september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘baseret på en bog’

Dorian Gray (2009)

Jeg må nok hellere starte med at indrømme, at jeg aldrig har fået læst Oscar Wildes berømte roman, der ligger til grund for denne filmatisering. Til gengæld havde jeg glædet mig til at se filmen, netop fordi jeg har hørt så meget om historien.

Den unge Dorian Gray arver en formue efter sin bedstefar, der tilsyneladende var en modbydelig person. Dorian drager derfor ung og naiv til London, hvor han hurtigt introduceres for den lidt ældre og meget mere kyniske Henry og dennes ven maleren Basil. Basil drages af Dorians ungdommelige sødme, og maler et smukt og livfuldt portræt af ham, som han forærer Dorian.

Henry drages også, men han sætter en ære i at vise Dorian de kyniske sider af verden, og opfordrer ham til at leve hver time, som var det den sidste. Den sætning tager Dorian til sig, og da det viser sig, at Basils maleri tager al Dorians synd på sig, mens han selv forbliver ung og uspoleret at se på, drages han ind i et liv, hvor jagten efter nydelse bliver eneste mål.

Men da Dorian efter mange år vender tilbage til London og sine nu gamle venner, opdager han, at alting har sin pris…

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om filmen. På en måde er den velfortalt, smukt filmet og især Ben Barnes i rollen som Dorian spiller overraskende godt. På den anden side synes jeg ikke, at der er så mange overraskelser undervejs – men det skal der måske heller ikke være i sådan en type film.

Billedsiden er holdt i stærke og klare farver langt det meste af filmen, og instruktør Oliver Parker leger med billederne, når Dorian kaster sig ud i de mest dekadente nydelser. Det virker dragende, samtidig med at det også er frastødende, hvilket på en måde kendetegner hele filmen.

Colin Firth gør det ok som den kyniske lord, der prædiker et liv i lyst, men ikke selv tør tage hele skridtet – og til sidst får sin egen filosofi smidt i hovedet, da Dorians lyst pludselig kommer tæt på ham selv.

Så jeg kan egentlig ikke sige noget skidt om Dorian Gray. Alligevel må jeg tilstå, at den ikke rigtig rørte mig, og det er jo desværre ikke den bedste anbefaling at give videre.

Historien om Dorian Gray er blevet filmatiseret flere gange, første gang (ifølge wikipedia) af den danske skuespiller Axel Strøm, mens den mest anmelderroste version blev instrueret af Albert Lewin i 1945.

Om Dorian Gray:

Instruktør: Oliver Parker
Udgivelsesår: 2009
Efter romanen The Picture of Dorian Gray af Oscar Wilde fra 1891

The Invisible Man (1933)

The Invisible ManDet er ikke uden grund, at filmatiseringen af H. G. Wells roman fra 1897 The Invisible Man står som et mesterværk indenfor horrorgenren. James Whale, som bl.a. også har instrueret historiens bedste Frankenstein-film, skabte med The Invisible Man helt nye standarder for special effects, samtidig med at han sørgede for, at publikum også fik en medrivende, underholdende, morsom og uhyggelig historie.

En vinterdag dukker en mystisk fremmed op på kroen Lion’s Head langt ude på landet. Han ønsker at leje et værelse – og ønsker fuldstændig ro! Hans ansigt er helt dækket af bandager, og man formoder, at han har været ude for en alvorlig ulykke. Sandheden er dog mere forunderlig. Jack Griffin er nemlig forsker, og han har forsket i et middel, der gør ham usynlig. Nu mangler han at finde en vej tilbage, men desværre har midlet en bivirkning, han ikke er klar over. Det gør ham nemlig gal og giver ham drømme om verdensherredømmet.

The Invisible Man har som sagt nogle for tiden fantastiske special effects. Jeg undrede mig flere gange over, hvor vellykket scenerne med den usynlige mand er. Ikke nok med at døre åbnes og stole flytter sig, men det er også lykkes James Whale at vise billeder, hvor den usynlige mand tager sine bandager af og afslører et skræmmende intet i stedet for et hoved.

