En velskreven novelle kan være som et spark i solar plexus. Historien får dig simpelthen til at miste vejret og orienteringen. Den slags historier finder du i Mikala Rosenkildes Rău clovn.
Mikala Rosenkilde er aktuel med sin første novellesamling siden debuten Legetøj i 2011. Rău clovn indeholder ni skarpe og skræmmende og noveller, hvoraf ’De små synger’ og ’Elverdalen’ tidligere været trykt i Kvinder skriver gys. De øvrige udkommer her for første gang. Og vi kommer langt omkring. Fra en forfatter der finder inspiration uventede steder, over menneskelignende dukker, en fortabt søn og religiøse sekter, til grønne fingre og den ikke så søde ventetid.
Carls quija-bræt
Forfatteren Carl Hagenskjold er blevet rig på sine bøger. Det kommer derfor som en stor overraskelse, da han pludselig slår sin hovedperson ihjel. Carls forlag har tvunget ham til at stille op til et interview med journalisten Nanette Bertramsen, og hun helmer ikke, før hun får svar på hvorfor. Carls svar er dog langt fra, hvad hun forventede.
Jeg kom selvfølgelig til at tænke på Misery af Stephen King, da jeg startede på ’Carls quija-bræt’. Men det stod hurtigt klart, at Mikalas novelle går en anden vej. For så at dreje i en helt tredje retning. En mørk, voldsom og uventet retning der tog r…. på mig.
Dukkehuset
Lise er en succesfuld forretningskvinde. Efter morens død, da Lise var 21, begyndte hun at lave små lerfigurer af havfruer. De blev en kæmpesucces, og nu er hun en af Danmarks rigeste kvinder. Da Andreas dukker op i hendes liv, falder hun pladask for ham. Men hvorfor han køber den slidte rumænske klovnedukke på et loppemarked, fatter hun ikke. Faktisk kan hun ikke fordrage dukker, så det er lidt et chok, da det går for hende, at svigermoren lever af at lave dukker.
Klovnedukken, Andreas køber, er en Rău clovn. Det betyder ”ond klovn” på rumænsk. Og der er da også noget skræmmende over klovne. Med deres malede ansigter kan vi ikke rigtig tolke deres ansigtsudtryk. Det samme gælder for robotter og dukker, der ligner mennesker, men alligevel rammer lidt ved siden af. I ‘Dukkehuset’ kommer vi en tur til ‘The Uncanny Valley‘. Et sted der føles næsten rigtigt, men dermed også helt forkert.
Bogens forside er inspireret af denne novelle, og er for mig, et perfekt eksempel på ‘The Uncanny Valley’-effekten.
De små synger
Historien foregår på en lille ø i Det sydfynske øhav. Turistsæsonen er ovre, og alt ånder fred og ro på øen. Camilla hygger sig i haven, da to ukendte børn pludselig tilbyder hende deres hjælp. Børnene er ualmindeligt renskurede – om meget insisterende i deres tilbud. Hvem er de? Hvor kommer de fra? Og hvorfor bliver Camilla kold af frygt i deres nærhed?
Ligesom i ‘Dukkehuset’ bevæger vi os her ud i ‘The Uncanny Valley’-effekten. Her er det ikke udseendet men væremåden, der flytter børnene fra søde til creepy. For dét er de. Det bliver understreget i novellen ‘De små synger’, som i øvrigt blev bragt til live på tegneserievæggen til Skrækfest 2026 i Odense.
I et afsnit af podcasten Bibliotek X taler min medvært Janus og jeg om flere uhyggelige børn.
Den fortabte søn
Anettes have er fuld af verbenablomster, der siges at beskytte mod det onde. Naboerne kalder den for den lilla have. Hun bor alene og har ikke haft kontakt til sin søn i mange år. I stedet nøjes hun med billederne i fotoalbummet, som hun jævnligt bladrer igennem. Så da Morten en regnvejrsaften pludselig ringer på døren, burde det være en glædelig begivenhed. Alligevel er Anette ikke helt tryg, da hun inviterer ham ind.
Hantons venner
Mon ikke vi alle indimellem har tænkt på, hvem der kan finde på at lade sig lokke ind i en sekt. Carina har i hvert fald ikke tænkt sig at falde for dem, da hun møder Hatons venner foran centeret. Hun vil bare snakke lidt med dem, for bagefter at kunne grine af dem sammen med veninden Gitte. Men der er noget over deres leder, Amin.
