Dag 0 er første bind i fantasy-serien Mørkehav for børn/unge fra +10 år.
Ved et uheld bliver teenageren Lasse, hans lillesøster og tre andre venner låst inde i en bunker ved den jyske vestkyst. I bunkeren oplever de et voldsomt lysglimt, og da det endelig lykkes dem at bryde ud og vende hjem til Klitmøller, er alt forandret. De er alene.
Sammen drager de af sted for at finde deres familier og svaret på, hvad der er sket. Men rejsen udvikler sig hurtigt til at blive et hæsblæsende kapløb med tiden, og hver eneste dag bliver en kamp for overlevelse. (forlagets beskrivelse)
Bibliotekernes lektørudtalelse beskriver Dag 0 med ordene: “[…] den hæsblæsende start på en planlagt fantasyserie. Det er en velskrevet og medrivende fortælling fra første side. Rigtig flot og fængende forside, som nok skal fange læserens blik. Og så da i øvrigt fedt, at den foregår i Danmark.”
Jeg kan kun være enig. Selvom her er tale om en børne/ungdoms-serie, er handlingen spændende, personerne vedkommende og slutningen noget af en cliffhanger.
Uddrag af bogen:
“Skal vi gå derind?” spørger Elli forventningsfuldt og ser på mig med store øjne. Det går op for mig, at hun synes, det hele er spændende og nervepirrende på samme måde som spøgelseshuset i et tivoli eller en actionfilm, hun ikke er helt gammel nok til at se. Spændende på den ufarlige måde. Jeg har lyst til at råbe til hende, at det er en kæmpe fejl, at vi er gået herned, og at jeg ikke aner, hvordan vi skal komme ud derfra.
I stedet for at råbe puster jeg højlydt ud og siger: “Nej, gu’ skal vi ej gå derind.” Jeg strammer grebet om hendes hånd og vender mig rundt mod de andre. “Nu ringer vi efter hjælp!” siger jeg og ser i retning af Lea. “Hvad er koden til din telefon?”
“Nej, for fanden, lad os lige tjekke, hvad der er derinde,” protesterer Storm og maser sig forbi mig. Inden jeg når at reagere, er han i gang med at trække skydedøren til side.
Et enormt rabalder lyder inde fra den anden side af døren. Gulvet ryster under os, og jeg løfter instinktivt Elli op og drejer mig væk. Flere brag dundrer gennem gangen, som om noget stort og tungt bliver ved med at vælte ned højt oppefra. Hurtigt løber vi alle væk fra døren. Lea skriger, Anders skriger. Vi skriger alle, mens vi flygter tilbage mod det forreste rum. Jeg drejer hovedet for at se, om gangen falder sammen om os, men jeg kan ikke se andet end mørke. Snart runder vi det skarpe hjørne, og lidt efter nærmest kaster jeg Elli gennem den smalle åbning og følger selv efter. Sekundet efter kravler vi op over sanddyngen og triller ned på den anden siden oven i hinanden. Jeg finder døren ud til trappen og slår og skubber på den. Den er lige så lukket som for lidt siden. (side 21)
Bloggerne skriver:
Forestilling om Paradis:
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Kim Fupz’ ”De gale”, mens jeg læste ”Mørkehav”. Præmissen er ikke helt den samme, men følelsen af magtesløshed og usikkerhed om hvad der egentlig er sket med dem man elsker, er den samme. Samtidig er det fedt med en dystopisk fortælling der foregår i Danmark, så man har nemt ved at forestille sig landskabet. (Læs hele anmeldelsen her)
Sofies Bogverden:
Denne bog er både mystisk, spændende og med fart over feltet og jeg var vild med det! Sproget var nemt for mig at følge med i og siderne læste nærmest sig selv. Selvom jeg har læst bogen fra start til slut, føler mig på ingen måde mere afklaret end da jeg startede. Tværtimod har jeg så mange flere spørgsmål som jeg utålmodigt venter på at få svar på. Bogen kan jo ikke slutte som den gjorde. HIT MED NÆSTE BOG. (Læs hele anmeldelsen her)
Benedictes Bogblog:
Da jeg begyndte på bogen blev jeg med det samme fanget af spændingen og vores hovedperson Lasse, og kunne slet ikke slippe bogen igen. Inden jeg så mig om var jeg færdig, og sikke en slutning! Jeg venter utålmodigt på en fortsættelse. (Læs hele anmeldelsen her)
Om Dag 0 – mørkehav:
Udgivelsesår: 13.11.2020
Forlag: Straarup & Co., 247 sider
Omslag: Mette Breth
Læs også:
Skygger fra Oktoberland af Nikolaj Johansen
De døde vågner af Line Kyed Knudsen
Julefandens hævn af Patrick Leis
I morgen er alt mørkt – Brages historie af Sigbjørn Mostue
Dead World af Bo Sejer
Passagen af Simon Stålenhag
Det sidste hus af Jonas Wilmann