Samtidig er valget af Claude Rains som den usynlige mand fremragende. Rains var ikke kendt i Hollywood, da Whale valgte ham til rollen (som han først havde tænkt på Boris Karlof til at udfylde), men med sin fantastiske stemme giver han den usynlige mand masser af karakter og troværdighed, selvom vi ikke kan se ham. Rains spillede siden med i film som The Wolf Man (1941), The Lost World (1960) samt mange andre gode roller.

The Invisible Man er naturligvis ikke uhyggelig efter vore dages standard, men jeg blev alligevel overrasket over, hvor ond Griffin fik lov til at være i filmen. Vi ser ham f.eks. skubbe flere mænd i døden, ligesom han afsporer et tog, hvor der dør 100 personer (og det er i øvrigt også en at de special effects som er imponerende lavet), og det synes jeg ikke, jeg har set i samtidige film fra perioden.

Jeg så filmen i en udgave fra Classic Monster Collection, som også indeholder en spændende dokumentar om James Whale og arbejdet med The Invisible Man. Den kan også varmt anbefales.

Læs også anbefalingen fra Classic-Horror.com

Om filmen:

Instruktør: James Whale
Udgivelsesår: 1933

Hunger

HungerHunger baserer sig på Whitley Striebers roman af samme navn. Det var egentlig derfor, at jeg så den, da den forleden blev sendt på TCM. Men jeg må indrømme, at jeg blev slemt skuffet. Filmen er en langtrukken affære, som forsøger sig med en masse “kunstneriske” tiltag for at hæve niveauet. Det virker desværre bare modsat.

Catherine Deneuve spiller den ældgammel vampyr, Miriam med det evigt unge udseende, som med mellemrum tager sig menneskelige elskere og forvandler dem til vampyrer under løftet om evig ungdom, og at de skal være sammen “for ever and ever“. Desværre har løftet den hage, at i det øjeblik Miriam mister interessen i elskeren, bliver denne gammel i løbet af ingen tid.

John (spillet af David Bowie) er den nuværende elsker, men ved filmens begyndelse starter han med at ældes. I desperation opsøger han dr. Sarah Roberts som forsker i aldringsprocessen. Hun afskriver ham dog i første omgang som en tosse. Det ændrer sig, da hun ser, hvor hurtig han pludselig ældes, men da er det for sent.

Nogle dage senere opsøger hun Miriam for at spørge til John. Her indfanges hun af den fascinerende kvinde, som forfører hende i en lesbisk elskovsscene der er som taget ud af en blød pornofilm. Sarahs kæreste opdager dog, at noget er galt, og en blodprøve viser, at Sarahs blod er blevet inficeret af en anden blodtype, som ikke er menneskelig. Sarah tager tilbage for at stille Miriam til regnskab, men her opdager hun en ny sult, som kun Miriam kan hjælpe med at stille.

For at være ærlig synes jeg, at filmen forsøger sig alt for meget med blafrende gardiner og flagrende duer, ligesom instruktør Tony Scott hele tiden klipper korte sekvenser ind, hvor vi ser en abe, der går amok i et bur (Sarahs forsøgsdyr), glimt fra en natklub, en kvinde der svømmer i en pool, glimt fra Miriams fortid med tidligere elskere osv. osv. Jeg er sikker på, at Scott synes, det bringer noget til filmen, men jeg synes, det blev mere og mere irriterende. Sikkert fordi jeg ikke fattede, hvad duerne lavede på loftet, og hvorfor gardinerne var så vigtige. Eller som Roger Ebert udtrykker det, så er filmen: “so ruthlessly overproduced that it’s all flash and style and no story. There’s so much crosscutting, so many memories, so many apparent flashbacks, that the real drama is lost.

To ting, synes jeg dog, var vellykkede. David Bowies forvandling fra en ung til gammel var utroligt godt lavet, især i betragtning af at Hunger er fra 1983. Og så er det en utrolig grum tanke, at Miriam opbevarer sine tidligere elskere i kister på loftet. Hun løj nemlig ikke for dem, da hun lovede, at de skulle være sammen “for ever and ever“. For uanset hvor gamle de bliver, dør de ikke. Som Miriam udtrykker det: Der er ingen udfrielse for sådan nogen som os. Og det er virkelig ondt at skulle leve i al evighed i en mørk kiste, mens du bare forfalder mere og mere.

