Indlæg tagget med ‘Splatter’

Event Horizon

Event HorizonEvent Horizon er en af mine absolut yndlings sci-fi gysere, som jeg har set en hel del gange efterhånden. For nylig fandt jeg en Special Collector’s Edition, fyldt med ekstra-materialer, og den kunne jeg selvfølgelig ikke leve uden, så nu har jeg genset den endnu en gang.

Året er 2047. For mange år siden forsvandt forskningsfartøjet Event Horizon uden spor, men nu er det pludselig dukket op, og et redningsfartøj flyver ud for at se, om der er overlevende, og hvis ikke så prøve at finde ud af, hvad der skete. Ombord på redningsfartøjet er også Dr. William Weir (Sam Neill), der oprindelig var med til at bygge Event Horizon.

Ved første øjekast virker skibet forladt, men det viser sig, at besætningen på Event Horizon tilsyneladende alle blev sindssyge og slog hinanden ihjel i blodrus. Og snart opdager redningsholdet, at der stadigvæk foregår noget sært på skibet. Laurence Fishburne spiller kaptajnen på redningsfartøjet, som pludselig bliver klar over, at hans besætning er de næste, der står for tur.

Nu er det ikke så længe siden, at jeg hørte Ann Steendahl Søndergaard fortælle om religiøse symboler i gyserfilm, og det sjove er, at jeg slet ikke havde tænkt over, hvor meget religiøs symbolik Event Horizon indeholder, før jeg så den igen! Selvfølgelig var jeg opmærksom på, at besætningen talte om Helvede, men udover det er der fyldt med kristne symboler. Flere vinduer er korsformede, et af besætningsmedlemmerne bliver korsfæstet, og så er der selve formen af rumskibet, som Paul Anderson i ekstra-materialerne fortæller, er bygget ud fra Notre Dame katedralen i Paris. Det var lidt sjovt at opdage, og så synes jeg, det understreger en af pointerne i Anns oplæg – nemlig, at selvom vores samfund i dag tilsyneladende virker meget sekulariseret, så spiller troen på noget større end mennesket stadig en stor rolle.

Noget af det, jeg blev betaget af, da jeg første gang så Event Horizon, var at jeg for en gang blev skyld rigtig bange undervejs. Den har flere hop-ud-af-stolen scener, men indeholder samtidig en mørk og dyster stemning som sørger for, at man aldrig slapper 100% af, mens man ser den. Jeg er også vild med castingen, og både Laurence Fishburne og Sam Neill fylder deres roller suverænt. Men også de mindre roller er udfyldt yderst kompetent, eksempelvis Kathleen Quinlan der spiller Peters, som har nogle utroligt overbevisende scener i sygelukafet. Man ser ikke, hvad der skræmmer hende, men hun ser så angst ud, at det forplanter sig direkte i tilskueren.

I ekstra-materialerne fortæller Paul Anderson, at filmen i virkeligheden er en “haunted house” film fremfor en science fiction film. De film, der inspirerede ham, var The Haunting (Robert Wise, 1963) og The Shining (Stanley Kubrick, 1980). Jeg synes, en anden tydelig inspiration er Clive Barkers Hellraiser (1987), lige fra visionen af Weir der minder lidt om cenobitterne til replikken “I have such wonderful things to show you“, da hans afdøde hustru viser sig for ham. Man kan argumentere for, at idéen om at skibet viser besætningen deres individuelt værste frygt er set før i Solaris, men jeg synes dog ikke, at der er copycat over Event Horizon, snarere en hyldest til tidligere mesterværker indenfor genren.

Jeg ved, at mange anmeldere synes, at Event Horizon er noget værre l… men spørger du mig, så er den et must efter min mening. Jeg kan se den igen og igen, og på trods af 13 år på bagen så holder den stadigvæk.

Instruktøren Paul W. S. Anderson er også manden bag film som Alien vs. Predator, Resident Evil og genindspilningen af Death Race fra 2008. Film som ikke går over i filmhistorien som noget enestående, men som ikke desto mindre er både underholdende og i store træk vellavede.

Om filmen:

Instruktør: Paul W. S. Anderson
Udgivelsesår: 1997

Feast

FeastForsiden af “Feast” mindede mig lidt om alien, og da det var længe siden, jeg sidst havde set en rigtig monsterfilm, snuppede jeg den med hjem og så den en mørk aften. Som forventet var det ikke en storslået og epokegørende oplevelse, men jeg synes egentlig, at den det meste af tiden var ganske underholdende, så mangler du lidt splatter iblandet humor og monstre, så fornøj dig med “Feast” et par timer.

