Døden og kvinden består af ni nyoversatte gyserfortællinger skrevet af fremtrædende kvindelige forfattere fra det forrige århundrede, og er en vellykket antologi for fans af gotisk uhygge.
Det er nu fire år siden, Steen Langstrups Tabu udkom. En udgivelse, der i følge forfatteren selv, muligvis ville blive det sidste stykke fiktion, han udgav. Jeg har altid krydset fingre for, at han ville få inspirationen tilbage (hvilket måske snart sker!), men indtil da har jeg nydt godt af Steens andre talenter. På sit forlag 2 Feet Entertainment har han nemlig siden udgivet en række spændende bøger af andre forfattere, og i 2022 udgav han samlingen Dommerens hus med Bram Stoker noveller i egen oversættelse. Nu er forlaget aktuel med antologien Døden og kvinden.
Med Døden og kvinden har Steen Langstrup kastet sig ud i et projekt, der sætter fokus på kvindelige horrorforfattere. Dette første bind indeholder ni klassiske gysernoveller skrevet af kvinder i årene 1831 til 1921. De er udvalgt og oversat af Steen, og målet med antologien har blandt andet været at skabe fokus på kvinders rolle og påvirkning af gysergenren.
“Kvindelige forfattere var nemlig i høj grad med til at forme gysergenren, da den voksede ud af den gotiske roman i slutningen af det 19. århundrede og for alvor tog form i starten af det 20. århundrede. Disse kvinder var ikke blot meget populære, om gyset så var deres foretrukne litterære felt eller ej, mange af dem vandt også stor anerkendelse i samtiden. De fortjener at blive husket på lige fod med de bedste mandlige forfattere inden for genren.” (Steen Langstrups blog)
Senere på året udkommer endnu en antologi, Kvinder skriver gys, med noveller fra 11 nulevende kvindelige forfattere. Den glæder jeg mig meget til.
Men her skal det handle om Døden og kvinden. Og lad mig bare afsløre med det samme – den kan varmt anbefales.
Hvis man har fulgt lidt med her på Gyseren, kommer det næppe som en overraskelse, at jeg er vild med gotiske gysernoveller. Jeg elsker at putte mig i en stol og hygge med en god spøgelseshistorie, og jeg har læst alle de gamle antologier med gys og gru, som jeg har kunne finde på bibliotekets hylder gennem årene. De fleste af historierne har været skrevet af mænd, selvom få kvinder også har fundet vej, så ud fra et diversitetssynspunkt falder Døden og kvinden et tørt sted. Men jeg kan nu mest lide den, fordi de udvalgte noveller er underholdende og velskrevne.
Skygger på væggen
Mary Eleanor Wilkins Freeman skrev ‘The Shadows on the Wall’, som indleder antologien, i 1903. Her rystes en hustand af et uventet dødsfald. Den yngste bror i en søskendeflok på fem er pludselig død, og hans tre søstre hjemsøges af en utålelig tanke, som ingen af dem ønsker at sætte ord på. Ud over at være en god historie, så synes jeg, at ‘Skygger på væggen’ retter skarpt blik på tidens forhold mellem kønnene. Kvinder skulle tie og lade mændene råde.
Søster Johannas historie
Amelia Blandford Edwards skrev ‘Sister Johanna’s Story’ i 1873. Novellen udspiller sig i St. Ulrich i de italienske alper, hvor en mor med to døtre lejer halvdelen af et hus af den dygtige træskærer Ulrich Finazzer og dennes bror Alois. Fortælleren er den ældste søster. Hun er en seriøs og arbejdsom ung kvinde, mens lillesøsteren, Katrine, er smuk og sorgløs. Fortælleren har altid tænkt, at de to yngste søskende som voksne ville være et godt match, men så frier Ulrich til Katrine.
Sidst i antologien skriver Steen Langstrup kort om hver forfatter, og om Amelia Blandford Edwards fortæller han blandt andet, at hun mere eller mindre åbenlyst levede som lesbisk. Hendes eget fravalg af at følge tidens sociale normer finder også vej ind i ‘Søster Johannas historie’. Kvinder bør ikke handle på deres følelser, og i novellen medfører det en dobbelt tragedie, både for den der handler, og den der ikke gør. Fortælleren ser forvarslerne til den ulykkelige hændelse, men hun kan ikke gribe ind. Alligevel er det hende, der bliver bebrejdet til sidst. Endda påkaldes Guds straf over hende. Men denne omklamring af kristendommen som støtte af undertrykkelsen falder fortælleren heldigvis ikke for.
Ekkogrotten
Helena Petrovna Blavatsky skrev ‘ The Cave of the Echoes’ i 1892. Novellen indledes med et lille notat af forfatteren om, at dette er en mærkelig, men sand historie, som bygger på en russisk herres øjenvidneberetning underbygget af politiets arkiver. Normalt ville dette være et fortællerkneb fra forfatterens side, men netop i Helena Petrovna Blavatskys tilfælde er det ikke nødvendigvis tilfældet. Hun var nemlig russisk teosof og okkultist og var med til at grundlægge Theosophical Society i 1875. Læs mere om Blavatsky her.
Døden og kvinden
Gertrude Alherton skrev ‘Death and the Woman’ i 1892. Her ligger en mand for døden, mens hans hustru våger over ham, opslugt af sorg. Mens døden nærmer sig, ændrer kvindens sorg sig, og selvom her er tale om en lille tæt fortælling, føles slutningen voldsom og dramatisk. Det er svært at forestille sig en mandlig forfatter i datiden fortælle samme historie. ‘Døden og kvinden’, som også er antologiens titel, er en rigtig vellykket novelle.
Et hjemsøgt hus
Virginia Woolf skrev ‘A Haunted House’ i 1921. Woolf er kendt for sin brug af ‘stream of consciousness’, som giver læseren fornemmelsen af at se, høre og føle de beskrevne indtryk. Det er en stil, jeg ikke er så god til, men som kan være meget effektiv hvis man lader sig synke ind i teksten. Der er ikke meget klassisk gotisk uhygge over ‘Et hjemsøgt hjem’, men den korte novelle er ikke desto mindre ret virkningsfuld.
Selskabsdamens klokke
Edith Wharton skrev ‘The Lady’s Maid’s Bell’ i 1902. Hun var den første kvindelige forfatter, der vandt Pulitzerprisen og var desuden nomineret til Nobelprisen i litteratur flere gange.
‘Selskabsdamens klokke’ handler om den unge kvinde Hartley, som har været syg med tyfus og nu har svært ved at få job. En tilfældighed fører hende til den svagelige fru Brympton, som hun bliver selskabsdame for. Den tidligere selskabsdame døde i foråret og siden har ingen stillet fru Brympton tilfreds. I begyndelsen virker stillingen behagelig, men noget er ikke helt rigtigt i husholdningen.
Med sine 30 sider er novellen en af samlingens længste, men den føles på ingen måde lang. Og så har den en slutning, jeg er meget i tvivl om, hvilket giver historien et ekstra krydderi.
Det gamle hus i Vauxhall Walk
Charlotte Riddell skrev ‘The Old House in Vauxhall Walk’ i 1882. Her er hovedpersonen en 21-årig ung mand, der har skændtes med sin fader og forladt hjemmet i vrede. Han har ingen penge, ingen hat og intet sted at overnatte. Tilfældigt møder han William, der tidligere har arbejdet for faderen. William er ved at flytte ud af et stateligt hus, da hans hustru nægter at bo der mere. Han tilbyder lidt betænkelig den unge mand at overnatte i huset, og i løbet af natten afsløres det, hvorfor hustruen ikke vil bo der.
‘Det gamle hus i Vauxhall Walk’ er en blanding af spøgelseshistorie og dannelseshistorie, og er en af de få i antologien med en decideret happy ending.
Den gode lady Ducayne
Mary Elizabeth Braddon skrev ‘Good Lady Ducayne’ i 1896. Novellen handler om den unge pige Bella, der får et job som selskabsdame for at hjælpe sin mor økonomisk. Hun bliver ansat af den meget gamle lady Ducayne, som tager hende med til Italien. I starten går alt godt, men så begynder Bellas helbred at skrante.
Jeg har tidligere læst ‘Den gode lady Ducayne’ i antologien Draculas gæst. Her beskriver redaktøren Michael Simms Mary Elizabeth Braddon som dronningen af sensationsforfatterne. Det var forfattere, der brugte gotikkens hang til melodrama, men førte det skumle ind i hverdagen og udskiftede de onde baroner med engelske forretningsmænd.
Novellen er samlingens længste (37 sider), og blander esoteriske tanker med (datidens) moderne lægevidenskab.
Forvandlingen
Mary Shelley skrev ‘Transformation’ i 1831. Shelley vil af de fleste, inklusive mig selv, hovedsageligt være kendt for romanen Frankenstein, men hun skrev flere romaner og noveller.
Fortælleren i ‘Forvandlingen’ beretter om, hvordan han som ung mand forelsker sig i faderens bedste vens datter. Forkert selskab og dårlige beslutninger leder den unge mand i udføre, da et tilfældigt møde giver ham mulighed for at vinde alt tilbage. Men er det en handel, han kan leve med?
En glimrende novelle om en mand, der overskrider grænserne og må leve med konsekvenserne.
Døden og kvinden er en oplagt mulighed for at læse nogle af det forrige århundredes kvindelige forfattere, og selvom jeg har læst historierne ind i et kønshistorisk perspektiv, er det på ingen måde en forudsætning for læsningen. Tværtimod er Døden og kvinden et rigtig godt bud, hvis du ‘bare’ godt kan lide gotisk uhygge og underholdende spøgelseshistorier.
Om Døden og kvinden:
Udgivelsesår: 05.04.2023
Forlag: 2 Feet Entertainment, 211 sider
Omslag: Steen Langstrup
Oversætter: Steen Langstrup
Indhold:
Skyggerne på væggen (1903) af Mary Eleanor Wilkins Freeman
Søster Johannas historie (1873) af Amelia Blandford Edwards
Ekkogrotten (1892) af Helena Petrovna Edwards
Døden og kvinden (1892) af Gertrude Atherton
Et hjemsøgt hus (1921) af Virginia Woolf
Selskabsdamens klokke (1902) af Edith Wharton
Det gamle hus i Vauxhall Walk (1882) af Charlotte Riddell
Den gode Lady Ducayne (1896) af Mary Elisabeth Braddon
Forvandlingen (1831) af Mary Shelley