‘Hantons venner’ ender grumt. Men udover det grumme er det også en novelle om at føle sig udenfor og pludselig finde et fællesskab. Om savnet efter at føle sig elsket. Og om vreden over at blive forrådt.
Elverdalen 11
I ‘Elverdalen 11’ køber et ungt par deres drømmebolig til nærmest ingen penge. Det burde være starten på en drøm, men der er desværre en grund til, at huset er så billigt.
For en hundeelsker som jeg er der dobbelt op på ondskaben i denne novelle, som har oprindelse i danske folkesagn.
Kendisklubben
Judith har længe haft mistanke om at der findes en hemmelig ’klub’ for kendisser. Hun har dog ikke overskud til at gå dybere ind i det pga. sit skrantende helbred. Det afholder hende nu ikke fra at følge hendes kendis naboer i skjul fra sin altan. Sladderbladene betaler gerne for gode tips, og Pilou Asbæk griller tit i bar overkrop. Sideløbende med Judiths udspionering af naboerne hører vi om en række babyer, der forsvinder fra deres barnevogne. Men hvem står bag?
Jeg vil ikke spoile plottet, for Mikala smider en bombe undervejs, jeg slet ikke havde set komme. Det pudsige er, at for en måned siden aldrig havde jeg hørt om X, men spøjst nok læste jeg for nyligt en anden roman, der også bruger X. Det gav lige et ekstra kick på surrealismen under læsningen.
Peruviansk virusblomst
Jytte er glad for sin have. Hun elsker blomster, så da hun modtager nogle ukendte blomsterfrø i en bestilling fra en havegruppe på Facebook, har hun ingen betænkeligheder. Med et navn som Monstrum-blomst må det blive en stor smuk blomst.
Mikala Rosenkilde har tidligere skrevet om farlige planter i Fra sabelkatte til levende drager, men her går hun skridtet videre. Jeg fik mindelser til John Wyndhams klassiker Triffidernes dag fra 1951, men selvfølgelig har Mikala indlagt et velturneret tvist, der gør historien til hendes helt egen.
Den søde ventetid
Da Maria opdager, at hun er gravid, er det ikke en glædelig overraskelse. Men det er først, da hun får trang til at spise bænkebidere og havesnegle, at hun for alvor bliver bange.
Det er selvfølgelig oplagt at tænke på Rosemarys Baby som sammenligning, og Maria refererer da også selv til filmen. Men Mikala drejer fermt sin historie i en anden retning. I en snak med forlægger Steen Langstrup blev vi enige om, at ‘Den søde ventetid’ har en nærmest Vork’sk stemning, og det er et kompliment af de store.
Jeg har ingen børn selv. Alligevel var novellen ’Den søde ventetid’ nok den uhyggeligste i Rău clovn. Den frygt, Maria gennemlever, beskrives så overbevisende, at jeg levende kunne sætte mig ind i den. For der er da noget væmmeligt ved tanken om, at der lever noget inde i ens krop … Derudover elsker jeg, at novellen trækker tråde til gammel dansk folketro.
De ni noveller i Rău clovn tager læseren med på en tur ind i frygtens univers. I nogle af novellerne er frygten diffus, i andre håndgribelig. Det eneste, vi kan være sikre på, er, at intet er sikkert. Så trænger du til at blive rusket godt igennem, er Mikala Rosenkildes nye novellesamling et grumme godt valg.
Om Rău clovn:
Udgivelsesår: 21.03.2026
Forlag: 2 Feet Entertainment, 209 sider
Omslag: Steen Langstrup over foto af Edmundo Smith/Pexels
Indhold:
Carls quija-bræt
De små synger
Dukkehuset
Den fortabte søn
Hantons venner
Elverdalen 11
Kendisklubben
Peruviansk virusblomst
Den søde ventetid
Læs også:
Hændelsen af Anne Sofie Allarp
Nonas værelse af Cristina Fernández Cubas
Fuglene og andre fortællinger af Daphne Du Maurier
Døden og kvinden / red. Steen Langstrup
Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Afkroge af Helene Hindberg
Spøgelseskareten og andre noveller af Thit Jensen
Kvinder skriver gys / red. Steen Langstrup
Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
Legetøj af Mikala Rosenkilde
Drift – seks noveller om lidenskab og død af Anne-Marie Vedsø Olesen
Gravsoen af Alice Aagaard
