Drengen der råbte varulv af David Liu

Drengen der råbte varulv af David Liu

Noget af det, jeg synes er fedest, når jeg får fingre i en udgivelse fra Forlaget Afkom, er, at jeg ofte bliver udfordret. Det gjorde jeg også her i Drengen der råbte varulv af David Liu.

Drengen der råbte varulv er en grafisk novelle af den danske kunstner og forfatter David Liu.

Historien udfolder en visuelt stærk, folklore-inspireret og samfundskritisk fortælling, hvor overtro, løgne og folkestemningens magt sættes i spil. Historien fortæller om en mystisk kvinde, et varulvesagn og en ubarmhjertig folkedomstol driver fortællingen mod en mørk og grum afslutning.
(Forlagets beskrivelse)

Når jeg bladrer i tegneseriekrybberne på biblioteket, er jeg tilbøjelig til at blive tiltrukket af hæfter tegnet realistisk og letaflæselige. Men da jeg også elsker dansk horror, har jeg siden Forlaget Afkom blev grundlagt i 2019 fået udvidet min horisont. Afkom fokuserer nemlig på udgivelse af nichegenrer, herunder særligt gys og gru, og de giver plads til såvel etablerede tegnere som til nye talenter. Det betyder mange forskellige tegnestile, og mange forskellige måder at fortælle en historie på, hvilket har givet mig mange overraskende oplevelser.

Handlingen:

I 1957 opsøger Chilichez Sachichon kvinden Marta Amazoñes, der bor alene ude i skoven. Han anklager hende for at være varulv og stå bag drabene på 11 mennesker, hvis lig er fundet i skoven med synlige bidemærker. Det går dog snart op for læseren, at Chilichez allerede kender Marta og ønsker hævn over noget, der er sket i fortiden. Men hvad?

Tegningerne:

Drengen der råbte varulv, side 31David Lius tegnestil er bl.a. blevet sammenlignet med Hugo Pratts. Selv kom jeg også til at tænke på Jacques Tardi med den figurative stil og dynamiske streg.

I Drengen der råbte varulv bruger Liu aktivt både perspektivet og billedrammerne til at underbygge handling og tempo. Nogle sider er opbygget med faste billedrammer. På andre sider opløses de faste rammer og lader billederne flyde ind over hinanden. Nogle billedrammer ser vi i normalperspektiv,  andre i fugleperspektiv. Nogle gange har vi oversigtsbilleder, andre gange zoomer Liu ind på udsnit og detaljer.

Der er også masser af symbolik i tegningerne, lige fra statuen af Anubis med vægten (til at veje de dødes hjerter med) i Domhuset, til øje-formen der går igen på flere tegninger gennem hele historien.

Drengen der råbte varulv efterlader således masser af stof til fortolkning.

Drengen der råbte varulv, side 12Ser man f.eks. på farvelægningen er de første sider tegnet hovedsageligt i naturalistiske farver, mens de senere sider springer i øjnene ved kun at have fx røde eller blå farvetoner, for mod slutningen at gå over i grålige nuancer. Farver der kan symbolisere heftige, lidenskabelige følelser; renhed og ærbarhed samt kedelig hverdag (Lex).

Huset, Marta bor i, ligner en blanding af pandekagehuset fra Hans & Grete og vulva. Er Marta en heks? Er hun moderskødet Chilichez forsøger at komme tilbage til? Eller er der noget helt andet på spil?

Ind i mellem er billederne med Chilichez vendt modsat i forhold til de andre billeder på siden. Hvorfor?

I en scene taber Chilichez sin cigaret, mens han er i Martas hus. Det er herfra, farverne begynder at ændres. Hvad er det, vi får afsløret her?

Jeg er tidligere stødt på David Liu, i bl.a. tegneserieantologien I ly af mørket II. I Lius bidrag ‘Ibid’ er fortælleren under hele historien tegnet med en cigaret i munden. Her i Drengen der råbte varulv er det samtlige karakterer, der ryger. Jeg er ikke helt sikker på referencen bag, men måske hænger det sammen med Lucky Luke, der siden 1983 er tegnet med et græsstrå i stedet for en cigaret i mundvigen? Eller har det måske noget med Irmapigen, hvor kunstneren Love Party blev stævnet af COOP for at tegne hende med en cigaret og tatoveringer?

Uanset hvorfor, så giver de mange lag og referencer i Lius tegninger mig noget ekstra udover historien.

Vurdering:

Jeg er sikker på, at jeg ikke har fået fat i samtlige symboler og referencer under mine første læsninger. Det er dog med til at gøre Drengen der råbte varulv interessant nok til, at jeg får lyst til at læse den igen. Som en kollega engang sagde til mig, da jeg ytrede mig om, at jeg ikke forstod en digtsamling: Det handler ikke altid om at forstå. Nogle gange skal man bare opleve.

For mig krævede læsningen af Drengen der råbte varulv flere omgange. Til gengæld var slutresultatet en spændende oplevelse, der både underholdte og udfordrede. Så læs en ung, upcoming tegneseriekunstner der tør lege med sin historie.

Om Drengen der råbte varulv:

Udgivelsesår: 15.03.2025
Forlag: Afkom, 54 sider

Udgivelsen er støttet af Statens Kunstfond

Læs også:

Videovold og 80’er snask

Blodrus af Sebastià Alzamora
Morf af Frank Brahe
Vampyren fra Ropraz af Jacques Chessex
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Trailer Park Apocalypse af Jimmi Jensen
Mit indre øje af Anna Laurine Kornum
Sort nadver af NMAAR
De Hellige af Marcel Ruijters
Varulv af Jeppe Sandholt
Repulsive Attraction af Patrick Steptoe
Alva i mørket af Aksel Studsgarth og Daniel Hansen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.