På mit arbejde deltager vi i Instagram-udfordringen #septemberbøger, hvor man hver dag i september skal poste et billede af en bog, der lever op til dagens udfordring. Den 13. september var udfordringen “En bog der er udgivet, det år du er født”. Jeg kunne ikke lige umiddelbart komme i tanke om en bog fra 1972, så jeg søgte lidt bredt og faldt blandt andet over Mellemstation af Simak. Lidt løst fortolket kan den være et bud. Den er i hvert fald udkommet på dansk i 1972, og så blev jeg dybt fascineret af bibliotekernes lektørudtalelse, som i den grad var negativ!
“Her er science-fiction romanen som bibliotekerne ikke skal ofre en øre på. Jeg har sjældent læst sådan noget bras, ja den var helt ulidelig. Den handler om den ca. 150 årige Enoch Wallace, som er leder af en galaktisk station på jorden, han har fået evig ungdom og har sammen med bogens øvrige personer en livsfilosofi som en 2 årig, hvis de har nogen. Det er et mareridt at høre Simaks banale floskler udtrykt gennem Enoch, såsom at vi må tilbage til stenalderen for at undgå en verdenskrig og videre i den dur. Jeg vil faktisk ikke sige mere om den andet end køb den for himlens og alle galaktiske forbunds skyld ikke.” (fra lektørudtalelsen)
Jeg er ikke enig med lektøren, og Mellemstation vandt da også en Hugo for Best Novel i 1964 og bliver af flere (bl.a. SFE) fremhævet som hans måske bedste roman.
Mellemstation fortælles i et roligt tempo, som giver sig tid til detaljerne. Både i forhold til de mange forskellige racer, Enoch møder på stationen. Men også i forhold til beskrivelser af naturen omkring huset. Det er en roman, der giver håb om fredelig sameksistens, selv blandt mennesker, når blot vi møder hinanden med åbenhed og nysgerrighed.
Fra bogens bagside:
Enoch Wallace fører et ensomt liv. Han forlader kun sit hus for at hente sin post og for at få en smule motion. Hans eneste jordiske bekendte er landpostbuddet og en smuk døvstum pige med overnaturlige evner. Hvis hans naboer i Wisconsins bakker finder det mærkeligt, at han aldrig synes at blive ældre, taler de i hvert fald ikke om det. I virkeligheden passer han Mellemstation nr. 18327 i det intergalaktiske transportsystem.
Da han i sin tid påtog sig denne opgave, var han ikke klar over, at det betød, at han foreløbigt ville blive den eneste repræsentant for planeten Jorden i den galaktiske sammenslutning. I mere end ét århundrede udfører han samvittighedsfuldt sine pligter og er efterhånden blevet så vant til at se og tale med de besynderlige og vidunderlige skabninger, der passerer gennem hans station, at han ikke finder det spor mærkværdigt, at f.eks. en bille kan tælle ved at klapre med følehornene, eller en gople-lignende plasmaklump kan kommunikere ved hele tiden at skifte form.
Men efterhånden begynder det amerikanske efterretningsvæsen at interessere sig lidt for meget for Enoch Wallace og hans hus, og d samtidig situationen i verdensrummet synes at nærme sig en katastrofe, ser det sort ud for Wallace og hele det galaktiske forbund.
Sammen med den døvstumme pige kommer han til at spille en betydningsfuld rolle i dramatiske begivenheder, der dog ender med at freden, såvel på vor egen planet som i universet, bliver bevaret.
Om Mellemstation:
Udgivelsesår: 1972
Forlag: Stig Vendelkær, 261 sider
Omslag: Ole Kragh
Originaltitel: Way Station, 1964
Oversætter: Fin Andersen
Læs også:
2001: En odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke
Rendezvous med Rama af Arthur C. Clarke
Mørke af Torben Pedersen
Gateway af Frederik Pohl
Orbital 1: Nærkontakt skrevet af Sylvain Runberg og illustreret af Serge Pellé
En anden ensomhed / red. Palle Juul Holm
