Vær med til at bestemme hvem der skal vinde Niels Klim-prisen 2018?
Siden 2011 er Niels Klim-prisen blevet uddelt for årets bedste kortere science fiction værk. Nomineringer finder sted i perioden d. 15. november til d. 15. februar, mens selve afstemningen finder sted i marts.
Niels Klim-prisen uddeles i fire kategorier:
- Novelle: 1-7.499 ord, dansksproget forfatter, for voksne
- Langnovelle: 7.500-17.499 ord, dansksproget forfatter, for voksne
- Kortroman: 17.500-39.999 ord, dansksproget forfatter, for voksne
- Oversat: 1-39.999 ord, ikke-dansksproget forfatter, for voksne
Hvis du gerne vil deltage i afstemningen, skal du melde dig ind i Niels Klim-systemet HER. Afstemningen slutter d. 30. marts. Læs mere om prisen her: OMMADAWN.DK.
De nominerede til Niels Klim-prisen 2018:
“Kvantegruppedynamik“
Af Manfred Christiansen i: “Lige under overfladen 13: De fremmede” udgivet af Science Ficion Cirklen
En samkørsel til et teambuilding-kursus byder på overraskende udfordringer for de fire meget forskellige ansatte.
“Verdensherredømme“
Af Jakob Drud i: “Lige under overfladen 13: De fremmede” udgivet af Science Ficion Cirklen
Vejledningen til et fuldt 3D-holografisk spil, hvor spillerne kan styre et helt land med alle dets ressourcer i konkurrence med 99 andre spillere.
“Anmeldelse af ’Genforeningen: De overlevende fra Sigrún 7’”
Af Lars Ahn i: “Lige under overfladen 13: De fremmede” udgivet af Science Ficion Cirklen
Novelle skrevet som en anmeldelse af filmdokumentaren ‘Genforeningen’, der handler om Sigrún 7, den første privatfinansierede Mars-ekspedition.
“Sortskørt“
Af Kenneth Krabat i: “Lige under overfladen 13: De fremmede” udgivet af Science Ficion Cirklen
I fremtiden finder en forsker en stor mængde tekster på en uddød rumstation. Forskeren sætter sin computer i gang med at opsummere teksten til én fortælling: Pippi Sortskørt. Det fører læseren på en tur til fuldt hus, roser med farlige torne og en styrtblødning.
“Fordærvets sommer“
Af Majbrit Høyrup i: “Krinoline og kedsomhed” udgivet af Science Ficion Cirklen
Fortælleren bor i en enklave, hvor teknologi og sociale omgangsformer er som i Victioria-tiden. Rundt om enklaven findes andre samfund, hvor andre regler regerer. Fortælleren skriver et brev til en Dr. Oloson, som er meget interesseret i fortællerens mor, der var en berømt fotograf, men nu befinder sig på et plejehjem.
“Büchsflint“
Af A. Silvestri udgivet af Ord fra forfattersaunaen
“13. august 1989“
Af A. Silvestri i: “Lige under overfladen 13: De fremmede” udgivet af Science Ficion Cirklen
Novellen følger i punktnedslag pigen Trine, fra den dag i 1989 hvor hun sammen med sin familie ser meteorregnen Perseiderne, til hun som gammel er en højest anerkendt kunstner, men hvor jorden er ramt af massive miljøproblemer.
“Natholdet“
Af Anne-Marie Træholt Rasmussen i: “Lige under overfladen 13: De fremmede” udgivet af Science Ficion Cirklen
Den spirende forfatter Klaus bliver ansat på natholdet hos Alfa&Omega Transport, som kan levere gennem tid og rum. Men hans første vagt bliver ikke som forventet.
“Ætervind“
Af Jesper Goll i: “Krinoline og kedsomhed” udgivet af Science Ficion Cirklen
Den danske ekspert i regnemøller, Jakob Jørgensen, er taget til Bern for at hjælpe professor Alfred Kleiner med et stort projekt, der har til formål at skabe det mest nøjagtige interferometer i verden. Blandt bipersonerne i historien finder vi bl.a. blikkenslageren Albert Einstein, der engang havde en skør idé om at ætervinden ikke findes, og at lysets hastighed altid er konstant.
“Dødens sø“
Af Richard Ipsen i: “Krinoline og kedsomhed” udgivet af Science Ficion Cirklen
Historien udspiller sig ved Kivusøen, hvor Kabakaen tvinger sine slaver til at udvinde helium til luftskibe. Hertil sendes den engelske oberst Gordon Pasha af Egyptens Kediv Ismail for at forhandle med Kabakaen om placeringen af en handelsrute. Rejsen forløber dog ikke uden problemer – og heller ikke opholdet.
“Som markens fugle“
Af Jesper Rugård i: “Krinoline og kedsomhed” udgivet af Science Ficion Cirklen
Danmark har tabt krigen mod tyskerne i 1865. Tabet har dog ikke slået nationalismen ned, og særligt en ung våbenopfinder H. O. Madsen fængsler folkets opmærksomhed med sin plan om at beplante Grønland med hvede. Ud af det blå bliver Madsen sendt til Grønland i selskab med bl.a. korporal Jensen for at opfylde løfterne om Grønland under ploven. Men alt går ikke helt som planlagt.
