oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘seriemord’

Killer Killer af Morten Ellemose

KillerKillerSidste efterår løftede Henrik S. Harksen sløret for et nyt koncept på sit forlag H. Harksen Productions, nemlig den gotiske krimi som handlingsmæssigt befinder sig i krydsfeltet mellem the weird tale, horror og krimigenren. Serien udgives som selvstændige romaner, og på Harksens blog kan man se et udvalg af de forfattere, som bidrager til serien, bl.a. Patrick Leis, Lars Ahn Pedersen og Teddy Vork samt naturligvis Morten Ellemose, der har skrevet første bidrag: ”Killer Killer”.

Bagsideteksten lover ”i traditionen fra Hannibal Lecter-bøgerne”, og jeg kom da heller ikke mange sider ind i bogen, før Thomas Harris’ psykopat-psykiater og FBI-aspiranten Clarice Starling sås som en tydelig inspirationskilde. Ligeledes bringer en anden hovedkarakter, religionshistorikeren Mordechai Rheingold, tankerne hen på Dan Browns konspirationsthrillers. Det skal dog ikke opfattes negativt, for Morten Ellemose bruger måske nok karaktererne, men han opfinder sin egen historie.

New York hærges af en række bestialske mord, og vicekommissær Anatolli Barritch bliver indblandet, da han modtager et skrin adresseret personligt til ham. Skrinet blev afleveret i en kirke, og viser sig at indeholde et afhugget hoved, så sammen med profileren Karen Walsh og makkeren Richard Darby må Barritch nu gøre sit yderste for at fange den koldblodige og ualmindelig modbydelige morder.

Sporene henleder deres opmærksomhed på Rheingold og en hemmelig orden med tråde tilbage til Inkvisitionen, men intet er, som det ser ud til, og hver gang trekløveret tror, at de har opklaret sagen, dukker nye hemmeligheder og perverterede grusomheder op.

Mens jeg læste ”Killer Killer”, kom jeg til at tænke på de italienske Giallo-udgivelser, som forlaget Mondadori begyndte at udgive i 1929. Bøgerne var billige paperbacks med gule forsider som bragte historier om detektiver, mysterier og mord oftest oversat fra England og USA. Giallo-udgivelserne blev utroligt populære, og begrebet har siden også strakt sig over i filmens verden hos bl.a. instruktørerne Dario Argento og Lucio Fulci.

Harksens Gotiske Krimi-serie kunne være en dansk udgave af Giallo-serien. Handlingen er elementært spændende, bloddryppende og underholdende, dog uden større dybde i karaktererne eller særligt fokus på det sproglige. Alt det er helt ok, når man bare gerne vil have lidt uforpligtende underholdning, og det leverer ”Killer Killer”.

Men – og det er desværre et stort men – under læsningen blev jeg konstant irriteret over småfejl, som burde være fanget i korrekturlæsningen. Allerede på bagsiden er det galt, hvor Inkvisitionen bliver stavet forkert, og det fortsætter desværre gennem hele bogen og bremser fortællingens flow, fordi jeg ofte blev nødt til at læse samme sætning flere gange for at få fat i sammenhængen.

Jeg glæder mig dog alligevel til næste bind i serien, for konceptet bag er en rigtig god idé, og Ellemoses bidrag tyder godt for de kommende udgivelser. Der skal bare strammes lidt op på korrekturen, så jeg kan nøjes med at hygge mig med historien uden at skulle irriteres over stavefejl m.m.

Læs mere på Morten Ellemoses hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Omslag: Henrik Sandbeck Harksen
Forlag: H. Harksen Productions

Blodmanden af Robert Pobi

Blodmanden af Robert PobiFBI-agenten Jake Cole har en fotografisk hukommelse, der gør, at han kan genkalde sig alle detaljer på et drabssted efter blot at have kastet et kort blik på det. Samtidig har han en enestående evne til at sammensætte detaljerne til mønstre, som gør morderen bag genkendelig på et øjeblik.

Hans bemærkelsesværdige evner sammensat med hans overraskende ydre – stort set hele kroppen er dækket af tatoveringer – gør ham til en speciel agent som mange lokale betjente har det lidt vanskeligt med. Ikke desto mindre føler sherif Hauser sig heldig over, at Jake er i nærheden, da man finder liget af en kvinde og et barn flået og myrdet på en yderst bestialsk maner.

Jake er på besøg i sin hjemby for første gang i 25 år. Hans far har forsøgt at brænde sig selv ihjel og ligger nu på hospitalet. Trods deres dårlige forhold føler Jake, at han har pligt til at være der. Men da Hauser beder om hjælp, er Jake klar.

