Jeg købte The dead of Night i min lokale byttebiks, og heldigvis kostede den ikke alverden, for det er dog noget værre makværk.
På et hospital (formentlig en institution for farlige mentalt syge) undslipper en indlagt ved at slå de ansatte ihjel. Han flygter og ender på en kirkegård. Samme kirkegård er hjemsted for en gruppe unge, som kommer her for at feste og kæle. De har inviteret et par nørder for at lave en praktical joke med dem, men aftenen ender med, at nørderne og den ene pige fra gruppen bliver overfaldet af noget, uden de andre opdager det.
Næste dag på skolen opfører de overfaldne sig mystisk, og da aftenen falder på, begynder de at rekruttere andre fra skolen. De er nemlig blevet til en slags mumieagtige væsner uden følelser men med ønsket om at rekruttere alle andre. “You have to die to be reborn“, som monstrene konstant udbryder, og som reborn føler man sig supergodt tilpas, er stærk og om natten forvandler man sig til et rigtig tåbeligt udseende monster.
Der er flere grunde til, at The dead of Night er rigtig dårlig. Dels selve historien som virker noget tilfældig og hovsa-agtig uden nogen forklaringer eller afslutninger. Dels måden den er filmet på med meget bratte klipninger, irriterende brug af zoom og slørede billeder, forsøg på at gøre filmen interessant ved at skifte mellem frøperspektiv, zoom og rystende billeder, og brugen af ind i mellem meget grynede billeder og andre gange helt skarpe billeder uden der umiddelbart er nogen grund. Dels den åbenlyse mangel på et budget til lokations, hvor man på skolen aldrig ser andre elever, og til en fodboldkamp tydeligvis bruger billeder fra en anden optagelse, og jeg kunne blive ved.
Manuskriptet har stjålet inspiration fra Invasion of the Body Snatchers, men specials effects er rystende ringe. Når menneskene forvandler sig til monstre, bliver de bare pakket ind i bandager og får en gummimaske på med store, skæve tænder. På ingen måde skræmmende, bortset fra at deres savl er ret ulækkert.
Ligeledes falder filmen mellem to stole i forsøget på enten at være uhyggelig eller sjov, og ingen af delene lykkes. Langt det meste af filmen er det (formentlig) meningen, at tilskueren skal blive bange, men pludselig begynder monstrene at diskutere med deres ofre, og nogle ufattelig flade jokes fyres af. Det virker slet ikke.
Der er faktisk ikke rigtig noget godt at sige om The dead of Night, som da også kun har fået en “user rating” på 1,9 på IMDB.
Om The dead of Night:
Instruktør: Tom Duncan, Miles Feldman, Serge Rodnunsky
Udgivelsesår: 2004