Normalt læser jeg ikke meget fantasy, da jeg jeg har en fordom om, at det er lidt kedeligt. Men da jeg tidligere har læst Jonas Wilmann med stor fornøjelse og ved, at han har en interessant stil, gav jeg Svovlild en chance, og derfor omtaler jeg den også her på siden, selvom den vist ikke helt kan betegnes som horror.
Romanen foregår sig i Drageriget, som er befolket af fire drageklaner: De hvide, de røde, de blå og dragerne i havet. En voldsom krig lagde stort set alt øde for mange år siden, og først da det lykkedes for de hvide drageguder at forvise de røde drageguder til intetheden, blev der fred.
De forskellige klaner fik hvert deres område og påbud om at genopbygge landet. Men det efterlod de røde i det mest ødelagte land, og i nutiden er der oprør på vej i de unges rækker.
Fortællingen følger den hvide drage Esmeree, som mistede sin mage nogle år tilbage, så nu er hun alene med sine to sønner. Den anden hovedperson er Nauser. Han er søn af den røde dragekonge, men har alle dage følt sig anderledes. I hans hjerte banker hadet mod de hvide drager, og så er han voldsomt draget af Død.
De to drager er i starten nærmest modsætninger, men da krigen atter bryder ud, bliver Esmeree ligeså hadefuld og nådesløs som Nauser. Men hvis begge parter er lige grusomme, hvad bliver der så af håbet?
På sin blog skriver Wilmann, at romanen repræsenterer en klassisk øst/vest-konflikt og er inspireret af bl.a. Muhammedkrisen. Ved at overføre sin historie til et fantasy-rige kan han tage konflikten og fører den ud i yderste konsekvens; her et scenarie hvor grusomheder fører til hævn og endnu flere grusomheder og hvor ingen skånes uanset tilhørsforhold, alder eller køn.
“Det var ikke muligt at lave en historie eksklusivt med drager, hvis de var umælende dyr, så de skulle være menneskelige – og netop ved at gøre deres træk så genkendelige, og sporadisk bryde dem ned i glimt af dyrisk vold, fik jeg en glimrende måde at konkretisere vort eget indre bæst. Samtidig bestemte jeg mig for, at historien skulle være en slags analyse af krigens eller konfliktens mekanikker, og hvordan sådan noget opstår – og jeg havde masser af inspiration i den uforsonlighed, der var på begge sider i Muhammedkrisen.”
Sprogligt forsøger Wilmann sig ud i det mere patosfyldte, og det fungerer fint til fortællingens klassiske fantasy-univers.
Som sagt er jeg ikke stor fantasy-fan, og det var først i romanens anden del, at jeg for alvor blev grebet af historien. Her viser Wilmann sine evner til at beskrive ondskaben og forfaldet, som få formår det.
”Årstiderne havde kun skiftet én gang, og der var intet tilbage af det smukke rige, der engang fandtes. Overalt lå udbrændte kadavere og gik til i dyngerne af slagger; sur, sort regn silede ned over det forkullede landskab, og hvert et blad, der endnu ikke var visnet, var dækket af sort snask. Dette var maddikernes og råddenskabens æra. Der var død, og så var der endnu mere død. Den stinkende, rådne svovlstank hang altid på vinden og hviskede om nye, blodige kampe. Kæmpeskeletter lå strøet omkring i ødemarken og stirrede paralyserede, opgivende, på katastrofen, mens altædende insektsværme lænsede de sidste trevler fra knoglerne.”
For fanatasy-elskere er jeg overbevist om, at Svovlild vil være et hit. For mig var det okay underholdning, men jeg glæder mig til Wilmann kommer med sit næste horror-udspil. Det er her, jeg synes, han er stærkest og mest interessant at læse.
Om Svovlild:
Udgivelsesår: 2013
Omslag: Fotokostic/Jonas Wilmann
Besøg Jonas Wilmanns hjemmeside
