For en måneds tid siden skrev jeg en mikro-omtale af C.C. Thybros romandebut Ved verdens ende. Nu har jeg fået læst den, og kan kun anbefale den til alle zombieelskere.
C.C. Thybro er en virkelig interessant forfatter, som det kan anbefales at holde øje med. Flere af hendes noveller har været af utrolig høj klasse. Læs f.eks. ‘Limbo’ i Read.Die.Repeat 3, ‘Komplekskuller’ i Komplekskuller – klimafiktion og ‘Skimmel’ i Pulp Horror Fiction. Med Ved verdens ende viser hun, at hun også formår at skrive i langt format.
For cirka tre måneder siden gik verden i smadder, som hovedpersonen udtrykker det. Hun læste i nyhederne om en virus, der fik verden til at ligne scener fra Night of the Living Dead og brugte det som undskyldning for at tage et par uger fri og flytte ind i familiens sommerhus. Imens kollapsede civilisationen, og nu vandrer hun alene rundt på Sjælland bevæbnet med et kosteskaft og et brækjern, hele tiden i bevægelse for at holde zombierne på afstand.
En kort tid fulgtes hun med en kvinde. Eller rettere sagt – kvinden fulgtes med hende, for allerede før verden gik under, foretrak hun sit eget selskab. Andre mennesker var for støjende, og hun forstod ikke at begå sig blandt dem. Et socialt handicap der nu kan betyde liv eller død, hvis ikke hun aflæser andre folks intentioner korrekt.
Da hun mod alle odds finder en levende hest på en rideskole, beslutter hun mod bedre vidende at forsøge at hjælpe den. Hun har altid elsket heste og havde også én selv, Vildrose. Men da den døde, besluttede hun aldrig at få en hest igen. Det var simpelthen for hårdt at sige farvel. Derfor forsøger hun også at undgå at knytte sig til hesten, selvom det er svært. For på trods af at hun tidligere havde nok i sig selv, er det hårdt for alvor at være helt alene og i konstant alarmberedskab.
Men i en postapokalyptisk verden er en hest måske mere værd død end levende?
Jeg er på ingen måde en hestepige, så på forhånd var jeg lidt skeptisk over for, hvordan en zombie-heste-roman ville være at læse. Den skepsis røg lynhurtigt i skraldespanden. Ved verdens ende er nemlig langt fra bare at minde om min fordom om hestebøger.
Som en baseballspiller svinger jeg brækjernet mod hendes kranium.
Siden af hendes hoved kollapser. Det lyse hår vikler sig om brækjernet, og jeg skal bruge ekstra kræfter for at trække det fri igen. Bloddråber hænger et øjeblik i luften. Heldigvis er zombiernes blod relativt tyktflydende, så det sprøjter ikke så meget, som man måske kunne forvente. Det er, når de spytter, man virkelig skal passe på. (side 41)
Her er både klamme zombiedrab, eftertænksomhed og en hovedperson, der ikke er som folk er flest, men som ikke desto mindre er både troværdig og velskrevet. Jeg er selv introvert og kan sagtens spejle mig i nogen gange at ønske alle andre væk for at få ro. Og selvom jeg aldrig har haft en samhørighedsfølelse med heste, så er jeg stor hundeelsker, og kan derfor også sagtens relatere mig til den dybtfølte kærlighed til et dyr.
Samtidig skildrer Thybro verden efter zombiernes opståen med masser af gennemtænkte detaljer. F.eks. elsker jeg, at hovedpersonen efter hver zombiekontakt gør sig ren med renseservietter. Men også overvejelserne over hvordan zombierne opstod – og ikke mindst menneskets mulige skyld i dette med vores behandling af jorden.
Til sidst er jeg også nødt til at rose forlaget Leitura for en flot og gennemarbejdet udgivelse. Når man får bogen i hånden, mærker man med det samme kvaliteten alene i vægten. Også den flotte forside af Laura Helena Pimentel da Silva skal fremhæves. Ikke mindst fordi de virusinficerede blodspor fortsætter i farver på indersiden. Det er så lækkert.
Ved verdens ende er ikke kun en fed zombiehistorie. Det er også en form for udviklingsroman, hvor hovedpersonen opdager, at det ikke er nok at overleve for at leve. Og så er det en fortælling om det ubetingede venskab, mennesker kan knytte med dyr.
En stor anbefaling herfra.
Uddrag af bogen:
Det var min bofælle, der ringede med panik i stemmen og sagde, at jeg skulle komme hjem. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde os venner, men jeg kunne ikke bare ignorere hende. Ligesom mig havde hun velsagtens ikke andre at ringe til, og en togtur senere stod jeg i Næstved. Jeg havde en hel vogn for mig selv på turen, og da nogen begyndte at råbe inde ved siden af, blev jeg siddende med min taske i skødet uden at gøre andet end at knuge stropperne mellem hænderne. Ruden mellem kupeerne blev malet rød. Lydene af liv og desperation forstummede og blev erstattet af en sløv, men utrættelig skraben mod ruden. Håndflader slog mod glasset med bløde dunk.
Jeg tog musik i ørerne for at drukne de levende dødes banken og deres mumlende støn. Med en munter popsang i ørerne kunne jeg næsten bilde mig selv ind, at jeg sad og ignorerede fulde menneskers ukoordinerede bevægelser og snøvlen. Jeg lukkede øjnene. Min stille fornægtelse af virkeligheden blev afbrudt af stilhed fra høretelefonerne, for i løbet af togturen gik wi-fi-netværket ned for bestandigt. Jeg fik aldrig sangens sidste omkvæd, og toget stoppede en halv kilometer fra stationen. Jeg slog hul i ruden for at komme ud, og da jeg endelig nåede frem til lejligheden, var min bofælle allerede død. Hun var der dog stadig til at tage imod mig med åbne arme, og jeg afsluttede vores forhold med en ildslukker mod hendes pande.
Tasken pakkede jeg, allerede før blodet fra min bofælle var størknet. Jeg tog, hvad jeg troede, jeg ville få brug for, og stak af fra byen. Hver gang jeg så noget, der lignede et menneske, løb jeg den anden vej.
Det føltes koldt at efterlade min bofælle, der efter et år i samme lejlighed trods alt var noget af det tætteste, jeg kom på en fast relation. Jeg gjorde det alligevel. Jeg må indrømme, at det var en del lettere at have nok i sig selv, da jeg ikke var helt alene. (side 16-17)
Om Ved verdens ende:
Udgivelsesår: 05.11.2022
Forlag: Leitura, 289 sider
Omslag: Laura Helena Pimentel da Silva
Læs også:
Høstens engle af Alden Bell
World War Z af Max Brooks
Dødt kød-serien af Nick Clausen
Død verden-serien af Louise Haiberg
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
The Walking Dead af Robert Kirkman
Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen
Necrodemic-sagaen af Patrick Leis
Håndteringen af udøde af John Ajvide Lindqvist
I morgen er alt mørkt – Brages historie af Sigbjørn Mostue
Undergang / red. Martin Schjönning
Pandaemonium af A. Silvestri
Film:
28 dage senere
Carriers
Dead and Buried
Night of the living dead
Opstandelsen
[REC]
Sorgenfri
