Jeg har endnu ikke selv fået læst Erwin Neutzsky-Wulffs “Jack the Ripper”, men den står på min “bør læse”-liste. Indtil jeg selv får læst den, kommer her en sammenfatning af, hvad andre har skrevet om bogen.
På forlaget Sohns hjemmeside står der i pressematerialet:
“I sin nye roman, JACK THE RIPPER, giver Erwin Neutzsky-Wulff sit skønlitterære bud på verdens mest berømte mordsag – sagen om den ukendte morder, som i 1888 dræbte og lemlæstede mindst 5 kvinder i Londons luderkvarter, Whitechapel.
JACK THE RIPPER er en traditionel kriminalroman med spor, mistænkte og en morder, hvis identitet røbes på de sidste sider. Den bygger på de historiske fakta og er baseret på studier af i tusindvis af sider om tiden og sagen i politirapporter, dagbøger og breve.
I kraft af de mange personer, der var berørt af sagen, er Erwin Neutzsky-Wulffs roman samtidig et portræt af den victorianske tidsalder på vej ind i det tyvende århundrede – en guldalder for romantikere, drømmere, anarkister, spiritister og okkultister.
Foruden sagens centrale aktører møder vi en række kendte digtere, malere, politikere, frimurere, medier, magikere og mange andre navngivne personer fra tiden, som alle var interesserede i og måske involverede i de mystiske mord. Ikke mindst møder vi de ulykkelige ofre, hver med sin historie, og de mennesker, der omgav dem i Londons mest berygtede kvarter.
Ingen mordsag i historien har givet anledning til så mange spekulationer om morderens identitet som sagen om Jack the Ripper. “Ripperologer” over hele verden har gennem årene foreslået talløse mulige skyldige. I denne roman tegner Erwin Neutzsky-Wulff sit eget billede af tiden, historien og morderen”.
Ikke alle anmeldere har været lige begejstret for bogen.
Jyllandspostens Johnny Harboe giver den 2 ud af 6 stjerner og skriver bl.a.: “Der er ingen tvivl om, at Erwin Neutzsky-Wulff er i besiddelse af en massiv viden om Victoria-tiden, om okkulte fænomener og mange andre ting. Spørgsmålet er blot, hvorfor det hele serveres i en så ukontrolleret pærevælling. Så skal vi lige have et Nietzsche-citat, så skal vi høre om forfatteren Robert Louis Stevenson, så skal vi overbevises om, at Alan Moores tegneserie ”From Hell” (der er udgivet over hundrede år efter mordene) ikke giver et sandfærdigt billede af Jack the Ripper-sagen”.
Politikens Mette Højbjerg giver blot en stjerne ud af 6 mulige og kalder bogen for: “70 ikke særlig sammenhængende kapitler på hver 1-2-3 sider med Wulffs historieforelæsninger om bl.a. liberalisme, spiritualisme, feudalisme og galvanisme blandet med overfladiske og usanselige portrætter af myrdede prostituerede, diskussioner på lokale britiske pubber, en journalists overvejelser, utallige historier om ukendte såvel som kendte personer, hvis sammenhæng til morderen står hen i det uvisse.”
Berlingskes Jesper Eising giver ligeledes kun en stjerne og kalder bogen for: “… en rodet, forvirrende og uredigeret gryderet uden fast holdepunkt. Først til sidst samler bogen sig pludselig om en fiktiv dagbog – muligvis fra the Ripper selv – hvor der rent faktisk bydes på nogle interessante fortællemæssige takter.”
Bjarne Nielsen på Arbejderen er mere positiv. Han skriver bl.a.: “Man er pragtfuldt underholdt i dette Charles Dickens univers” og “Neutzsky-Wulff tegner et fremragende billede af tiden, The Ripper-historien og hans bud på morderen er yderst kvalificeret”.
Stig W. Jørgensen giver på Ekkorummet en grundig omtale af bogen, og gør bl.a. opmærksom på at forlaget snarere burde have markedsført “Jack the Ripper”, som en utraditionel krimi hvad den er “Så ville læsere med traditionelle forventninger ikke blive skuffede, og andre ville måske ligefrem se genrebetegnelsen som et plus i en tid hvor det vist ikke er traditionelle krimier vi mangler.”
Om romanens form skriver Jørgensen: “Dér hvor han [ENW] bryder med læserforventningerne, er i opbygningen som savner en sammenhængende fortløbende fortælling og kriminalromanens traditionelle spændingskurve. Det vi i stedet får, er en kalejdoskopisk roman om Jack the Ripper i enhver forstand: mordene, de mistænkte, konteksten, samtiden, Nachleben og kulturel signifikans. De første tre fjerdedele af bogen veksler mellem vignetter, små portrætter og dialoger, diverse indskud som en oversættelse af Keats’ ‘La Belle Dame Sans Merci’, essayistiske passager, i en grad så det ikke alene bryder med genren kriminalroman, men – som de fleste af Neutzsky-Wulffs senere bøger – med selve den gængse opfattelse af en roman.”
Og hvor flere af ovenstående anmeldere slet ikke brød sig om denne opbygning, så skriver Jørgensen videre: “Jeg kan godt lide ideen om en sådan kalejdoskopisk Jack the Ripper-roman – fordi Jack the Ripper netop er så meget: ikke bare en historisk mordsag, ikke bare en gåde, men et fænomen, et symbol, et kulturelt ikon, noget der er behandlet i så mange såvel fag- som skønlitterære bøger at dette i sig selv er værd (og uomgængeligt) at tematisere.”
Jørgensen slutter af med ordene: ” Jeg fandt teksten underholdende, og den øgede min nysgerrighed vedrørende Jack the Ripper, som ellers ikke har været en af mine interesser – men som gammel Neutzsky-Wulff-læser havde jeg vel også en idé om hvad jeg gik ind til.”
Læs forfatterens egne tanker bag udgivelsen
Udgivelsesår: 2012
