Så er Blodig Weekend 2025 overstået, og jeg har haft en fed weekend i horrorfilmenes tegn.
The Toxic Avenger (2023)
For en del år siden så jeg den originale Toxic Avenger. Jeg havde læst mig til, at det var en kultfilm, og efter at have set den forstod jeg hvorfor. Nu har jeg så set genindspilningen med Peter Dinklage i hovedrollen. Historien er ikke 1:1, men de overdrevne effekter og den overdådige brug af blod og splat er stadig med.
En lokal journalist har en muldvarp på virksomheden BTH. De har endelig fået håndfaste beviser for, at BTH, der på overfladen sælger sundhed, i virkeligheden pumper gift i såvel deres kunder som i naturen. Men før de får offentliggjort beviset, bliver journalisten myrdet, og muldvarpen må flygte med morderne i hælene.
Dinklage spiller Winston, som er enlig stedfar til sønnen Wade efter hans mor døde for et år siden. Winston arbejder som pedel og vasker gulve i BTH. Da han får at vide, at han er dødelig syg og hans forsikring ikke dækker, opsøger han sin chef, Bob Garbinger, for at bede om hjælp. I stedet bliver han smidt ud. Et ønske om hævn får Winston til at bryde ind i BTH, men det får uforudsete konsekvenser, da han i stedet ender i en sø af giftaffald.
The Toxic Avenger er skabt.
Herfra bliver det blot endnu vildere, og Winston må sammen med muldvarpen kæmpe for at afsløre Garbinger, redde Wade og selv overleve både musikalske lejemordere og den lokale gangster.
Historien fortælles på skønneste B-films facon med lokale tv-værter som kommentatorer, der udråber de sensationelle nyheder undervejs. Ligeledes tildeles karaktererne roller, når de præsenteres. F.eks. introduceres Bob Garbinger som ‘The Villain’, mens Fritz introduceres som ‘His Creepy Brother’.
Den nye Toxic Avenger er herlig underholdning. Peter Dinklage er perfekt i rollen som Winston, der elsker sin stedsøn, og trods savnet til moren forsøger at få deres hverdag til at hænge sammen. Noget han ikke lykkes overbevisende med, før han “genfødes” som Toxie. Kevin Bacon er ligeledes vidunderligt castet til rollen som Bob Garbinger, som han spiller med den helt rigtige narrøv-attitude.
Muldvarpen spilles af Taylour Paige, som pt. er aktuel i HBO-serien IT: Welcome to Derry, mens Elijah Wood har en mindre rolle som Garbingers lillebror Fritz. En rolle, jeg er sikker på, er navngivet som en homage til Mary Shelleys Frankenstein. Ikke at der i romanen er en karakter ved navn Fritz, men i en teateropsætning fra 1823 fik Victor Frankenstein en assistent ved navn Frits, og fra ham stammer en lang række Igor-lignende sidekicks.
Jeg var solgt og havde en fest med at se genindspilningen af The Toxic Avenger i en biografsal med andre horrorfans. Men husk at blive siddende til rulleteksterne er ovre.
Good Boy
Den anden film på Blodig Weekend 2025 i Odense var Good Boy, som blev introduceret af filmeksperten Jane Valeur.
Hun indledte med at fortælle, hvordan søgningen ’Does the dog die?’ eksploderede med 2000%, da traileren til Good Boy gik viralt.
Måske – som Jane fortalte – fordi hunde i gyserfilm historisk set ikke har klaret sig så godt. De bruges ofte som et plotvarsel, og når de dør, er hovedpersonen for alvor i fare. Hunde kan dog også bruges til at vise noget om personerne. I Ondskabens øjne virker seriemorderen Jame Gumb f.eks. fuldstændig umenneskelig overfor sine ofre, mens han øser kærlighed ud over sin hund. Her viser hunden, at Jame trods alt har menneskelige følelser.
I filmen VVitch bliver geden Billy en personificering af ondskaben selv. Og i The Thing åbner filmen med en hund, der løber gennem sne og is mod en ensomt beliggende base. Her tager mandskabet varmt imod hunden uden at ane, at noget gemmer sig inde i hunden. Hunden er her en infiltrator for fjenden.
Også i Poltergeist har familiens golden retriver en vigtig rolle. Dels er den meget beskyttende overfor børnene, og dels fungerer den som en indikator, når den pludselig gøer af noget, menneskene ikke kan se.
Jane fortalte videre om, hvor modbydeligt Hollywood har behandlet hundeskuespillere, bl.a. fordi det er svært at få en hund til at ’spille skuespil’. Men i Good Boy har instruktøren Ben Leonberg – som i øvrigt også er Indys ejer – taget udgangspunkt i hunden.
Han blev inspireret af, hvordan instruktøren i stumfilm råbte stikord m.m. mens der blev filmet. Da karaktererne ikke kunne tale, skulle deres følelser og tanker fortælles gennem billeder, så klipningen og rækkefølgen af billederne fortalte det i stedet.