“Til Polen, hurra!“
Af A. Silvestri i: “Krinoline og kedsomhed” udgivet af Science Ficion Cirklen
Novellen udspiller sig i et alternativt univers, hvor Danmark ikke tabte ved Dybbøl i 1864, hvor Trankebar stadig er under dansk styre, og hvor Danmark i det hele taget er en verdensmagt. Og nu er målet at nå Sydpolen som de første i et fantastisk nybygget fartøj.
“Krinoline og kedsomhed“
Af Gudrun Østergaard i: “Krinoline og kedsomhed” udgivet af Science Ficion Cirklen
Fabrikanten Henry forelskede sig i en af fabrikkens arbejdere, den unge og smukke Bea, som nu sidder som en fin frue i et stort hus. Men trygheden og pengene forhindrer ikke Bea i at føle, at noget er helt galt, så Henry sender hende til en læge for at kurere hende.
Oprøret 3: Kobranetværket: Det endelige opgør
Af Jacob Oliver Krarup udgivet af Calibat
Hvis du opdagede, at nogen skjuler, hvem du i virkeligheden er, ville du så have modet til at gøre oprør?
Bionic
Af Lars Kramhøft udgivet af Alinea
Akin kæmper som alle andre for overlevelse i Dumpen. Han må stjæle skrap fra lossepladsen om natten, selvom det er med stor risiko for at blive dødeligt syg af radioaktivt affald. Men en nat styrter en pige ned fra himlen og vender op og ned på Akins liv.
De ansatte
Af Olga Ravn udgivet af Gyldendal
Opbygget som en protokol med vidneudsagn undersøger romanen, hvad forskellen er på et menneske og en ting, og hvad det vil sige at være i live.
Robotten kan skide
Af Morten Dürr udgivet af Forlaget Plot
Konrad bor på børnehjem. Hans ønsker sig en ny familie. Det bliver svært. De voksne køber robotbørn i stedet for at adoptere ægte børn. Konrad får en idé. Han lader som om, han er en robot. Endelig får han en ny familie. En ny og helt forfærdelig familie.
Oversat
“Haveselskabet Selen”
Af Molly Brown i: “Damphammeren” udgivet af Science Ficion Cirklen
Novellen blev første gang trykt i en antologi med historier skrevet i forlængelse af Jules Vernes romaner, her “Rejsen til Månen”. Historien udspiller sig 20 år efter månerejsen, og omdrejningspunktet er et kvindeligt haveselskab, der lægger store planer for at holde mændene væk fra havearbejdet.
“Victoria”
Af Paul Di Filippo, i: “Damphammeren” udgivet af Science Ficion Cirklen
Da dronning Victoria forsvinder få uger før sin kroning, bringer det den engelske premierminster til videnskabsmanden Cosmo Cowperthwaits hus. Cowperthwait har skabt noget, der måske kan afhjælpe situationen, til dronningen er fundet igen.
“Portræt af en dame med monokel”
Af Jody Lynn Nye i: “Damphammeren” udgivet af Science Ficion Cirklen
videnskabskvinden Penelope Galferd har lidt den tort, at hendes ex-forlovede har stjålet hendes opfindelse og taget patent på den i eget navn. Ydermere står hun til ikke at blive optaget i Chicagos Videnskabelige Akademi af samme årsag. Men Penelope har en plan, som skal genrejse hendes ære og skaffe hende hævn.
“Zeppelin-konduktørernes Forenings årlige herrebal”
Af Genevieve Valentine i: “Damphammeren” udgivet af Science Ficion Cirklen
Fortælleren beretter om livet som luftskibskonduktør og om de mange farer og komplikationer, det medfører.
“Børnehjemslederen”
Af Cory Doctorow i: “Damphammeren” udgivet af Science Ficion Cirklen
Et børnehjem fyldt med fysisk handicappede børn drives af den brutale Grinder Morty. Men en dag ankommer en ny dreng, som ikke umiddelbart lader sig kue.
“Damphammeren”
Af James Lovegrove i: “Damphammeren” udgivet af Science Ficion Cirklen
En ung mand ankommer til en form for fangelejr. Her fortæller en ældre fange ham sin historie om, hvordan han er endt der. Det er en fortælling om dampdrevne robotboksere, uærlige bagmænd og ærgerrige politikere med en overraskende krølle til sidst.
“Korte historier fra rummet”
Af Gunnhild Øyehaug i: Knuder udgivet af Rosinante
Skulle du ikke have fået læst alle historierne, ligger alle nominerede noveller fra Lige under overfladen 13: De fremmede og Krinoline og kedsomhed tilgængelige ONLINE HER.
Læs også:
Damphammeren: En steampunk-antologi / red. Niels Dalgaard
Krinoline & kedsomhed: danske steampunk noveller / red. Knud Larn
De fremmede – Lige under overfladen 13 / red. Carl-Eddy Skovgaard
Hejsa!
Tak for omtalen.
Bemærk at det først er næste gang, kategorien for børn og unge bliver taget i brug.
Jeg sørger for at få rettet teksten 🙂