juli 2018
M T O T F L S
« jun    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Splatter’

Re-animator

Re-animator

Det er ved at være nogle år siden, jeg sidst så Re-animator, så da jeg fandt en double disc udgave med næsten 3 timers ekstra-materialer til, var det en glimrende anledning til et gensyn. Og jeg blev da heller ikke skuffet.

Herbert West er en ung videnskabsmand, der har studeret i Zürich, men hans underviser dør, og Herbert kommer tilbage til staterne. Her starter han i samme klasse som Dan Cain, en dygtig studerende fra en fattig baggrund, der er kæreste med inspektørens datter, Megan.

West lejer sig ind hos Dan, men Megan bryder sig ikke om ham. Og måske med god grund, for West arbejder på at bryde dødens endegyldighed og finde en måde at gøre de døde levende igen. I starten er Dan også skeptisk, men da han ser West genoplive en død kat, bliver han indfanget af eksperimenterne, og før han ved af det, er han blevet udelukket fra skolen, og inspektør Halsey forbyder ham at se Megan.

Det stopper naturligvis ingenting. West og Dan sniger sig ind i lighuset og forsøger at genoplive et lig, og herfra går det helt galt. Halsey opdager dem, men bliver selv slået ihjel af det genoplivede lig, og nu opdager skolens førende kirurg dr. Hill, at West har held med sine eksperimenter. Hill beslutter sig for at stjæle æren og resultatet, men ender selv som en hovedløs zombi, der begærer Megan vildt.

Resten af filmen er et herligt skue i splat-effekter, og har måske ikke meget mening men står som et monument i filmhistorien. Filmen har da også fået flere efterfølgere, bl.a. Bride of Re-animator og Beyond Re-animator, der også har Jeffrey Combs på rollelisten som Herbert West, og er instrueret af Brian Yuzna, som var producer på Stuart Gordons Re-animator.

Re-animator var Stuart Gordons debut som instruktør. At det blev en horror-film, han debuterede med, var bl.a. fordi det var en genre, det var relativt let at rejse pengene til, og fordi Gordon altid havde været fascineret af Frankenstein. En ven vidste det og anbefalede Gordon at læse H. P. Lovecrafts historier om Herbert West – re-animator, og det blev startskuddet til en fin karriere.

Filmen kostede knap en million dollars at lave, så det var et meget lille budget. Mange af special-effects’ne er derfor “snyde-billeder” og props, men det er lavet med fantasi og humor, og derfor virker de stadig i dag, selvom vi da godt kan se, at dr. Hill sidder under bordet med hovedet i en stålbakke.

Hele filmen er skabt ud fra det koncept, at der skulle være masser af splat og masser af sex. Gordon mente her, at “more is more”, og det virker forrygende. De vilde splatter-effects, de nøgne mennesker der løber rundt og forsøger at myrde vores helte, og den gennemgående humor gør, at Re-animator stadig lever mere end 20 år efter premieren. Filmen har også været med til at flytte grænserne for, hvad man kan vise på skærmen, og samtidig har man som tilskuer stadig et forhold til filmens personer. Det er nok sjov og splat, men man føler alligevel sympati for Dan i slutningen.

Om soundtracket siger Gordon i ekstra-materialerne, at Richard Band ønskede at hylde musikken fra Hitchcocks Psycho, men samtidig lave den med et humoristisk islæt, der kunne hjælpe publikum med at grine under de mest forrykte scener. Desværre blev Band nærmest beskyldt for at have plagieret Bernard Hermans musik, og det beklagede Gordon meget.

En anden sjov detalje, Gordon fortæller om i ekstra-materialerne, er, at man besluttede at sende filmen ud Un-Rated. Det betød, at man ikke kunne reklamere i alle aviser, og at de reklamer der kom ud hovedsagelig bestod af hvid tekst på sort baggrund. Ikke desto mindre fik filmen en fin premiere, og kritikerne var yderst positive (Læs f.eks. Roger Eberts anmeldelse). Re-animator blev dog ikke en block-buster på samme måde som f.eks. Halloween, i stedet fik den nyt liv med video-filmenes fremkomst og blev ad den vej støt og roligt en klassiker indenfor genren.

Stuart Gordon er ifølge IMDB på vej som forfatter med endnu en Re-animator film House of Re-animator, der skulle komme i 2010. Han har også instrueret to afsnit i serien Masters of Horror: Dreams in the witch-house fra sæson 1 og The black cat baseret på Edgar Allan Poes novelle i sæson 2, samt film som Castle Freak og Dagon.

Om filmen:

Instruktør: Stuart Gordon
Udgivelsesår: 1985

My name is Bruce

Jeg vil rigtig godt kunne lide Bruce Campbell film, fordi jeg er så vild med Evil Dead filmene, men “My name is Bruce” er desværre hverken rigtig sjov eller interessant.

Bruce Campbell spiller Bruce Campbell, som er i gang med opfølgeren til skodfilmen Cave Alien, da han bliver kidnappet af beboerne i den lille by Gold Lick.

Ved et uheld er en gammel kinesisk krigsgud blevet vækket, og nu vil han slå alle i Gold Lick ihjel. Teenageren Jeff er imidlertid sikker på, at hans store idol Bruce kan hjælpe dem, og derfor kidnapper han Bruce, som i første omgang tror, at det er et led i at fejre hans fødselsdag. Så han hjælper glad og gerne, men da han står foran monstret, er heltemodet til at overse.

Bruce Campbell har selv instrueret filmen, og den er som sagt desværre ikke særlig god. Han prøver at lave lidt fis med B-films genren og kulten omkring hans person, men i stedet for at blive sjov, bliver det bare meget B-films ligegyldigt. Der er ikke de sjove og overraskende one-liners, som han ellers kan fyre af, og slagsmålene med monstret er heller ikke hverken sjove eller særligt uhyggelige.

Jeg blev skuffet over “My name is Bruce”, men håber på at Campbell vender stærkt tilbage næste gang.

Instruktør: Bruce Campbell
Udgivelsesår: 2007

Pelts

Efter i lang tid at have ledt efter 2. sæson af “Masters of Horror” serien har jeg nu endelig fået fat i den. Og indtil videre tegner det til at blive en ligeså god oplevelse som de første 12 film. “Pelts” er instrueret af Dario Argento, som i første sæson stod bag “Jennifer“.

Jack Feldman ejer et lille pelseri, som han kører næsten som en slaveanstalt. Han stinker af døde dyr, som stripdanseren Shanna udtrykker det, og det er uheldigt, for Jack vil have Shanna. En aften bliver han kontaktet af krybskytten Jameson. Han har fået fat i nogle helt ekstraordinære smukke vaskebjørne-skind, som han vil sælge til Jack. 

Da Jack og hans hjælper kommer ud til Jameson finder de dog både ham og hans søn døde. De tager alligevel skindene med, og Jack sætter sine folk i gang med at lave en smuk frakke, som skal vinde ham Shanna. Men undervejs sker der en række mystiske dødsfald, og da Jack overrækker frakken til Shanna, går tingene ikke helt som planlagt.

“Pelts” er en blodig fornøjelse blandet med erotik og stærke farver. Der var enkelte scener, som var skræmmende, men de fleste er bare blodige. Alligevel synes jeg udmærket om filmen, som på en time fortæller en okay historie og viser den lige på og hårdt.

Instruktør: Dario Argento
Udgivelsesår: 2006

Wes Craven’s New Nightmare

Wes Craven's New NightmareWes Craven’s New Nightmare er 7. og (indtil videre) sidste film om Freddy Krueger (bortset fra spin-off filmen Freddy vs. Jason) er Wes Craven tilbage som både manuskript-forfatter og instruktør. Det er blevet til et meta-genre eksperiment, som leger med mediet på en yderst underholdende måde.

Heather Langenkamp spiller Heater Langenkamp, som spillede Nancy i den første film. I anledningen af at det er 10 år siden den første Nightmare-film kom inviteres hun til at deltage i et tv-show, hvor også Robert Englund dukker op som Freddy Krueger. Planen er at få Heather til at sige ja til at spille med i en sidste Nightmare-film, for Wes Craven (spillet af ham selv) er i fuld gang med at skrive manuskriptet.

Men Heather er ikke så tændt på idéen. Hun har været udsat for telefonterror af en, der giver sig ud for at være Freddy Krueger, og da hendes mand dør i en bilulykke, som Heather har set i en drøm, der har tydelige Freddy-præg, ved hun ikke, hvad hun skal stille op. Og så begynder også hendes lille søn at drømme om “den væmmelige mand”.

Wes Craven’s New Nightmare adskiller sig fra de andre film ved at have et rent voksent cast af skuespillere, pånær Heathers søn. Derudover har den masser af referencer til den første film og genbruger skuespillerne, hvor det passer ind. Ud over Heather Langenkamp ses fx også John Saxo, som spillede hendes far i første film. Flere af scenerne fra første film går også igen, bl.a. bruger Wes Craven igen et gyro-rum (som det Tina blev myrdet i), og Freddys tunge ud af telefonen er også en elsket klassiker.

Og som en ekstra detalje krydrer Wes historien med Grimms eventyr Hans og Grete. Gæt selv hvor Freddys fyr passer ind i den sammenhæng.

