Den Universelle Alliance: Kampen for at overleve af Kasper Endelt

Den Universelle Alliance: Kampen for at overleve af Kasper EndeltDen 20. juni 2066 blev jorden invaderet af Nutavranerne, en fremmed race som menneskene kun lige havde opdaget. Nutavranernes overlegenhed tvang jordens militær i knæ, og man forsøgte at redde sig ved at bruge atomvåben mod fjenden. Det mislykkedes.

En soldat ved navn Conrad Salkor sætter sig i spidsen for en modstandsbevægelse, der fortsat kæmper mod fjenden. På et tidspunkt får menneskene kontakt til Den Universelle Alliance, der består af 40 forskellige racer. Med deres hjælp lykkes det menneskene at bekæmpe Nutavranerne. Men der er også andre krige at udkæmpe, og Conrads søn Dronik viger ikke tilbage for en udfordring.

Den universelle Alliance: Kampen for at overleve er første bind i en serie skrevet af den unge, autistiske forfatter Kasper Endelt. Endelt har en god fantasi, og fortæller en historie fyldt med action og heltemod. Stilen er meget refererende, så det føltes lidt som at læse et filmmanuskript, hvor scenen først beskrives efterfulgt af personernes replikker. Det får desværre historien og personerne til at fremstå unuanceret og uden dybde, hvilket gør det sværere at leve sig ind i fortællingen.

Der er i det hele taget lidt B-films stemning over plottet, som ikke altid hænger helt logisk sammen. Hvorfor vil jordens ledere f.eks. atombombe deres egne lande? Hvorfor vælger Conrad at starte sin modstandsbevægelse i Spanien? Hvis samfundet er stort set brudt sammen, hvorfor sender BBC så en journalist ud for at følge Conrad? Under hvilken invasion er det, Dronik finder kontaktinformationen til Den Universelle Alliance? Og hvordan kommer menneskene i kontakt med alliancen? Der er lidt for mange løse tråde og huller efter min smag.

Sprogligt er romanen ikke så stærk. Jeg faldt over en del pudsigheder, som f.eks. at Conrad skal “gøre sine krigerlige pligter” eller et officielt møde indledes med “mine ærede damer og herskaber“. Ligeledes virker replikkerne lidt ubehjælpsomme.

“Conrad: “Jeg må  med stor sørgmodighed fortælle at både Monika, Hik, Salt og Yammer er afgået ved døden. De ofrede sig for missionen, og vi ville ikke stå her i dag, hvis det ikke var for deres offer. Jeg kondolerer de nærmeste og håber, I forstår, hvor svært det har været at se dem gå bort. Jeg vil give jer tid til at bearbejde sorgen og fortælle dette til resten af jeres familier. Jeg beder om et minuts stilhed.” (s. 35)

Bagerst i bogen er en række opslag i Den Universelle Alliances Informationsbog. Her kan man læse om, hvordan alliancen blev skabt. Om nogle af de racer der er med i alliancen. Beskrivelser af militæret herunder våben og transport med mere. Det er en god idé. Det kunne dog godt være gjort mere tydeligt i layoutet, ligesom det er en smule kikset, at kapitel tre (dog med forskelligt indhold) optræder to gange i romanen.

Jeg tager hatten af for Kasper Endelt, at han som autist kaster sig ud i at skrive en roman, hvor man skal sætte sig ind i andre menneskers følelser og tanker. Det er dog ikke lykkes helt, og selvom historien også rummer masser af action, så var det desværre ikke nok til, at jeg lod mig rive med.

Tak til forlaget Mellemgaard for læseeksemplaret

Om Den Universelle Alliance: Kampen for at overleve:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Mellemgaard, 168 sider

 

2 tanker om “Den Universelle Alliance: Kampen for at overleve af Kasper Endelt

  1. Kasper Endelt siger:

    Super tak for den anmeldelse, giver mig en del til efter tanke og hvad jeg har at arbejde med og forberede frem over.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.