Vampyrens historie
Når vi i dag taler om vampyrer, er deres egenskaber som regel ret etablerede. De drikker blod, har spidse hjørnetænder, kan ikke tåle sollys, hvidløg og kristne kors, og så sover de i en kiste og kan ikke ses i et spejl. Nogle vampyrer er smukke, andre ser ud som monstre, men de har som hovedregel et eller flere af ovenstående træk.
Sådan har det dog ikke altid været. Ifølge nyere folkloristiske undersøgelser er vampyrforestillingen en blandingsform af relativt sen oprindelse. Den forener træk fra fem forskellige folketrosvæsener: gengangeren, maren, antikkens blodsugende fugl strix, varulven og endelig hekse, som mentes at fortsætte med at gøre fortræd efter deres død. Først i 1600-t. begyndte beretningerne om disse monstrøse væsener at brede sig i Centraleuropa og på Balkan. (Lex.dk)
Oldtidens vampyrer
Vampyrmyten har altså eksisteret længe før middelalderen, blot i lidt anderledes klæder. Der er sporet beretninger om vampyrlignende væsener helt tilbage til sumerernes Mesopotamien for ca. 4000 år siden. Her omtales et kvindeligt dæmonisk væsen med vinger og fuglekløer, som jagtede mennesker – især mødre og nyfødte – og drak deres blod.
Myten om Lilitu, som dæmonen kaldtes, spredte sig under andre navne til både egypterne og jøderne, og endte hos romerne under navnet strix (striges i flertal). Her fortæller digteren Orvid, om en romersk konge hvis baby angribes af striges, som drikker babyens blod. Som forsvar mod striges skrev den romerske forfatter Titinius, at man kunne smøre hvidløg på barnets læber, mens andre kilder fortæller, at man kunne dræbe en strix ved halshugning og efterfølgende placere hovedet mellem væsenets ben.
Mikkel Starup kommer i sin bog ”Væsner” ligeledes omkring myten om Lilitu. Ifølge jødernes fortolkning af biblen var Lilith Adams første kone, og de blev begge skabt den sjette dag i Guds billede som mand og kvinde. Men Lilith forlod Adam, og da det ikke lykkes Jahve at hente hende tilbage, forbandede han hende og forbød hende at komme tilbage til Paradis. I stedet skabte hun sit eget paradis, og blev underverdenens hersker. Men hvad har Lilith med vampyrmyten at gøre? Hendes navn stammer fra Lilitu også kaldet Natteheksen, og hun er alle dæmoners moder.
”… men udover elementerne fødte hun også dæmoner, eller Se’irim som jøderne kaldte dem, når hun som Nattemaren lod sig befrugte af mænd.” (Væsner, side 142)
Starup fortæller også, at ligesom romernes strix var Lilith særlig farlig for spædbørn. For at holde hende væk hængte forældrene amuletter over vuggen. Muligvis stammer Lullaby fra Lila-bi, som betyder Lilith-be-gone. Andre amuletter bar navnene på de tre engle Sanvi, Sansanvi og Semangelaf for at holde Lilith fra barneværelset. Også Dan Turéll kommer i ”Alverdens vampyrer” ind på Liliths betydning for vampyrmyten,
Den østeuropæiske vampyr
I 100-tallet blev Dakien (nutidens Rumænien) en del af det romerske rige. Her brændte de lokale folkeslag deres døde for at frigive deres ånder fra kroppen. Men efterhånden overtog de kristne begravelsesregler, og det er i denne periode, at man har fundet de første grave, hvor en stor sten placeres på liget for at holde det nede. En artikel i tidsskriftet Historie 11/2019 fortæller, at det også var i denne periode, at betegnelsen ’strigoi’ dukker op i Rumænien. Betegnelsen ’strigoi’ minder påfaldende om romernes strix, men modsat det dæmoniske fuglelignende væsen fra Mesopotamien, er ’strigoi’ en afdød, som genopstår fra sin grav, og som både sugede blod og kastede ulykke over sine ofre.
Artiklen fortæller videre, hvordan polske arkæologer i årene 2008-2012 udgravede Drawskos kirkegård i det nordvestlige Polen. Her fandt de seks grave fra 1600-tallet, hvor der var gjort store foranstaltninger for at holde de døde i graven. Bl.a. var en kvinde i 30-erne blevet begravet med en Skt. Benedikt medaljon presset ind i munden og med en klinge fra en skarp le hen over halsen. Klingen ville halshugge hende, hvis hun rejste sig, og forskerne konkluderede, at begravelsesritualerne var en forebyggelse, mod at de døde kom tilbage som vampyrer.
