Close-up af Esther Verhoef

Close-up af Esther Verhoef

 

I 7 år har Margot boet sammen med John, og i årenes løb har de slidt på hinanden uden dog rigtig at indse det. Da Margot opdager, at John har en affære med hendes veninde Mieke, bliver det dog dråben, der får bægeret til at løbe over, og Margot flytter for sig selv.

Til at begynde med har Margot det forfærdelig. Den nye start går slet ikke, som hun forestiller sig, men på en weekendtur til London møder hun den charmerende Leon, som hun falder pladask for. Og han falder tilsyneladende også pladask for hende.

Leon viser sig at være en kendt fotograf, og pludselig involveres Margot i en ny verden med frigjorte og ukonventionelle mennesker. Noget helt andet end den lille landsby hun kommer fra. Leon giver hende modet til at sige sit job op og starte freelance som indretningsarkitekt. Noget hun har drømt om længe.

Men alt er alligevel ikke lykken, for Leon er frygtelig jaloux, og da Margot mødes med ex-kæresten John, bliver han rasende. Og så er der også den lille detalje, at Margot nærmest til mindste detalje ligner Leons tidligere kæreste, Edith, som tilsyneladende begik selvmord.

Close-up er en letlæst erotisk thriller, som fanger læseren ind fra første side. Leon er med sin blanding af forståelse og jalousi-udbrud en fascinerende karakter, og man forstår sagtens, hvorfor Margot bliver så betaget af ham.

Esther Verhoef fortæller historien i to spor. Dels lader hun den navnløse morder fortælle, og dels hører vi Margots tanker og følelser. På den måde ved læseren mere end Margot og det er med til at øge spændingen.

Hvis du kunne lide Afsporet af James Siegel, tror jeg også, at du vil kunne lide Close-up, som er både underholdende og spændende.

Om Close-up:

Udgivelsesår: 2010
Forlag: Politiken, 319 sider
Originaltitel: Close-up
Oversætter: Annelise Skov
Omslag: Henriette Mørk, Imperiet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.