Jeg synes, at Wes Craven’s New Nightmare er en værdig og seværdig afslutning på en serie, som satte nye standarder for horrorgenren. Den leger med genren og skaber nye muligheder, samtidig med at den også er vellavet “bare” som sig selv.

Om filmen:

Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1994

A nightmare on Elm Street serien:

A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu

Freddy’s Dead: The Final Nightmare

I sjette film om Freddy Krueger finder vi ud af endnu mere om hans baggrund, bl.a. at han har et barn, og at han blev moppet som dreng.

Det er lykkes Freddy at slå alle børnene i Springwood ihjel, og nu er han nødt til at søge nye græsgange for at skaffe sig sjæle. For at gøre det opsøger han sit barn i drømme, og springer ind i dets krop for at kunne materialisere sig i vores verden, for som vi alle ved “Every town has an Elm Street!”

Det har været kendetegnene for alle filmene i serien indtil nu, at de unge hver gang har kæmpet for at få forældrene/autoriteterne til at tro på deres historie om Freddy og få deres hjælp. Og hver gang er de stødt mod en mur af mistro, ligegyldighed og uformåen. De unge har måtte forsvare sig mod anklager om at være på stoffer, om at være dårlige mødre osv., og har hver gang måtte klare ærterne selv.

Denne gang udspringer handlingen sig delvist i Springwood, som er blevet noget af en spøgelsesby, nu hvor alle børnene er væk, og delvist på et herberg for unge. Og på det herberg er der for en gang skyld en voksen, som både kan og vil hjælpe børnene med at tage kampen op mod Freddy.

En af de fedeste drømmescener her i 6’eren handler om at falde, og her er naturligvis ikke tale om et helt almindelig fald 🙂

Instruktør: Rachel Talalay
Udgivelsesår: 1991

A nightmare on Elm Street serien:

A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu

A Nightmare on Elm Street: The Dream Child

A Nightmare on Elm Street: The Dream ChildAlice, som overvandt Freddy i den fjerde film, er også hovedperson i denne. Hun er gravid, og det viser sig, at Freddy kan kommunikere med hendes foster, og gennem dettes drømme tvinge sig vej ud i vores virkelighed. Alice må kæmpe både mod samfundet, som ikke tror på hendes historie og mod Freddy, som forsøger at “stjæle” hendes barns sjæl, og hun får hjælp i kampen fra Freddys mor.

Der er jo i virkeligheden ikke den store forskel i handlingen i de forskellige film i serien. Det som gør dem interessante er, hvilke nye mareridt Freddy dukker op i, og her i 5’eren A Nightmare on Elm Street: The Dream Child får vi bl.a. gentagelsen, tvangsfodring foran et grinende publikum, og ikke mindst den spændende brug af ændrede perspektiver og rumvinkler, der går igen i alle filmene. En af de bedste scener er en forfølgelses-scene på trapper i Freddys univers. De løber op og ned og bryder fuldstændig alle rumperspektiver, og det er rigtig godt lavet.

Om A Nightmare on Elm Street: The Dream Child:

Instruktør: Stephen Hopkins
Udgivelsesår: 1989

A nightmare on Elm Street serien:

A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu

A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master

A Nightmare on Elm Street 4 - The Dream MasterDen fjerde film i serien “A nightmare on Elm Street” er instrueret af Renny Harlin, som også har instrueret bl.a. “Exorcist – the beginning“.

Kristen er kommet ud fra hospitalet og startet i skolen igen. Alt er godt, for Freddy er død – eller er han? Snart begynder Kristen at drømme, hvordan Freddy en for en slår hendes venner ihjel, og naturligvis dør de også i virkeligheden. Men Kristen kan ikke stoppe Freddy, så hun overgiver sine kræfter til veninden Alice, der gennem filmen langsomt udvikler sig fra en forskræmt mus til “the dream master”.

Om The Dream Master:

Instruktør: Renny Harlin
Udgivelsesår: 1988

A nightmare on Elm Street serien:

A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu

A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors

A Nightmare on Elm Street 3: Dream WarriorsI A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors som er den tredje film om Freddy Krueger dukker Wes Craven igen op som manuskript-forfatter, selvom instruktionen denne gang er ladt i hænderne på Chuck Russell (som bl.a. også har instrueret genindspilningen af The Blob fra 1988). Resultatet er en efter min mening mere helstøbt film end 2’eren.

Nancy fra første film er nu blevet voksen og har specialiseret sig i drømmeterapi. Hun ansættes på et hospital, hvor en gruppe unge mennesker med søvnforstyrrelser er indlagt. Det viser sig (naturligvis), at de drømmer om Freddy, og at en af dem, Kristen, har en særlig evne. Hun kan trække andre ind i sine drømme. Den evne får de brug for, da Freddy begynder at slå dem ihjel – en efter en på sin særlige Freddy manér.

