Indlæg tagget med ‘H. P. Lovecraft’

Masser af spøgelser red. Michael Tejn

Masser af spøgelser red. Michael TejnI 1966 udgav Steen Hasselbalchs Forlag to antologier med horror-noveller: Masser af gys og Masser af spøgelser. Der er desværre intet forord i nogen af udgivelserne, men begge bøger indeholder en række gode noveller. En del har dog også været trykt i andre antologier.

Blandt mine favoritter i Masser af spøgelser som ikke tidligere har været omtalt her på siden er bl.a. “Væsenet i hall’en” af E. F. Benson, som minder lidt i stil om H. P. Lovecraft. Fortælleren har efter diktat nedskrevet sin ven, dr. Asshetons, beretning. Dr. Assheton havde få dage før denne samtale erklæret sin ven Louis Fielder død som et selvmord begået i et øjebliks sindsforvirring, men nu er han ikke længere sikker på dette. Han beretter om, hvordan Louis begynder at fifle med spiritisme og kontakt med “den anden side”, og hvordan han selv oplever nogle uforklarlige hændelser under besøg hos vennen men tilskriver det Louis fantasi. Langsomt begynder Louis at ændre personlighed, og da han dør, findes han med begge halspulsårer revet over. Værst er det dog, at dr. Assheton har en besynderlig fornemmelse af, at en skygge smuttede med fra huset, da han forlod sin døde ven – og denne gang kan det ikke være Louis fantasi …

En anden historie, der er værd at fremhæve, er “Grev Magnus” af M. R. James, som finder sted i Sverige. Forfatteren har tilfældigt fået fat i papirerne, der fortæller mr. Wraxalls uforklarlige oplevelser i Vestgötland, hvor han besøgte herregården Råbäck for at studere familiens korrespondance og regnskabsbøger fra godsets første ejer, Magnus de la Gardie. Det viser sig, at Magnus var en hård herre, som underkuede sin bønder på brutal vis, men det er mere end vanskeligt for mr. Wraxall at få nogen til at fortælle om ham. Til sidst får han dog en grusom historie ud af kromanden, men ikke nok til at afskrække ham fra at fortsætte sine undersøgelser af grev Magnus sidste hvilested …

Endelig vil jeg også fremhæve Thit Jensens historie “Da Øllebrød-Niels fik huset fuldt af fremmede“. Her fortæller hun om den enfoldige Øllebrød-Niels, som hver dag kørte rundt i Himmerlands hedehuse og udflyttergårde og forsynede folk med øl og brød. Niels var en fåmælt mand, men han kørte altid til siden, når han så et begravelsesoptog – og dem så Niels flere af end de fleste, for han så dem nogen gange på forhånd. Jeg synes egentlig ikke, at historien er en decideret horror-novelle, men den skal alligevel fremhæves for sine spekulationer over tro og den frie vilje. Novellen blev trykt i samlingen Spøgelseskareten og andre noveller fra 1955, som jeg også hellere må prøve at få fat i.

Indhold:

Spøgelsesskuden af Robert Middleton (Ghost Ship, også udgivet i “Den nye spøgelsestime“)
Hånd i handske af Elizabeth Bowen (Hand in Glove, 1952. Også udgivet i “Gys og Genfærd“)
En mordsag for retten af Charles Dickens (A Trial for Murder, 1865)
Kejser Tiberius’ lille kæledægge af Rose Macaulay (Whitewash, 1952)
Huset i kløften af John Connell (House in the Glen, 1955)
Farven fra verdensrummets dyb af H. P. Lovecraft (The Colour Out of Space, 1927. Også udgivet i “Farven fra rummet“)
Væsenet i hall’en af E. F. Benson (The Thing in the Hall, 1912. Også udgivet i “Mine bedste gysere“)
En historie om Don Juan af V. S. Prichett (A story of Don Juan, 1952)
Grev Magnus af M. R. James (Count Magnus, 1904)
Alle sjæles dag af Robert Aickman (Ringing the Changes, 1964)
Kong Pest af Edgar Allan Poe (King Pest, 1835. Også udgivet i “Samlede fortællinger“)
Bombeflyenes nat af Evelyn Fabyan (Bomber’s Night, 1952)
Genfærdet af en hånd af J. Sheridan Le Fanu (The Ghost of a Hand, 1863)
Da Øllebrød-Niels fik huset fuldt af fremmede af Thit Jensen (1955. Også udgivet i Spøgelseskareten og andre noveller)

Om Masser af spøgelser:

Udgivelsesår: 1966
Forlag: Hasselbalch, 242 sider

Fra det hinsides af H. P. Lovecraft

Fra det hinsides af H. P. LovecraftI Fra det hinsides beretter den unavngivne fortæller om sin bedste ven, Crawford Tillinghast, som på det seneste har ændret sig drastisk. I løbet af 10 korte uger er han blevet mager, med indsunkne øjne og en frastødende usoignerethed, og nu tilkalder han fortælleren for at vise ham noget. Tillinghast er begyndt at studere vores opfattelse af verden omkring os, og som fortælleren konstatere: “Det var en fejltagelse at Crawford Tillinghast nogen sinde begyndte at studere videnskab og filosofi. Sådanne emner burde overlades til kolde og upersonlige forskere, for de tilbyder to lige tragiske alternativer til en mand med følelser og handlekraft; fortvivlelse hvis hans søgen slår fejl, og unævnelige rædsler hinsides vores forestillingsevner hvis den bærer frugt. Tillinghast havde engang været et offer for fejlslagen forskning, ensom og melankolsk; men nu vidste jeg, med en indre kvalmende rædsel, at han var et offer for succes.”

Under besøget viser Tillinghast fortælleren et elektronisk apperat, som udsender bølger, der stimulerer hjerne til at opfatte planer, som vi normalt ikke kan se. Under maskinens indflydelse ser fortælleren mærkelige og skrækindjagende væsener, som tilsyneladende eksisterer lige rundt om os, uden at vi opfatter dem. Men det går først op for fortælleren, at noget er helt galt, da Tillinghast afslører, hvad der er sket med hans to tjenestefolk – og at han er rasende over fortællerens tidligere manglende opbakning til hans forskning …

Tanken om at virkeligheden rummer lag, som vi ikke kan opfatte med vores fem sanser, udbygger Lovecraft også i andre noveller. F.eks. i “The Colour Out of Space” (1927) hvor en farve ukendt for menneskeøjne følger med et meteor ned til jorden eller i “The Dreams in the Witch House” (1933) hvor en særlig geometri i studenten Walter Gilmans værelse giver adgang til en anden dimension.

