Jeg har tidligere læst Guy de Maupassants novelle ‘Horla’ (1886-udgaven) i antologien Rædslernes hus fra 1953. Nu genudgiver Det Poetiske Bureaus Forlag Maupassants novelle i en ny oversættelse ved Annette David.
Historien fortælles gennem hovedpersonens dagbog. Den starter med et opslag den 8. maj, hvor fortælleren beskriver en vidunderlig dag. Men kort efter begynder fortælleren at føle sig dårligt tilpas. Snart frygter han, at han er ved at blive gal, for han har hele tiden en fornemmelse af, at et usynligt væsen forfølger ham og styrer hans handlinger.
Maupassant udgav sin novelle næsten samtidig med, at Robert L. Steveson udgav romanen Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Begge forfattere interesserer sig for de nye tendenser i videnskaben med brug af hypnose, og begge anlægger til dels en videnskabelig tilgang i deres historier. For eksempel forsøger Maupassants fortæller at bevise det usynlige væsens eksistens ved fysisk at udelukke, at det er ham selv, der drikker mælken om natten.
I en interessant samtale fortælleren har med en gammel munk, diskuterer de, om verden kun består af det, vi kan se:
“Jeg fortsatte: “Hvis der her på jorden eksisterede andre væsener end os, ville vi ikke have mødt dem for længe siden; ville De så ikke allerede have set dem; ville jeg ikke allerede have set dem?
Han svarede: “Ser vi en hundrede tusindedel af, hvad der eksisterer? Hør blot vinden, naturens største kraft, der blæser mennesker omkuld, vælter bygninger, rykker træer op med rode, pisker havet op i bølgebjerge, ødelægger klinter, og kaster store skibe op på blinde skær, vinden der dræber, suser, hyler, tuder – har De måske set den, kan De se den? Ikke desto mindre eksisterer den.”
Jeg tav over for denne simple argumentation. Manden var en vismand, eller måske en dumrian. Jeg kunne ikke helt afgøre det; men jeg tav. Hvad han dér ytrede, havde jeg ofte selv tænkt.” (side 28-29)
Til sidst føler fortælleren sig så overbevist om det usynlige væsens eksistens, at han tager drastiske midler i brug for at slippe af med det. Men for læseren består spørgsmålet, hvorvidt fortælleren virkelig blev forfulgt eller blot hallucinerede det hele.
Forlaget skriver:
Den ikoniske gysernovelle Le Horla fra 1887 af Guy de Maupassant er den sidste i en serie af seks fantastiske noveller som den syfilisramte forfatter skrev mens han endnu var i besiddelse af sine kunstneriske og intellektuelle evner. Novellen lader læseren i tvivl om det er fortælleren, der er sindsforvirret, eller om de oplevede fænomener har rod i virkeligheden.
Le Horla er uomtvisteligt en selvbiografisk beretning, idet den falder sammen med forfatterens egne begyndende mentale forstyrrelser, og samtidig en kvasifilosofisk / videnskabelig undersøgelse, et ekko af datidens optagethed af ekstraterrestriale væsener, der påvirker den menneskelige psyke og som med tiden vil underlægge sig menneskeheden. Historien skulle blandt andet have dannet inspiration for H.P. Lovecrafts ‘The Call of Cthulhu‘.
Anmelderne skriver:
Anmeldt af Jonas Dinesen på Bogblogger:
Horla er et klassisk værk inden for horrorgenren. Den er fra slut 1800-tallet, og man kan finde spor af både romantikken og det gotiske. Den er romantisk i sin idealisering af naturen og gotisk i sin forvrængning af dette og via jegets sindssyge. På samme tid udvikler jeget sig modsat fra at være gudsfornægtende, i takt med at forvandlingen foregår, om det så er mental sygdom eller et overnaturligt væsen eller besættelse, der plager ham, mod en gudssøgen for hjælp i sin fortvivlelse. […] Uanset om man kan lide gotisk gys, psykologisk gys eller hvilken som helst anden subgenre inden for spænding og horror, kan jeg varmt anbefale Horla. Maupassant har godt fat i den psykologiske udvikling hos hovedpersonen og sætter en glimrende, dyster stemning. (Læs hele anmeldelsen)
Anmeldt af Cecilie Bøgh Pedersen på Littuna.nu
Selvom novellen utvivlsomt er en klassisk gyserhistorie, så er det dog historiens psykologiske aspekt, som er mere uhyggeligt end noget andet. Novellen er skrevet i 1887, og selvom den er uhyggelig, så bærer den også præg af, at den selvfølgelig er fra en ganske anden tid, hvor det var helt andre ting, som skræmte folk fra vid og sans. Derfor er der mange af de ting, som bliver beskrevet i novellen, som tydeligvis er tænkt til at være uhyggelige, men som falder en smule til jorden. Med det sagt så er der alligevel noget ved novellen, som unægtelig sætter sig i én, når man læser den. Særligt novellens slutning er gruopvækkende, og det er ikke svært at forestille sig, at havde historien været længere endnu, så havde den været en lige så klassisk gyserhistorie som Shelleys Frankenstein, Stokers Dracula eller Poes ‘The Tell-Tale Heart’. (Læs hele anmeldelsen)
Om Horla:
Udgivelsesår: 2020
Forlag: Det Poetiske Bureaus Forlag, 89 sider
Omslag: Mikkel Pape
Originaltitel: Le Horla, 1887
Oversætter: Annette David
Læs også:
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Skruen strammes af Henry James
Frygtens herre af H.P. Lovecraft og August Derleth
Hvad der virkelig hændte M. Valdemar af Edgar Allan Poe
Dr. Jekyl og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson
13 okkulte noveller af Harald Thomsen