For en god ordens skyld må jeg hellere sige, at ikke alle er enige i min irritation over Hunger. Læs f.eks. anmeldelsen på Classic-Horror.com.

Om Hunger:

Instruktør: Tony Scott
Udgivelsesår: 1983

Sælsom hvisken

Sælsom hviskenJeg har besøgt Dean Koontz land en del på det sidste, og har bl.a. fået set filmatiseringen af romanen Sælsom hvisken.

Hilary er forfatter. En aften overfaldes hun i sin lejlighed af en mand, hun en måned før har interviewet som research for sin næste bog. Det lykkes hende at kæmpe sig fri, men Bruno (som han hedder) forsvinder uden spor, og politiet har svært ved at tro hende, da en opringning til Brunos hus viser, at han har været hjemme hele aftenen. Politimanden Tony, som er vældig tiltrukket af Hilary, afskriver dog ikke helt hendes forklaring, og da hun kort efter igen bliver overfaldet, er han først på stedet med sin partner Frank.

Denne gang lykkes det Hilary at såre sin angriber – som viser sig at være Bruno. Og så burde sagen være opklaret, men det er den ikke, for tilsyneladende opstår Bruno fra de døde og bliver ved med at forfølge Hilary.

Nu er det mange år siden, jeg læste Sælsom hvisken, men jeg husker den som ret ubehagelig og temmelig uhyggelig. Det er filmatiseringen ikke. Her er tale om en rigtig 80-film, hvor fokus er på kærlighedsaffæren mellem Hilary og Tony og den helt almindelige detektivhistorie. Vi får lidt forklaring på, hvorfor Bruno er blevet som han er, men langt fra så dybdegående som i romanen. Det er nok meget naturligt, mediet taget i betragtning, men det er ikke desto mindre ærgerligt, for Brunos historie er det, som gør romanen anderledes fra alle de andre stalker-thrillers, der er skrevet. Uden hans baggrund bliver Sælsom hvisken en tam omgang, som da også kun scorer 4.2 på IMDB.

Om bogen:

Instruktør: Douglas Jackson
Udgivelsesår: 1990

The Beguiled

The BeguiledEfter at have set The Burrowers blev jeg lidt bidt af western-horror tanken, så jeg fandt frem til et par andre film, der også skulle bevæge sig i den genre. En af dem var The Beguiled, som måske snarere er en erotisk-thriller med gotiske undertoner, og udspiller sig under borgerkrigen. Den er dog ikke mindre god af den grund.

Clint Eastwood spiller nordstatssoldaten, John Mcburney, som bliver fundet såret i skoven af pigen Amy, der går på en pigeskole i nærheden. Selvom hun anser yankeerne for fjender, tager hun alligevel soldaten med tilbage til skolen, hvor forstanderinden miss Martha tager sig af ham for at aflevere ham til sydstatstropperne, når de næste gang kommer forbi huset.

Men krigen har varet i mange år, og det at der pludselig er en mand i huset, ændrer stemningen i skolen. John forsøger at charmere sig ind, så kvinderne ikke overlader ham til sydsstatssoldaterne, som enten vil hænge ham eller smide ham i fængsel, hvor han kan rådne op. Men også kvinderne bliver helt kulrede over at have en mand i huset, og snart opstår jalousi med alvorlige følger.

The Beguiled betyder den forledte, og spørgsmålet er, hvem der forleder hvem her i filmen. Er det John, som forleder kvinderne? Eller er det kvinderne, som forleder John? Og hvem er fange og hvem er fri?

Der er en understrøm af grusomhed i historien, som undervejs i fortællingen om John også viser glimt fra fortiden. Glimt som viser sandheden, når John fortæller en løgn til kvinderne for at bevare deres gunst, men også glimt fra miss Marthas fortid som afslører, at hun måske ikke er så moralsk ophøjet, som hun viser udad til, ligesom vi ind i mellem hører kvindernes tanker.

