Giftmord – 2000 års dødbringende kulturhistorie af Klaus Larsen

Giftmord - 2000 års dødbringende kulturhistorie af Klaus Larsen

Få fortællingen om 2000 års forræderi, jalousi, misundelse, magtkamp, psykopati, had og begær.

Vores kulturhistorie er fuld af spektakulære giftmord. Tænk på Medea, Kleopatra, Nero og på de fiktive drab hos Shakespeare og Agatha Christie. Men også blandt jævne folk var giftmord grum virkelighed i 1800- og 1900-tallets Danmark. Hvis man ville af med ægtefællen eller en rig arveonkel, som var for længe om at stille træskoene, var løsningen rottegift.

I nutidens storpolitik har giftmordet også en fremtrædende rolle. Der er f.eks. CIA’s farceagtige forsøg i 1960’erne på at forgifte den cubanske revolutionsleder, Fidel Castro, og det chilenske militærdiktaturs mord på nationaldigteren Pablo Neruda i 1973.

I dag har Ruslands diktator, Vladimir Putin, gjort giftmord til videnskab. På hemmelige laboratorier udvikles mareridtsagtige gifte til snigmord på kritikere og modstandere både hjemme og i udlandet.

Efter at den moderne retsmedicin har gjort det sværere at slippe af sted med giftmord, kan den rige onkel og den trælse ægtefælle trække vejret lidt lettere. Til gengæld er de feje drab dukket op et nyt og uventet sted, nemlig i sundhedsvæsenet, hvor seriemordere i hvide kitler i flere tilfælde har forgiftet dem, de skulle yde omsorg og pleje for, med overdoser af lægemidler. (Forlagets beskrivelse)

Jeg har tidligere læst Den blege rytter af Klaus Larsen, hvor han fortæller om epidemierne, der hjemsøgte Europa i årene 1300-1700. I Giftmord ser han nærmere på forgiftningens historie fra antikkens myter (og virkelige giftmord) op gennem historien frem til vor tid.

Som udgangspunkt synes jeg, at Giftmord er rigtig interessant læsning. Klaus Larsen gennemgår mange spektakulære dødsfald op gennem historien. Jeg kan godt lide, at han ikke blæser sagerne sensationelt op. I stedet vurderer han hver gang, om det nu også er mest sandsynligt, at der var tale om mord.

Foruden sandsynligheden for falske anklager og ondsindede rygtedannelser skal man tage med i sine overvejelser, at netop i de århundreder, hvor historierne om giftmord florerede, var madhygiejne et ukendt begreb […] Da lægerne i slutningen af 1800-tallet begyndte at føre statistik over sygdomstilfælde og dødsårsager, stod dysenteri, tyfus, diarré og andre maveonder øverst på listerne. Dysenteri er en voldsom og blodig diarré, som kan skyldes parasitter eller bakterier som salmonella og shigella i mad, som ikke er ordentlig gennemstegt eller kogt. På grund af den elendige hygiejne var dysenteri en ret almindelig dødsårsag i alle samfundslag.

[…] Derfor er det i det mindste værd at overveje, om der virkelig var tale om mord, hver gang en VIP stillede træskoene. I mange tilfælde har dødsårsagen snarere været maveinfektioner og madforgiftninger som tyfus, dysenteri og botulisme. (Side 101)

Nogle af de mest skræmmende kapitler er dem, der handler om giftmord i moderne tid. Rusland har en lang historie med politiske giftmord. Klaus Larsen fortæller, hvordan KGB under Sovjet-tiden havde en hemmelig giftfabrik. De var bl.a. behjælpelige med mordet på den bulgarske regimekritiker Georgij Markov, bogen Paraplymordet handler om. Men hvor styret tidligere gik stille med dørene, virker præsident Putin til at bruge mord som brovtende advarsler. Udover gift er et stort antal Putin-kritikere f.eks. også faldet ud af vinduer med døden til følge.

Det er desværre ikke kun magtliderlige despoter, der slår ihjel. I kapitlet ‘Dr. Død banker på’ fortæller Klaus Larsen om seriemorderne i hvidt. Sygeplejerskerne, sosu-assistenterne og lægerne der dræber deres patienter. En af sagerne udspillede sig i Tyskland, hvor sygeplejersken Niels Högel i 2019 blev dømt for drab på 85 patienter! Muligvis har han endda dræbt 200 eller flere.

I dag begås der kun sjældent mord med gift, da de retsmedicinske metoder gør det sværere at undgå at blive opdaget. Til gengæld er der kommet langt mere gift i vores omgivelser. Mens man i 1800-tallet bl.a. brugte arsenik som farvestof i f.eks. tapet, tøj og papir til bolsjekræmmerhuse, er vi i dag udsatte for PFAS, ftalater, tungmetaller og sprøjtegifte. DTU gennemførte i 2016 en undersøgelse, der viste, at der var giftrester i 52% af den testede danske frugt og i 27% af de testede danske grøntsager. Og selvom værdierne sjældent overskrider EU’s grænseværdier, jeg synes alligevel, at det er voldsomt, at fundet af giftrester i grøntsager er tredoblet siden 2011.

Og der er mange flere overraskende, skræmmende og tankevækkende historier og oplysninger i Giftmord. Klaus Larsen har skrevet en seriøs, men samtidig underholdende bog om et dystert kapitel i civilisationshistorien. Bagerst er indsat et omfattende noteapparat og litteraturliste samt et appendiks over naturens eget giftskab.

Om Giftmord:

Udgivelsesår: 21.10.2024
Forlag: Munksgaard, 254 sider
Omslag: Harvey Macaulay (“Tilla Durieux as Circe”, 1913. Franz von Stuck)

Læs også:

Det perfekte mord : danske giftmordere af Stine Bolther
Gift – fra dødelig dosis til mirakelmiddel af Jakob Eberhardt
Det er bare en virus af Anders Fomsgaard
Den spanske syge af Tommy Heisz
Den fjerde rytter af Jeanette Varberg og Poul Duedahl
Dødskulter af Willy Wegner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.