Hele Good Boy er således filmet som en stumfilm, så Leonberg har kunne instruere Indy undervejs. Han har også været med i mange af klippene, hvor Indy tilsyneladende er alene, og når hovedpersonens ansigt ikke er synligt, er det også ofte ham. Først efter klipningen er lydsporet efterfølgende blevet dubbet på.
Som kæmpe hundeelsker havde jeg store forventninger til Good Boy. Og her var også tale om en helt speciel film.
Indy bor sammen med Todd, der er alvorligt syg. Todd flytter ind i sin bedstefars hus, der ligger isoleret midt i naturen. Søsteren Vera er bekymret for Todd, men han vil ikke høre på det. Og da hun begynder at tale om, hvordan deres bedstefar døde og hans hund forsvandt, fordi huset er hjemsøgt, vil han slet ikke tale med hende.
Men Indy kan mærke, at der er noget i huset. Og imens får Todd det værre og værre.
Det helt særlige ved Good Boy er, at historien stort set kun fortælles gennem Indy. Ind i mellem ser vi endda scenerne gennem hans øjne. Det betyder, at vi ikke nødvendigvis forstår begivenhederne. Indy eksisterer i en verden, der kun drejer sig om hans ejer. Han forstår ikke bevæggrunde, men oplever kun handlingerne. Som mennesker kan vi selvfølgelig deducerer os frem til en del mere, men jeg havde alligevel flere ubesvarede spørgsmål til sidst.
Det betyder dog ikke så meget for oplevelsen. Filmens atmosfære er fantastisk, og der ruger fra første minut en ildevarslende stemning over bedstefarens hus. Jeg er virkelig imponeret over, hvordan Leonberg bruger Indys opførsel til at understrege det, filmen vil fortælle. Indys glæde, sorg, angst og vrede føles virkelige. Det er fremragende lavet og stor cadeau til Leonberg. Men jeg var meget glad for, at Jane i sin introduktion fortalte, at filmen blev lavet på Indys præmisser. Det vil sige kun optagelser, når Indy ville, og alt blev optaget om dagen. For nogle af scenerne, hvor Indy er bange, føles simpelthen så virkelige.
Good Boy er nok ikke for alle, men for mig var det en stor oplevelse.
Re-Animator
Jeg har tidligere set Re-Animator på dvd, men at se den i en nyrestaureret 4K udgave i biografen til Blodig Weekend 2025 sammen med masser af andre fans var en kæmpe fest. Det var simpelthen herligt ikke at være den eneste, der grinede, når blodet sprøjtede.
Endnu et plus var Jane Valeurs fine introduktion. Her fortalte hun bl.a. om H. P. Lovecrafts novelle Herbert West – re-animator. En ven opfordrede instruktøren Stuart Gordon til at læse den, da han vidste, at Gordon var vild med Frankenstein, som novellen tydeligt er inspireret af.
Herbert West – re-animator udkom oprindeligt som en føljeton i seks afsnit i 1921-1922, og er ikke et af Lovecrafts bedste værker. Ikke desto mindre indeholder historien flere elementer, der siden er blevet klassiske troper indenfor gyset. F.eks. kan fortælleren, der kalder sig og ven og assistent for Herbert West, ses som en af de tidligste ‘Igor-karakterer’. Ligeledes kan novellen ses som det første eksempel på den klassiske vestlige zombie, hvor de genopstandne har en umættelig hunger efter menneskekød.
Filmen Re-Animator udkom i 1985 i kølvandet på to årtier, hvor vampyren havde været det altoverskyggende monster. Vejen fra idé til film var dog langt fra snorlige. Først ville Stuart Gordon opføre historien som teaterstykke, men da han pitchede idéen, mente man, at den nok ville klare sig bedre som tv-serie. Gordon omarbejdede derefter manuskriptet til en 13 episoder lang tv-serie, men heller ikke det slog an. Nu mente man, at han burde lave en film i stedet for. Så et tredje manuskript, hvor filmen udspiller sig i nutiden, kom til verden, og Gordon fik sin debut som filminstruktør.
Jane fortalte også flere sjove anekdoter fra filmoptagelserne. F.eks. købte filmholdet kohjerner fra en lokal slagter til billige penge. Og da de samtidig var kommet til at købe alt for meget kunstigt blod blev mantraet: bare brug mere blod. Og det må man sige, at de gjorde.
Horrorfilm på 48 timer
Første programpunkt søndag var visningen af de fire kortfilm, der var blevet sat i gang fredag kl. 16. Mette Bihl, direktøren for Filmværksted Odense, indledte med at forklare rammerne for filmene.
De fire hold fik fredag kl. 15 en kort introduktion af Teddy Vork til tre af hans noveller, som de skulle bruge som idé til hver deres film.