Her i 3’eren får vi en begyndelse på en forklaring af, hvorfor Freddy – måske – er endt som han er. Han er nemlig “the bastard son of a 100 maniacs”, og hvad det betyder, synes jeg, du skal se filmen og finde ud af.

Om A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors:

Instruktør: Chuck Russell
Udgivelsesår:  1987

A nightmare on Elm Street serien:

A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu

A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge

A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy's RevengeAllerede året efter den første Nightmare-film kom efterfølgeren A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge. Den blev instrueret af Jack Sholder, og selvom den kostede næsten dobbelt så meget at lave som 1’eren (ca. 3 mio.), så indspillede den stort set også sig selv i åbningsweekenden med en omsætning på 2,8 mio.

Jesse er sammen med sin familie flyttet til Springwood, hvor faren har fået en god pris på et dejligt hus på Elm Street. Huset er naturligvis Nancys gamle hjem, og det varer da heller ikke længe, før Jesse begynder at lide af mareridt med Freddy i hovedrollen.

En nat drømmer Jesse, at Freddy myrder skolens fodbold-træner, mens Jesse ser på, og da det næste dag viser sig, at træneren rent faktisk er blevet myrdet, går det op for Jesse, at Freddy bruger ham som en form for port ind i vores verden. Han overtager Jesses krop og myrder løs. Men heldigvis har Jesses kæreste Lisa ikke tænkt sig at lade Freddy vinde…

2’eren er efter min mening ikke helt så effektfuld som den første film. Muligvis fordi jeg ikke synes, at Jesse (Mark Patton) spillede særligt godt. Det er dog fra 2’eren, at citatet “You are all my children now” stammer, og det trækker alligevel lidt op 🙂

Om A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge:

Instruktør: Jack Sholder
Udgivelsesår: 1985

A nightmare on Elm Street serien:

A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu

Hellraiser – Hellworld

Så fik jeg også set den (indtil videre) sidste film i Hellraiser-serien “Hellworld”. Instruktøren er igen Rick Bota, som også stod for film 6 og 7.

“Hellworld” starter under en begravelse. Teenageren Adam er død, og hans venner sidder under begravelsen og har dårlig samvittighed. De spiller alle internetspillet Hellworld, og tilsyneladende var det en total opslugthed af spillet, som slog Adam ihjel.

To år efter begravelsen opstår muligheden for at komme til en gigantisk Hellworld-fest, og det kan de unge ikke modstå. I starten er det da også en fantastisk fest med sprut og kvinder og spændende rum at undersøge. Men så begynder rædslerne. For tilsyneladende er de fantastiske rum IKKE bare rekvisitter, som gruppen troede. Og tilsyneladende er det ikke nødvendigt at åbne for puzzleboxen for at hidkalde Pinhead…

“Hellworld” var en helt okay film, men slet ikke så skræmmende, som den første. Formentlig fordi at vi nu kender præmisserne, og det uhyggelige er jo netop ikke, hvor lemlæstede personerne bliver, men at Pinhead og hans univers dukker op i vores.

Idéen med at man har lavet et computerspil ud af Pinhead, synes jeg er rigtig god. Der findes jo allerede spil om Vietnamkrigen, så mon ikke også de kan finde på at lave et spil om fx Josef Fritz, hvor klamt det end er. Men som sagt er spil-idéen rigtig god, og det er også Lance Henriksens figur (værten for festen). Han har nemlig en bagtanke med at invitere netop hovedpersonerne, og selvom den ikke kommer som en stor overraskelse, så er udførelsen af den rigtig god.

Jeg tror, at “Hellworld” må være den film, som har mindst besøg af Pinhead. Det betyder, at vi ikke høre en masse bibelreferencer, og det var egentlig ganske befriende, for nu skal han bare hente sjæle, og det er det, han gør bedst.

Instruktør: Rick Bota
Udgivelsesår: 2005

Hellraiser-serien:

Hellraiser, 1987 – D: Clive Barker
Hellbound – Hellraiser II, 1988 – D: Tony Randel
Hellraiser III – Hell on earth, 1992 – D: Anthony Hickox
Hellraiser IV – Blodline, 1996 – D: Kevin Yagher, Alan Smithee
Hellraiser V – Inferno, 2000 – D: Scott Derrickson
Hellraiser VI – Hellseeker, 2002 – D: Rick Bota
Hellraiser VII – Deader, 2005 – D: Rick Bota
Hellraiser VIII – Hellworld, 2005 – D: Rick Bota

Også omtalt på horrorsiden.dk