H. P. Lovecraft skrev novellen “From Beyond” i 1920, og den udkom første gang i 1934 i “The Fantasy Fan”. På dansk er novellen udgivet af Science Fiction Cirklen af to gange under titlen Fra det hinsides, først i Cirkel serien nr. 35 og siden i en samling med fem Lovecraft historier med titlen “Farven fra rummet“.

I 1986 blev novellen filmatiseret af Stuart Gordon under titlen “From Beyond”. Stuart Gordon har også instrueret andre Lovecraft historier, bl.a. “Re-Animator” og “Dreams in the Witch House” i Masters of Horror serien.

Om Fra det hinsides:

Originaltitel: From beyond
Originaludgivelsesår: 1934

Die, Monster, Die!

Jeg havde ellers glædet mig til “Die, Monster, Die!”, som baserer sig på H. P. Lovecrafts fremragende novelle “Farven fra rummet“, men jeg burde nok have gættet, at forventningerne ville få svært ved at blive indfriet.

Amerikaneren Stephen Reinhart kommer til Arkham for at besøge Susan, som han har studeret sammen med. Men da han beder taxichafføren kører ham fra Arkham og ud til familien Witleys ejendom får han nej. Det får han også fra cykelhandleren og fra alle han spørger om vej. Til sidst må han gå, og da han endelig når frem, bliver han på ingen måde budt velkommen af Nahum Witley, Susans far, der forsøger at smide ham ud.

Susan får ham dog til at blive, og det går snart op for Stephen at noget er helt galt hos Witley familien. Susans mor ligger syg i et mørkt værelse, og hun fortæller ham en skrækkelig historie om tjenestepigen, som er forsvundet. Samtidig er Stephen vidne til butleren Merwyns død, og i stedet for at tilkalde lægen begraver Nahum blot liget i nattens mulm og mørke.

Alle disse ting får Stephen til at se nærmere på omgivelserne, og han og Susan opdager noget mystisk i drivhuset, hvor planterne gror helt uhæmmet, men hvor der også er et sandt rædsels-menageri af misdannede væsner. Før han kan overtale Susan til at forlade stedet sammen med ham, forsvinder mrs. Witley imidlertid, og snart løber tingene helt løbsk.

Det er meget få ting fra novellen, som kan findes i filmen. Her nævnes den døde jord, metoritten fra himlen og den overdådige plantevækst som ikke kan spises. Metoritten bruges dog på en noget anden måde i filmen end i novellen. Til gengæld har man forsøgt at putte noget Lovecraft-stemning ind ved at lade Nahums bedstefar være okkult interesseret, og det er denne besættelse, der giver alvorlige konsekvenser i filmen, selvom Nahum ikke selv sysler med at bringe De Gamle tilbage.

Boris Karloff spiller Nahum Witley, og selvom jeg gerne ville sige, at det gør han godt, så er figuren temmelig uinteressant, så det er svært at tilføje den noget. Plottet virker rodet, bl.a. gik det aldrig helt op for mig, hvorfor det var så vigtigt at nævne tjenestepigens forsvinden – og hvorfor hun dukker så blodtørstigt op igen. Til slut forklarer Stephen hele molevitten for Susan ud fra rent videnskabelige synspunkter, da hun spørger, hvorfor alt dette skulle ske. Det er nemlig pga. radioaktivitet, at det hele er gået galt, og havde Nahum blot overdraget meteoritten til videnskaben, kunne den have fundet god nytte  i stedet for. Fed trøst når hele ens familie lige er blevet forvandlet til monstre!

Lovecrafts historier var altid fyldt med det unævnelige; med en gru så stor at ord ikke kunne beskrive den, og med ting så fremmede at de var udenfor vores forestillingsevne. Det fungerer rigtig godt på skrift, for det tillader fantasien at skabe sine egne billeder, men på film er det svært at overføre denne unævnelige rædsel. Som Nate Yapp skriver på ClassicHorror: “Despite an amazing talent for atmosphere, Lovecraft’s stories approached horror from a subjective emotional experience. Locations and ghastly beasts alike were described by the effect they had on a character, and even that was often beyond the scope of mere words. While such a technique makes for an imaginative read, it also presents a peculiar challenge to the filmmaker looking to create a concrete visual out of it.” Og det er netop også her, det går galt for instruktør Daniel Haller. Det lykkes ham simpelthen ikke at skabe den atmosfære, der bærer novellen frem, og de få ting, han vælger at tage med i filmen, står som klichér og vittigheder.

Instruktøren Daniel Haller står iøvrigt også bag en anden Lovecraft filmatisering “The Dunwich Horror“, som jeg heller ikke var vildt begejstret for.

Instruktør: Daniel Haller
Udgivelsesår: 1965

The Dunwich Horror

Efter at have læst en masse H. P. Lovecraft historier er jeg nu gået i gang med at se nogle af filmatiseringerne af hans fortællinger – og som ventet er det en noget blandet oplevelse. Første film på min liste var “The Dunwich Horror”, som bygger på novellen af samme navn.

“The Dunwich Horror” bruger enkelte elementer fra novellen, men fylder selv en masse vrøvl og ligegyldigheder på, som gør, at historien ender med at være en yderst langsommelig affære, selvom filmen kun varer 90 minutter.

Dr. Henry Armitage (Ed Begley) underviser på Arkham Miskatonic University, hvor han bl.a. bruger bogen Necronomicon. Efter en forelæsning dukker Wilbur Whateley (Dean Stockwell) op på biblioteket og vil låne bogen. Det lykkes ham at charmere Nancy (Sandra Dee) til at give ham lov til at læse i den på stedet, men Armitage dukker op og afviser at lade Wilbur låne den længere. I stedet får de sig en hyggelig kop kaffe på en café, og aftenen slutter med, at Nancy, som er mærkeligt tiltrukket af Wilbur, kører ham hjem til Dunwich.

Men køreturen bliver til et længere ophold, for Wilbur har hypnotiseret Nancy, og da dr. Armitage og Nancys veninde dukker op for at hjælpe hende hjem, afviser hun dem pure. De er dog overbeviste om, at ikke alt er, som det skal være – ikke mindst fordi Armitage kender Wilburs slægts historie. Whateleyerne har nemlig flere gange været på kant med samfundet igennem tiden, fordi de ønsker at åbne porten til paralleluniverset, hvor de gamle holder til. Så Armitage forsker lidt i Wilburs historie og opdager en grufuld hemmelighed. Nu er det bare at håbe, at han kan nå at redde Nancy – og hele verden – før det er for sent.