Kl. 16 mødte holdene så ind på Filmværksted Odense, og herfra havde de 48 timer til at skrive manuskript, finde locations, optage, lave lydarbejde, klippe m.m. De kunne vælge skuespillere blandt 45 frivillige, der stod klar, og hver film måtte bruge et soundscape lavet til lejligheden af komponist Randolph Carter. Sidste benspænd var, at filmene max måtte være 6 minutter lange.
Herefter så vi de fire kortfilm med titlerne Blodsplittet, Kødets begær, Gammelt kød og Memento Mori. Det var ret imponerende, hvor meget holdene havde nået på blot 48 timer. Personligt var jeg især vild med Kødets begær og Memento Mori, men alle fire hold fortjener ros. Efter visningen inviterede Niels Mark holdene op på scenen, så vi kunne høre lidt om projekterne, og til sidst kom også Randolph Carter og Teddy Vork på scenen til en snak.
Absolut en spændende eftermiddag og så fik jeg også lige kort hilst på Randolph Carter i biografen. Det er altid hyggeligt at hilse på Facebook-venner IRL.
The Thing With Feathers
Sidste film på Blodig Weekend 2025 i Odense var The Thing With Feathers med introduktion af Jane Valeur.
Filmen bygger på Max Porters debutroman Grief is the Thing With Feathers, som er skrevet over Porters egen erfaring med sorg. Porters far døde, da Porter var 6 år, og som voksen oplevede Porter en ny side af sorg. Nu var det frygten for at miste en livspartner og alligevel skulle fortsætte med at leve, der trængte sig på.
Kragefiguren fandt Porter inspiration til hos Ted Hugh, der opfandt den for at komme over tabet af hustruen Sylvia Plath i bogen Crow: From the Life and Songs of the Crow. Ted Hugh kunne ikke finde fred i omverdenens konforme trøst. Hans sorg var kaotisk og vild, ligesom kragefiguren. Den vildskab ses i Porters roman både i tekstopsætningen og i kragens grove sprogbrug.
Kragefiguren i filmen er skabt af skulptøren Nicola Hicks.
Mens Porters roman blander prosa, lyrik m.m. besluttede Dylan Southern at placere filmen i horrorgenren.
I feel like starting in a horror space felt right because the initial stages of grief feel like horror, you know? You’re dislocated from your world… this thing that’s so shocking has just happened to you [and] you don’t know what’s coming next, so it was very obvious to lean into that at the beginning… I think horror immediately allows you into something where that landscape opens up into something very meaty and real and viscous and disgusting. The mess of grief, the mess of life. (Q&A på Sundance Filmfestival)
Benedict Cumberbatch spiller faren, der kommer hjem og finder sin hustru død på køkkengulvet. Midt i chokket og sorgen skal han nu sørge for deres to drenge alene, samtidig med at han passer sit arbejde som tegner af graphic novels.
Men det er ikke nemt at få en hverdag til at fungere, når man er knust af sorg, og pludselig dukker et stort kragelignende væsen op.
The Thing With Feathers er smuk, stemningsfuld og dybt rørende. Filmen har klart elementer af horror, men er i sin kerne et gribende psykologisk drama om sorg. Benedict Cumberbatch er helt fantastisk som den sorgramte far, men også de to drenge leverer en flot præstation. David Thewlis, som jeg bl.a. kender fra The Omen 2006-udgaven, lægger stemme til kragen, og også det er et perfekt valg.
En meget meget fin film der varmt kan anbefales.
Tak for denne gang
Jeg må sige, at min debut på Blodig Weekend 2025 var en kæmpe oplevelse. Det var simpelthen så fedt at se film sammen med andre fans i biografen. Noget jeg gør alt for lidt til hverdag. Jeg fik også set film, som jeg ellers ikke havde fået set, og så gav introduktionerne til filmene lige et ekstra pift. Ikke mindst var Cafebiografen en super hyggelig location, og Odense er bare en dejlig by. Endeligt fik jeg også hilst på flere kendte ansigter, og det er jo altid en fornøjelse.
Jeg håber, at Blodig Weekend vender tilbage til Odense næste år. Og gerne med endnu flere film om lørdagen 🙂
Om Blodig Weekend 2025:
Blodig Weekend er Danmarks største genrefilmfestival, som siden 2012 er blevet afholdt i København. I 2024 blev festivalen udvidet til også at finde sted i Øst for Paradis i Århus, og i 2025 kom Cafe Biografen i Odense ligeledes med. Læs mere om festivalen på Blodig Weekends hjemmeside.
Sponsorer og samarbejdspartnere:
Blockbuster, Cafebiografen, Empire, Skrækfest, Odder Tekstiltryk, Dry Bitter Brewing Company, Øst for Paradis, Det Danske Filminstitut, Kino.dk
