Huset vinder Årets Danske Horrorudgivelse 2025

Sanne Søndergaard får overrakt Årets Danske Horrorudgivelse 2025 af formand Jacob Hedegaard Pedersen. Foto: Diana Bach

Siden 2012 har Dansk Horrorselskab uddelt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse. I år er prisen gået til Sanne Søndergaard for hendes roman Huset. Sanne er den tredje kvinde til at vinde prisen, og hun har været så venlig at stille op til et mini-interview.

Hvad tænkte du, da du blev nomineret til prisen for Årets Danske Horrorudgivelse 2025?

Tusind tak, jeg er virkelig beæret over at modtage prisen. Selvom jeg ærligt ikke kendte til den, inden Horrorselskabet skrev til mig, at jeg var nomineret. Så min første reaktion var noget a la “Hvad? Wow! Jubi!”

Og så blev jeg bare rigtigt glad for at finde ud af, at nogen arbejder for at fremme genren på dansk.

Hvordan opstod idéen til ”Huset”?

Det var et mareridt, jeg havde, hvor jeg drømte det, der ligesom er bogens grundplot.

Samtidig var jeg inspireret af den britiske podcast Ghost Story, på den måde, at det irriterede mig, at den ikke var fiktion. For journalisterne er hæmmede af kun at kunne fortælle og konkludere på baggrund af kilder. Da jeg selv er uddannet journalist kender jeg jo udmærket den begrænsning. Derfor fik jeg ideen til, at der er en officiel – hæmmet – version og en privat sandhed, som kun læseren får adgang til.

Romanen er opbygget i tre spor: Annas podcast og Mia og Charlotte. Hvad var dine overvejelser for at fortælle historien på den måde?

Tanken er give læseren historien både uden for og inden i huset. Sådan at gyset ikke alene kommer af, hvad der sker inden for, men også i erkendelse af, at hvordan det bliver tolket uden for.

Vidste du på forhånd, at du ville skrive en spøgelseshistorie?

Ja, jeg elsker selv bøger som Rebecca, Mørket i Hill House og Ondskabens Hotel. Historier, hvor en bygning bliver så voldsomt hjemsøgt af fortidige beboere, at det ændrer selve bygningens kerne.

Det er, derfor design spiller en stor rolle i Huset, for alle vores bygninger er jo “hjemsøgte” af de ideer, arkitekterne havde, da de tegnede dem. Som er en anden måde at sige, at vi alle er indbyggere i en nutid, der er designet af ideer fra fortiden.

Er arkitektur en lidenskab for dig, eller måtte du ud og researche til romanen?

Jeg interesserer mig for både arkitektur og design, men derfor var jeg stadig nødt til at researche, så jeg kunne placere mine hovedpersoner troværdigt i de fag.

For det er centralt i bogen, at huset er tegnet af sine tidligere beboere. Husets nye ejer, Mia, er møbeldesigner, men hun er blokeret i sin kreativitet på grund af sorg, og det bliver forværret af, hvad der sker i huset.

Har du (eller dit forlag) haft nogle betænkeligheder ved at krydse ind i horrorgenren?

Nej, for mig er en genre mest et stempel, nogen smækker på en bog, når den skal placeres på hylderne i boghandlen og på biblioteket.

Som forfatter skriver jeg en historie, sådan som jeg synes, den bedst kan fortælles. Huset er en gyser, fordi det, den handler om, er rædselsvækkende. Derfor er det min ambition at efterlade læseren med en uafrystelig følelse af uhygge.

Nyder du selv at se/læse gys og horror?

Ja, men nu, hvor jeg bliver spurgt, kan jeg ikke huske, jeg har læst noget nyere, altså nyere end Stephen King. Det er sjældent, jeg støder på gys og horror, når jeg browser bøger. De bliver nok gemt væk på hylderne med fantasy. Underligt, for gysere er jo en genre med potentiale for så mange flere lag end en af de der 400 siders socialrealistiske samtidsromaner, som anmeldere elsker, hehe.

Men jeg ser mange gysere. Mike Flanagans Hunting of Hill House – som jo virkelig ikke har meget med Shirley Jacksons roman at gøre – er en af de bedste serier, jeg har set. J. A. Bayonas Børnehjemmet kan jeg stadig mærke i kroppen, selvom den er næsten 20 år gammel. Og Ryan Coogler Sinners fra sidste år var den fornyelse af vampyrfilmen, jeg trængte til.

Skriver du på noget nyt?

Ja, men ikke en gyser denne gang. Fordi igen, genre for mig er sekundært. Det handler om historien, og den, jeg arbejder på nu, er ikke uhyggelig på den nakkehårsrejsende måde, en gyser skal være.

Om Sanne Søndergaard:

Sanne Søndergaard er journalist, forfatter, stand-upper, feminist og foredragsholder. Hun debuterede med ungdomsbogen Kære Dødsbog i 2008. Siden har hun bl.a. udgivet den selvbiografiske Solo – med mit køn på slæb i 2015 samt F-ordet i 2021 om feminisme anno 2021. Huset er hendes 10. bogudgivelse.

Besøg Sanne Søndergaards hjemmeside

Læs også:

Rebecca af Daphne Du Maurier
Lejligheden af S. L. Grey
Kvinden i sort af Susan Hill
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Skruen strammes af Henry James
Ondskabens Hotel af Stephen King
Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
Etatsråden af Arne Munk
Dark Matter af Michelle Paver
En stormnat af Martin Schjönning
Silhuet af en synder af Leonora Christina Skov
Mulm af Teddy Vork
Lille fremmede af Sarah Waters

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.