Filmatiseringen er som sagt ikke af den bedste slags. Det håbløse samspil mellem Wilbur og Nancy er nærmest tåkrummende, og i det hele taget mangler filmen den stemning, som gjorde novellen interessant. I filmen er Wilburs bedstefar blot et gammelt fjols, og hans mor er gemt væk på et sindssygehospital. Dermed står han slet ikke så stærk som karakter, som han gør i novellen.

Det er egentlig lykkes ganske godt at visualisere den rædsel, som bor på husets første sal, men den underliggende vanvittige og skræmmende stemning hos familien Whateley er slet ikke til stede i filmen. I stedet virker de som landsbytosser, og Dean Stockwell formår slet ikke at give Wilbur det skær af umenneskelighed, som figuren indeholder. Han står blot med sit lille overskæg og stirrer stift med et blik, som formentlig skal virke hypnotiserende, men blot virker lettere ironisk.

Så alt i alt er “The Dunwich Horror” ikke en Lovecraft filmatisering, jeg kan anbefale. Til gengæld kan jeg anbefale et besøg på hplovecraft.com, som bl.a. indeholder en oversigt over Lovecraft filmatiseringer, både de film som bygger direkte på hans historier, men også film som blot har Lovecraft stemningen eller referer til Lovecrafts univers.

Instruktør: Daniel Haller
Udgivelsesår: 1970

Tidens skygge af H. P. Lovecraft

Tidens skyggeEfter 22 års mareridt og rædsel, kun skånet af en desperat overbevisning om at visse indtryk skyldes mytologiske beretninger, vil jeg ikke garantere for sandheden af, hvad jeg mener, jeg fandt i det vestlige Australien natten mellem den 17. og 18. juli 1935. Jeg har grund til at håbe, at min oplevelse helt eller delvist er en hallucination – da der sandelig var rigeligt med årsager for en sådan. Og alligevel virkede det så frygteligt realistisk, at jeg sommetider finder det umuligt at håbe.”

Sådan starter Tidens skygge, som er Nathaniel Wingate Peaslee beretning om sine fantastiske oplevelser for mere end 20 år siden, som han nedskriver til sin søn, professor Wingate Peaslee på Miskatonic University, i håb om at han vil bremse de udgravninger i Australien, som var hjemsted for fortællerens sidste mareridt.

Før begivenhederne begyndte, havde Nathaniel aldrig interesseret sig for hverken okkultisme eller parapsykologi. Han underviste i nationaløkonomi og levede et almindeligt liv med kone og børn. Men en dag ændrede alt sig, da han pludselig faldt sammen i en døs, som ingen kunne vække ham fra. Om natten vågnede han dog op igen, men havde besvær med at tale og bevæge ansigtsmusklerne, og selvom han hurtigt genvandt de fysiske evner, led han af hukommelsestab.

De næste fem år var Nathaniel som en anden person med en langt større intelligens. Han rejste rundt i verden og indsamlede viden, mens familielivet faldt i stykker. Han blev skilt og kun sønnen Wingate holdt ved gennem de mærkelige år. Så pludselig efter godt fem år, forsvandt den nye personlighed, og en konfus Nathaniel dukkede igen op i sin krop – overbevist om, at han var tilbage på universitetet i den klasse, han var besvimet i.

Nu startede for alvor en svær tid, for Nathaniel havde ingen minder om de sidste fem år. Til gengæld fik han nogle underlige foruroligende drømme, hvor han befandt sig i en anden verden i en fremmed krop. Disse drømme virkede så virkelige, at Nathaniel satte sig for at undersøge forskellige myter og skrifter, og snart gik det op for ham, at drømmene måske i virkeligheden var erindringer. Og det var disse erindringer som indirekte førte til opgravningen i den australske ørken, der afslørede den frygtelige hemmelighed, som Nathaniel desperat håber, er en hallucination i starten af bogen.

H. P. Lovecraft skrev The Shadow Out of Time i 1935, og den udkom første gang i 1936 i magasinet Astounding Stories. Ifølge Wikipedia blev Lovecraft inspireret til at skrive historien efter at have set fantasy filmen Berkeley Square fire gange i løbet af 1933. Filmen handler om en ung amerikaner fra det 20. århundrede, som ender tilbage i London under den amerikanske revolution, hvor han møder sine forfædre. Tanken om at transportere personligheden gennem tiden havde Lovecraft også selv puslet med i Tilfældet Dexter Ward, som han skrev i 1927, men som først udkom i 1941. Læs mere på Wikipedia.

Lovecraft har også beskæftiget sig med idéen om, at et stærkere sind kan besætte en andens krop i novellen Rædslen fra Dunwich, hvor en troldmand besætter kroppen af fortællerens bedste ven, selv efter troldmandens død.

Tidens skygge af H. P. Lovecraft blev første gang udgivet på dansk af Science Fiction Cirklen i 1992 og igen senere i samlingen Farven fra rummet fra 2004. Historien om Nathaniels dobbeltliv er på en side fascinerende, og på den anden side bliver det til tider lidt langtrukkent. Beskrivelserne af hans drømme og tiden i den anden verden er lidt ensformige, og først da han drager ud i ørkenen sammen med sønnen og resten af ekspeditionsholdet, synes jeg, der kommer fart i handlingen. Til gengæld er de sidste 20 sider, hvor Nathaniel finder indgangen til den by, han har opholdt sig i i drømme, fyldt med handling og redder lidt historien i mine øjne.

Jeg har på seneste læst de fleste af de danske oversættelser af Lovecraft historier, jeg har kunnet finde, og jeg må indrømme, at selvom jeg holder af hans historier og hans univers, så kan det ikke anbefales at læse dem for tæt på hinanden. Dertil minder mange af dem lidt for meget om hinanden, og hans måde at lade tingene være “ubeskriveligt grufulde” bliver en smule trættende i længden.

Om Tidens skygge:

Original titel: The Shadow Out of Time
Original udgivelsesår: 1936

Lovecraft bøger på dansk:

Farven fra rummet, 2004
Skyggen over Innsmouth, 1995
Vanviddets bjerge, 1995
Murene på Eryx og Det hvide skib (Cirklen serien nr. 35), 1995
Rædslen fra Dunwich, 1994
Tidens skygge (Cirklen serien nr. 26) , 1992
Tilfældet Charles Dexter Ward, 1991
Frygtens herre : 2 noveller i Cthulhu-traditionen, 1983

Rædslen fra Dunwich af H. P. Lovecraft

Rædslen fra DunwichRædslen fra Dunwich var den første af tre udgivelser fra forlaget Interpresse med H. P. Lovecraft historier på dansk. Før disse tre bøger (som desværre er temmelig dårligt oversat) var det kun et meget begrænset udvalg af Lovecrafts noveller på dansk. Rædslen fra Dunwich indeholder tre noveller: “Kaldet fra Cthulhu” (tidligere udkommet som “Når Cthulhu kalder” i Frygtens herre), “Rædslen fra Dunwich” og “Tingen på tærsklen”.

Kaldet fra Cthulhu” er historien om nogle mystiske begivenheder, som set på afstand hænger sammen på grufuld vis. Historiens fortæller er arving og eksekutor for den gamle professor George Gammell Angell, som var berømt for sin ekspertise i antikke inskriptioner. Hans død var tilsyneladende et hjerteanfald, som blev udløst, da han tilfældigt blev skubbet af en sort sømand. Men da fortælleren begynder at se nærmere i onklens papirer, viser det sig, at hans død måske ikke var så tilfældig endda.

Professoren var kommet på sporet af nogle fantastiske sammenhænge. En kunstners mærkelige drømme og herefter udarbejdelse af et skræmmende basrelief, hænger på mystisk vis sammen med utrolige begivenheder rundt om i verden, bl.a. nogle forsvindinger i skovene syd for New Orleans hvor en uhyggelig voodoo-kult holder til, og hvor en grotesk, frastødende og åbenbart meget gammel stenstatuette er blevet fundet. Og dette har tilsyneladende også forbindelse til en norsk sømands vanvittige og uforklarlige oplevelser under en voldsom storm. Fortælleren opdager nemlig, at de forfærdelige hændelser har udspring i den frygtelige Cthulhu-mytologi, og slutter fortællingen af med ordene:

Cthulu lever også stadig, formoder jeg, i sin stenkrypt, som har været hans vugge, siden Solen var ung. Hans forbandede by er sunket endnu en gang, for S/S Vigilant sejlede hen over stedet efter aprilstormen. Men hans præster på Jorden brøler og prædiker og dræber stadig foran hans billede rundt omkring på ensomme steder. Han må være blevet fanget, mens han stadig var inde i sit sorte dyb – ellers ville kloden nu have været et skrigende galehus. Hvem kender slutningen? Hvad der har rejst sig kan synke igen – og hvad der er sunket kan rejse sig igen. Det modbydelige venter og drømmer i dybet, og fordærv spreder sig i menneskets vaklende byer. Der vil komme en dag – men jeg må ikke og kan ikke tænke! Lad mig bede til, hvis jeg ikke overlever dette manuskript, at mine eksekutorer vil sætte forsigtighed højere end dristighed, så ingen anden får dette at se.”

I “Rædslen fra Dunwich” møder vi den mystiske skabning ved navn Wilbur Whateley. Hans mor var den deforme og frastødende albinokvinde, Lavinia Whateley, som boede alene sammen med sin far. Hvem faren var, blev der ikke talt om. Allerede fra fødslen af var Wilbur anderledes med sit nærmest gedeagtige udseende, og Lavinia forudsagde med stolthed, at han ville få usædvanlige kræfter og en storslået fremtid. Faktum er også, at han voksede hurtigt og var i besiddelse af stor intelligens indenfor de okkulte videnskaber.

Mens Wilbur voksede op, byggede gamle Whately til og om, ligesom han købte mere og mere kvæg – dog uden at man kunne se bestanden vokse synderligt. Samtidig skete der flere og flere uforklarlige hændelser i Dunwich området. Mærkelige lyde og stemmer hørtes fra jorden, og både Lavinia og gamle Whately besøgte jævnligt den ældgamle stenkreds i bakkerne. Da gamle Whateley dør accelererer begivenhederne, og Wilbur forsøger at få fat den forbudte bog “Necronomicon”. Han vil udføre et modbydeligt ritual, og slippe noget fri som aldrig burde have gået på denne jord. Det er nu op til dr. Armitage og hans kollegaer Rice og Morgan at stoppe uhyrligheden, før Dunwich – og hele verden – går til grunde.

Lovecraft skrev The Dunwich Horror i 1928, og den udkom første gang i Weird Tales i 1929. Ifølge Wikipedia har Lovecraft været inspireret af Arthur Machens historie The Great God Pan, som også handler om et individ, der viser sig kun at være delvist menneskelig. Desuden har Lovecraft brugt flere af Machens betegnelser i sin historie, bl.a. er Dunwich i Machens fortælling The Terror en engelsk by hvor en rædsel ses hængende over som en sort sky med ildglimt i.

The Dunwich Horror gav Lovecraft den største check hidtil fra Weird Tales, og den er blevet kaldt: “an excellent tale…. A mood of tension and gathering horror permeates the story, which culminates in a shattering climax.” Novellen er blevet filmatiseret flere gange, bl.a. i 1970 af Daniel Haller med titlen The Dunwich Horror. Læs mere om novellen på Wikipedia og anmeldelsen på Sleazehound.

Tingen på tærsklen” starter med ordene: “Det er sandt nok, at jeg har sendt 6 revolverkugler igennem min bedste vens hoved. Alligevel håber jeg gennem denne erklæring at kunne vise, at det ikke er mig, der har myrdet ham.”

Fortælleren er 8 år ældre end Edward Pickman Derby, men de er alligevel bedste venner. Edward var et meget beskyttet og meget intelligent barn, og som voksen er han ganske upraktisk. Da han møder den noget yngre kvinde Asenath tiltrækkes han voldsomt af hende, selvom hun kommer fra Innsmouth og tilhører familien Waite. De bliver gift, og pludselig begynder Edward at ændre sig. Ind i mellem udviser han voldsom viljestyrke og evner til ting, som f.eks. at køre bil, som han ikke kan, når han er sit almindelige jeg. Edward fanges langsomt længere og længere ind i Asenaths spind, og hun viser sig at være en ikke helt almindelig ung pige.

The Thing on the Doorstep blev skrevet i 1933 og udgivet i 1937 i Weird Tales. Kritikere anser den for en af hans mindre betydningsfulde noveller, men jeg synes nu, at den var ganske underholdende og med en grusom og twistet afslutning, som man godt nok har set komme, men som alligevel giver et lille spark i nerverne. På youtube fandt jeg denne lille novellefilm, som bygger på historien og som er ganske godt lavet.

Originaltitler: “The Call of Cthulhu” (1926),” The Dunwich Horror” (1929), “The Thing on the Doorstep” (1937)

Lovecraft bøger på dansk:

Farven fra rummet, 2004
Skyggen over Innsmouth, 1995
Vanviddets bjerge, 1995
Murene på Eryx og Det hvide skib (Cirklen serien nr. 35), 1995
Rædslen fra Dunwich, 1994
Tidens skygge (Cirklen serien nr. 26) , 1992
Tilfældet Charles Dexter Ward, 1991
Frygtens herre : 2 noveller i Cthulhu-traditionen, 1983

Spøgelseshistorier fra hele verden udvalgt af Tage la Cour

Spøgelseshistorier fra hele verdenDet skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker disse novelle-antologier, hvor både klassiske og mindre kendte historier bliver hevet frem fra glemslen. Spøgelseshistorier fra hele verden udgivet i 1957 er udvalgt af Tage La Cour, som også har oversat flere af novellerne, og som altid har han gjort et fint stykke arbejde.

Blandt mine favoritter (af de noveller som ikke tidligere er omtalt her på siden) er “Tilfældet mrs. Maradick” af Ellen Glasgow (The shadowy third, 1923). En ung sygeplejerske bliver bedt om at være natsygeplejerske for den charmerende hospitalskirurgs unge hustru, som lider af tvangstanker og hallucinationer. Men tingene er ikke så sort/hvide som de umiddelbart virker til.

De kære afdøde” af Donald McGuire er en fin lille historie med et humoristisk twist om arvingen til et forbandet slot, som ikke tror på spøgelseshistorierne fra fortiden –  men det kommer han til.

Edderkoppen” af Hans Heinz Ewers (The Spider, 1907) er måske blevet lidt for lang, men ikke desto mindre har den så grum en afslutning, at det kompenserer for den lidt langsomme start. Tre mennesker har begået selvmord på den samme måde og i det samme tidsrum i det samme hotelværelse. En ung studerende beslutter sig for at løse mysteriet, som viser sig at hænge sammen med en smuk ung kvinde.

I “Hvorledes frygten forsvandt fra Church-Peveril” af E. F. Benson (How fear departed from the long gallery, 1911) vrimler det med spøgelser, men kun to af dem skal man tage sig i agt for – nemlig et lille tvillingepar, der led en grusom død, og nu forvolder det samme til alle som ser dem.

Endelig vil jeg også fremhæve B. S. Ingemanns “Glasskabet” (1847), som måske knap er en spøgelseshistorie, men som alligevel har en grusom drejning. En mand har giftet sig med en rig kvinde, som dør før ham. I hendes testamente fremgår det, at når hun bliver begravet, overgår alle hendes penge til hendes side af familien. Så ægtemanden beslutter at balsamere hende og beholde hende i en glaskiste i sit soveværelse … Jeg havde ikke styr på Ingemanns bidrag til danske gys, før jeg læste antologien Skygger udgivet af Steen Langstrup, hvor “Fjendskab efter døden” af Ingemann er medtaget. (Læs mere om Skygger her), men jeg skal da love for, at den gamle salmedigter også havde nogle uhyggelige historier i baghånden.

I det hele taget er der mange flere gode og underholdende noveller i Spøgelseshistorier fra hele verden, som kan anbefales til alle, der holder af korte gys.

Indhold:

Søen af Ray Bradbury
En gæst fra det underjordiske af L. P. Hartley
Sheraton-spejlet af August Derleth
De kære afdøde af Donald McGuire
Rotterne i murene af H. P. Lovecraft
Whessoe af Nugent Barker
Huset af André Maurois
Hånden af William Fryer Harvey (også udgivet i “Verdens bedste spøgelseshistorier“, 1987)
Er det dig, Valentiner? af Sven Elvestad
Den himmelske omnibus af E. M. Forster
Adam og Eva og -? af A. E. Coppard
Spøgelser af Lord Dunsany
Tilfældet mrs. Maradick af Ellen Glasgow
Gensynet af Astrid Ehrencron-Kidde
Edderkoppen af Hans Heinz Ewers
Den mystiske logerende af Algernon Blackwood
Nummer 13 af Montague R. James (også udgivet i “Mine bedste gysere“, 1974)
Det våde spøgelse af John Kendrick Bangs (også udgivet i “Verdens bedste spøgelseshistorier“, 1987)
Hvorledes frygten forsvandt fra Church-Peveril af E. F. Benson
Vandet i Kirkevigen af Selma Lagerlöf
Var det en drøm? af Guy de Maupassant (også udgivet i “Mine bedste gysere“, 1974)
Den onde kaptajn Walshawe af Sheridan Le Fanu
Banevogteren af Charles Dickens (også udgivet i “Mine bedste gysere“, 1974)
William Wilson af Edgar Allan Poe
Skyggen af H. C. Andersen (også udgivet i “Skygger“, 2010)
Ligkistesnedkeren af A. S. Pusjkin (også udgivet i “Den nye spøgelsestime“, 1987)
Glasskabet af B. S. Ingemann
Mord råber til himlen af Geoffrey Chaucer

Om Spøgelseshistorier fra hele verden:

Udgivelsesår: 1957
Forlag: Carit Andersen, 336 sider

Frygtens herre af H. P. Lovecraft og August Derleth

Frygtens herreJeg er blevet helt bidt af at læse og genlæse H. P. Lovecrafts historier, og denne gang har jeg fået fat i Frygtens herre, en lille udgivelse fra Aarsleffs Forlag fra 1983, som indeholder de to noveller “Når Cthulhu kalder” af H. P. Lovecraft og “Dvæleren i mørket” af August Derleth.

“Når Cthulhu kalder” er opdelt i tre kapitler: Rædslen i ler, Inspektør Legrasses beretning og Vanviddet på havet. Historiens fortæller er arvingen og eksekutoren for den gamle professor George Gammell Angell, som var berømt for sin ekspertise i antikke inskriptioner. Hans død var tilsyneladende et hjerteanfald, som blev udløst, da han tilfældigt blev skubbet af en sort sømand. Men da fortælleren begynder at se nærmere i onklens papirer, viser det sig, at hans død måske ikke var så tilfældig endda.