En nærmere undersøgelse viste ingen tegn på misdannelser eller sygdomme, der kunne give grund til mistanken om, at de døde var vampyrer. Man undersøgte også, om individerne kom fra andre områder. Men strontium-analyser viste, at de begravede var vokset op i området. Der måtte altså have været andre grunde til, at man frygtede, at de døde genopstod. Måske var de ikke døbt? Eller måske begik de selvmord?
Og Drawskos kirkegård er ikke den eneste, hvor sådanne grave er fundet. Artiklen fortæller, at arkæologer har fundet mange hundrede ”vampyrgrave” i Øst- og Sydeuropa. I 1600-tallet blev vampyrer således betragtet som en reel trussel, der kunne rejse sig fra graven og sprede sygdom og død over de levende.
”Ifølge forskerne stammer de tidligste historier om vampyrer i den slaviske del af Østeuropa fra den tidlige middelalder. Ordet vampyr har sandsynligvis sin oprindelse i de slaviske ord ’vampir’ og ’upir’, som betegnede en genopstanden afdød – et levende lig.” (Historie, s. 45)
Vampyrens indtog i Vesten
Mens vampyr-myten var almindelig kendt i Østeuropa, var det ikke tilfældet i det øvrige Europa. I Danmark blev udtrykket ’vampyr’ ikke brugt før 1732 ifølge Kåre Johannessen i bogen ”Mørkets skabninger”. Vampyren introduceres så at sige først til Vesten med Passarowitz-traktaten i 1718, hvor bl.a. dele af Serbien kom under Østrigsk styre. Det førte til at veluddannede vesteuropæere besøgte Serbien, hvor de oplevede lokale grave deres døde op.
”Østrigske embedsmænd bemærkede en besynderlig lokal skik med at grave døde op og ”dræbe” dem. Fremmede lærde begyndte at overvære sådanne opgravninger. Vampyr-manien var med andre ord en tidlig ’medie-event’, hvor uddannede europæere blev opmærksomme på en adfærd, der langt fra var af ny dato, men som ganske enkelt for første gang fik en effektiv mediedækning.” (Mørkets skabninger, side 88)
Johannessen gør derudover opmærksom på, at der sideløbende med forestillingen om vampyren som blodsuger, var en ligeså stærk overbevisning om, at den kunne sprede sygdomme. Datidens mennesker mente, at når vampyren tyggede på sit ligklæde, spredte de dødelige sygdomme. Hvordan det rent praktisk foregik, vides ikke. Men tanken kommer sandsynligvis fra de pletter af kropsvæsker, der er flydt ud på ligklædet efter begravelsen. Det kan også forklare, hvorfor mange ’vampyrer’ er begravet med en sten o.lign. i munden.
Ligklædets betydning går igen hos Johan Egerkrans. I ”De udøde” beskriver han en lang række udøde væsner. Blandt vampyr-væsnerne nævner han nachzehrer, der er den germanske version af vampyren. Nachzehreren blev kaldt således, fordi den blev drevet af en glubende sult. Døde, der blev til nachzehrer, var ofte selvmordere eller pestofre. Man mente nemlig, at de første, der døde, når pesten slog til, blev en nachzehrer. Grebet af en umættelig sult vendte de tilbage fra døden og angreb primært deres egen familie, som de tømte for livskraft. Nachzehrer er dog så sulten, at den også ligger og tygger i sit ligklæde, når den ligger i jorden.
Forsvar mod vampyren
En af de almindeligste måder at forhindre en afdød i at forlade sin grav som strigoi var at gennembore liget med jern. Artiklen fra Historie 11/2019 fortæller, at man mente, at værktøj smedet i ild havde anti-dæmoniske egenskaber. Når man gennemborede brystet eller hjertet med et jernspyd, blev den onde ånd adskilt fra kroppen. Og skulle det mislykkes, så ville spyddet i sig selv holde kroppen fast i graven.
Andre områder brugte andre metoder til at bekæmpe strigoi. Nogle steder lagde man brændevin ned i graven, fordi den døde så ville drikke det og blive i graven. Andre steder gned man liget med hvidløg og persille for at forhindre, at den døde blev til en strigoi.
