Her er endnu en film, hvor jeg ikke har set den originale klassiker, men først får set genindspilningen. I dette tilfælde vil jeg dog vove at påstå, at Alexandre Aja har gjort et glimrende job. Det betyder dog ikke, at jeg vil undlade at se Wes Cravens udgave også.
“The hills have eyes” handler om en amerikansk familie, som på en ferietur beslutter sig for at se ørkenen. Desværre for dem ender de på en blind vej, hvor bilen forulykker. Big Bob (spillet af Ted Levine som havde den uforglemmelige rolle som Jame Gumb i “Ondskabens øjne”) beslutter sig for at gå tilbage til gasstationen, som de kom forbi nogle miles siden for at ringe efter hjælp. Men mens han er væk, går det op for de andre, at de ikke er alene. Nogen holder øje med dem fra bjergene …
Der er flere virkelig fede scener i filmen, og alene selve scenariet i ørkenen er både smukt og skræmmende. På ekstra materialerne forstod jeg, at Aja har tilføjet en forladt by midt i ørkenen i forhold til originalen, og jeg synes, idéen er genial. Mutanternes make-up er ganske enkelt fremragende lavet, og hele stemningen i filmen er gysende lige fra filmens intro, som viser dokumentarklip af amerikanske atomprøvesprængninger.
Jeg har tidligere set “Haute tension” af Aja, som jeg også faldt fuldstændig for. Denne genindspilning af Wes Cravens klassiker levede til fulde op til mine forventninger, og jeg glæder mig til at se hans genindspilning af “Into the mirror”, som snart kommer i de danske biografer.
Instruktør: Alexandre Aja
Udgivelsesår: 2006
Jeg købte den tilbage i sommerferien, og den skræmmer mig stadig en del, men fed er den. Og hvor er jeg glad at Wes Craven bad Alexandre Aja om at lave denne her version.
Ja, jeg synes også, den er ret skræmmende 🙂 Og Aja er en dygtig filmmand.
Jeg hopper med på bølgen, og tilslutter mig begejstringen. Uden tvivl er den moderne udgave af “The Hills have eyes” gyselig på den rigtige måde, når man som jeg elsker gyser-film. Jeg har set originalen og kan også kun sige, at de ligner hinanden – og det er jo kun godt, da det ellers ville være en anden film end en genindspilning. Stemningen er hele vejen uhyggelig og filmens handling udspiller sig i et tempo, hvor pulsen ikke får lov til at falde til hvile ret længe af gangen. En ægte klassiker inden for genren og en stor hyldest til Wes Cravens første udgave.