I en bar langt ude på landet dukker en fremmed pludselig op. Han har hovedet af et ukendt monster med sig og fortæller, at flere af dem er på vej. De er hurtige, de har vildt mange skarpe tænder og de æder mennesker! Eneste chance for at redde livet er at barrikadere baren og håbe på at holde dem ude.

Gruppen, der befinder sig i baren, er en meget blandet flok, og som alle sikkert kan gætte, er det langt fra dem alle, der overlever natten. En bliver halshugget, en får ansigtet flået af, en bliver overbrækket af et monster og så videre. På dette tidspunkt i filmen går historien lidt i tomgang, men så kommer der igen gang i løjerne, da gruppen begynder at planlægge at slippe ud af baren. Det går dog ikke helt som ønsket …

Indledningen til filmen er fint tænkt. Vi får et billede af hver person i baren, og så følger nogle oplysninger med navn, stilling og forventninger til livet. Flere af dem er meget morsomme, men det bliver lige trukket lidt for langt. Så går vi over til herlige splatter-scener med griner-replikker drysset ud over det hele. Nogle af dem er morsomme, andre er lidt fortænkte, men i det store hele holder det meget godt.

“Feast” er ikke stor filmkunst, og fra starten af har man en ret god idé om, hvad der vil ske i løbet af filmen. Men enkelte af personerne er rigtig skæve og sjove, som f.eks. Judah Friedlander der spiller Beer Guy, og Henry Rollins som Coach, der her ifører sig lyserøde sweatpants, mens han holder foredrag om menneskets overlegenhed i forhold til monstrene. Og så prøver John Gulager at lave lidt twists undervejs i plottet, så det hele alligevel ikke bliver 100 % forudsigeligt.

Producenten kalder “Feast” en ubådsfilm (og nej, de foregår ikke nødvendigvis i en ubåd), hvor hele handlingen stort set udspiller sig i et lukket rum. En anden film i den genre er f.eks. “Bug“, der dog tager sit budskab anderledes alvorligt. “Feast” er tredje projekt i Ben Affleck og Matt Damons reality-serie projekt Greenlight. De øvrige film, som er kommet ud af serien, er: “Stolen Summer” og “The battle of Shaker Heights”, og har så vidt jeg kan se intet med horror at gøre.

Instruktør: John Gulager
Udgivelsesår: 2005

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Hostel – part II

Hostel - part IIDen første “Hostel“-film kostede ca. 4,5 millioner dollars at lave, men allerede den første weekend indspillede den over 19 millioner alene i USA. Denne kæmpe salgssucces må have givet Eli Roth blod på tanden, for i 2007 kom en efterfølger “Hostel – part II”. Jeg vil ikke sige, at toeren er en særlig nødvendig film, for den bringer ikke noget særligt til historien, men den uddyber nogle personers roller og forklarer med dybdegående om konceptet bag “Elite hunting”. Det er heller ikke fordi “Hostel – part II” er en dårlig film. Den er bare ikke ligeså overraskende, fordi vi kender historien nu.

Filmen starter hos Paxton, der overlevede i etteren. Han er kommet tilbage til USA, hvor han gemmer sig sammen med sin kæreste. Han har mareridt om, at organisationen finder frem til ham, og det er vist ikke at afsløre for meget, at det gør de.

Herefter klipper filmen til den egentlige handling, tre amerikanske piger på backpacker-tur i Europa. I Rom møder de den søde Axelle, der fortæller dem om et vidunderligt spa i Slovakiet. Pigerne lader sig overtale og ender på det samme hostel som i første film. Om aftenen er der høstfest, og her møder den generte Lorna en sød fyr, der inviterer hende ud at sejle, og trods Beths advarsler tager hun af sted. Det skulle hun naturligvis ikke have gjort. Og herfra følger filmen sporet fra sidst med tilfangetagelse, tortur og død bare på nye voldsomme måder.

Der er dog også et andet spor i filmen, nemlig jægernes historie. Denne gang følger vi også, hvordan pigerne sættes på auktion til potentielle købere, og hvordan to amerikanske forretningsmænd kommer til Bratislava for at dræbe Beth og veninden. Denne del af historien er ret interessant, fordi den fokuserer på trangen til at leve fuldt, om det så betyder at slå andre ihjel.