Filmen bragte både tankerne hen på Misery af Stephen King og på Ambrose Bierce, der har skrevet nogle urovækkende borgerkrigsfortællinger. Stemningen er ladet af fortrængt seksualitet, jalousi og frygt, og Clint Eastwood gør det foruroligende godt i rollen som den usympatiske nordstatssoldat. Ifølge Best-Horror-Movies var Eastwood tiltrukket af rollen, fordi den gav ham en chance for at spille skuespil, og fordi det var en rolle, hvor han ikke bare skulle skyde folk.

The Beguiled blev dog ikke den store publikumssucces. Eastwood selv mente, at markedsføringen ikke var optimal. I hvert fald dukkede hans sædvanlige fans ikke op, fordi de hellere ville se ham i en rigtig western. Horrorfans så den heller ikke, fordi de ikke forventede at Eastwood ville være med i en horrorfilm, og mange troede det var en ren kærlighedsfilm.

Don Siegel, som har instrueret, har også lavet den originale indspilning af Invasion of the Body Snatchers fra 1956. The Beguiled bygger på Thomas Cullinans roman, og ifølge Best-Horror-Movie.com var Siegel ivrig efter at lave filmen, fordi det var en kvindefilm – ikke en film for kvinder, men om kvinder.

Filmen både åbner og slutter af med en mandsstemme (og jeg tror, det er Clint Eastwood, men jeg har ikke kunne få verificeret det), som synger et par linjer af en sang. Sangen anslår stemningen fra første færd, og jeg ærger mig over, at jeg ikke kan finde den andre steder.

Come all you young fellows take warning by me
Don’t go for a soldier, don’t join no army
For the dove she will leave you, the raven will come
And death will come marching at the beat of a drum

Come all you pretty fair maids, come walk in the sun
And don’t let your young man ever carry a gun
For the gun, it will scare her, and she’ll fly away
And then there’ll be weeping by night and by day.

The dove she is a pretty bird, she sings as she flies
She brings us glad tidings and tells us no lies
She drinks the spring waters to make her voice clear
When her nest she is building and summer is near

Læs også anmeldelsen af The BeguiledBest-Horror-Movies.com

Om filmen:

Instruktør: Don Siegel
Udgivelsesår: 1971
Baseret på romanen The Beguiled af Thomas Cullinan

Stir of Echoes

Tom er en ganske almindelig mand, gift med Maggie som han har sønnen Jake med og en lille ny baby er på vej. Som yngre drømte han om at blive noget særligt, men hverdagslivet har indhentet ham. Til en fest lader han sig overtale til at blive hypnotiseret af sin svigerinde, mest for at kunne grine af det bagefter, for han er helt sikker på, at det ikke vil virke.

Men det gør det. Tom falder i dyb hypnose, og da han kommer til sig selv igen, er alt forandret. Han bliver ved med at få nogle mærkelige syn om en ung kvinde, der bliver myrdet, men han kan ikke se hvem eller hvor. Han får dog en anelse om ofrets identitet, da deres unge babysitter næsten kidnapper Jake, fordi han påstår at have talt med hendes forsvundne søster. Jake har nemlig nogle ikke helt almindelige evner, hvad forældrene dog ikke er klar over.

Tom ved ikke, hvordan han skal forholde sig til alt dette, og i forsøget på at kapere det er han ved at blive sindssyg. Og så går han endnu en gang til svigerinden…

“Stir of Echoes” er en klassisk mainstream thriller med et overnaturligt twist, som nogen steder er rigtig god og andre steder rigtig amerikansk. Jeg synes, Kevin Bacon udfylder rollen som Tom godt, og det lykkes ham at lægge den rette desillusion ind over figuren, der ønskede sig så meget af livet, og nu pludselig må være glad for endnu et barn, selvom han havde drømme for sin egen karriere, som dermed må sættes på standby. Hans besættelse af sine mystiske visioner er også fabelagtigt spillet, og  man fornemmer, hvordan han synker ned i en form for sindssyge i sit forsøg på at finde ud af, hvad det hele handler om.