For nachzehrerne siger nogle myter, at nachzehreren først skal fortære hele sit ligklæde, før den kan hjemsøge sin familie. Og så er der de tidligere nævnte beskyttelsesforanstaltninger, som at begrave de døde med en sten, medaljon el. lignende i munden eller med en skarp le mod halsen.
Er der en forklaring på vampyrer?
Videnskaben har forsøgt sig med forskellige forklaringer på, hvad der kunne lede datidens befolkning til at tro på vampyrer. En teori er sygdommen poryri. Det er en arvelig blodsygdom, hvis bærere ikke kan tåle sollys og udvikler sår og blærer, hvis de udsættes for solens stråler. Oven i købet kan de syge få det bedre ved at indtage blod, da det bremser processen, der producerer defekte porfyriner i knoglemarven.
En anden teori er datidens generelle mangel på viden om kroppens forrådnelse efter døden. Artiklen fra Historie 11/2019 beskriver en sag fra 1800-tallets Serbien.
”Lægerne undersøgte de fire mistænkelige lig, som havde ligget i jorden i mindre end 20 dage, og kom frem til, at de ikke var formuldet. Pga. frygten for vampyrer huggede byens indbyggere hovedet af ligene og drev en pæl gennem hjertet på dem.” (Historie side 49)
Johannessen skriver ligeledes om nyere grave, der er blevet ’vampyr-sikret’. Han fortæller om en mand ved navn John Barber, der døde under en epidemi i Griswold, Connecticut i 1826. Cirka fem år efter begravelsen havde nogen åbnet graven og placeret hans hovedskal og lårben over kors på hans brystkasse. I tiden hærgede en tuberkulose epidemi i det østlige USA. Ofrene for sygdommen blev blege med indsunkne øjne, og pustede til en vampyr-paranoia som fik folk til at gribe til forskellige ritualer for at holde de døde væk.
I dag ved vi, at både temperaturen, luftfugtigheden og den jord, den døde begraves i, har betydning for, hvor hurtigt kroppen går i forrådnelse. Derudover ved vi, at den døde krop bliver oppustet af gasser, at huden kan trække sig tilbage og få det til at se ud som om, tænder og negle er blevet længere. Desuden er det ikke usædvanligt at der siver blodlignende væske ud af øjnene og munden i forrådnelsesprocessen. Men dengang blev dette set som bevis på, at den døde var en vampyr.
Virkelighedens vampyrer
Blod har gennem tiden været set som et vigtigt kulturelt element – udover at det er livsnødvendigt. Man drak blodet af sine fjender for at overtage deres styrke. Blod blev brugt som en vigtig del af magiske besværgelser. Og ofring af både dyr og mennesker til guderne har været helt almindeligt.
Starup fortæller i ”Væsner”, hvordan man brugte blod som soningsoffer i Biblen: ”thi kødets sjæl er i blodet.” Gennem Jesu blod får kristne evigt liv, og i nadveren modtager disciplene hans blod og legeme i form af nadverbrødet og -vinen.
Så det er måske ikke så underligt, at der findes historiske personer, der har lidt af en ualmindelig blodtørst.
En af dem var adelskvinden Elizabeth Báthory, som i slutningen af 1500-tallet i håb om evig skønhed torturede og myrdede et ukendt antal unge kvinder for at bade i deres blod. Hun blev født i 1560 i Ecsed i Transylvanien. Som 15-årig blev hun gift med grev Ferencz Nadasdy, der var meget ældre end hende, og døde i 1604. Det siges om hende, at hun var en gennemført værtinde, men at hun var sadistisk mod sine tjenestefolk. Af frygt for at miste sin skønhed begyndte hun efter sin mands død at bade i jomfru blod. Først da hun begyndte at dræbe unge adelige kvinder, blev hun stoppet. I 1610 blev hun arresteret, og mere end 50 lig blev fundet på slottet. Elizabeths egne journaler nævnte over 600 ofre! Mens de tjenere, der havde hjulpet hende, blev brændt efter forskellige straffe, blev Elizabeth aldrig offentlig dømt. Hun blev muret inde i sit soveværelse på slottet Csejthe, og levede isoleret der til sin død den 21. august 1614. (Encyclopedia of Vampires, Werewolves, and Other Monsters, side 20)
En anden af middelalderens massemordere var Gilles de Laval (også kendt som Gilles de Rais), en fransk adelsmand, der levede i 1500-tallet, og som tilstod drabet på 800 børn! I 1440 blev rygterne om, at Gilles dræbte børn så vedholdende, at hertugen af Brittany ikke længere kunne undlade at handle på dem. Gilles endte med at blive sigtet for at have myrdet mere end 200 børn, og hans tjener, Henriet, forklarede til retten, hvordan han havde købt børn til sin herre.