Ligesom i “Hostel” bruger Eli Roth kameraet til at understøtte historien. Først farvestrålende billeder og masser af lys, siden mørke, dystre billeder og mere abrupt brug af kameraet. Det virker igen, og filmen bliver mere og mere væmmelig, som vi kommer frem.

Flere kendte figurer er med fra første film, bl.a. børnebanden som denne gang er lige ved at forpurre organisationens plan ved et uheld. Børnene er uhyggelig gode, og jeg fik helt ondt i maven ved at tænke på, at deres eksistens sikkert ikke er langt fra virkeligheden.

Eli Roth har også denne gang inviteret forskellige filmkendisser til en cameo-rolle, bl.a. Ruggero Deodato (instruktør af “Cannibal Holocaust”, 1980) der optræder som en italiensk kannibal.

“Hostel – part II” kostede ca. 10 millioner dollars at lave, og indspillede godt 8 millioner i åbningsweekenden. Der er tilsyneladende en treer på vej i serien, men den bliver uden Eli Roth, der dog har udtalt, at han ikke har noget imod, at andre arbejder videre med hans koncept.

Om “Hostel – part II”:

Instruktør: Eli Roth
Udgivelsesår: 2007

Hostel

HostelJeg har længe gået udenom Hostel-filmene af Eli Roth, da jeg havde hørt, at de var ekstremt voldelige, og jeg har det lidt svært med tortur-horror. Nu har jeg dog fået set første film, og jeg må indrømme, at det var en langt bedre film, end jeg havde forventet.

Vennerne Josh og Paxton er på backpacker-ferie i Europa. Her har de mødt islændingen Oli, og sammen tager de til Amsterdam, hvor den står på stoffer og kvinder. En aften bliver de låst ude af deres hostel, men en ung hollænder giver dem nattely og fortæller dem samtidig om et fantastisk hostel i Slovakiets hovedstad Bratislava, hvor de smukkeste kvinder bare drømmer om at have sex med unge turister.

Så de tre fyre tager til Bratislava, og umiddelbart lever alt op til forventningerne. De kommer til at dele værelse med to smukke piger, der tilsyneladende er klar på lidt af hvert. Men efter en bytur dukker Oli ikke op igen. Portieren påstår, at han har tjekket ud, men Josh og Paxton kan ikke få det til at passe. De tager alligevel i byen med pigerne igen om aftenen, og næste morgen er Josh væk.

Paxton beslutter sig for at finde frem til pigerne og få dem til at hjælpe med at finde kammeraterne igen. Natalya indvilliger og fører ham til en “kunst-udstilling”. Men noget er helt galt, og snart er Paxton fanget i et sandt helvede.

Den første halve time af Hostel er en lang fest. Vi ser fyrene drikke, tage stoffer og bolle piger til højre og venstre. Der er ingen tvivl om, at de er ude for at more sig – uanset konsekvenserne. Men så skifter filmen spor, og stemningen bliver ualmindelig ubehagelig. For pludselig befinder Josh sig alene i et rum, lænket til en stol og med alverdens værktøjer og knive omkring sig. Han aner ikke, hvorfor han er der, men han finder snart ud af, hvordan det ender.

Fra at være en film hvor de unge mænd objektificerer kvinderne, bliver de selv objekter. Ikke i forbindelse med sex, men med den sidste grænse – døden. For hvad er der tilbage at prøve, når penge kan købe alt.

Der er nogle virkelig klamme scener i filmen, og jeg måtte kigge væk et par gange. Alligevel synes jeg ikke, at Eli Roth overdriver, for det passer ind i historien.

Det mest skræmmende er næsten, at Roth fik idéen fra en hjemmeside på Internettet, der reklamerede med, at man mod betaling kunne skyde et menneske. Halvdelen af betalingen gik herefter til ofrets familie, og bagefter kunne man gøre med liget, hvad man ville. Virkelig en uhyggelig tankegang, men sikkert ikke helt usandsynlig.

Special effects i filmen er meget veludførte og virker totalt troværdige. Samtidig følger kameraet historiens udvikling, så vi i starten har en “glad” film med masser af farver og flotte kameravinkler, men efterhånden som historien bliver mere dyster, bliver farverne tonet ned og kameraet bliver mere og mere primitivt for til sidst at blive håndholdt i jagten gennem “kunst-udstillingen”.

