De efterladte af Palle Schmidt

De efterladte af Palle Schmidt

Hauge er IKKE enhver svigermors drøm. Efter endnu en voldsdom står han for at skulle løslades, men dagen inden får han en opgave af Bjarke, en af fængslets hårde drenge. Bjarkes nevø, Ditlev, er død, men Bjarke har ikke fået lov til at tage til begravelsen. Så det skal Hauge. Og så skal han samtidig undersøge, hvad der egentlig skete, da Ditlev døde.

Hauge tager modvilligt til Nordjylland, nærmere bestemt en lille havneby lidt udenfor Frederikshavn, hvor Bjarkes søster bor. Umiddelbart er hun ikke interesseret i at have noget som helst at gøre med nogen af Bjarkes venner, og samme fjendtlige holdning stråler ud af alle, Hauge møder i den lille by.

Hauge lader sig dog ikke stoppe, og da han opdager, at to af Ditlevs kammerater også er døde, er han overbevist om, at der må være en sammenhæng. Men hvorfor skulle de tre unge mænd dø? Hvilken hemmelighed gemmer sig bag mordene? Og er man i byen overhovedet interesseret i at få sandheden frem?

Palle Schmidt debuterede med tegneserien De lange næsers nat i 1999, og i starten af karrieren var det illustrationerne der var i fokus. Siden tilføjede han ungdomsbøger til repertoiret, og i 2016 debuterede han så som “voksenforfatter” med krimien Fanden på væggen. En rå og kontant krimi-noir som tog læseren med på en tur ned i undergrundens dunkle mareridt.

Nu er han aktuel med en ny krimi: De efterladte, som bestemt ikke er mindre rå. Og heldigvis for det.

Denne gang er vi langt væk fra storbyens larm, i en lille fiskerby hvor vejret er ligeså ugæstfrit som de lokale. Beskrivelsen af byen, hvor man er heldig, hvis togene stopper, og hvor Hauge har lige så stor mulighed for at være usynlig, som en skildpadde har for at springe højdespring, står knivskarpt. Her sidder fiskerlussingerne løse, når flabede fremmede stiller uønskede spørgsmål, og følger man ikke de uskrevne regler, er man selv ude om det.

Ligeså vellykket er portrættet af Hauge, der heller ikke er uvant med at bruge næverne. Efter en problematisk barndom og ungdom har han nu flere voldsdomme bag sig, bl.a. som følge af sin udprægede retfærdighedssans. Alligevel har han holdt sig klar af bandemiljøet og foretrækker at holde sig for sig selv. Han vil ikke skylde nogen noget.

Schmidt skriver effektivt og kontant. Tonen er rå, og kulden (både den menneskelige og den vejrmæssige) siver ud af siderne under læsningen. Her er ikke meget at grine af. Til gengæld er atmosfæren af had, mistro og fortabte drømme nærmest til at skære i. Det er flot skrevet.

Plottet hænger godt sammen, og selvom Hauge langt fra er den typiske opklarer-type med sin kriminelle baggrund og mistro til politiet, synes jeg, han virker troværdig. Jeg køber uforbeholdent præmissen, og vil med glæde læse flere bøger om Hauge.

Bogen lægger sig i nordic noir-strømmen, men er samtidig helt sin egen. Trods sin mørke tone er den knaldende underholdende, og forsiden, som Palle Schmidt selv har tegnet, sætter fra start læseren i den rette, dystre stemning. De efterladte er med andre ord et perfekt bud til en mørk vinteraften i sofaen, hvis du som jeg er fan af hårdkogte krimier med interessante hovedpersoner og uden garanti for en happy ending.

Uddrag af De efterladte:

Jeg drejede rundt på barstolen og vinkede til bartenderen med den tomme flaske. “Ved du, hvem der kunne have en beef med Ditlev?”

Bartenderen knappede endnu en Hancock op til mig. “En beef?”

Jeg tog imod flasken, tog en slurk. “Kunne nogen have grund til at slå ham ihjel?”

Bartenderens mund åbnede sig langsomt, som om en sætning skulle til at trille ud. Men han skyndte sig at lukke munden igen, og hans blik flakkede, samtidig med at en stol skrabede hen over gulvet bag mig.

“Do ska ett’ bland’ dig i wor’ saage,” lød den grødede stemme bag mig. Det var ikke uventet, men det var hurtigt.

Jeg drejede mig langsomt rundt på barstolen og kiggede op på manden, der tårnede sig op foran mig, ansigtet rødmosset af druk og fuldskægget stadig fugtigt efter den sidste tår. Han havde overalls på inden under sin cowboyjakke, og han var klar til at uddele øretæver, han skulle bare have skyggen af en grund. At jeg var her og havde sort tøj på, var vist grund nok. Han vidste ikke bedre den stakkel. (s. 44-45)

Reklame: Tak til Palle Schmidt for læseeksemplaret

Også anmeldt på Litteratursiden.dk

Om De efterladte:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Calibat, 229 sider
Omslag: Palle Schmidt

Serien om Hauge:

Sidste omgang,  2024
EXIT, 2022
Blod ved daggry, 2021
Ulv blandt ulve, 2020
De efterladte, 2018

Læs også:

I skyggen af Sadd af Blædel, Holm, Kjædegaard og Langstrup
Øje for øje af Paul Cleave
Jeg kan se i mørke af Karin Fossum
Bloddryppende af Rafael Reig
Fanden på væggen af Palle Schmidt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.