anatomi – så længe tigeren befandt sig i et bur.” Hans bange anelser viser sig at holde stik, og Strømsholt lader læseren føle panikken vokse sig større og større i gruppen – der bliver mindre og mindre.

“Ham ar tano” har tidligere været udgivet i Det sker igen. Da Lukas er på vej hjem, støder han på en tigger, som han giver et par mønter. Senere dukker tiggeren op hjemme hos Lukas, som befippet lader ham komme ind. Et opkald til de officielle myndigheder gør ikke noget ved sagen, og pludselig har Lukas en ubuden, ildelugtende gæst i sin kælder, gemt men ikke glemt. Ligesom i “Orphe” var jeg ikke helt sikker på, om jeg havde fanget novellen, så jeg slog titlen op, og fandt ud af, at harmatano stammer fra oldgræsk og betyder: at ramme ved siden af. I kristen sammenhæng bruges ordet også i forbindelse med at synde.

Da psykologen selv begynder at lide under en tilbagevendende drøm i “Frie associationer over kirurgi betragtet som en af de skønneste kunster”, opsøger han kollegaen for hjælp. Men kollegaens tolkning af fortællerens møder med den fremragende dr. Naso i sine drømme virker bare ikke rigtig.

En patient vågner op efter en operation i “Dr. W – oversætter af den menneskelige tilstand”. I sin let fortumlede tilstand lytter vedkommende til en medpatient, som gemt bag sengeforhænget beretter om sine oplevelser med Dr. W. En meget underlig novelle, som jeg stadig ikke har forstået.

Skoven spiller atter en hovedrolle i “Vi husker efteråret”. Da sommergæsterne er rejst bort, skal et stort byggeri sættes i værk. Men først skal skoven ryddes, og det viser sig vanskeligere for skovarbejderne end først antaget. Faktisk får det konsekvenser for hele byen.

Den sidste novelle i Dr. Wunderkammers oversættelser hedder “Peregrination gjennem Kjøbenhavn”. Forestil dig et kort der ikke bare viser byen, som den ser ud i dag, men også som den så ud for hundrede af år siden – og som den kunne have set ud, hvis alle planer var blevet ført ud i livet. Og forestil dig så hvor det kort kunne føre dig hen.

Thomas Strømsholt er ikke let at læse. Hans tekster kræver tid, tid til at synke ind, men også til at læse. De er fyldt med referencer om alt lige fra musikhistorie over græske myter til botanik og arkitektur. Jeg må også ofte slå ord op under læsningen (f.eks. vidste jeg ikke, at elegisk betyder vemodig eller apoteose er guddommeliggørelse), så ind i mellem kan jeg føle mig lidt dum.

Alligevel er jeg begejstret, for Strømsholts univers er måske nok sært og svært, men det er også fascinerende og fabulerende med en understrøm af mørke, dystre og elegiske hemmeligheder. Og så har han altså et helt fantastisk sprog:

I byens udkant lå fabriksbygningen som en halvrådden hval kastet op på en strandbred; forladt og udplyndret, en ruin omgivet af murbrokker, affald og vildtbevoksede tomter. Dens ydre mure var krakelerede, og fra de øverste etager stirrede tomme vinduer ud i den kaffegrumsede nat. På de nederste etager var vinduerne plankede til, og metaldørene var lukkede og låste; men der er altid en revne, et hul, en løndør.”

Jeg indrømmer, at det ikke er alle novellerne i Dr. Wunderkammers oversættelser, jeg er lige begejstret for. Til gengæld er de gode noveller både i overtal og i særklasse, og derfor kan jeg kun anbefale en rejse ind i Thomas Strømsholts univers, hvor mennesker forvandles, og hvor skoven og byen kun er overfladen.

Om bogen:

Udgivelsesår: 27. oktober 2016
Forlag: H. Harksen Productions, 197 sider
Omslag: Jan Homann

Indhold:

Dr. Wunderkammer – oversætter af Guds tavshed
Auwisnat
Hans blod skal forvandles til blomster
A Thing of Beauty
Orphe
Arkitektens øjne
Det triumferende løvmørke
Ham ar tano
Frie associationer over kirurgi betragtet som en af de skønneste kunster
Dr. W – oversætter af den menneskelige tilstand
Vi husker efteråret
Peregrination gjennem Kjøbenhavn
Om forfatteren

Besøg Thomas Strømsholts blog

Sand og sten, stål og glas – udvalgte fortællinger af A. Silvestri

Sand og sten, stål og glas af A. Silvestri

Fra bagsiden:
Otte fortællinger om fremtiden og os
Mennesket er et grimt og ubehøvlet dyr, der hellere vil stjæle føden fra sine kammerater end at hjælpe dem. Mennesket ser ikke frem, men ind, centrerer universet omkring sig selv. Men mennesket er også et snedigt og stærkt dyr. Møder det modstand, bryder det ikke sammen, men kæmper blot hårdere, og selv når menneskets undergang er uundgåeligt, uddør det med oprejst pande.
Mennesket er både usselt og smukt, nogle gange samtidig, og nogle gange det ene eller det andet, alt efter hvilken læser, der læser historien.

A. Silvestri er en ualmindelig flittig forfatter. Hver måned opdaterer han sin blog med, hvor meget han har nået at skrive den forløbne måned. Det er sjældent småting, og når man ser på hans litterære C.V., har han skrevet indenfor stort set alle genrer, medvirket i over 35 antologier + blade og magasiner, samt udgivet seks selvstændige værker, herunder zombieromanen Pandaemonium.

I Sand og sten, stål og glas har Silvestri samlet 8 tankevækkende science fiction noveller, hvoraf de 7 tidligere har været udgivet i andre sammenhænge. Hver novelle følges af en kort kommentar, hvor Silvestri bl.a. fortæller lidt om idéerne bag, tankerne bag skrivestilen osv. Det kan man vælge at springe over, hvis man helst selv vil stå for hele tolkningen. Personligt synes jeg dog, at det er spændende at få et lille kig ind i forfatterens ‘maskinrum’.

Samlingens første novelle hedder Det bedste og er det ældste bidrag. Her beretter fortælleren om dengang for 30 år siden, hvor han sammen med tre medstuderende besluttede sig for at finde på et bedre samfund. Over en uge i morfarens sommerhus nedfælder de grundstenene til det samfund, der nu eksisterer. Et samfund hvor alle virker til gavn for det fælles bedste. Hvor der ikke findes racisme, kønsdiskriminering og lignende, fordi det eneste man bedømmes på er sin intelligens. Men som altid når der er tale om et totalitært styre, er der enkelte forstyrrende elementer, hvilket leverer den overraskende afslutning.

Også den anden novelle Glemmer du så husker jeg alt udspiller sig i en fremtid, hvor befolkningen er underlagt kontrol og censur. Miranda vågner øm i kroppen og forbereder sig på en ny dag. Kort efter vågner David med et vræl, og hun gør sutteflasken klar. Snart går det dog op for læseren, at David ikke er en almindelig baby. Han er en voksen mand, der hver dag må gennemleve et helt livsforløb både fysisk og mentalt. Hvorfor skal ikke afsløres her, men historien handler om kontrol på flere niveauer, og – måske – om kærlighed.

Som nævnt eksperimenterer Silvestri ofte med sin skrivestil. I Højdepunkt er fortælleren den 16-årige Joakim, og novellen er en stil, han skal aflevere. Da Joakim er ordblind, er fortællingen fuld af stavefejl, hvilket får ham til at fremstå lidt naiv. Joakim er snart voksen og skal have sit eget indeklima, så han kan arbejde udenfor kuplen. Han ved, at der er sket en katastrofe på jorden, som gør, at han og de andre må arbejde under jorden, men Joakim stiller ingen spørgsmålstegn ved sit liv. Ikke engang i novellens slutning, som efterlod mig lidt trist.

Matthæus 20:16 er historien om verdens første (og sidste) tidsrejsende. Det lykkes Kaspersen at rejse 1000 år frem i tiden, men da han når frem, ser verden noget anderledes ud, i forhold til hans forestillinger. Novellen er velskrevet og har kant, og så har den en sidste linje som lige fik mig til at tænke en ekstra gang.

I novellen Ukrudt fører Silvestri læseren på en rejse i både tid og rum. Novellen foregår på en planet, hvor en stamme fortæller om livet, der hver eneste dag er en kamp mod planterne. Jeg kom til at tænke på romanen Grøn af Alan Dean Foster, som også udspiller sig på en plante-domineret planet, men som altid har Silvestri sin helt egen vinkling. En velskrevet og velkomponeret historie, som rummer flere overraskelser undervejs.

I sit ansigts sved foregår i en ikke nærmere defineret fremtid. Det meste af verdens elektronik er lagt øde af ‘Impulsen’, og de overlevende er enten presset sammen i få større byer eller bor på isolerede gårde i oplandet. Her må de hele tiden må holde et vågent øje med fribyttere, der stjæler hvad de kan komme til. En dag kommer en sælger til gården Karlsbo. Han har noget helt særligt at sælge dem, men salget går ikke efter planen. Silvestri lader historien udfolde sig i et adstadigt tempo, og fortæller en historie om det at være et godt menneske i et post-apokalyptisk samfund, som i mine øjne også rummer pointen: Den kloge narrer den mindre kloge.

Samlingens nyskrevne novelle er titelnovellen Sand og sten, stål og glas. Fortælleren er Konrad Pri, som hver dag møder ind på sit arbejde, hvor han sidder og bedømmer sine medmennesker udfra en computergenereret test. Konrad Pri er tilfreds med sit liv og efterlever til mindste detalje samfundets krav om effektivitet og lydighed. Men en dag dukker et umuligt testresulatat op, og Konrad Pri befinder sig pludseligt i et dilemma. Computeren kan ikke lave fejl, for den styres af systemet, så hvordan kan testen så findes? Novellen rummer små citater fra flere science fiction klassikere, og kan til dels ses som Silvestris version af The Matrix. Naturligvis med Silvestris tydelige fingeraftryk, som bl.a. ses i skrivestilen, hvor tal konsekvent skrives 1, 2, 3 osv.

Den sidste novelle hedder Den allersidste dans, og Silvestri kalder den for en af sine smukkeste tekster. Historien, der handler om 7 par, der danser på himmelvælvingen, mens jorden går under omkring dem, er en sprogligt eksperimenterende novelle. Silvestri har lagt hele teksten til sangen Den allersidste dans ind i fortællingen. Samtidig består teksten af 30% unikke ord, dvs. at de kun optræder én gang. Særligt for denne novelle har det været positivt for min læseoplevelse at læse forfatterens tanker bag. Jeg er generelt mest til tekster, hvor handlingen eller personerne er i centrum, fremfor fordybelse i det sproglige. Men ved at genlæse historien med Silvestris noter i baghovedet, blev den langt mere interessant, selvom jeg dog stadig holder mere af de øvrige noveller i Sand og sten, stål og glas.

De 8 noveller bevæger sig bredt indenfor science fiction genren med temaer som jordens undergang, tidsrejser, dystopiske fremtidsscenarier, rumrejser til fremmede planeter osv. Silvestri lader dog den teknologiske vinkel ligge, så her er ikke decideret ‘hård’ science fiction, hvilket gør samlingen velegnet til læsere, der ikke tror, at de kan lide genren.

Jeg kan både lide ‘blød’ og ‘hård’ science fiction, men historien skal dog være troværdig. Så selvom jeg f.eks. synes godt om plottet i “Højdepunkt”, finder jeg det utroværdigt, at menneskene i kuplen har forandret sig så meget i løbet af så få generationer. Hvis de er blevet genetisk modificeret, hvorfor føder de så så mange børn? Spørgsmål, som ikke betyder det store for plottet, men som stikker irriterende under læsningen.

Sand og sten, stål og glas er første bind i et samarbejde mellem A. Silvestri, forlaget Calibat og forlaget Dreamlitt. Målet er at udgive flere genre-samlinger af Silvestris noveller både fysisk og digitalt, og jeg ser frem til at læse dem. For selvom jeg havde læst 6 af novellerne i Sand og sten, stål og glas før, så giver det læseoplevelsen noget særligt at sidde med en lækker bog i hånden. Og så er jeg som nævnt også vild med at kigge ind i forfatterens ‘maskinrum’.

