1629 – Djævelens apoteker med undertitlen: den forfærdende historie om de skibbrudne fra Jakarta er forfatter Xavier Dorison og illustrator Thimothée Montaignes fortolkning af et af de mest blodige blade i søfartens historie.
Kun de desperate ville risikere at gå ombord på Jakarta, der har kurs mod Indonesien. Ombord er mere end 300 mennesker, en besætning fra Amsterdams underverden og nok guld og diamanter til at vække de drabeligste lyster. Det er en krudttønde på et flydende inferno. Lucrétia Hans, en usandsynlig gæst på denne rejse ind i et mareridt, bliver den eneste person, der kan forhindre Jeronimus Cornelius, en ruineret kættersk apoteker, i at antænde lunten… God rejse. (Forlagets beskrivelse)
Jeg hørte første gang om denne katastrofe, da jeg dumpede ind midt i en dokumentarfilm om forliset og de efterfølgende rædsler. Siden har jeg læst lidt mere om begivenhederne, og da jeg faldt over Dorison og Montaignes tegneserie 1629 – Djævelens apoteker, var jeg nødt til at læse den.
Her er tale om en fiktionalisering af de faktiske begivenheder, så forfatterne har taget sig visse kunstneriske friheder “for at tjene den sandhed de ser i historien“. Blandt andet er flere personers navne ændret til mere franskklingende navne. Ligesom skibet bliver kaldt Jakarta, selvom Holland i 1629 kaldte Indonesiens hovedstad for Batavia.
Historien bag Batavias forlis
Det Hollandske Østindiske Kompagni (VOC) var i 1600-tallet en uhyre rig multinational virksomhed. De udstedte egne mønter, skrev egne love, og helt ekstraordinært kunne de på deres skibe indsætte en repræsentant, der overgik skibets kaptajn i rang. En sådan repræsentant var købmanden Francisco Pelsaert, der var øverstbefalende på skibet Batavia, der rejste mod Indonesien i 1629 i en flåde sammen med syv andre skibe.
Under rejsen over Det Indiske Ocean blev Batavia adskilt fra den øvrige flåde, og Pelsaert blev syg. Skibet kom ud af kurs, og den 4. juni 1629 stødte det på grund ved øgruppen Houtman Abrolhos ud for Australiens vestkyst.
Af de 341 mennesker ombord var ca. 2/3 skibets besætning. Derudover var der omkring 100 soldater samt en lille gruppe civile, heriblandt kvinder og børn. Umiddelbart efter grundstødningen blev 180 af de ombordværende reddet i land, herunder 30 kvinder og børn. Ombord på skibet befandt der sig stadig omkring 70 personer, bl.a. apotekeren Jeronimus Cornelisz. Da Batavias skrog brød endeligt sammen, lykkedes det ham og ca. 30 mænd at nå land. Resten druknede.
Jeronimus Cornelisz var ombord som Pelsaerts stedfortræder. Han skulle træde til som VOC’s repræsentant, hvis der skete noget med Pelsaert. Cornelisz var således den tredjehøjest rangerende ombord efter Pelsaert og kaptajnen Adrian Jacobsz.
Så da Pelsaert og Jacobsz sammen med de øvrige officerer og en mindre gruppe søfolk og passagerer, 48 i alt, sejlede ud for at finde vand eller redning, endte Cornelisz og en loyal gruppe mænd med at overtage magten på øen. Men Cornelisz gemte på en hemmelighed. Han var nemlig tilhænger af maleren og kætteren Johannes Torrentius, der efter tortur og fængsling blev forvist til England i 1630. Ligesom Torrentius troede Cornelisz, at:
“All religions restrict pleasure. In doing so they are contrary to the will of God, who put us on earth that we might, during our brief existence, enjoy without hindrance everything that might give us pleasure.” (Western Australian Museum)
Herefter startede rædslerne for alvor for de øvrige overlevende, og da Pelsaert mere end tre måneder efter sin afrejse endelig kom tilbage med redningen, var der kun 116 overlevende tilbage.
I datiden gyste man over den grusomme historie, og Pelsaerts posthumt udgivne fortælling Ongeluckige voyagie, van ‘t schip Batavia, nae de Oost-Indien blev genoptrykt otte gange. Og her – næsten 400 år senere – udkommer der stadig bøger og film m.m. om rædslerne.
God og grusom
At læse 1629 – Djævelens apoteker var noget af en oplevelse. Gruen begynder allerede i forordet, hvor Dorison forklarer om ‘sjælens udslukkelse’ og ‘The Lucifer Effect‘. Menneskets historie viser gentagne gange, hvordan en rød tråd af kædereaktioner i forskellige historiske situationer har ført til:
… Det fuldstændige ophør af empati fra en gruppe menneskers side, forbundet med ophævelsen af deres moralske dømmekraft, med øjeblikkelige konsekvenser til følge: sadisme og massakrer. (Fra forordet)
Tænk bare på Holocaust under 2. verdenskrig eller Balkan-krigen i 1990’erne hvor naboer pludselig vendte sig mod naboer. Men også meget tættere på herhjemme i Danmark, hvor forråelse blandt plejepersonale har ført til omsorgssvigt på plejehjem og andre institutioner.
Dorison og Montaigne sætter lys på denne modbydelige mekanisme i os med deres fortolkning af skibet Batavias historie.
Vi kommer tæt på den institutionaliserede grusomhed, der fandtes på datidens skibe, hvor brutal vold var en måde at holde disciplin blandt besætningen på. Ligesom vi præsenteres for den samfundsstrukturelle grusomhed hvor absolut fattigdom kan eksistere side om side med absurd rigdom.
Det hele fortælles i Montaignes realistiske illustrationer, der skiftevis zoomer ind på enkelte detaljer og fylder hele sider med panoramiske scener. Tegningerne viser grusomhed og skønhed side om side, og jeg blev fuldstændigt fanget ind af historien.
1629 – Djævelens apoteker er første del af historien og slutter ved skibbruddet. Fortælling afsluttes i næste bind Den røde ø, og jeg kan ikke vente med at læse den.
Om 1629 – Djævelens apoteker:
Udgivelsesår: 2024
Forlag: E-voke, 135 sider
Illustrator: Thimothée Montaigne
Farvelægning: Clara Tessier
Læs den fulde beretning om Batavias rejse, skibbrud og hjemvenden på Western Australian Museum
Læs også:
“En visnet blomst i hæderskrandsen” : historien om desertører og mytterister fra slaget på Reden 1801 af Niels Bjørn Hansen
Mytteri af John Boyne
Mytteri i Sydhavet : i Bountys kølvand af Arne Falk-Rønne
The Wager af David Grann
Mytteri på Bounty af Ch. Nordhoff
Atlas over afsidesliggende øer af Judith Schalansky