Eli Roth har overtalt et af sine store forbilleder, den japanske instruktør Takashi Miike (bl.a. Imprint og One missed call), til at være med i filmen, idet Miike har en lille cameo som rig forretningsmand, der besøger “kunst-udstillingen”.

Eli Roth har tidligere lavet Cabin Fever, som også kan anbefales. Han er ikke bange for at lave tingene blodige, men samtidig har han en historie at fortælle, og det lykkes rigtig godt her i Hostel.

Om filmen:

Instruktør: Eli Roth
Udgivelsesår: 2005

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Re-animator

Re-animator

Det er ved at være nogle år siden, jeg sidst så Re-animator, så da jeg fandt en double disc udgave med næsten 3 timers ekstra-materialer til, var det en glimrende anledning til et gensyn. Og jeg blev da heller ikke skuffet.

Herbert West er en ung videnskabsmand, der har studeret i Zürich, men hans underviser dør, og Herbert kommer tilbage til staterne. Her starter han i samme klasse som Dan Cain, en dygtig studerende fra en fattig baggrund, der er kæreste med inspektørens datter, Megan.

West lejer sig ind hos Dan, men Megan bryder sig ikke om ham. Og måske med god grund, for West arbejder på at bryde dødens endegyldighed og finde en måde at gøre de døde levende igen. I starten er Dan også skeptisk, men da han ser West genoplive en død kat, bliver han indfanget af eksperimenterne, og før han ved af det, er han blevet udelukket fra skolen, og inspektør Halsey forbyder ham at se Megan.

Det stopper naturligvis ingenting. West og Dan sniger sig ind i lighuset og forsøger at genoplive et lig, og herfra går det helt galt. Halsey opdager dem, men bliver selv slået ihjel af det genoplivede lig, og nu opdager skolens førende kirurg dr. Hill, at West har held med sine eksperimenter. Hill beslutter sig for at stjæle æren og resultatet, men ender selv som en hovedløs zombi, der begærer Megan vildt.

Resten af filmen er et herligt skue i splat-effekter, og har måske ikke meget mening men står som et monument i filmhistorien. Filmen har da også fået flere efterfølgere, bl.a. Bride of Re-animator og Beyond Re-animator, der også har Jeffrey Combs på rollelisten som Herbert West, og er instrueret af Brian Yuzna, som var producer på Stuart Gordons Re-animator.

Re-animator var Stuart Gordons debut som instruktør. At det blev en horror-film, han debuterede med, var bl.a. fordi det var en genre, det var relativt let at rejse pengene til, og fordi Gordon altid havde været fascineret af Frankenstein. En ven vidste det og anbefalede Gordon at læse H. P. Lovecrafts historier om Herbert West – re-animator, og det blev startskuddet til en fin karriere.

Filmen kostede knap en million dollars at lave, så det var et meget lille budget. Mange af special-effects’ne er derfor “snyde-billeder” og props, men det er lavet med fantasi og humor, og derfor virker de stadig i dag, selvom vi da godt kan se, at dr. Hill sidder under bordet med hovedet i en stålbakke.

Hele filmen er skabt ud fra det koncept, at der skulle være masser af splat og masser af sex. Gordon mente her, at “more is more”, og det virker forrygende. De vilde splatter-effects, de nøgne mennesker der løber rundt og forsøger at myrde vores helte, og den gennemgående humor gør, at Re-animator stadig lever mere end 20 år efter premieren. Filmen har også været med til at flytte grænserne for, hvad man kan vise på skærmen, og samtidig har man som tilskuer stadig et forhold til filmens personer. Det er nok sjov og splat, men man føler alligevel sympati for Dan i slutningen.

Om soundtracket siger Gordon i ekstra-materialerne, at Richard Band ønskede at hylde musikken fra Hitchcocks Psycho, men samtidig lave den med et humoristisk islæt, der kunne hjælpe publikum med at grine under de mest forrykte scener. Desværre blev Band nærmest beskyldt for at have plagieret Bernard Hermans musik, og det beklagede Gordon meget.

En anden sjov detalje, Gordon fortæller om i ekstra-materialerne, er, at man besluttede at sende filmen ud Un-Rated. Det betød, at man ikke kunne reklamere i alle aviser, og at de reklamer der kom ud hovedsagelig bestod af hvid tekst på sort baggrund. Ikke desto mindre fik filmen en fin premiere, og kritikerne var yderst positive (Læs f.eks. Roger Eberts anmeldelse). Re-animator blev dog ikke en block-buster på samme måde som f.eks. Halloween, i stedet fik den nyt liv med video-filmenes fremkomst og blev ad den vej støt og roligt en klassiker indenfor genren.

Stuart Gordon er ifølge IMDB på vej som forfatter med endnu en Re-animator film House of Re-animator, der skulle komme i 2010. Han har også instrueret to afsnit i serien Masters of Horror: Dreams in the witch-house fra sæson 1 og The black cat baseret på Edgar Allan Poes novelle i sæson 2, samt film som Castle Freak og Dagon.

Om filmen:

Instruktør: Stuart Gordon
Udgivelsesår: 1985

My name is Bruce

Jeg vil rigtig godt kunne lide Bruce Campbell film, fordi jeg er så vild med Evil Dead filmene, men “My name is Bruce” er desværre hverken rigtig sjov eller interessant.

Bruce Campbell spiller Bruce Campbell, som er i gang med opfølgeren til skodfilmen Cave Alien, da han bliver kidnappet af beboerne i den lille by Gold Lick.

Ved et uheld er en gammel kinesisk krigsgud blevet vækket, og nu vil han slå alle i Gold Lick ihjel. Teenageren Jeff er imidlertid sikker på, at hans store idol Bruce kan hjælpe dem, og derfor kidnapper han Bruce, som i første omgang tror, at det er et led i at fejre hans fødselsdag. Så han hjælper glad og gerne, men da han står foran monstret, er heltemodet til at overse.

Bruce Campbell har selv instrueret filmen, og den er som sagt desværre ikke særlig god. Han prøver at lave lidt fis med B-films genren og kulten omkring hans person, men i stedet for at blive sjov, bliver det bare meget B-films ligegyldigt. Der er ikke de sjove og overraskende one-liners, som han ellers kan fyre af, og slagsmålene med monstret er heller ikke hverken sjove eller særligt uhyggelige.

Jeg blev skuffet over “My name is Bruce”, men håber på at Campbell vender stærkt tilbage næste gang.

Instruktør: Bruce Campbell
Udgivelsesår: 2007

Pelts

Efter i lang tid at have ledt efter 2. sæson af “Masters of Horror” serien har jeg nu endelig fået fat i den. Og indtil videre tegner det til at blive en ligeså god oplevelse som de første 12 film. “Pelts” er instrueret af Dario Argento, som i første sæson stod bag “Jennifer“.

Jack Feldman ejer et lille pelseri, som han kører næsten som en slaveanstalt. Han stinker af døde dyr, som stripdanseren Shanna udtrykker det, og det er uheldigt, for Jack vil have Shanna. En aften bliver han kontaktet af krybskytten Jameson. Han har fået fat i nogle helt ekstraordinære smukke vaskebjørne-skind, som han vil sælge til Jack. 

Da Jack og hans hjælper kommer ud til Jameson finder de dog både ham og hans søn døde. De tager alligevel skindene med, og Jack sætter sine folk i gang med at lave en smuk frakke, som skal vinde ham Shanna. Men undervejs sker der en række mystiske dødsfald, og da Jack overrækker frakken til Shanna, går tingene ikke helt som planlagt.

“Pelts” er en blodig fornøjelse blandet med erotik og stærke farver. Der var enkelte scener, som var skræmmende, men de fleste er bare blodige. Alligevel synes jeg udmærket om filmen, som på en time fortæller en okay historie og viser den lige på og hårdt.

Instruktør: Dario Argento
Udgivelsesår: 2006

Wes Craven’s New Nightmare

Wes Craven's New NightmareWes Craven’s New Nightmare er 7. og (indtil videre) sidste film om Freddy Krueger (bortset fra spin-off filmen Freddy vs. Jason) er Wes Craven tilbage som både manuskript-forfatter og instruktør. Det er blevet til et meta-genre eksperiment, som leger med mediet på en yderst underholdende måde.

Heather Langenkamp spiller Heater Langenkamp, som spillede Nancy i den første film. I anledningen af at det er 10 år siden den første Nightmare-film kom inviteres hun til at deltage i et tv-show, hvor også Robert Englund dukker op som Freddy Krueger. Planen er at få Heather til at sige ja til at spille med i en sidste Nightmare-film, for Wes Craven (spillet af ham selv) er i fuld gang med at skrive manuskriptet.

