Pilene af Algernon Blackwood

Det er efterhånden en del år siden, jeg læste Pilene af Algernon Blackwood første gang, så jeg var spændt på at genlæse den. Jeg vidste jo godt, at det er en klassiker og et enestående værk i genren. Alligevel blev jeg positivt overrasket.

To venner rejser i kano ned ad Donau-floden. De er begge erfarne opdagelsesrejsende, men da vandstanden stiger mere end normalt, tvinges de til at søge tilflugt på en isoleret ø i floden. Solen, vinden og floden synes at rumme en overnaturlig kraft, der vækker frygt hos dem begge. Men det er de tætte, vilde og truende piletræer, der får dem til at tvivle på, om det, de ser og oplever, er virkeligt. At flygte fra øen virker som den eneste fornuftige løsning, men er det overhovedet muligt at undslippe pilene, der omgiver dem? (forlagets beskrivelse)

Når man læser handlingen refereret, som ovenfor, er det svært at forestille sig, hvor intens en fortælling Algernon Blackwood har skrevet. For hvor skræmmende kan det være, at to mænd overnatter på en lille ø midt i Donau-floden under et uvejr?

Meget, viser det sig.

Forleden var jeg til Skrækfest 2025, hvor Rikke Schubart fortalte om begrebet ‘awe’. Den forståelse af ærefrygt, som noget der kan være både majestætisk og skræmmende, er Pilene et rigtig godt eksempel på.

Blackwoods beskrivelser af vejret, naturen og de følelser, de vækker i fortælleren, er så atmosfærefyldte, at hans uro kanaliseres over i læseren. Stemningen i historien skifter næsten umærkeligt, fra at vi begejstres over beskrivelsen af landskabet som de to mænd rejser igennem, til at vi overvældes af uro. Naturen omkring mændene føles pludselig truende og overvældende, og vi går fra rationel rejsebeskrivelse til en altopslugende frygt og følelsen af, at virkeligheden har forskubbet sig. At der i pilene findes noget så meget større end os, at det er ubegribeligt. Og at vi ikke kan gøre det mindste, hvis det beslutter sig for at kvase os.

Michael Grant Kellermeyer rammer hovedet på sømmet, når han på sin blog Oldstyle Tales skriver:

Before Lovecraft penned “The Call of Cthulhu” and William Hope Hodgson published “The House on the Borderland,” Algernon Blackwood’s “The Willows” expressed the chief tenants of Lovecraftian weird fiction: a malignant universe either indifferent to or indignant towards humanity; a supernaturalism that defies human mythology, expectations, or tropes; a philosophy that highlights human insignificance; a universe where reality is in doubt, where logic is made worthless, and where fear is primal and vestigial – eclipsing the petty concerns of modern man in the times when the dimensions of humankind intersect those of the outer terrors. (Michael Grant Kellermeyer)

Algernon Blackwoods kortroman er en af den slags fortællinger, der bare bliver bedre, for hver gang jeg læser den. Som en rigtig slow burner kryber den ind under huden, og inficerer læserens tanker uden man mærker det. Her hjælper Anders Jørgen Mogensens suveræne oversættelse og Kasper Opstrups interessante efterord naturligvis også.

Skal jeg komme et lille drys malurt i bægeret, er det fonten. Tilsyneladende er der et problem med bogstaverne o og e, som, når de optræder ved siden af hinanden, læses som æ. Det er i småtingsafdelingen, men i en tekst hvor ordet ‘kanoen’ ofte optræder, nåede det alligevel at irritere mig lidt.

Pilene af Algernon Blackwood er seneste udgivelse i forlaget Eschos serie Udenlandsk Fugl, og uanset om du kender historien eller ej, så læs den.

Om Pilene:

Udgivelsesår: 23.01.2025
Forlag: Escho, 91 sider
Omslag: Kristian Funder-Nielsen
Originaltitel: The Willows, 1907
Oversætter: Anders Jørgen Mogensen
Efterord: Kasper Opstrup

Læs også:

Kattenes by af Algernon Blackwood
Teatro Grottesco af Thomas Ligotti
Den store gud Pan og andre fortællinger af Arthur Machen
Vardekød af A. Silvestri
Udslettelse af Jeff VanderMeer

Udenlandsk Fugl: