Doomsday

DoomsdayJeg var så heldig at få Doomsday i julegave. Det var en af de film, jeg ikke nåede at se i biffen, så stor var glæden, da jeg så den fine metalæske under juletræet. Efter at have set den er jeg dog en lille smule splittet. Jeg vil rigtig gerne kunne lide den, fordi den er flot lavet, sjov, fuld af splat og historien er slet ikke så tosset. Men der var dog småting, som jeg blev voldsomt irriteret over.

Doomsday udspiller sig i 2038 i et næsten uddødt Skotland. 30 år tidligere dukkede en virus op, som slog stort set alle ihjel. For at redde resten af Storbritannien byggede man en mur tværs over grænsen og lod Skotland dø inde bag den.

Ved filmens begyndelse er der dog fundet nye udbrud af virussen midt i London, og man er nødt til at forsøge at skaffe en vacine. Det viser sig nemlig, at der trods alt lever mennesker bag muren, og en specialenhed med Kathrine Sinclair i spidsen sendes ind for at finde en kur. Men det går naturligvis ikke så nemt, som håbet.

Doomsday er fyldt med flotte futuristiske scener, og der er ingen tvivl om, at instruktøren Neil Marshall har været inspireret af Mad Max filmene. Emma Cleasby, der spiller Sinclair, er slet ikke så dårlig som den barske soldat, der ikke føler, at hun har noget at leve for. Og så er der ca. midtvejs et ret skægt skifte i filmens univers. Fra storbyens vilde horder fyldt med tatoveringer og anderledes tøj, flyttes handlingen pludselig ud på et skotsk slot med riddere og skønjomfruer. Det er helt godt lavet.

På minus-siden tæller at der flere steder er kiks i universet. Hvordan kan det fx lade sig gøre at skyde en armbrøst gennem en panseret vogn? Og hvorfor er fremtidens bybefolkning altid kannibaler?

Jeg tror, at jeg vil se Doomsday igen om et stykke tid. Så tror jeg nemlig, at de gode ting vil overskygge de dårlige. For jeg vil altså rigtig gerne lade mig underholde af en apokalyptisk sci-fi thriller.

Neil Marshall har tidligere instrueret bl.a. The decent og Dog soldiers.

Om filmen:

Instruktør: Neil Marshall
Udgivelsesår: 2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.