Opklaringen bringer grusomme minder tilbage fra Jakes barndom. Han mor blev nemlig myrdet på tilsvarende vis som de nye ofre, og Jake er sikker på, at der er en forbindelse, men hvilken? Og hvorfor har faren forsøgt at brænde sig selv, og er nu nærmest skræmt til døde inde på hospitalet? Og er der grund til bekymring for Jakes kone og søn som er kommet for at være der for Jake? Og for at sætte trumf på rammes kysten af en orkan i kategori 5, som næsten umuliggør politiarbejdet.

Jeg må indrømme, at Blodmanden snød mig. Den er velskrevet, om end der ind i mellem dukker lidt amerikanske vendinger op, men det ødelægger heldigvis ikke hverken tempo eller spænding. Første del hvor vi præsenteres for mordet og Jake Cole tryllebandt mig, men så dukker konen og sønnen pludselig op, og det irriterede mig, for jeg var sikker på, at klichéerne nu stod på spring. Men heldigvis vender historien igen, og slutningen tog mig fuldstændig med bukserne nede.

Blodmanden er Robert Pobis debut, og den har fundet vej ind på bestsellerlisterne i både USA, Canada, England, Tyskland og Frankrig, hvilket jeg synes er fortjent. Bogen er blevet kaldt “a Sixth-Sense-like take on Thomas Harris in his prime“, og med sin overraskende slutning hæver den sig da også højt over de mange seriemorder-thrillere, som ikke har det store indhold og hovedsageligt lever højt på at beskrive rædselsfulde mord og en overintelligent detektiv. Begge dele findes også her, men de leveres med kant og ikke mindst nytænkning.

Alt i alt er Blodmanden en overraskende og velskrevet thriller som absolut kan anbefales.

”På et øjeblik – hurtigere end på et øjeblik, hvis det overhovedet var muligt – vidste han det. Vidste. Med en sikkerhed, der var lige så uforklarlig som det, han gjorde. Nu forstod han den baggrundsmumlen, han ikke helt havde kunnet placere, da han var ankommet til huset. Det havde været fornemmelsen af noget bekendt. Han kendte det her. Det var ham. Ham.

Jake blev stående, hver eneste lille detalje ved stedet summede i hans kranium. Han vidste, hvad der var sket. Hvordan det var sket. Hvor lang tid det havde taget.

Verden var forsvundet – bare forsvundet – og der var ikke en lyd, bortset fra barnets vrælen. Skrigene fra kvinden på gulvet. Jake hørte lyden som af bladselleri, der knækker, da hendes ribben blev sparket ind. Han hørte lyden af hendes kæbe, der brækkede, da hun blev slået med enden af skaftet på den jagtkniv, der ville blive brugt til at flå hende. Han lyttede til hendes skrigen, der lagde sig over lyden af hendes hud, der slap hendes krop. Og hendes tryglende, fremgurglede bønner om, at det hele skulle stoppe. Om at lade døden komme til hende.

Og så, lige så pludseligt, var det væk. Han var tilbage på dørtrinnet, og en stemme til venstre for ham sagde noget morsomt.”

Læs mere på forlaget Rosenkilde & Bahnhofs hjemmeside eller besøg Robert Pobis hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Originaltitel: Bloodman
Omslag: Silvana Nikolic

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Dennis, Megan og Dirty Harry af Morten Nis Klenø

Dennis, Megan og Dirty HarryNu har jeg aldrig været den hurtigste knallert på havnen, når det gælder teknik, så derfor har jeg længe gået og skulet til e-bøgerne. Hvad skulle der nu være galt med papirbøger! Selvfølgelig er der absolut intet galt med det gammelprøvede koncept – og jeg må så også erkende (nu hvor jeg endelig har fået afprøvet teknikken med stor tak til Helle) at der heller intet galt er med e-bøger. Det er nemt, fylder ingenting og er væsentlig billigere at købe. Når det er sagt, så er der dog nogen bøger, som stadig kommer til at stå i min reol herhjemme i papirformat, for fornemmelsen er alligevel lidt anderledes, når man fysisk bladrer i en lækker bog.

Nå, så meget snak for at komme til sagen.

Morten Nis Klenø er nemlig blandt de forfattere, som har kastet sig ud som selvudgiver med e-bogen Dennis, Megan og Dirty Harry. Han har tidligere udgivet bl.a. provinsgyseren med den fantastiske titel Skidt klædte mænd med baseballbat samt Den tredje hund, og nu bevæger han sig over i thriller-genren med denne seriemorder historie, der udspiller sig på kostskolen Runenborg.

