Det sker desværre (alt for tit), at kinky taglines er alt, hvad en film har at byde på, som fx “Nogle kom for at feste. Andre kom for at æde”. Og jo, jeg ved godt, at den slags film skal tages med et forbehold, men lidt skuffet blev jeg nu alligevel.
“Dangerous Water” prøver med sit cover at sælge sig som en pendant til “Open water”, men er i stedet en noget intetsigende haj-film.
Tre veninder er på spring break i Florida, og hver dag på stranden er en fest. Vores charmerende hovedperson er blevet advaret om hajerne – men her blev vist mest tænkt på de tobenede af hankøn. Og den første time er da også hovedsageligt en lang festscene, hvor vores heltinde vakler imellem to fyre, og hvor den ene selvfølgelig er en værre karl. Det hele afbrydes et par gange af nogle ganske korte og ganske umotiverede klip til personer, som bliver ædt af en haj. For der er naturligvis en skummel person, som lokker hajerne ind til stranden!
Først en time inde i filmen kommer hajerne – men så kommer de til gengæld også nærmest i hundredvis, og stranden bliver forvandlet til et rent ædegilde. Heldigvis har vores heltinde dog et par tricks i ærmet, så jeg kan vist godt sige, at alt ender lykkeligt uden at afsløre for meget.
Havde jeg haft hang til letpåklædte piger, tror jeg, at filmen havde vundet væsentlig i underholdningsværdi, for ret skal være ret. Der bliver vist mange smækre bryster og baller undervejs. Og havde jeg set den amerikanske titel og cover, ja så havde titlen fortalt lige nøjagtigt, hvad man fik. Og nogle gange er det et hit, som fx i “Snakes on a plane” der var sjov og vellykket på sine præmisser. Her var slanger i et fly og en masse fede one-liners. For ikke at glemme Samuel L. Jackson
Alt i alt synes jeg dog, at “Dangerous Water” har et for dårligt manuskript, for dårlige hajer, og ikke kitch nok til at man rigtig kan grine af det.
Om “Dangerous Water”:
Instruktør: Paul Shapiro
Udgivelsesår: 2005