Der er også nogle vældig effektive scener, hvor Tom får sine syn. Ikke mindst da den unge kvinde i vrede over, at Tom ikke hjælper hende, vender tilbage. Her lader David Koepp lille Jake se tv, mens dramaet udspiller sig i etagerne under ham, og hans tegnefilm afbrydes hele tiden af klip fra forskellige gyserfilm som f.eks. “Night of the living dead”, hvor de døde kommer igen. Jeg sad med hjertet i halsen, mens Toms hustru forbereder sit bad, og ikke kan se den unge kvindes genfærd sidde ved siden af sig.

Jeg hyggede mig fint i selskab med “Stir of Echoes”, selvom det ikke er et stort genremesterværk. Ind i mellem kan mindre nemlig også gøre det, og for mit vedkommende ramte David Koepp plet her.

“Stir of Echoes” er baseret på en roman af Richard Matheson, som også har skrevet den fremragende roman “I am legend“. I 2007 kom en slags fortsættelse med titlen “Stir of Echoes: The Homecoming” instrueret af Ernie Barbarash, som jeg endnu ikke har set, men som historiemæssigt vist ikke har meget med første film at gøre.

David Koepp har bl.a. også instrueret Stephen King filmen “Secret Window”.

Instruktør: David Koepp
Udgivelsesår: 1999

H. P. Lovecraft’s The Tomb

H. P. Lovecraft’s The TombJeg er en af de tumper, som falder for en film, hvis den hedder noget med enten Stephen King eller H. P. Lovecraft. Det har betydet, at jeg ind i mellem har set nogle virkelig dårlige film. H. P. Lovecraft’s The Tomb er blandt dem, måske endda ligefrem den dårligste …

Tara Griffin vågner op i en forladt lagerbygning. Hun er skadet og pakket ind i plastic, og så har hun en seddel med sit navn og en dato bundet om storetåen. Senere finder hun endnu et offer, Billy, og efterhånden kommer der flere ofre til, mens en mystisk stemme fortæller dem, at kun én af dem kommer ud i live. Sammen forsøger de at finde ud af, hvorfor de er blevet anbragt her, og hvem der står bag, men efterhånden som tiden går, begynder de at vende sig mod hinanden.

Der er flere ting, som gør H. P. Lovecraft’s The Tomb til en af de dårligste film, jeg nogensinde har set. Først og fremmest har den intet med Lovecrafts novelle at gøre. Den eneste forbindelse er i virkeligheden, at navnet Charles Dexter Ward optræder i filmen.

Dernæst er her tydeligvis tale om et rip-off af Saw-serien, bare fuldstændigt talentløst lavet.

Sidst men bestemt ikke mindst er historien totalt usammenhængende. Der gives ingen forklaringer på halvdelen af begivenhederne, og den anden halvdel forklares så sølle, at det er latterligt.

Da historien ikke har en naturlig spændingskurve, har instruktør Ulli Lommel i stedet forsøgt at skabe suspense ved at klippe nogle tåbelige og uforklarede klip ind af en kvinde, som ligger bundet nøgen til et bord, hvor en mand kærtegner hende med knive, økser o.lign. Når det bliver for kedeligt, klipper Lommel billeder ind af en maskeklædt person på en hest – hvilket naturligvis heller ikke forklares. Derudover forsøger Lommel også at skabe spænding ved at bruge et utal af ufokuserede billeder, lave dobbelteksponerede billeder og klippe umotiveret og pludseligt. Og så er hele filmen naturligvis gennemsyret af ”uhyggelig” musik!

Utroligt nok (og det er dybt sarkastisk ment) hjælper intet af ovenstående, og faktum er, at her er tale om en ualmindelig dårlig film, som hverken har historie, skuespil, atmosfære, teknisk dygtighed eller en vellavet lydside til at redde oplevelsen. Der er ikke engang en smule humor, så man kunne tro på, at den måske er lavet for sjov.