Professoren var tilsyneladende kommet på sporet af nogle mystiske sammenhænge. En kunstners mærkelige drømme og herefter udarbejdelse af et skræmmende basrelief, hænger på mystisk vis sammen med utrolige begivenheder rundt om i verden, bl.a. nogle forsvindinger i skovene syd for New Orleans hvor en uhyggelig voodoo-kult holder til, og hvor en grotesk, frastødende og åbenbart meget gammel stenstatuette er blevet fundet. I sine forsøg på at opklare omstændighederne vedrørende professorens død tager fortælleren også til Norge for at tale med en sømand, der ligeledes i de samme dage oplevede noget vanvittigt og uforklarligt, som først – tilsyneladende – ophørte, da en voldsom storm blæste hans skib bort.

Til sidst må fortælleren dog indse, at ikke al viden er værd at kende: “Johansens dokument har jeg nu arkiveret side om side med basrelieffet og professor Angells papirer. Samme sted skal mine egne optegnelser ligge – denne prøvesten på min fornuft, hvor alt det er samlet, som jeg aldrig håber skal samles igen. Jeg har set, hvad universet rummer af rædsel, og i fremtiden vil selv forårets himmel og sommerens blomster være gift for mig, men jeg tror ikke, jeg har langt tilbage. Det vil gå mig, som det gik min onkel, og som det gik Johansen. Jeg ved for meget, og kulten lever stadig.”

“Når Cthulhu kalder” blev første gang offentliggjort i 1928 i Weird Tales, og er ifølge Wikipedia den eneste noveller Lovecraft selv har skrevet, hvor Cthulhu-mytologien spiller så stor en rolle. I første omgang blev novellen afvist af Weird Tales, og først da Donald Wandrei usandt overbeviste bladet om, at Lovecraft overvejede at sælge den til anden side, blev historien antaget. Lovecraft var selv rimelig tilfreds med “Når Cthulhu kalder”, som er blevet kaldt “the first of Lovecraft’s “great texts“.

Jeg synes, det er lidt morsomt, når man læser flere af hans historier i træk at finde bånd og henvisninger på tværs af dem. I “Når Cthulhu kalder” er der naturligvis henvisninger til den gale araber Abdul Alhazred og det ugudelige værk “Necronomicon”, men også sømanden Johansens beretning trækker tråde til en anden Lovecraft-novelle. Johansens skib støder nemlig på det samme mystiske kystlinje med den hæslige monolit, som fortælleren i “Dagon” lander på.

Den anden novelle er “Dvæleren i mørket” og er skrevet af Lovecrafts gode ven August Derleth. Også denne novelle befinder sig i Cthulhu-mytologien, hvor fortælleren sammen med sin ven Laird Dogan tager til Rick’s sø i Wisconsins skove, hvor Lairds arbejdsgiver, professor Upton Gardner, er forsvundet. Gardner arbejdede med folkesagn og legender, og havde hørt om stedet som blev frygtet af de lokale.

De to mænd har ikke været længe i hytten ved søen, før de mærker den tyngende atmosfære, der hviler over stedet: “Det var ikke indbildning, at der var en ubehagelig, utryg følelse over bjælkehytten og skoven omkring den. Den lurende, næsten skæbnesvangre stilhed og de høje fyrretræer, der pressede sig sammen over hyttens tag samt søens blåsorte, livløse vand var ikke i sig selv nok til at fremmane denne følelse af frygt. Der lå mere bag. En dæmpet, ondsindet venten, en ildevarslende fjern selvsikkerhed – sådan som høgen må vise det, når den mageligt svæver rundt over et sikkert bytte på jorden.

Og det viser sig da også hurtigt, at en af de gamle – måske endda Nyarlathotep – hviler i skoven, og han ønsker ikke sin hemmelighed afsløret.

Det er lige før August Derleth rammer Lovecrafts univers, bedre end Lovecraft selv i denne novelle. Her lykkes det for ham at skabe en dyster og uheldsvanger stemning uden at fylde for meget videnskabeligt hokuspokus på for at underbygge sandhedsværdien. Setuppet fungerer supert, og “Dvæleren i mørket” er fyldt af den intense, ubehagelige atmosfære, som de bedste Lovecraft fortællinger fører læseren ud i.

Og som sin gode ven lader Derleth naturligvis også historien underbygge af henvisninger til andre fortællinger i Cthulhu-mytologien. Laird og fortælleren opsøger undervejs i historien en anden professor, Partier, som blev bortvist fra universitetet for at have forsket i skrækkelige og forbudte emner. Partier nævner både Dunwich, Innsmouth og ikke mindst ekspeditionen til Vanviddets bjerge. Derudover læser fortælleren selv i Lovecrafts bog “De fremmede og andre”, og naturligvis nævnes også “Necronomicon”.

Udover de to noveller indeholder Frygtens herre også et rigtigt interessant forord ved de to oversættere Flemming Chr. Nielsen og Klaus Aarsleff. Heri beskriver de bl.a., hvordan Lovecrafts fortællinger befinder sig i et sælsomt og frygtindgydende univers: “Alle [Lovecrafts] fortællinger er bygget op på den fundamentale myte, at denne verden engang var beboet af en anden race, som praktiserede sort magi og derved mistede fodfæstet, hvorefter den blev uddrevet. Disse væsener lever dog stadig på afsides steder, parat til at tage jorden i besiddelse igen.

En anden spændende detalje ved Lovecrafts forfatterskab, som Nielsen og Aarsleff kommer ind på, er, hvordan han blander fantasi og virkelighed i sin beskrivelse af en yderst omfangsrig litteratur om emnet, hvor den mest berømte bog er “Necronomicon” af den gale araber Abdul Alhazred, men hvor også andre titler går igen som “Heksekult i Vesteuropa” af Margaret Murray og “R’lyeh Teksten”. Det bemærkelsesværdige ved litteraturen er naturligvis, at flere af bøgerne kun eksisterer i Lovecrafts verden, men gennem hans historier er de nærmest blevet til virkelige bøger i vores verden.

Endelig kommer de også med en glimrende opsummering af Cthulhu-mytologiens største væsner: “De ældste guder repræsenterer godheden. De lever i indbyrdes fred og venskab, men fjernt fra vores verden, i nærheden af Betelgeuse i stjernebilledet Orion … Ondskabens kræfter kom til jorden i den fjerne urtid i skikkelse af den blinde ødelægger Azathoth og Yog-Sothoth, der vogter porten til det hinsides, og hverken er underkastet tidens eller rummets love. Den største og grusomste af dem alle er Cthulhu, som hviler under stenhvælvinger i den skjulte by R’lyeh dybt i havet. Hans halvbroder Hastur hersker over det interstellare rum. Deres oprindelige hjemsted er planeten Yoggoth (Lovecrafts betegnelse for Pluto).”