Men Heather er ikke så tændt på idéen. Hun har været udsat for telefonterror af en, der giver sig ud for at være Freddy Krueger, og da hendes mand dør i en bilulykke, som Heather har set i en drøm, der har tydelige Freddy-præg, ved hun ikke, hvad hun skal stille op. Og så begynder også hendes lille søn at drømme om “den væmmelige mand”.

Wes Craven’s New Nightmare adskiller sig fra de andre film ved at have et rent voksent cast af skuespillere, pånær Heathers søn. Derudover har den masser af referencer til den første film og genbruger skuespillerne, hvor det passer ind. Ud over Heather Langenkamp ses fx også John Saxo, som spillede hendes far i første film. Flere af scenerne fra første film går også igen, bl.a. bruger Wes Craven igen et gyro-rum (som det Tina blev myrdet i), og Freddys tunge ud af telefonen er også en elsket klassiker.

Og som en ekstra detalje krydrer Wes historien med Grimms eventyr Hans og Grete. Gæt selv hvor Freddys fyr passer ind i den sammenhæng.

Jeg synes, at Wes Craven’s New Nightmare er en værdig og seværdig afslutning på en serie, som satte nye standarder for horrorgenren. Den leger med genren og skaber nye muligheder, samtidig med at den også er vellavet “bare” som sig selv.

Om filmen:

Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1994

A nightmare on Elm Street serien:

A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu

Freddy’s Dead: The Final Nightmare

I sjette film om Freddy Krueger finder vi ud af endnu mere om hans baggrund, bl.a. at han har et barn, og at han blev moppet som dreng.

Det er lykkes Freddy at slå alle børnene i Springwood ihjel, og nu er han nødt til at søge nye græsgange for at skaffe sig sjæle. For at gøre det opsøger han sit barn i drømme, og springer ind i dets krop for at kunne materialisere sig i vores verden, for som vi alle ved “Every town has an Elm Street!”

Det har været kendetegnene for alle filmene i serien indtil nu, at de unge hver gang har kæmpet for at få forældrene/autoriteterne til at tro på deres historie om Freddy og få deres hjælp. Og hver gang er de stødt mod en mur af mistro, ligegyldighed og uformåen. De unge har måtte forsvare sig mod anklager om at være på stoffer, om at være dårlige mødre osv., og har hver gang måtte klare ærterne selv.

Denne gang udspringer handlingen sig delvist i Springwood, som er blevet noget af en spøgelsesby, nu hvor alle børnene er væk, og delvist på et herberg for unge. Og på det herberg er der for en gang skyld en voksen, som både kan og vil hjælpe børnene med at tage kampen op mod Freddy.

En af de fedeste drømmescener her i 6’eren handler om at falde, og her er naturligvis ikke tale om et helt almindelig fald 🙂

Instruktør: Rachel Talalay
Udgivelsesår: 1991

A nightmare on Elm Street serien:

A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu

A Nightmare on Elm Street: The Dream Child

A Nightmare on Elm Street: The Dream ChildAlice, som overvandt Freddy i den fjerde film, er også hovedperson i denne. Hun er gravid, og det viser sig, at Freddy kan kommunikere med hendes foster, og gennem dettes drømme tvinge sig vej ud i vores virkelighed. Alice må kæmpe både mod samfundet, som ikke tror på hendes historie og mod Freddy, som forsøger at “stjæle” hendes barns sjæl, og hun får hjælp i kampen fra Freddys mor.

Der er jo i virkeligheden ikke den store forskel i handlingen i de forskellige film i serien. Det som gør dem interessante er, hvilke nye mareridt Freddy dukker op i, og her i 5’eren A Nightmare on Elm Street: The Dream Child får vi bl.a. gentagelsen, tvangsfodring foran et grinende publikum, og ikke mindst den spændende brug af ændrede perspektiver og rumvinkler, der går igen i alle filmene. En af de bedste scener er en forfølgelses-scene på trapper i Freddys univers. De løber op og ned og bryder fuldstændig alle rumperspektiver, og det er rigtig godt lavet.

Om A Nightmare on Elm Street: The Dream Child:

Instruktør: Stephen Hopkins
Udgivelsesår: 1989

A nightmare on Elm Street serien:

A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu