Ind i mellem overrasker en roman mig fuldstændigt. Det var tilfældet med Huset af Sanne Søndergaard, der er blandt de fem nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse 2025.
Mia Rosholm er 32 år, enke og arbejdsløs. Hun har skubbet de fleste af sine bekendte fra sig og køber et hus, der har stået tomt i næsten 25 år. Et hus, der virker lige så isoleret, som hun selv.
Huset er bygget i 1960 af den verdenskendte, danske arkitekt Kurt Wittman, som tegnede det til sin elskede hustru, Charlotte. Men trods husets arkitektoniske storslåethed er det koldt og klaustrofobisk, hjemsøgt, som det er, af hjertesorg og død. Kurt Wittman mistede nemlig Charlotte og levede efterfølgende alene. Måske er det derfor huset tiltrækker Mia, der selv er knuget af sorg efter ægtefællen Keegans død.
Mias veninde Anna Munthe beslutter sig for at lave en podcast om huset, om udødelig kærlighed og spøgelser fra fortiden. Men huset gemmer på noget mørkere, end nogen af dem kan forestille sig. Og det bliver mere og mere uklart, hvem der egentlig fortæller sandheden. (Forlagets beskrivelse)
Romanen fletter elegant afsnit om arkitektur og møbeldesign med indblik i altødelæggende sorg og destruktive ambitioner. Hertil tilsættes tanker om venskab og svære familieforhold. Til slut krydres det hele med et drys feminisme, uden at det tager overhånd.
Historien fortælles i tre spor og to tider. I nutiden hører vi Annas podcastspeak, der fortæller om huset og dets beboere med Annas egne overvejelser ind over. Her i mellem er indlagt kapitler fortalt af Mia, og endeligt springer vi tilbage til 1960’erne, hvor vi følger Charlotte. Det fungerer rigtig godt med de tre forskellige vinkler. Hver fortæller har sin opfattelse af begivenhederne, og det giver flere overraskelser undervejs.
Jeg blev indfanget af den uheldsvangre tone, der hviler over romanen nærmest fra første side. Selvom der på overfladen ikke lurer noget, der kan afstedkomme en sådan uro, var jeg ikke i tvivl. Noget var helt galt. Alligevel havde jeg ikke gennemskuet slutningen – og sikke en mavepuster!
Unde læsningen kom jeg til at tænke på Ø af Sara Bergmark Elfgren. Her er der ligeledes en skæbnesvanger stemning over en almindelig hverdag, der da også viser sig at dække over undertrykkelse og løgne. Men også Shirley Jacksons Mørket i Hill House som ligeledes har et hus som omdrejningspunkt og sorg som en katalysator for begivenhederne.
Sanne Søndergaard kalder i et interview romanen for en kærlighedshistorie:
“Når jeg kalder det en kærlighedshistorie, er det, fordi den handler om forskellen på kærlighed, der udbytter, overfor kærlighed, der forløser. Jeg tror, at alle mennesker frygter at møde den første slags og ønsker sig den anden. Det er et godt udgangspunkt for en mørk og angstfremkaldende fortælling.” (Læs hele interviewet HER)
Jeg var meget positivt overrasket over Huset og kan kun varmt anbefale den.
Andre skriver:
Berlingske Tidende
[…] romanen om [Mia] og de andre har styr på sine parallelle spor og sine skæbner og sin mere eller mindre fiktive danske arkitekturhistorie. Huset er dens materielle centrum, og kvinderne og deres kvindeliv er dens menneskelige, og der er kvindeliv med mænd, som de kvinder vil have, men som de hver især mister, frivilligt eller ufrivilligt, og det er kvindeliv i to perioder: I 1960erne, hvor Charlotte var det smukke vedhæng, det perfekte billede på det perfekte liv i det perfekte, men mærkelige, hus. I nutiden, hvor Mias kærlighed døde, og hvor Anna selv, podcasteren, har valgt mænd fra og fundet sit livs kærlighed i en kvinde. […] Komikeren, forfatteren, foredragsholderen og feministen Sanne Søndergaard har styr på sine virkemidler og når sikkert frem til sin afslutning. Den er rystende. (Læs hele anmeldelsen i Berlingske tidende, 2025-11-29)
Weekendavisen
Vi er i et uheldsvangert, uudgrundeligt og sært hitchcocks miljø, hvor vi tydeligt fornemmer, at der er ugler i mosen. Man forudaner en forbrydelse meget tidligt, og sådan en bliver man heller ikke nægtet. Til gengæld er der ikke tale om en konventionskrimi. Der er et opklaringsarbejde, men ingen kriminalkommissær med mavesår, ingen retsmediciner med autisme, ingen profileringsekspert, der bor på en husbåd […] Hvad forbrydelsen går ud på, siger jeg naturligvis ikke højt. Jeg vil bare sige, at Sanne Søndergaard ikke er den første, der har skrevet en gyser om æstetik og etik, om kærlighed og tyranni, om magt og køn. (Læs hele anmeldelsen i Weekendavisen, 2025-11-28)
Politiken
Det er ret fint, hvordan de tre spor kommer til at udgøre tre modstridende narrativer, hvor den fulde sandhed synes at gå tabt for alle andre end læseren. (Læs hele anmeldelsen i Politiken, 2025-12-28)
POV
Med Huset har Sanne Søndergaard skrevet en intens og dragende roman, hvor et gådefuldt arkitektikon bliver omdrejningspunkt for både kærlighed, sorg og mysterier. Det er en fortælling, man sluger i ét stræk – og bagefter sidder tilbage med tvivlen om, hvad der egentlig foregår. (Læs hele anmeldelsen HER)
Om Huset:
Udgivelsesår: 27.11.2025
Forlag: Lindhardt & Ringhof, 247 sider
Omslag: Campfire & Co.
Læs også:
Ø af Sara Bergmark Elfgren
Lejligheden af S. L. Grey
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Søstre af Daisy Johnson
Sundial af Catriona Ward