Frygtens herre er absolut læseværdig, og findes stadig på en del biblioteker. Oversættelsen hører til blandt de bedre, og det er da også Flemming Chr. Nielsen, der har oversat de tre historier i NYARLATHOTEP nr. 1, som har oversat “Når Cthulhu kalder”.

Om Frygtens herre:

Originaltitler: The Call of Cthulhu, 1926. The Dweller in Darkness, 1944.
Udgivelsesår: 1983

Udvalgte Lovecraft bøger på dansk:

Farven fra rummet, 2004
Skyggen over Innsmouth, 1995
Vanviddets bjerge, 1995
Murene på Eryx og Det hvide skib (Cirklen serien nr. 35), 1995
Rædslen fra Dunwich, 1994
Tidens skygge (Cirklen serien nr. 26) , 1992
Tilfældet Charles Dexter Ward, 1991
Frygtens herre : 2 noveller i Cthulhu-traditionen, 1983

Masser af gys udvalgt af Michael Tejn

Masser af gysDer er desværre ikke skrevet et forord til denne glimrende samling af gyser-noveller: Masser af gys, udvalgt ved Michael Tejn, så hvorfor netop disse 13 historier er udvalgt, vides ikke. Men det gør ikke historierne mindre gode, og holder du som jeg af det fortættede gys i novelleform, så prøv denne antologi fra 1966 hvor den ældste novelle er fra 1845 og den nyeste fra 1962.

Jord til jord (Earth to Earth) af Robert Graves udkom i 1955 og er en lidt pudsig historie om ægteparret Elsie og Robert Hedge, som bliver fuldstændig besat af dr. Eugen Steinpilz teorier om havekompost, og efterlever hans påskrifter mere end punktligt.

Hvad der virkelig hændte M. Valdemar (The Facts in the Case of M. Valdemar) af Edgar Allan Poe udkom i 1845. Fortælleren har gennem flere år beskæftiget sig med hypnose, og da en bekendt, M. Valdemar, ligger for døden, beder fortælleren om lov til at hypnotisere Valdemar i dødsøjeblikket. Valdemar siger ja, og det lykkes fortælleren mod alle forventninger. Men under hypnosen står Valdemar udenfor tiden, og da hypnosen afbrydes, er virkningen øjeblikkelig og rystende. Novellen er blevet filmatiseret flere gange, bl.a. af Roger Corman i Tales of Terror som består af tre filmatiseringer af Edgar Allan Poe noveller.

Værtinden (The Landlady) af Roald Dahl er fra 1959. Den unge Billy Weaver er taget til Bath for at søge arbejde. Nu leder han efter et sted at bo, og selvom han egentlig helst vil bo på det lokale værtshus, hvor der er masser af liv og gæster, bliver han alligevel draget af et skilt i et vindue med en vase med gule krysantemum. På skiltet står: Pensionærer modtages, og da Billy ringer på, står den venlige, men glemsomme værtinden klar til at byde ham velkommen med en kop te. “Værtinden” har et af den slags overraskende twist i slutningen, som giver en lyst til at genlæse den med det samme. En humorfyldt uhyggelig lille sag.

Tommelfingeren (Thompson) af George A. Zorn fra 1962 er en af samlingens længste noveller. Sælgeren Thompson er på vej hjem, da han kører forkert og må spørge en kvinde om vej. Hun svarer venligt nok, men Thompson bliver alligevel grebet af uro. Uroen bliver værre, da hans bil pludselig ikke kan starte, og da han bliver nødt til at låne telefonen i huset, slår panikken ham næsten ud. Men værst bliver det, da alt ellers ser ud til at være gået i orden igen. “Tommelfingeren” er en rigtig ubehagelig historie, hvor atmosfæren er langt værre end selve handlingen. Hvad er der egentlig sket med Thompson inden denne afstikker? Og hvorfor er kvinden og barnet så skræmmende?

Tårnet (The Tower) af Marghanita Laski er fra 1955 og handler om en ung kvinde, som på sin bryllupsrejse er ude på egen hånd. Hendes mand er vældigt interesseret i italiensk historie, så da hun falder over ruinen efter Niccolo di Ferramanos “Offer-Tårn”, beslutter hun sig for at gå op i det. Men det bliver en skæbnesvanger beslutning.

Det tredje område (The Third Circle) af Frank Norris fra 1909 er historien om en hvid kvinde, som forsvinder sporløst under en tur til San Franciscos Chinatown. Mere end 20 år senere fortælles historien om miss Ten Eyck stadigvæk.

Natviolen (Evening Primrose) af John Collier fra 1941 foregår i et stormagasin. En digter beslutter sig for at stige af verdens stress og jag og vil bosætte sig i den lokale stormagasin. Men han opdager, at han langt fra er den første, som har fået den idé, og at der blandt de nuværende beboere er et strengt hieraki. Så da han forelsker sig i den unge Ella, får det alvorlige konsekvenser. Novellen danner baggrund for en tv-musical fra 1966 med titlen Evening Primrose.

Hindbærsyltetøj (Raspberry Jam) af Angus Wilson fra 1949 er trods sin søde titel en grum historie om drengen Johnnie, som hygger sig med at besøge to gamle pebermøer. Men en dag ser han noget skrækkeligt hos dem.

Nattens musik (The Music of Erich Zann) af H. P. Lovecraft er fra 1922. Fortælleren beretter om dengang han boede på Rue d’Auseil i et hus, som han siden de omtalte begivenheder aldrig har kunne finde igen. I perioden havde han ikke særligt mange penge og boede derfor til leje i dette ikke særligt velholdte hus. I huset boede også en ældre tysk mand, som spillede violin. En nat hørte fortælleren en sælsom vidunderlig og samtidig skræmmende musik oppe fra tyskerens etage, men da han ved lejlighed komplimenterede hans musik, blev tyskeren nærmest vred i stedet for. Den natlige musik fortsatte dog, og en nat overhørte fortælleren den gamle mands desperate koncert, som denne nat endte i kaos. “Nattens musik” er en skræmmende og velskrevet novelle, som meget godt demonstrerer H. P. Lovecrafts særlige fortælle-stil og introducerer hans rædselsfulde parallelunivers.

Den lille snigmorder (The Small Assassin) af Ray Bradbury fra 1946 handler om et uskyldigt lille spædbarn, der måske ikke er så uskyldigt alligevel. En glimrende novelle med en grum slutning.

En rose til Emily (A Rose for Emily) af William Faulkner er fra 1930. Frøken Emily havde i levende live været en slags tradition i byen. Mens faderen levede, holdt han hende i kort snor, og efter hans død havde hun en kort opblomstring, hvor hun bl.a. så en del til en herre, der dog slet ikke var i hendes klasse. Han forsvandt dog også igen efter nogen tid. Men nu er frøken Emily død … Novellen er filmatiseret som kortfilm af Lyndon Chubbuck i 1983 under titlen Rose for Emily.

Kispus (Georgy Porgy) af Roald Dahl er fra 1960, og handler om præsten som er hundeangst for kvinder, samtidig med at han er betaget af dem på afstand. Denne splittethed får alvorlige konsekvenser, da byens damer tilsyneladende indleder en klapjagt på ham. “Kispus” er anden novelle af Roald Dahl i samlingen, og er en helt anden slags historie end “Værtinden”, selvom den underliggende humor strømmer igennem dem begge.

Enoch (Enoch) af Robert Bloch fra 1945 er 13. og sidste novelle i samlingen. Fortælleren bor alene efter moderens død – pånær den lille usynlige Enoch, som bor på hans hoved. Enoch får ham til at slå forbipasserende ihjel, men til gengæld giver Enoch også glemsel. En dag bliver fortælleren dog fængslet og anklaget for mordene, men da han fortæller anklageren om Enoch, får historien pludselig en helt ny drejning. “Enoch” er en perle af en novelle, som på ganske få sider giver læseren myrekryb. Tænk at have et lille usynligt væsen boende på sig, som kun drømmer om død og ødelæggelse – og som fuldstændig har magten over dig, men ingen tror dig …

Indhold:

Jord til jord af Robert Graves
Hvad der virkelig hændte M. Valdemar af Edgar Allan Poe
Værtinden af Roald Dahl
Tommelfingeren af George A. Zorn
Tårnet af Marghanita Laski
Det tredje område af Frank Norris
Natviolen af John Collier
Hindbærsyltetøj af Angus Wilson
Nattens musik af H. P. Lovecraft
Den lille snigmorder af Ray Bradbury
En rose til Emily af William Faulkner
Kispus af Roald Dahl
Enoch af Robert Bloch

Læs mere:

FantasticFiction
Enotes.com
Wikipedia

Tilfældet Charles Dexter Ward af H. P. Lovecraft

Tilfældet Charles Dexter WardBlandt de H. P. Lovecraft fortællinger, jeg ikke havde fået læst, befandt en af hans længere historier sig, nemlig Tilfældet Charles Dexter Ward. Og hvor jeg ikke var synderlig vild med Vanviddets bjerge (sandsynligvis også pga. den ringe oversættelse), så var jeg begejstret for historien om den unge Ward, selvom oversættelsen også her halter ind i mellem.

Historien åbner med en konstatering af, at der for kort tid siden er undveget en særdeles besynderlig person fra sindssygehospitalet i nærheden af Providence, Rhode Island. Personen er den tvangsindlagte Charles Dexter Ward, om hvem lægerne har meget forskellige opfattelser af hans lidelse, bl.a. er de dybt uenige om, hvornår lidelsen egentlig brød ud.

Herefter ser vi et tilbageblik på Wards liv. Hvordan han altid havde været historisk interesseret, og hvordan denne interesse langsomt udviklede sig til en besættelse, da han fandt ud af, at en af hans forfædre var den gådefulde og frygtede Joseph Curwen. Efter denne opdagelse isolerede Ward sig  mere og mere, mens han eksperimenterede og arbejdede med Curwens efterladte dokumenter, som han fik gravet frem under store anstrengelser. Til sidst blev det for meget for Wards familie, som fik deres læge, doktor Willett til at tage affære, og Willett gjorde en grusom opdagelse.

Opbygningen i historien er god. Der åbnes med slutningen og springes så til Wards barndom med et tilbageblik på Curwens historie. Så føres historien op mod nutiden, og slutningen indeholder både gru, men også større håb end i mange andre Lovecraft fortællinger.

Willetts oplevelser i kælderen under Curwens gamle hus er noget af det mest uhyggelige, jeg længe har læst. På et tidspunkt går hans lygte i stykker, og han befinder sig i totalt mørke omgivet af unævnelige rædsler: “Willett skreg og skreg og skreg med en stemme, hvis paniske falset ingen af hans bekendte nogen sinde ville have genkendt; og selv om han ikke kunne rejse sig op, kravlede og rullede han desperat bort over de fugtige fliser, hvor en udmattet klynken og piben og bjæffen lød fra snesevis af Tartaros-brønde som svar på hans egne sindssyge skrig.” Jeg følte mig fuldstændig hensat til den paniske rædsel, som Willett gennemlever i disse mørke minutter, og alene denne del af fortællingen er det hele værd.

H. P. Lovecraft skrev historien i 1927, men den udkom først i Weird Tales i 1941 – flere år efter Lovecrafts død – og først i 1943 blev den udgivet i sin fulde længde i en samling fra Arkham House med titlen Beyond the Wall of Sleep. Ifølge wikipedia var han ikke selv særligt tilfreds med historien, som han kaldte: “a cumbrous, creaking bit of self-conscious antiquarianism“. Muligvis var Lovecraft inspireret af Walter de la Mares roman The Return fra 1910, som han læste, kort før han skrev Tilfældet Charles Dexter Ward. I hvert fald skriver han om Mares roman i sit essay Supernatural Horror in Literature, at det er “a tale in which we see the soul of a dead man reach out of its grave of two centuries and fasten itself on the flesh of the living“.

Tilfældet Charles Dexter Ward er filmatiseret flere gange, bl.a. af Roger Corman i 1963 med titlen The Haunted Palace og med Vincent Price i rollen som Ward. Senere igen af Dan O’Bannon i 1992 med titlen The Resurrected, også kaldet Shatterbrain, med Chris Sarandon som Ward. Der findes også andre filmatiseringer af fortællingen.

Om bogen:

Originaltitel: The Case of Charles Dexter Ward
Udgivelsesår: 1927
Dansk forlag: Schønberg

Se også omtalen på wikipedia