”The children were murdered in one particular room of Castle Machecoul. Henriet and other servants tortured the children and then stabbed them in the jugular vein so that their blood gushed over Gilles in a shower in which he bathed.” (Encyclopedia of Vampires, Werewolves, and Other Monsters, side 136)
Gilles blev sammen med sine tjenere Henriet og Pontou dømt til døden den 26. oktober 1440.
Også i nyere tid har trangen til blod været udgangspunkt for massemordere.
Fritz Haarman blev kendt som ’vampyren fra Hannover’, efter at han var blevet dømt for mordene på 24 drenge og unge mænd i årene 1918 til 1924. Flere af drabene blev begået sammen med den 24-årige prostituerede Hans Grans, som udvalgte ofrene. Ofrene blev seksuelt forulempet, før Haarman bed dem i halsen og dræbte dem. Haarman blev dømt til døden og henrette ved guillotine i 1925. (Encyclopedia of Vampires, Werewolves, and Other Monsters, side 143)
I 1970’erne spredte ’vampire murderer’ Richard Chase skræk i Sacramento i Californien. Chase led af adskillige vrangforestillinger. Blandt andet var han overbevist om, at hans eget blod forsvandt, og at han derfor var nødt til at drikke andres blod for at erstatte det. I begyndelsen dræbte han dyr for at få blod, men i 1978 begyndte han at slå mennesker ihjel. Det første offer var en ung kvinde, som han dræbte i hendes hjem den 23. januar 1978. I alt dræbte Richard Chase seks personer, før han blev anholdt og sendt til Atascadero, et fængsel for kriminelle sindssyge. Senere blev han overført til San Quentin, hvor han begik selvmord den 27. december 1980.
Vampyren i populærkulturen
Siden Vesten fik øjnene op for vampyrskikkelsen er den blevet en kendt skikkelse i populærlitteraturen. Og den har ikke nødvendigvis meget med de oprindelige myter at gøre.
”De myter og forestillinger, vi i dag har om vampyrer, afviger på flere punkter afgørende fra de østeuropæiske folkesagn:
Historien om, at vampyrer hver dag må vende tilbage til deres kiste, findes ikke i folkesagnene. Idéen blev opfundet af romanforfatteren Bram Stoker, da han skrev historien om Dracula. Stoker ville på den måde gøre det lettere for romanens helt at dræbe den sovende vampyr.
Forestillingen om, at vampyrer ikke tåler dagslys, stammer heller ikke fra de oprindelige vampyrmyter, men derimod fra stumfilmen ’Nosferatu’ fra 1922. I folkesagnene kan vampyrer sagtens bevæge sig rundt i dagslys.
Hugtænder er det pure opspind. Idéen om de skarpe tænder stammer fra forfatteren John Polidoris fortælling ’The Vampire’ fra 1819.” (Historie, side 49)
Og med hensyn til myten om at vampyren kan forvandle sig til en flagermus, skriver Michael Sims i ”Draculas gæst”, hvordan flagermus først blev en del af vampyrfolklore, da man opdagede de blodsugende vampyrarter i Central- og Sydamerika. Som en lille pudsighed har man opkaldt det antikoagulerende enzym, som flagermusen indsprøjter i ofret for at holde blodet flydende, Draculin!
Selvom Bram Stoker ofte får æren for at opfinde den moderne vampyr med romanen ”Dracula” fra 1897, så fastlagde John Polidori flere af de kendte vampyrtræk næsten 80 år før i romanen ”Vampyren” fra 1819. Også den irske forfatter Joseph Sheridan Le Fanus roman ”Carmilla” fra 1872 menes at have været en inspiration for Stoker.
Faktisk kan Danmark også være med når det gælder tidlige vampyrfortællinger i populærkulturen. I 1870, altså 27 år før Stokers “Dracula”, skrev Alexander Schumacher fortællingen ”Vampyren: Af en afdøds dagbog”. Schumacher ernærede sig til dels som oversætter og udgav også to bind med ungarnske folkeeventyr, så mon ikke han kendte til de mange østeuropæiske vampyrmyter. (Det grufulde bibliotek, side 60)
Bram Stokers Dracula
Den mest gængse opfattelse er, at Bram Stoker har baseret Dracula på den transylvanske hersker Vlad III, med tilnavnet The Impaler for sin vane med at spidde sine fjender på pæle. Vlad blev kaldt Drăculea, som betyder Søn af Dracul. Navnet Dracul var fra faderen, som var medlem af ridderordenen Dragens Orden.