Selv ikke med de værste tømmermænd kan jeg forestille mig, at nogen vil synes om denne film, som da også kun scorer sølle 1,6 på IMDB.

Om H. P. Lovecraft’s The Tomb:

Instruktør: Ulli Lommel
Udgivelsesår: 2007

Læs også anmeldelsen på Dreadcentral.com

Dagon

Jeg lånte “Dagon” af min gode kollega, som dog på forhånd advarede mig om, at jeg ikke skulle sætte forventningerne op. Det var nok meget godt, for jeg synes bestemt ikke, at “Dagon” hører til blandt de bedste H. P. Lovecraft filmatiseringer.

Instruktør Stuart Gordon har ellers gjort det udmærket med Lovecraft-filmatiseringerne af “Re-animator” og “Castle Freak“, men her går det galt. Som jeg husker novellen “Dagon”, handler den om en sømand, som støder på et mystisk land midt i havet og her finder en monolit fyldt med mystiske tegn, som hylder en rædselsvækkende guddom. Historien i filmenversionen læner sig dog meget mere op ad handlingen i “Skyggen over Innsmouth“, hvor fortælleren kommer til Innsmouth for at se nærmere på arkitekturen, men opdager at beboerne ikke blot er fremmedfjendske, men også er begyndt at ændre udseende. Den lokale drukkenbolt fortæller ham, hvordan beboerne dyrker en gud fra havet, som giver dem fisk og guld, og til gengæld skal de vende tilbage til havet og dyrke ham. Og det er næsten også handlingen i filmen.

Paul er blevet rig på internettet, og nu er han sammen med kæresten Barbara og forretningspartneren Howard og dennes kone Vicki på bådferie. Pludselig bliver det storm, og båden blæser op på et rev, som slår hul i bunden og fanger Vicki i kahytten. Barbara og Paul tager redningsflåden ind til den lille fiskerby, de kan se, mens Howard bliver hos Vicki.

Men det er ikke kun vand, der trænger ind i båden, og da Paul og Barbara når Imboca, opdager de, at byens befolkning ikke er helt almindelig. De har nemlig for mange år siden vendt sig fra den kristne tro og tilbeder nu i stedet Dagon, som giver dem fisk og guld, mod at de ofrer til ham. Den historie får Paul fra den lokale drukkenbolt, der også sætter livet på spil for at redde Paul ud af byen.

Der er enkelte rigtig gode elementer i filmen, f.eks. da Barbara går gennem byen for at finde hotellet og ringe efter hjælp. Her lykkes det Gordon at skabe en ildevarslende atmosfære ved hjælp af få midler.

Der er gjort en del ud af at vise, hvordan byens beboere er ved at blive forvandlet til fiskeagtige væsner. Noget af det er vellykket, andet knap så godt. Manuskriptet veksler mellem at være atmosfærefyldt og så fyrer helten lige nogle one-liners af, som fuldstændig spolerer stemningen. Stuart Gordon har tidligere haft held med den humoristiske tilgang, men jeg synes ikke, at det lykkes her.

Alt i alt kommer “Dagon” nok ikke på min top 10 liste over bedste Lovecraft filmatiseringer

Instruktør: Stuart Gordon
Udgivelsesår: 2001

Book of Blood

Book of BloodBook of Blood bygger på to Clive Barker noveller fra Books of Blood: “On Jerusalem Street” fra vol. 6 og “The Book of Blood” fra vol. 1 – i øvrigt samme bind som indeholder The Midnight Meat Train. Hvor jeg ikke var 100% oppe at ringe over kødtoget, så blev jeg særdeles positivt overrasket over Book of Blood.

Filmen åbner med en scene i et cafeteria. Her sidder en forhutlet mand og spiser, mens blodet løber af ham. Et par borde derfra sidder en mand og holder øje med ham, og det står snart klart, at han er dusørjæger, og at den forhutlede mand er målet. Dusørjægeren får også manden med sig, og da han kommer til sig selv, ligger han bundet i en hytte langt ude i intet, og nu ønsker dusørjægeren at få mandens historie.

