Theodor Moodys bratte opvågning af Per Jacobsen

Theodor Moodys bratte opvågning af Per Jacobsen

Jeg får desværre ikke læst og skrevet helt så meget for tiden, og en af de bøger, jeg har haft liggende alt for længe, er Theodor Moodys bratte opvågning af Per Jacobsen.

Theodor Moody er en halvdement, livstræt, småracistisk og godt gnaven pensionist. Yuki Rowley er en beskeden, tålmodig og godhjertet thailandsk rengøringsdame. Ved første øjekast er disse to mennesker uforenelige modsætninger, men begge har deres skæbne liggende i andres hænder, for Theodors familie forsøger at få ham tvangsindskrevet på et plejehjem, og Yuki er fanget i et voldeligt ægteskab. Og hvis nogen af dem skal have en chance, må de sætte deres lid til hinanden. (fra bogens bagside)

Per Jacobsen er en både effektiv og underholdende forfatter. Jeg har med fornøjelse læst både hans fantasyroman Spejlkabinettet samt sci-fi horror trilogien Udhængt. Med Theodor Moodys bratte opvågning bevæger Jacobsen sig ad nye veje i en fortælling om familie-relationer, hustruvold og sorg.

Portrættet af den gnavne Theodor er både morsomt og rørende. Det anstrengte forhold til sønnen Kevin, problemerne med hukommelsen og savnet af hustruen Martha beskrives utrolig fint og giver et indblik i nogle af de byrder, der kommer med alderdommen. Også portrættet af Yuki er godt skrevet. Man fornemmer tydeligt hendes kærlighed til sønnen Sammy og frygten for den voldelige ægtemand.

Under læsningen kom jeg til at tænke på både den svenske roman En mand der hedder Ove af Fredrik Backman samt Stephen Kings Rose Madder. Men selvom inspirationen fra King måske er lidt tydelig, så fortæller Jacobsen som altid historien, så jeg havde svært ved at slippe bogen, da jeg gik i gang.

Sproget flyder let, og suspensen stiger stødt hele vejen. Per Jacobsen er ekspert i at skrue et spændende plot sammen, og jeg fik følelsen af at se en underholdende blockbuster med masser af popcorn til. Med andre ord – perfekt læsning til ferien 🙂

Uddrag af bogen:

Som mange andre kvinder i lignende forhold lever Yuki Rowley efter to sæt regler: Det officielle regelsæt, hvilket vil sige de ting, han direkte forbyder hende at gøre, og det uofficielle sæt, som består af en række ting, hun forsøger at undgå at gøre, fordi hun ved, at de også gør ham vred.

De officielle regler er nemme nok. Faktisk kan de fleste af dem beskrives med ordet hold.

Hold huset, hold haven, hold maden varm, hold op med at pylre, hold mund, når han læser avis, ser fjernsyn, tænker og/eller taler; herunder både i telefon og med andre, ansigt til ansigt. Især hans arbejdskollegaer.

De uofficielle er sværere, fordi de kan variere efter hans humør. Det kan for eksempel være hendes brug af make-up. På nogle dage beklager han sig over, at hun gør alt for lidt ud af sig selv og ligner en kedelig husmor, som ingen sgu da gider at ruske rundt.

Det er, hvad han kalder det; ruske rundt.

På andre dage kan det få ham helt op i det røde felt, hvis hun har sminke på. Så er hun en billig tøjte, der ikke laver andet end at vimse rundt og spille op til andre mænd.

Begge dele – hende med og uden læbestift – kan han godt blive vred over. Rigtig vred. (side 47-48)

Om Theodor Moodys bratte opvågning:

Udgivelsesår: 01.04.2023
Forlag: Humblebooks, 371 sider
Omslag: Per Jacobsen

Læs også:

Du af Caroline Kepnes
Rose madder af Stephen King
Søvnløs af Stephen King
Perfekte dage af Raphael Montes
Bag lukkede døre af P.A. Paris

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.