The Devil Rides Out

The Devil Rides OutThe Devil Rides Out bygger på Dennis Wheatleys roman fra 1934 og er instrueret af Terence Fisher.

Duc de Richleau og Rex Van Ryn er bekymret for deres fælles ven, den unge Simon. De har ikke set noget til ham længe og beslutter sig for at komme på uanmeldt besøg. Men da de kommer er huset fuldt af mennesker, og Simon er ikke specielt glad for at se dem. De får at vide, at Simon er blevet medlem af et astronomisk selskab, men da han efterfølgende smider dem ud, opdager Richleau, at selskabet snarere handler om sort magi, og at Simon skal indvies til djævelen.

Til festen er også den unge kvinde Tanith, som Rex bliver ganske indtaget i. I deres kamp for at få fat i Simon, opdager Rex, at heller ikke Tanith er blevet indviet endnu, og han forsøger at redde hende også. Men deres kamp mod Mocata, som leder kulten, er ikke uden problemer, og de må både møde mennesker og djævle ansigt til ansigt for at befri Simon og Tanith fra kulten.

The Devil Rides Out er fuld af action og spænding, og der er nogle ganske uhyggelige scener undervejs. Bl.a. må Richleau og vennerne stå op mod selveste dødsenglen. Selvom afsløringen af dødsenglens ansigt ikke er det klimaks, det sikkert var i 1968, så er optakten med den sorte hest stadig effektiv.

Filmen følger bogens forlæg ret tæt, og jeg synes, at Christopher Lee gør det glimrende som Richleau. Det er interessant at se, hvor godt han udfylder helterollen, når han som oftest spiller ondskaben selv. Rex rolle spilles af Leon Greene, som er mere anonym, men hans rolle er også mere actionmandens. Mocata spilles af Charles Gray, der har en udmærket scene, hvor han viser sin viljes kræfter.

The Devil Rides Out blev iøvrigt udsendt på det amerikanske marked under titlen The Devil’s Bride, da originaltitlen mindede for meget om en western! Selvom The Devil Rides Out ikke er en af de film, som kommer til at stå mejslet i min hukommelse fremover, er det fin underholdning. Har man lyst til et let gys, er det bestemt et udmærket valg, hvis man holder af de gamle Hammer film.

Se traileren på YouTube

Om filmen:

Instruktør: Terence Fisher
Udgivelsesår: 1968

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.