Den omhandler bl.a. forfatter og paranormal efterforsker Mary Florescu. Hun har fundet frem til et hus, hvor flere mistænkelige dødsfald har fundet sted. Nu sætter hun sig for at gøre huset til sit næste projekt sammen med assistenten Reg. Til at begynde med finder de ikke noget, men så møder Mary den unge studerende Simon, der som lille dreng forudså sin brors død. Mary overtaler Simon til at hjælpe dem i huset, og så begynder der at ske noget. Men spørgsmålet er, om huset virkelig er hjemsted for afdøde ånder, eller om det hele er et stort fupnummer?

Rammehistorien med dusørjægeren er ok, men efter min mening nok filmens svageste del. Ikke så meget begyndelsen som slutningen, hvor jeg synes, det hele kammer lidt over.  Til gengæld synes jeg, at John Harrison får skabt en utrolig intens stemning i historien om det hjemsøgte hus. Her udfolder han historien sig bid for bid, for så ind i mellem at ryste posen lidt så fokus og forståelse bliver vendt på hovedet. Langt størsteparten af filmen sad jeg med hjertet lidt oppe i halsen og sørgede for at holde hænder og fødder inde under tæppet, og så er det jo ikke helt galt.

Om Book of Blood:

Instruktør: John Harrison
Udgivelsesår: 2009

Castle Freak

Castle FreakEfter at have læst den interessante “The Lurker in the Lobby” af A. Migliore og J. Strysik, som gennemgår film, der baserer sig på H. P. Lovecrafts fortællinger, fik jeg lyst til at se flere af de omtalte film. En af dem var “Castle Freak” fra 1995, der bygger på novellen “The Outsider”, som jeg dog ikke har læst endnu.

John Reilly (Jeffrey Combs) har arvet et slot efter en ukendt italiensk slægtning. Sammen med hustruen, Susan, og deres blinde datter Rebecca tager han til Italien for at sælge slottet. Filmen har dog ikke varet mange minutter, før vi aner, at alt langt fra er, som det skal være mellem John og Susan, og snart finder vi ud af, at Rebecca ikke blev født blind, og at ægteparret også har haft en lille søn, som nu er død.

Også slottet har skjulte hemmeligheder. Den gamle hertuginde, som efterlod slottet til John, gemte nemlig en noget i slottets nederste kælder, så da familien Reilly ankommer, hjemsøges de snart ikke længere kun af fortidens spøgelser, men også af slottets monster.

Jeg blev positivt overrasket over “Castle Freak”, som var underholdende på et helt andet niveau, end jeg havde forventet. Monstret i kælderen er både medynkvækkende og skræmmende, og Stuart Gordon, som også har instrueret andre Lovecraft filmatiseringer bl.a. kultfilmen “Re-animator“, fortæller historien med fokus på Johns figur og på hans problemer med at slå til som mand og far. Dermed har filmen mere dybde end forventet, uden dog kun at være et psykologisk portræt.

Filmen har ikke samme humoristiske undertone som “Re-animator”, ligesom den heller ikke er lige så splattet. Der er dog enkelte blodige scener, som da monstret kidnapper en prostitueret, der uheldigvis befinder sig i slottets kælder. Monstret har set John og den prostituerede i kærlige omfavnelser og efterligner nu ud fra sin egen erfaring. Det er fantastisk lavet, og publikum får både fysisk og psykisk ondt af scenen. Derudover er scenen, hvor monstret bider sin tommelfinger af for at slippe ud, også værd at nævne, ligesom monstrets makeup i det hele taget er ret overbevisende.

Jeg synes, det er lykkes Stuart Gordon at lave en overbevisende film, som får publikum med sig. Den har måske ikke så meget Lovecraft over sig, ligesom det er tydeligt at se, at den er lavet for et meget lille budget. Ikke desto mindre følte jeg mig godt underholdt hele vejen igennem, også selvom lys og lyd til tider mindede mere om en film fra 1970’erne end en film fra 1995.

Om “Castle Freak”:

Instruktør: Stuart Gordon
Udgivelsesår: 1995

Læs også omtalen på Uncut.dk

Også omtalt på Horrorsiden.dk