Bøger
Som et urværk – Lige under overfladen 10 / red. Carl-Eddy Skovgaard
Med ”Lige under overfladen”-serien giver Science Fiction Cirklen nye læsere mulighed for at få et indblik i hvor meget andet og mere end space-opera, science fiction er
Som et urværk er 10. bind i serien fra Science Fiction Cirklen, som siden 2007 har udgivet en årlig antologi med nyskrevne, danske science fiction noveller. Som i de tidligere år præsenteres både forfattere, som for første gang debuterer på papir, såvel som gamle kendinge som f.eks. A. Silvestri, Lars Ahn Pedersen og Flemming R. P. Rasch. Ligeledes dækker novellerne et bredt udsnit af genren lige fra rumrejser til kunstige intelligenser; fra tidsrejser til aliens osv.
Jeg har været fan af serien siden første bind, og det ændrer sig ikke her med bind 10. Jeg synes, det er spændende at læse de mange forskellige forfattere, og ikke mindst deres forskellige greb om genren, som af mange (ikke-læsere) kun kendes fra tv-serier som Star Trek og ikke regnes for ”rigtig” litteratur. Med ”Lige under overfladen”-serien giver Science Fiction Cirklen nye læsere mulighed for at få et indblik i hvor meget andet og mere end space-opera, science fiction er.
Blandt mine favoritter er A. Silvestris novelle ”Taxa”. Her er det blevet muligt at rejse tilbage i tiden, men uden mulighed for at ændre noget. I taxaen sidder en mand på vej tilbage til sin søns fødselsdag, men hvorfor det så vigtigt for ham at nå frem? En både smuk og sørgelig fortælling om kærlighed og valg.
Majbrit Høyrups novelle ”Søhest” hører også til blandt de bedste. Historien foregår et ikke nærmere bestemt sted i en ikke nærmere bestemt fremtid. De Fremmede benytter menneskene som værtskrop for deres æg med dødelig udgang for værten, ligesom snyltehvepse. Sonny passer på sine yngre søskende, efter at moren blev taget af De Fremmede, for faren er misbruger og ryger ind og ud af fængslet. Høyrup fortæller en nærmest socialrealistisk historie om socialt udsatte børn og deres muligheder i denne fine novelle.
Endnu en favorit er Lars Ahn Pedersens ”Århundredets mand”. Her hører vi fortalt i kronik-form historien om pornoskuespilleren Nik Harder, som får en afgørende betydning for menneskeheden, da han opsøger hjælp for at kunne holde sin rejsning. Som altid er Lars Ahn garant for en både velskrevet og eftertænksom historie.
”Med et net i bagagen” af Kim Foss tages George Orwells ”1984” til nye ekstremer, mens titelnovellen ”Som et urværk” af Flemming R. P. Rasch forestiller et samfund, hvor teknologien har udviklet sig helt anderledes. F.eks. findes computere som vi kender dem ikke; sporvogne er den offentlige transport-form; og Statens Centrale Analytiske Maskine registrerer alt i samfundet og sørger for at domfældelser sker på et sagligt grundlag.
Thomas Daugaard undersøger multivers-teorien i novellen ”Som venner vi skilles”, mens Kristoffer J. Andersen ser nærmere på konsekvenserne af, hvad udveksling af biologiske organismer med fremmede verdener kan afstedkomme i ”Sumpmus”. Vi kommer også på en inter-galaktisk popturné med Glen Stihmøe i ”Med Bambi på Månen”, ligesom Anne-Marie Træholt Rasmussen introducerer os for en ny form for historie-formidling i ”Et levende museum”. Og jeg kunne nævne flere.
Generelt synes jeg, at niveauet er højt i samlingen. Der er enkelte historier, jeg ikke bryder mig så meget om, men det er hovedsageligt, fordi emnet ikke siger mig noget, og ikke fordi de er dårligt skrevet. Med andre ord – Som et urværk er endnu en vellykket antologi der både underholder og udfordrer læseren.
(anmeldt til Litteratursiden.dk)
Indhold:
Morten Carlsen: Jordbær med fløde
A. Silvestri: Taxa
Kristoffer J Andersen: Sumpmus
Jesper Rugård Jensen: Som en sommerfugl over markerne
Richard Ipsen: Skøjteløber
Majbrit Høyrup: Søhest
Lise Andreasen: Choris paidia
Anne-Marie Træholt Rasmussen: Et levende museum
Gudrun Østergaard: Kreds 11 mandag aften
Kim Foss: Med et net i bagagen
Jon Terje Østberg: Invasion i blåt
Flemming R.P. Rasch: Som et urværk
Hans Peter Madsen: Pindsvinet
Thomas Daugaard: Som venner vi skilles
Lars Ahn Pedersen: Århundredets mand
Vagn Grønkilde: Julegaven
Jesper Goll: Postludium
Christian Kaarup Baron: Arbejderrobotten
Glen Stihmøe: Med Bambi på Månen
Jacob Bo Nøddeskov Nielsen: Det naturlige hjerte