Men andre mener, at Stoker ligesom Le Fanu har søgt inspiration i den irske folklore. Bob Curran, der underviste i keltisk historie og folklore ved University of Ulster, Coleraine, foreslog, at Stoker havde baseret sin roman på den irske krigsherre Abhartach.
Historien om Abhartach er en blodig legende fra det 5. århundrede. Abhartach var en hensynsløs og brutal irsk krigsherre, der herskede over en lille region i Irland. Trætte af hans styre slog befolkningen sig sammen med nabohøvdingen Cathain om at dræbe Abhartach. Men Abhartach vendte tilbage fra graven og fortsatte sit morderiske terrorregime, hvor han nu krævede skåle fyldt med blod fra hans undersåtter. Endnu en gang dræbte Cathain tyrannen, og endnu en gang vendte Abhartach tilbage. Først da Cathain søgte hjælp fra en kristen helgen, lykkedes det at besejre Abhartach med et sværd lavet af takstræ. Og for at sikre han ikke kom tilbage, blev Abhartach denne gang begravet på hovedet med en sten ovenpå kroppen. (The Irish Post)
En anden detalje, der kan fører tanken til en irsk inspiration, kommer fra folkemindeforskeren Owen Harding. Han påpeger, at ordet Dracula kan komme fra det irske sprog. Det irske ord dreach-fhoula (udtales drac-ula) betyder nemlig dårligt eller plettet blod.
Uanset hvorfra Bram Stoker fandt inspirationen til sin roman, har den siden været inspirationskilde for et hav af såvel bøger som film.
Udvalgte vampyrfilm
De tidlige:
Nosferatu (1922)
Dracula (1931)
Vampyr (1932)
Den klassiske vampyr:
Horror of Dracula (1958)
Dracula – Prince of Darkness (1966)
Salem’s Lot (1979)
Bram Stokers Dracula (1992)
Dracula Untold (2014)
De anderledes:
The Last Man on Earth (1964)
Martin (1976)
Hunger (1983)
En vampyrs bekendelser (1994)
Dracula: Pages from a Virgin’s Diary (2002)
Only Lovers Left Alive (2013)
Vampyrer der ikke taler engelsk:
Mørkets vogtere (2004)
Thirst (2009)
Strigoi (2009)
A Girl Walks Home Alone at Night (2014)
De ’danske’:
Vampyr (1932)
Draculas ring (1978)
Nattens engel (1998)
Dracula (med Claes Bang, 2020)
De nordiske:
Frostbiten (2006)
Låt den rätte komma in (2008)
Post Mortem – ingen dør i Skarnes (2021)
De sjove:
Vampyrernes nat (1967)
Hvem har taget mine tænder? (1988)
Dracula: Dead and Loving It (1995)
Vampire in Brooklyn (1995)
What We Do in the Shadows (2014)
De actionfyldte:
From Dusk Till Dawn (1996)
Blade – the Daywalker (1998)
Vampires (1998)
Underworld (2003)
30 Days of Night (2007)
Abraham Lincoln: Vampire Hunter (2012)
Blood Red Sky (2021)
Teenagerne:
Buffy – Vampyrernes skræk (1997–2003)
Angel (1999–2004)
Twilight (I) (2008)
Læs mere:
Historie 11/2019: heri ’Vampyrerne kommer’ af Philippe Bohström
De udøde af Johan Egerkrans udgivet på forlaget Alvilda, 2019
Mørkets skabninger – middelalderens gruelige gestalter af Kåre Johannessen udgivet på forlaget Turbine, 2021
Væsner af Mikkel Starup udgivet på forlaget Forum, 2001
Alverdens vampyrer af Dan Turéll udgivet på Borgens forlag, 1978
Det grufulde bibliotek – danske gys før og nu redigeret af Kristian Nordestgaard og Jette Holst udgivet på forlaget SerieKlubben, 2019
Draculas gæst – 22 af de bedste victorianske vampyrhistorier redigeret af Michael Sims udgivet på forlaget Rosenkilde & Bahnhof, 2011
Encyclopedia of Vampires, Werewolves, and Other Monsters redigeret af Rosemary Ellen Guiley udgivet på forlaget Checkmark Books, 2005
denstoredanske.lex.dk
