Sådan overlever man alt af Ewan Morrison

Sådan overlever man alt af Ewan Morrison

Hvad nu hvis en dødelig pandemi rammer os? Hvad nu hvis din far vil redde dig fra den? Hvad nu hvis din mor ikke tror på, at pandemien er virkelig? Det dilemma stilles teenageren Haley i i Ewan Morrisons roman Sådan overlever man alt.

Haley bor sammen med sin lillebror Ben hos sin mor efter forældrene gik fra hinanden for syv år siden. Ed og Justines skilsmisse var ond, og de to børn har været fanget i et beskidt spil mellem forældrene siden, hvor de hele tiden tvinges til at tage parti for/stole på enten den ene eller den anden.

For tiden er der dog nogenlunde fred mellem forældrene, så i efterårsferien tilbringer Haley og Ben et par dage hos Ed. Og da han vækker dem kl. 5 om morgenen for at tage dem med på ‘eventur’, er det slet ikke usædvanligt. I igennem årene har Ed ofte udsat dem for forskellige oplevelser for at forberede dem på det værste.

Men denne gang er det ikke et af de sædvanlige ‘eventur’. Ed har nemlig forudset, at en ny, langt dødeligere pandemi end Covid19 er ved at ramme. I årevis har han forberedt sig på denne mulighed sammen med en lille gruppe ligesindede, og nu tager han børnene med til sit overlevelsesskjul langt borte i bjergene, uden at give Justine – eller børnene – besked.

Historien fortælles af Haley, der i et langt tilbageblik beretter om begivenhederne. Ind i mellem indsætter hun lister med alverdens overlevelsestips, lige fra en guide til hvordan man bortfører sine børn, over hvordan man malker en ged eller mørklægger et hus, til hvordan man håndterer svaghed og fiasko hos en forælder. Vi hører også om den lille gruppe, der bor i skjulestedet sammen med dem. Især den lidt ældre Danny som Haley finder vældig fascinerende, samtidig med at hun ved, at han ville blive opfattet som håbløst pinlig i hendes normale verden.

Som romanen udvikler sig, er det ikke kun den ydre verdens begivenheder, der afsløres for Haley. Også interne konflikter mellem forældrene og gamle traumer dukker op til overfladen, og Haley opdager, at det, hun troede var sandheden, måske i virkeligheden er et bedrag. Spørgsmålet er så, om sandheden altid skal frem i lyset?

Sådan overlever man alt er på den ene side en spændende dystopisk thriller om en pandemi. Samtidig er den også en gribende fortælling om en brutal skilsmisse og dens følgevirkninger for en lille familie. Uanset hvilken vinkel man læser romanen i, handler det dog for Haley om at overleve en katastrofe.

[…] is the simple and powerful notion that, to teenagers, it always feels like the end of the world. Haley is facing the dissolution of her parents’ marriage along with the dissolution of civilization, and at its best “How to Survive Everything” slyly demonstrates how these horrors parallel each other. (New York Times)

Endelig kaster historien også et ulideligt klart skær over vores tids konsumerisme og følgerne af det globale samfund. Følger som Ewan Morrison fik øje for, da han sammen med sin hustru skrev manuskriptet til tv-dokumentaren American Blackout, om ‘preppere’ som forberedte sig på forskellige katastrofer: fra den stigende vandstand i havene over pandemier til samfundets økonomiske sammenbrud og atomkrig. Det var i øvrigt også herfra, idéen til Sådan overlever man alt opstod.

Der er med andre ord masser af dystre temaer i romanen. Heldigvis rummer den dog også en befriende humor, så man midt i tragedien alligevel må trække på smilebåndet.

Screaming Books har forvænt os læsere med deres flotte og gode udgivelser. Sådan overlever man alt hører også til disse, men denne gang faldt jeg desværre over flere dumme korrekturfejl. Ikke graverende, men nok til at falde i øjnene, netop fordi forlagets standard normalt er så højt. Men da jeg nok er mere pernitten med den slags end de fleste, og fordi jeg blev fuldstændig fanget ind af historien, trækker det ikke ned i den samlede læseoplevelse.

Sådan overlever man alt er spændende, rørende, overraskende, morsom og vigtig på flere niveauer. En klar anbefaling herfra.

