Fra sabelkatte til levende drager af Mikala Rosenkilde

Fra sabelkatte til levende drager af Mikala Rosenkilde

I 2021 udsendte Mikala Rosenkilde den første udsendelse i podcasten De mystiske dyr, der fortæller om kryptozoologiske observationer fra ind- og udland. Siden er der kommet flere sæsoner af podcasten, og nu har hun også udgivet bogen Fra sabelkatte til levende drager, der samler et udvalg af seriens besynderlige beretninger.

Ordet kryptozoologi kommer fra det græske ord kryptos, som betyder skjult, ukendt, hemmeligt, gådefuldt eller mystisk. De, der undersøger beretninger om ukendte dyrearter eller dyr, man troede for længst var uddøde, dem kalder man kryptozoologer. (side 13)

Jeg har med stor fornøjelse lyttet til podcasten og glædet mig til at få bogen i hånden. Som sædvanligt, når det er en bog fra 2 Feet Entertainment, er her tale om en kvalitetsudgivelse. Lige fra den iøjnefaldende forside til det letlæselige og gennemarbejdede layout. Samt naturligvis og ikke mindst de mange spændende og overraskende beretninger, som Mikala præsenterer læseren for.

Der må ligge et gigantisk research-arbejde bag Fra sabelkatte til levende drager. Mikala har indsamlet beretninger fra hele verden, og kommer i bogen ind på kryptozoologiske væsener fra øst til vest.

Her er fortællinger om observeringer af dyr på steder, hvor de ikke burde være. For eksempel den jyske puma der blev set i Syd- og Vestjylland i 1970’erne, eller de mange beretninger om sorte pantere i Australien.

Andre kapitler beretter om observationer af dyr, der burde være uddøde for tusindvis af år siden. For eksempel sabelkatten der uddøde for ca. 10.000 år siden, men som ikke desto mindre tilsyneladende er blevet set så forskellige steder som Afrika, Kina og Syd- og Mellemamerika.

Og så er der historierne om dyrearter, der aldrig er blevet officielt bekræftet, som for eksempel Nandibjørnen i Østafrika. Nandibjørnen minder om en hyæne, men er større og bevæger sig som en bjørn. Mikala præsenterer en række vidneberetninger om møder med Nandibjørnen for herefter at se på, om der er andre forklaringer på det dyr, der er observeret. Er det måske i virkeligheden bare en stor hyæne? Eller en bavian?

Sidste kapitel i Fra sabelkatte til levende drager ser på planter, og det er lige før, det er mit yndlingskapitel. Her fortæller Mikala om kødædende og andre livsfarlige planter. For selvom der ikke er fundet håndfaste beviser på planter, der er store nok til at æde mennesker, så er der bestemt planter, der kan slå mennesker ihjel. I sin roman Kongamato nævner Mikala kaangohooks-træet, hvis blade har modhager, som borer sig ind i huden, når man rører dem. Jeg er ikke sikker på, om dette træ eksisterer i virkeligheden, men det gør til gengæld manchineel-træet.

Hver eneste del af træet, fra rødder til blade, er fyldt med en mælkeagtig, latexlignende saft, der indeholder en dødelig cocktail af toxiner. Af disse er måske den værste phorbol, et stærkt ætsende kemikalie, som ved kontakt med huden giver store, smertefulde blærer, og, hvis man får det i øjnene, fremkalder midlertidig blindhed. Selv at indånde luften tæt på træet er nok til at forårsage lettere lungeskader. Phorbol er opløseligt i vand, hvilket betyder, at enhver, der skulle være dum nok til at skjule sig under et manchineel-træ under et regnskyl, sandsynligvis vil blive gennemblødt fra top til tå i det botaniske svar på sennepsgas. Faktisk er phorbol så ætsende, at det kan skrælle lakken af biler.(side 201-202)

Fra sabelkatte til levende drager er interessant læsning fuld af overraskende skabninger. Her er næsten tale om en slags opslagsværk, som giver et overblik over forskellige dyr/skabninger. Det gør, at man sagtens kan gå til og fra læsningen.

Jeg ville elske at få endnu et bind i serie om havets mystiske skabninger, og meget gerne endnu mere dybdegående.

Om Fra sabelkatte til levende drager:

Udgivelselsår: 20.02.2023
Forlag: 2 Feet Entertainment, 202 sider
Omslag: Steen Langstrup

Læs også:

Uhyret af Peter Benchley
The Rats af James Herbert
Dræberhunden Cujo af Stephen King
Kongamato af Mikala Rosenkilde
De skjulte dyr af Lars Thomas
Fantasi og virkelighed i naturen af Lars Thomas

Podcast: De mystiske dyr

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.