Dennis, Megan og Steinar er det lidt sære trekløver, som historien udspiller sig om. En aften bliver Steinar vidne til mordet på en medstuderende. Selvom det ikke lykkes ham at redde hende, bliver han alligevel lidt af en helt på skolen, og det passer ham absolut ikke, da han lider af en alvorlig social fobi, som medfører panikangst i sociale situationer. Hændelsen fører ham dog sammen med Dennis, en ganske almindelig ung mand, som lider af et seriøst crush på den smukke Megan, der dog kun betragter ham som en ven.

En måned efter det første dødsfald sker endnu et mord. Denne gang er det en rengøringsdame, der er ofret, men igen er det Steinar, som finder liget umiddelbart efter ugerningen. Politiet er i højeste alarmberedskab, og skolen indfører udgangsforbud efter kl. 22. Men lige lidt hjælper det.

Og det er ikke kun eleverne, som er nervøse. Læreren Zobel, som sidder i kørestol efter et uheld og derfor tit bliver på sit kontor natten over, har altid sin pistol på sig – en magnum .44 af samme slags som Clint Eastwood gjorde udødelig i filmen Dirty Harry. En film som Megan i øvrigt er helt vild med.

Da endnu et mord finder sted, spidser frygten for alvor til. Hvem er psykopaten, som står bag?

Dennis, Megan og Dirty Harry er en ganske underholdende fortælling, som trods sine unge hovedpersoner sagtens kan appellere til den voksne læser. Historien flyder let, og persontegningerne er levende og med til at skabe interesse for fortællingen. Ligeledes er lokaliteten yderst velvalgt. Kostskolen med de tomme auditoriums, lange gange og den kringlede kælder danner sammen med campus-stierne og den evige tåge en stemningsfuldkulisse.

Til tider virker historien dog ikke helt helstøbt. F.eks. jeg synes, at den halter lidt i sammenbindingen af de tre unge venner med plottråden om Zobel. Han bliver aldrig helt integreret i historien, selvom slutningen prøver på det. Der er også et par andre tråde, som hænger og blafrer lidt, og det kunne have været interessant at høre lidt mere fra psykopatens tanker. I det store hele synes jeg dog, at Dennis, Megan og Dirty Harry er en okay seriemorder-thriller, som endda indeholder en lille smule splat.

Et kæmpesøm, der havde siddet på en af de gamle smedejernslamper, var blevet hugget ned gennem hendes hjerne oppe fra. Herfter løftede han hovedet op og satte det på toppen af pælen, der stod på henrettelsesstedet. Pigen var ikke længere skolens smukkeste. Under pælen blev resten af liget lagt i sneen. Her skulle det ligge, indtil det rådnede. Og hvor ville det spøge, når alle de døde elevhoveder, der sad på de andre pæle, spillede med tungen, mens månen oplyste deres blege, forvredne træk.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013

Læs mere på Morten Nis Klenøs hjemmeside eller på Saxo.com

 

 

 

 

Rødt lys stop af S. J. Bolton

Rødt lys stopEgentlig er Rødt lys stop af S. J. Bolton overhovedet ikke en gyser, men når nu hun beskæftiger sig med en af kriminalhistoriens største mysterier, nemlig hvem var Jack the Ripper (som der jo er lavet op til flere horrorhistorier og -film om) – og når hun ikke lægger fingrene imellem i de mere blodige detaljer, så får denne thriller alligevel lov til at blive omtalt her på siden 🙂

Den unge kriminalbetjent Lacey Flint bliver uforvarende rodet ind i en række grusomme mord, da en døende kvinde falder om ved hendes bil. Kvinden har fået halsen skåret over og er blevet snittet voldsomt op, og hun dør i Laceys arme.

Som eneste vidne er Lacey vigtig for efterforskningen, der ledes af vicekriminalkommisær Dana Tulloch. På holdet er også Mark Joesbury, som virker meget mistænksom over Laceys rolle i sagen. Hans mistanke bliver ikke mindre, da Lacey kort efter bliver opsøgt af journalisten Emma Boston, der har modtaget et brev fra morderen. Et brev, der indikerer, at mordet har forbindelse til Jack the Rippers mord i 1888 – en morder, som Lacey overfor Mark har tilstået sin fascination af.

Så bliver endnu en kvinde fundet brutalt myrdet, og en til. Der er ikke længere nogen tvivl – en ukendt morder er i gang med at iscenesætte Jack the Rippers mord, og Lacey er pludselig blevet en helt central person i den dramatiske og blodige sag.

”Annies død må have været hurtig. Der var nok ikke gået meget mere end 15-20 minutter fra det første angreb til hendes sidste åndedrag. Hun ville ikke have været forberedt på det. Denne kvindes død havde ikke været hurtig. Denne kvinde havde fået revet alt tøjet af og var blevet bundet til en arbejdsbænk midt i skuret – den, man normalt udførte bådreparationer på. Hendes arme var blevet trukket ned under bænken og bundet sammen ved håndleddene. Hun var tapet fast til bænken med gaffatape rundt om halsen, under brysterne og hen over bækkenknoglen. Morderen havde gjort sit offer ukampdygtigt for at give sig selv tid. Annie havde ikke kunnet nå at skrige … Denne kvinde var blevet kneblet. En blodplettet klud var blevet stoppet ind i hendes mund, og mere gaffatape holdt den på plads. Morderen havde forventet, at hun ville skrige.”

Rødt lys stop er S. J. Boltons fjerde udgivelse på dansk, og modsat mange af sine forfatter-kollegaer har hun ikke en fast gennemgående figur i sine thrillers. Måske er det derfor, at jeg synes, hun er langt mere interessant end mange af de stereotype krimier, der nærmest masseproduceres i disse år. I hvert fald kommer hun vidt omkring i sit forfatterskab, og denne gang tager hun så altså udgangspunkt i en historisk karakter som Jack the Ripper, og kæder de historiske kendsgerninger sammen med en nutidig mordsag, der dog også viser sig at have en anden rod i fortiden.

Bolton skriver godt, og jeg synes, hun formår at blande gotisk uhygge med en moderne thriller, der også er socialt og psykologisk bevidst. Plottet er veldrejet, og jonglerer troværdigt med pludselige twists i handlingen, så læseren nok gætter med hele vejen, men alligevel bliver overrasket gang på gang.

Med andre ord så er Rødt lys stop en læseværdig thriller, som jeg godt tør anbefale her.

Til slut lidt fakta om Jack the Ripper. Jack the Ripper var en seriemorder i London, som aldrig blev pågrebet. Han dræbte sine ofre i sidste halvdel af 1888, og det faktum, at morderen aldrig er blevet pågrebet, har givet grobund for mange vilde teorier omkring mordene.

Man ved således ikke præcist hvor mange mord, der rent faktisk blev begået af Jack the Ripper, men der er bred enighed om, at fem mord med rimelig sikkerhed kan henføres til ham. Dog kan det måske dreje sig om over 20 mord.

Det mest uhyggelige ved mordene var den næsten rituelle brutalitet, som de blev udført med, idet Jack the Ripper fjernede kvindernes organer og lemlæstede flere af ofrene.

De fem sikre ofre var alle prostituerede, og de blev alle fem blev myrdet og lemlæstet i Whitechapel, et slumkvarter i London. Det første sikre offer var Mary Ann Nichols (kaldet Polly), som blev myrdet d. 31. august 1888. Det sidste sikre offer var Mary Kelly som blev myrdet d. 9. november 1888. Tilsyneladende stoppede mordene herefter – hvorfor vides ikke. Måske havde morderen udført en bestemt opgave, var død eller flygtet?

Læs mere om Jack the Ripper på Wikipedia
Læs mere om S. J. Bolton på Mrs. Robinsons hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Mrs. Robinson, 489 sider
Omslag: EYELAB.DK

Øjensamleren af Sebastian Fitzek

Øjensamleren af Sebastian FitzekDen tyske forfatter Sebastian Fitzek hører til mine absolutte yndlingsforfattere, når det gælder psykologiske thrillers, og her i Øjensamleren lykkes det ham endnu en gang at sende læseren ind i et sandt mareridt, der efterlader én med en grum følelse indeni.

Alexander Zorbach er tidligere politimand. Efter at have dræbt en kvinde i forsøget på at redde et kidnappet barn, er han dog stoppet i tjenesten, og nu arbejder han som kriminalreporter. I den forbindelse har han skrevet om en seriemorder, som medierne har døbt Øjensamleren. Øjensamleren myrder moren, bortfører barnet og sætter et stopur i gang, der giver faren 45 timer til at finde sit barn – ellers dør det.

Da Øjensamleren slår til igen, bliver Zorbach personligt involveret. Hans pung findes på gerningsstedet, og også andre spor leder politiet i hans retning. Men det værste er, at Zorbach ikke selv husker, hvad han lavede på gerningstidspunktet. Og da han opsøges af den blinde fysioterapeut Alina, som fortæller, at han selv har ringet og bedt hende komme, bliver han for alvor bekymret.

Zorbach forsøger desperat at stoppe Øjensamleren og samtidig finde ud af, hvorfor han er blevet inddraget i spillet, mens politiet er i hælene på ham. Det fører til en katten efter musen jagt gennem Berlin, hvor kapitlerne skiftevis fortælles af Zobach, den 9-årige kidnappede Tobias og politiet.

Sebastian Fitzek er som sagt en af mine yndlingsforfattere, og lige siden jeg læste ”Terapien”, har jeg ventet utålmodigt på hver ny udgivelse. Fitzek er en sand mester ud i den psykologiske thriller, og evner både at lave et overraskende plot, samtidig med at han får personerne til at stå lyslevende. Og ikke mindst skaber han altid en fortættet og ofte nærmest surrealistisk atmosfære, hvor virkeligheden og hovedpersonens indre tankeverden flyder sammen, så det er svært at afgøre, hvad der er sandt, og hvad der er indbildning.

I Øjensamleren har han leget lidt med opsætningen af bogen. I stedet for at starte med kapitel 1 begynder romanen med Epilogen på side 401, og så starter en nedtælling frem til side 1, hvor historien både slutter og starter. Det er rigtig godt lavet, og efterlader læseren med en knugende fornemmelse i maven, samtidig med at man bare vil vide mere, for hvad sker der nu!

Fitzek serverer ikke bloddryppende historier med fokus på volden og brutaliteten. I stedet for er det det psykologiske spil som fører historien videre, og han er eminent til at lave labyrintiske historier, som vikler hovedpersonen – og læseren – dybere og dybere ind i plottets og sindets kringelkroge.

Øjensamleren er en grum, men velskrevet thriller, som absolut kan anbefales. I efterordet nævner Sebastian Fitzek, at han har samlet så meget stof i forbindelse med researchen til romanen, at han overvejer at skrive endnu en bog med Alexander Zorbach og Alina i hovedrollerne. Det vil jeg håbe, at han gør, for makkerparret er et spændende bekendtskab, som jeg gerne vil høre mere til.

Om Øjensamleren:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Thomas Szøke, EYELAB.DK

Mere Sebastian Fitzek:

Terapien
Sjæleknuseren
Splinten
Øjensamleren

Også omtalt på Bogrummet.dk

Morderens mesterværk af Gigi Simeoni

Morderens mesterværk af Gigi SimeoniItaliens svar på Jack the Ripper slå sig løs i Milanos stræder i denne stemningsfulde graphic novel fra Gigi Simeoni.

Alessandro er en dygtig ung kunstner. Han er forlovet med den smukke og dristige Luisa og er nærmest adopteret af hendes forældre, som gør alt for at hjælpe ham med karrieren som portrætmaler. Alessandro vil dog gerne noget mere, men han har svært ved at bryde ud af trygheden.

Så bliver Luisa dræbt i en bilulykke, og i dødsøjeblikket ser Alessandro noget i hendes øjne, som inspirerer ham til en ny form for maleri – et maleri der skal vise sjælen. Inspirationen falmer dog efterhånden, og i sin jagt efter at se fænomenet endnu engang søger han ansættelse på et hospital – kun for at blive skuffet igen. Tilsyneladende er det kun ved en uventet voldelig død, at sjælen ses i øjet, og hvad gør en sand kunstner så?

I sit forord skriver Gigi Simeoni om Morderens mesterværk, at inspirationen til historien opstod, da han begyndte at spekulere over begreberne galskab og genialitet. Er de egentligt så forskellige fænomener, eller er det i virkeligheden to sider af samme sag? Hvad nu hvis et geni i stedet for at udtænke en fantastisk opfindelse i stedet udtænkte en perfekt forbrydelse?

Morderens mesterværk udspiller sig over en række korrekte historiske hændelser, hvori Simeoni bygger sin historie. Den udspiller sig i Italien i årene 1907-9, nogenlunde samtidig med at den første skole for Videnskabeligt Politi blev oprettet. En skole som mange af de gamle politifolk anså som noget pjat, men den metodiske procedure som bogens politi-inspektør Matteo De Vitalis introducerer, er begyndelsen på vor tids polititeknikere, og historien kan næsten ses som en datidens CSI.

Historien fortælles først via Alessandro, og siden skifter synsvinklen til politi-inspektør Matteo.

Tegningerne er sort/hvide, detaljerige og trods de til tider usle lokaliteter og skræmmende begivenheder vil jeg også til tider kalde dem smukke. Simeoni forklarer i forordet, hvordan han under arbejdet besluttede at ”beholde den social-politiske bymæssige kontekst som en konstant undertone og kun ind i mellem lade nogle få referencer dukke op på den mest naturlige måde. Milanos katedral, for eksempel, optræder for det meste som en svært genkendelig silhuet, som forsvinder i tågen – utydelig, men til stede.” På den måde flyder byens og tidens atmosfære ud over siderne og ind i læseren, samtidig med at man indfanges af historien, hvor Alessandro ender i et frygteligt dilemma, og hvor uhyggen accelererer, efterhånden som han finder svaret på det.

Morderens mesterværk er måske nok mere en krimi end en gyser, men med sin gotiske undertone, synes jeg sagtens, at jeg kan anbefale den her på siden. Og er du f.eks. til Alan Moores fremragende From Hell, så tror jeg også, at du vil nyde Gigi Simeoni.

Om Morderens mesterværk:

Udgivelsesår: 2011
Originaltitel: Gli Occhi e il Buio
Omslag: Gigi Simeoni

Besøg Shadow Zone Medias hjemmeside

Jack the Rippers lærling af Carina Evytt

Jack the Rippers lærlingDet er ikke så længe siden, jeg læste Carina Evytts debutroman Let Bytte, der udkom tilbage i 2006. Den var jeg ret imponeret over, og derfor havde jeg også glædet mig meget til at læse hendes nye roman Jack the Rippers lærling, der i modsætning til førstnævnte er placeret i voksenafdelingen på mit bibliotek. Den placering er helt korrekt, for her er tale om en velfortalt, psykologisk vinklet slasher-historie, hvor hovedpersonen får kontakt med Jack the Rippers ånd.

Thomas Lindberg er kirurg med en forkærlighed for at læse om seriemordere, i særdeleshed Jack the Ripper, som hjemsøgte Londons prostituerede i slutningen af 1800-tallet. En dag mister han dog besindelsen, og bliver fundet i færd med at skære liget af en patient op og arrangere hendes indvolde. Det får ham indlagt på psykiatrisk afdeling. Mens han er her, benytter hans kone Lotte lejligheden til at stikke af. Hun har nemlig længe følt, at noget var helt galt med Thomas.

Men Thomas kommer ud igen, og da han opdager, at Lotte har forladt ham – og har rodet i hans pladesamling! – bliver han rasende. Det er dog først, da han møder Jack the Rippers reinkarnation i form af en lille kattekilling, at raseriet udvikler en retning. Jack tilbyder nemlig at tage Thomas i lære, og snart er han i færd med at skabe sine helt egne kunstværker …

Carina Evytt skriver godt. Sproget er flydende, og man bliver lynhurtigt fanget ind af historien. Lige som i Evytts første roman er alt ikke sort og hvidt i romanens univers. Jeg havde egentlig ikke den store sympati for Lotte, som er rædselsslagen (og med god grund) for Thomas, mens hans figur bliver mere og mere sympatisk, jo længere ind i historien vi kommer. For der er en grund til, at Thomas er blevet en psykopatiske kirurg, og ligesom Thomas Harris gør i Den røde drage, lader Evytt os få et kig ind i Thomas psyke.

Jeg kan også godt lide, at Evytt ikke fortaber sig i udpenslinger af Thomas’ ugerninger, men i stedet lader det psykologiske spil træde forrest i fortællingen. Hvordan han drives af indre dæmoner og finder lindring i sin “kunst”. Det lader læserens fantasi stå for de værste billeder, og det er altså en vældig effektiv måde at få læserens hjerte til at slå hurtigere. Samtidig er Evytt ikke bleg for at lade lidt humor snige sig ind, som når den kvindelige politibetjent beundrer Jacks fine pels og spørger, hvad Thomas dog fodrer ham med!

Slutningen er både lidt overraskende og samtidig rørende på en måde, jeg ikke lige kan mindes at have følt ved slutningen af en horror-roman før.

Med andre ord synes jeg, at Jack the Rippers lærling er fuldt ud på højde med, og måske endda bedre, end debutromanen. Der er derfor god grund til straks at skynde dig til boghandleren eller på biblioteket og få fingre i Carina Evytts nyeste udspil, så du kan bruge en mørk efterårsaften sammen med Thomas, Jack og alle de smukke modeller …

Læs mere på Tellerup.dk

Om bogen:

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Peter Nielsen

Også omtalt på Bogrummet.dk

H. P. Lovecraft’s The Tomb

H. P. Lovecraft’s The TombJeg er en af de tumper, som falder for en film, hvis den hedder noget med enten Stephen King eller H. P. Lovecraft. Det har betydet, at jeg ind i mellem har set nogle virkelig dårlige film. H. P. Lovecraft’s The Tomb er blandt dem, måske endda ligefrem den dårligste …

Tara Griffin vågner op i en forladt lagerbygning. Hun er skadet og pakket ind i plastic, og så har hun en seddel med sit navn og en dato bundet om storetåen. Senere finder hun endnu et offer, Billy, og efterhånden kommer der flere ofre til, mens en mystisk stemme fortæller dem, at kun én af dem kommer ud i live. Sammen forsøger de at finde ud af, hvorfor de er blevet anbragt her, og hvem der står bag, men efterhånden som tiden går, begynder de at vende sig mod hinanden.

Der er flere ting, som gør H. P. Lovecraft’s The Tomb til en af de dårligste film, jeg nogensinde har set. Først og fremmest har den intet med Lovecrafts novelle at gøre. Den eneste forbindelse er i virkeligheden, at navnet Charles Dexter Ward optræder i filmen.

Dernæst er her tydeligvis tale om et rip-off af Saw-serien, bare fuldstændigt talentløst lavet.

Sidst men bestemt ikke mindst er historien totalt usammenhængende. Der gives ingen forklaringer på halvdelen af begivenhederne, og den anden halvdel forklares så sølle, at det er latterligt.

Da historien ikke har en naturlig spændingskurve, har instruktør Ulli Lommel i stedet forsøgt at skabe suspense ved at klippe nogle tåbelige og uforklarede klip ind af en kvinde, som ligger bundet nøgen til et bord, hvor en mand kærtegner hende med knive, økser o.lign. Når det bliver for kedeligt, klipper Lommel billeder ind af en maskeklædt person på en hest – hvilket naturligvis heller ikke forklares. Derudover forsøger Lommel også at skabe spænding ved at bruge et utal af ufokuserede billeder, lave dobbelteksponerede billeder og klippe umotiveret og pludseligt. Og så er hele filmen naturligvis gennemsyret af ”uhyggelig” musik!

Utroligt nok (og det er dybt sarkastisk ment) hjælper intet af ovenstående, og faktum er, at her er tale om en ualmindelig dårlig film, som hverken har historie, skuespil, atmosfære, teknisk dygtighed eller en vellavet lydside til at redde oplevelsen. Der er ikke engang en smule humor, så man kunne tro på, at den måske er lavet for sjov.

Selv ikke med de værste tømmermænd kan jeg forestille mig, at nogen vil synes om denne film, som da også kun scorer sølle 1,6 på IMDB.

Om H. P. Lovecraft’s The Tomb:

Instruktør: Ulli Lommel
Udgivelsesår: 2007

Læs også anmeldelsen på Dreadcentral.com

Dybt dedikerede Dexter af Jeff Lindsay

Dybt dedikerede Dexter af Jeff LindsayDexter er kriminaltekniker med speciale i blodstænk. Og så er han seriemorder i sin fritid! Jeg har tidligere omtalt første bog om den sympatiske seriemorder Dexters dunkle drømme her på siden, og nu er bind to Dybt dedikerede Dexter så også blevet oversat til dansk.

Dexter Morgan slår kun dem ihjel, der fortjener det. Det har han nemlig lært af adoptivfaderen Harry, før denne døde. Denne gang har Dexter udset sig en pædofil ejendomsmægler med smag for små drenge som sit næste offer. Det viser sig dog, at mægleren har en makker, men før Dexter kan få gjort regnskabet op med ham, bliver han viklet ind i en anden sag.

Dexters søster, Deborah, der er betjent, er nemlig blevet sat på en sag om en forbryder, der amputerer alt på sine ofre, så der kun er hovedet og kroppen tilbage. FBI sender agent Chutsky, som sætter sig tungt på sagen – og vækker hidtil ukendte følelser hos Dexters søster. Desværre er forbryderen ikke så nem at fange, og så må Dexter meget mod sin vilje hjælpe med at redde sin onde ånd fra politistationen, overbetjent Doakes.