Andre skriver:

Bogrummet:
Ewan Morrison er fremragende til at sætte sig i en 15 årig piges sted, og bogen er både sjov og spændende, men også temmelig tankevækkende […] Det er en højest vellykket roman. Jeg fandt den for lang under læsning, men efter den blændende slutning og helheden taget i betragtning, ser jeg helt anderledes på den. Måske uforglemmelig, det vil tiden vise. (Læs hele anmeldelsen her)

Bech’s Books:
Teenagepigen hedder Haley og det er fra hendes perspektiv, vi får historien. Hun fortæller om alle sine oplevelser, både om hvordan man overlever en pandemi, men også om livet som skilsmissebarn, hvem af forældrene man holder med – og tror på, om altid at skulle tage hensyn til en lillebror og i det hele taget om at være ung, om teknologiens indflydelse på vores hverdag og meget mere […] Fortællingen er både alvorlig, humoristisk og spændende – samtidig desværre også ganske aktuel og relevant. Enkelte scener er meget detaljerede og ret makabre, men størstedelen af historien er et psykologisk drama – med flere overraskende plottwists undervejs. (Læs hele anmeldelsen her)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
En meget læseværdig dystopisk roman, hvor spændingen er i top. Handlingen er fremadskridende med et nutidigt og letflydende sprog. Det er et overbevisende portræt af følelser og tanker hos en teenagepige, hvis ironi og humor gør romanen morsom, når store problemer tackles af en pige, der synes at voksne er mærkelige og forældre pinlige. Historien appellerer bredt, fra young adult-læsere til alle med interesse i skæve familie-dynamikker, teenage-angst og psykologi.

The Herald Scotland:
Some readers will run a mile from a novel about a future pandemic and a bleak new world. But Morrison topples our expectations, surprising us with unexpected twists and bouts of black comedy, while simultaneously grappling with big ideas including the value of freedom, the cost of madness and the dangers of manipulation. It is a bold and compelling book by a writer whose creative risks continue to pay huge dividends. (Læs hele anmeldelsen her)

Uddrag af bogen:

Ben hev i min hånd og ville løftes op, så han kunne se. Jeg afledte hans opmærksomhed, mens fars bil gassede op og drønede ud ad porten, ud i Ingenmandsland, indtil jeg ikke kunne høre den mere, kun vinden.

Det udløste noget i mig, ligesom hundrede flashbacks, der alle sammen var ens. Mig ved vinduet, der så på far, der satte sig ind i bilen og kørte væk efter vi havde haft vores ugentlige samværsdag. Fra jeg var otte havde der altid været den samme følelse, som om noget blev revet ud af mig, og så en kulde, der fyldte tomheden.

Jeg tænkte engang, at far brugte skilsmissen som et påskud for at løbe fra min totale afhængighed af ham, og nogle gange hadede jeg ham helt vildt, fordi han aldrig en eneste gang trodsede mor.

Han kæmpede ikke for mig. Ikke i retten og ikke hvad angik ugeplanerne. Han satte sig ikke op mod mor, når hun detaljestyrede hans tidsplaner med os, når hun reducerede ham til noget med en ringere status end en babysitter eller en taxachauffør. Jeg syntes, at han var ligesom mig, en patetisk konfliktsky slapsvans.

Jeg troede, at jeg vidste, hvad han gjorde, hver gang han kørte væk. Mor havde antydet, at han sad og drak i ensomhed og måske knaldede en eller anden hore og græd i hendes arme i sin lortede ungkarlehybel. Jeg vidste ikke, at han hver uge kørte ud til det sikre hus, eller at han brugte fem år på onlineuddannelse inden for aktiehandel, derivater, hacking og spil for at tjene de millioner, der var nødvendige for at forberede sig til den kommende katastrofe.

Synet af far, der bare kørte væk på den måde uden at sige farvel, gjorde ondt. Det gjorde lige så ondt som det, at jeg var ret sikker på, at den ting, far havde fået med sig ud for at mødes med mor, var en pistol. (side 83-84)

Oprindeligt anmeldt til Litteratursiden.dk

Om Sådan overlever man alt:

Udgivelsesår: 20.01.2023
Forlag: Screaming Books, 327 sider
Originaltitel: How to Survive Everything (2021)
Oversætter: Rasmus Hastrup

Sådan overlever man alt er Ewan Morrisons første udgivelse på dansk. I hjemlandet Skotland har han vundet en række priser for sine tidligere udgivelser.

Besøg Ewan Morrisons hjemmeside

THE SIX THINGS I LEARNED FROM DOOMSDAY PREPPING af Ewan Morrison

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Dyndkongens datter af Karen Dionne
Noter om at overleve af Christian Engkilde
Vores endeløse dage af Claire Fuller
Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen
Den sidste af Alexandra Oliva
Undergang af Søren Poder
En sang for de levende af Irene Scharbau
Station 11 af Emily St. John Mandel

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.