Tunnelen under verden af Frederik Pohl

tunnelen_under_verdenSatirisk og tankevækkende science fiction novellesamling fra en af genrens grand old men

Frederik Pohl er et af de helt store navne indenfor science fiction genren. Et gennemgående tema i forfatterskabet er menneskehedens overlevelse samt grænsefladen mellem menneske og maskine, men også konsum-samfundet, som han ofte har beskrevet satirisk, berøres i denne samling, der indeholder 8 noveller.

Blandt mine favoritter er ”Mens vi venter på de olympiske” – en alternate history-novelle med det ekstra twist at fortælleren i bogen er en forfatter, som pønser på at skrive en alternate-history-roman, der meget vel kunne være vores historie. Novellen udspiller sig i en verden, hvor romerriget stadig sidder på magten og verdensherredømmet. Nu er jorden blevet kontaktet af rumvæsner, og alle er ivrige efter at ”de olympiske” (som de bliver kaldt i folkemunde) kommer til jorden. Pludselig ophører signalerne, men hvorfor?

Også ”En dag i Lotteri-tivoli” skal fremhæves. Her lider jorden under en voldsomt voksende befolkning, og hvert land forsøger på hver sin måde at begrænse overforbruget af klodens ressourcer. I USA har man Lotteri-tivoliet, hvor man kan vinde store præmier, og prisen er ikke særlig høj!

Mange af Pohls noveller har et satirisk samfundskritisk syn på verden og menneskene, men i ”De Bed-Stuy grønnedes” forestiller han sig et utopisk bybillede, hvor en hel bydel hviler miljørigtigt i sig selv. Den slags kan naturligvis ikke nås uden modstand, og i novellen må arkitekten bag visionen både slås med byråd, mafia og befolkningen. Novellen er oprindelig en af fem fortællinger, som udkom samlet under titlen ”The Years of the City”.

Den sidste novelle er titelnovellen, som er besk hilsen til reklame-industrien og det kommercielle samfunds evige forbrug, og selvom historien er den ældste i samlingen (fra 1955), er den ligeså tankevækkende og underholdende i dag, hvor slutningen næsten gav mig ondt i maven.

Samlingen afsluttes med et interessant efterord ved Niels Dalgaard, som også har udvalgt og oversat. Her opsummerer han kort og præcist, hvorfor Frederik Pohl har opnået så stor anerkendelse, samt præsenterer forfatterskabets vigtigste værker.

En glimrende introduktion til et stort forfatterskab og en spændende og velfortalt novellesamling, som sagtens kan læses, selvom du normalt ikke er til science fiction.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Indhold:

Milliondagen
Dagen efter dagen hvor marsboerne kom
En dag i Lotteri-tivoli
Shaffery blandt de udødelige
Da Bed-Stuy grønnedes
Sidder omkring poolen og slikker solskin
Mens vi venter på de olympiske
Tunnelen under verden

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Forlag: Science Fiction Cirklen, 246 sider

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.