Indhold:

Det bedste – Proxima nr. 92: 2010
Glemmer du, så husker jeg alt – Den nye koloni: 2011
Højdepunkt – Fremmed stjerne: 2012
Matthæus 20:16 – Ingenmandsland: 2010
Ukrudt – De sidste kærester på månen: 2014
I sit ansigts sved – Farvel, min astronaut: 2013
Sand og sten, stål og glas – 2016
Den allersidste dans – Undergang: 2014

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Calibat, 221 sider
Omslag: Anna Degnbol

Drømmeland af Nick Clausen

Drømmeland af Nick ClausenFra bagsiden:
Da Louie begynder at drømme om manden i blåt, finder han snart ud af, at han ikke bare drømmer. Han rejser faktisk til en anden verden. En verden, som manden i blåt kalder Drømmeland. I Drømmeland er alt i virkeligheden to ting: Hvad du ser, og hvad du ønsker at se. Og det kan være svært at se forskellen.”

Nick Clausen er endnu ikke fyldt 30 år. Ikke desto mindre er han en rutineret forfatter med hele 16 (!) bøger på sit CV. Det er imponerende. Jeg har hovedsageligt læst hans gysere, men han har også skrevet fantasy, julekrimien Kanel, klejner og julekaos, samt den humoristiske Prinsessen fra Paradisgade.

I Drømmeland møder vi 11-årige Louie, som bor alene med sin mor. Faderen døde, da Louie stadig var en baby, og siden har moren ikke haft en kæreste. Hun har heller ikke talt meget om faren. I stedet er hun og Louie flyttet ofte, og Louie er en tænksom dreng.

Men en nat møder han en mand i et blåt jakkesæt i sin drøm. Næste nat møder han  ham igen, og sådan fortsætter det. Det går langsomt op for Louie, at manden er hans far, men da han fortæller sin mor om møderne, bliver hun oprørt, så Louie tier stille. I stedet får han et tæt forhold til faren, som hjælper ham og altid forstår ham.

Efterhånden tager tiden i Drømmeland dog energien fra Louie i den virkelige verden. Og så er der også problemet med morens nye kæreste, Philip. Jo vist er han flink, men er det nu også hvem han virkelig er? Nætterne med faren ændrer stille og roligt Louie, og spørgsmålet er, om tiden i Drømmeland nu også er, hvad det giver sig ud for.

Som sagt er Drømmeland en ungdomsroman i den letlæste ende. Jeg blev hurtigt fanget ind af Louies historie, som starter helt almindeligt, hvorefter Nick Clausen langsomt lader uhyggen snige sig ind. Med et lix-tal på 23 giver det sig selv, at her ikke er tale om vildt komplicerede plottråde. Ikke desto mindre kan Nick Clausen altså noget. Han skriver letlæst og flydende, så siderne nærmest vender sig selv, og fortæller en spændende historie der både kan læses ‘blot’ som en uhyggelig fortælling om en dreng, der møder sin far i drømme og må kæmpe mod skræmmende væsener. Men det er samtidig også en fortælling om drømme, om kærlighed, om at lære at leve med fortiden og om at turde give slip.

Både Louie, moren og de øvrige personer beskrives levende og flerdimensionelle, ligesom romanens univers føles helstøbt.  Og så er Clausen også dygtig til med få ord at fremmane en urovækkende stemning som næsten føles fysisk på trods af det lave lix-tal. F.eks. da Louie får sit første glimt af Udkantslandet:

Louie blinkede ved synet, der mødte ham. De havde forladt byen. De stod nu på en kornmark, der duftede sødt og sommeragtigt. Men ikke langt fremme var en usynlig barriere. På den anden side var alting anderledes. Kornet lå vissent på den sorte jord og himlen var grå af skyer. Selv sollyset standsede brat. Han kunne fornemme, at luften var kold på skyggesiden. Det var som at kigge fra sommer til vinter. Eller dag til nat. Nej, mere end det: fra drøm til mareridt.”

Jeg følte mig fint underholdt af Drømmeland, som er endnu en vellykket ungdoms-gyser fra Nick Clausen.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Facet, 193 sider
Omslag: PN Create v/Peter Nielsen

Besøg Nick Clausens hjemmeside

Andre bøger af Nick Clausen:

De hviskende veje, 2012
Silhuet, 2011
De blodige bid, 2011
De sorte symboler, 2011
Ulm, 2010
De døde brødre, 2010
Tidevandet, 2009

Hviskende lig af Dennis Jürgensen

Hviskende lig af Dennis JürgensenEfterforskningsleder Roland Triel er en af København politis dygtigste drabsefterforskere. I Hviskende lig bliver der endnu engang brug for hans opklaringsevner, samtidig med at fortidens genfærd spøger igen.

En ung kvinde bliver myrdet på en rideskole. Politiet har umiddelbart ikke nogen fysiske spor at gå efter, men et vidne har set en forhutlet mand forlade stedet. Triel og hans kollegaer sættes på sagen, og da der kort efter findes et lig af en ung pige i en nærliggende mose, ender også den sag på Triels bord.

Liget i mosen er usædvanligt velbevaret. Det viser sig at være en pige, som forsvandt sporløst for 40 år siden. De sidste, der så hende, var to brødre, hvoraf den ene i dag driver en millionforretning som selvhjælpsguruen bag Det Perfekte Liv, mens den anden lever på overførselsindkomst.

Samtidig med at Triel arbejder på de to drabssager, spøger sagen om hans hustrus drab stadig. Det er nu over fire år siden, at hun blev myrdet og datteren Andrea blev svært mishandlet. I sidste bind overvandt Andrea endelige sine traumer og begyndte at tale igen, men nu har ukendte gerningsmænd brændt deres gamle hus ned.

Triel er ikke i tvivl om, at det er hustruens morder, der står bag. Men selvom han – modvilligt – har slået sig sammen med journalisten Thor Brandt, som han reddede i sidste bind, er han ikke kommet nærmere på at finde ud af, hvem det er.

Imens er Triels kæreste Astrid i gang med en kæmpe oversætter-opgave for sit forlag, som betyder, at hun skal tilbringe noget tid med succesforfatteren Jeremy Forest i sin chefs sommerhus på Stevns. Men også Astrids fortid gemmer på hemmeligheder. Bl.a. en eks-mand med løse næver og et hævngerrigt sind.

Hviskende lig er tredje bind i serien om Roland Triel skrevet af Dennis Jürgensen, og som i de to første bind i serien er her tale om en velskrevet krimi af stort format. Hvor de tidligere bind havde temmelig blodige mord som omdrejningspunkt, fylder det psykologiske aspekt meget mere end selve gerningen her i bind 3, hvor Jürgensen giver os adgang til en anderledes type morder.

Som altid fremstår persongalleriet levende og interessant. Jürgensen giver sig tid til at beskrive sine personer og lader os komme ind under huden, både på hovedpersonerne, men også f.eks. på teamet omkring Triel. Han forfalder aldrig til endimensionelle klichéer, men gør sine figurer til hele mennesker.

Samtidig skriver Jürgensen, så man ser en indre film, mens man læser. Sproget er klart og mister aldrig pusten. Undervejs i romanen krydsklippes konstant mellem Triel og de øvrige figurer, hvilket giver en støt accelererende spændingskurve. Det er nemlig ikke bare historien om de to mord eller Triels jagt på hustruens morder, vi som læsere fanges af. Også bihistorierne om Astrids forfatterbesøg; Andreas ønske om at gennemgå hypnose for at huske, hvad der skete under hendes overfald, kollegaen Karstens pludselige fravær osv. har deres egen momentum, som holder én fængslet. Og så viser Jürgensens dygtighed sig til fulde, når han til sidst samler de mange plottråde i en elegant sløjfe.

Men Dennis Jürgensen er nærmest også en institution som forfatter. I mange år skrev han børne- og ungdomsbøger med en særlig forkærlighed for gyset. Hans bibliografi tæller bl.a. Danmarks første zombie-roman Kadavermarch og manuskriptet til filmen Sidste time. I 2014 udgav Jürgensen så sin første krimi for voksne, Løbende tjener, der helt fortjent røg til tops på bestseller-listen. Siden kom Dansende røde bjørne i 2015 og nu Hviskende lig.

For mig er der ingen tvivl. Uanset om han skriver for børn, unge eller voksne. Om det er horror, krimi eller for sjov. Dennis Jürgensen er en fantastisk fortæller, og han serverer endnu en gang en fremragende roman. Læs den.

Tak til forlaget Tellerup for læse-eksemplaret. Og til slut en lille tanke – gad vide om Roland Triel er opkaldt efter Stephen Kings revolvermand fra Det Mørke Tårn?

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Tellerup, 507 sider.
ISBN: 978-87-588-3000-1
Omslag: Danielle Finster
Udkommer d. 11/11-2016