Ligesom første bind er Dybt dedikerede Dexter både underholdende og morbid. Forbryderen, som Dexter denne gang hjælper Deborah med at fange, er en ualmindelig afstumpet karakter. Det er Dexter egentlig i virkeligheden også, men Harrys regelsæt hjælper ham til at bevare et skin af menneskelighed. Og så har han også en utrolig humoristisk og ironisk tilgang til tilværelsen, som gør at man skiftevis sidder og griner og væmmes.

Deborah gloede også olmt på mig. ”Hvad er så forbandet morsomt?” spurgte hun skarpt. ”Nummerpladen” sagde jeg. ”Undskyld, Debs, men jøsses – ved du ikke, hvad den gule Florida-nummerplade er? Og så har den fyr sådan en, samtidig med at han laver det, han laver…” Jeg lavede en voldsom synkebevægelse for at undgå at komme til at grine igen, men det krævede al den selvbeherskelse, jeg kunne opbyde. ”Okay, for fanden da – hvad er så morsomt ved den gule nummerplade?” ”Det er en særplade, Deb,” svarede jeg. ”Den dér abortmodstandsplade, hvor der står VÆLG LIVET”. Og så er jeg bange for, at jeg kom til at fnise igen, da jeg så Dr. Danco for mig, trillende rundt med sine ofre, der lå og vred sig, mens han fyldte dem med kemiske stoffer og lagde sirlige snit for at holde dem i live gennem det hele. ”Vælg livet” sagde jeg. Jeg ville svært gerne møde den fyr.

Her er ikke tale om stor litteratur, og plottet er heller ikke det skarpeste, der er udtænkt. Alligevel slugte jeg stort set bogen i en mundfuld, og havde stadig lyst til mere da den var slut, for her er simpelthen tale om underholdende action med masser af humor og løse lemmer, og det er nu ikke så tosset.

Bøgerne om Dexter ligger også til grund for tv-serien Dexter, som i skrivende stund kører på 6. sæson.

Serien om Dexter Morgan:

Dexters Dunkle Drømme (dansk 2010 – Darkly Dreaming Dexter, 2004)
Dybt Dedikerede Dexter (dansk 2010 – Dearly Devoted Dexter, 2005)
Dexter in the Dark (2007)
Dexter by Design (2008)
Dexter is Delicious (2010)

Om Dybt dedikerede Dexter:

Udgivelsesår: 2010
Forlag: Mrs. Robinson, 331 sider
Originaltitel: Dearly devoted Dexter

 

Saw VI

Efter en længere pause med Saw-filmene har jeg nu endelig fået set den sjette film i serien.

I film 5 døde specialagent Strahm, og politiet har nu ingen idé om, hvem det er, der viderefører Jigsaws opgaver. Det har publikum dog, og ligesom i de foregående film følger handlingen to spor. Dels ser vi forsikringmanden Dan Erickson, som vågner op i Jigsaws morderiske labyrint. Han skal igennem en række prøvelser, hvor han bestemmer over liv og død for flere ansatte i firmaet, før han når frem til sin familie, som han kun måske kan redde. Det andet spor følger FBI-agenten Hoffmann og politiets efterforskning af Jigsaws arvetager.

Denne gang lod jeg mig bare underholde af historien uden at spekulere over, at den i virkeligheden er umulig. Det lykkes for Kevin Greutert at fortælle en adrenalinfyldt historie, hvor sporerne smyger sig ind og ud af hinanden og trækker tråde til tidligere film, for til sidst at samle fint op på det hele. Greutert har været editor på samtlige film, og det er måske med til at gøre, at film 6 virker ganske helstøbt i forhold til den overordnede historie. Jeg synes især, det er interessant, hvordan forsikringsselskaberne kommer til at fremstå som ufølsomme, pengegriske skurke, når man tænker på, at en stor del af den amerikanske befolkning mener, at de europæiske sygesikringer er rendyrket kommunisme, som kun vil stille det frie menneske dårligere.

“Saw VI” kostede ca. 11 mio. dollars at lave og indspillede omkring 14 mio. dollars i åbningsweekenden. Det var det laveste for en Saw-film indtil da, men var alligevel nok til at lave endnu en film i Saw-serien – selvfølgelig i 3D – som udkom i USA omkring Halloween 2010.

Instruktør: Kevin Greutert
Udgivelsesår: 2009

Saw-serien:
Saw – 2004, D: James Wan
Saw II – 2005, D: Darren Lynn Bousman
Saw III – 2006, D: Darren Lynn Bousman
Saw VI – 2007, D: Darren Lynn Bousman
Saw V – 2008, D: David Hackl
Saw VI – 2009, D: Kevin Greutert