For et par måneder siden læste jeg om Alen Mešković’s roman Den smukkeste afsked, og nu har jeg endelig fået læst den.
I Danmark i 2041 kender næsten alle deres præcise dødstidspunkt – oplyst ved fødslen, registreret i systemet, planlagt til sidste sekund. Smerten ved det uventede tab, den meningsløse død, den ubærlige afsked – alt det er forsøgt fjernet. Til fordel for forudsigelighed, stabilitet og ro. Men til hvilken pris?
Kim er ansat som afskedskonsulent i dette hyperrationelle velfærdssamfund, hvor han hjælper borgere med at tage pænt afsked, når tiden er inde. Samfundet og arbejdsmarkedet er bygget op omkring netop den viden. Punktlighed er en dyd. Uvished en trussel.
Kim er gift med Rebekka, der som sygeplejerske har oplevet de konsekvenser, som samfundets viden har for den enkelte patient. Men hun oplever også, at noget begynder at skride: Dødstidspunkterne bliver upræcise, så nogle mennesker dør enten før tid eller efter dødstidspunktet. Panikken spreder sig, ikke mindst hos Kim, hvis tro på systemet bliver udfordret. (Forlagets beskrivelse)
Den smukkeste afsked er en fin fortælling om kærlighed og sorg, og om et samfund hvor smerte ikke er accepteret. Jeg kom til at tænke på Anne-Pia Jørgensens roman Livet går videre, der ligeledes udspiller sig i et stærkt reguleret samfund. Alen Mešković dykker dog dybere ned i problemstillingen, men begge romaner får en varm anbefaling herfra.
Andre skriver:
LITT.SNACKS
I “Den smukkeste afsked” skriver Alen Mešković et alternativt Danmark anno 2041 frem, hvor døden ikke længere kommer som ubuden gæst, men som en oplysning, man lever sit liv efter fra begyndelsen til den dag alt ender. Og pludselig bliver det mest uforudsigelige i vores liv til et tal. En oplysning. Et faktum.
[…] Romanens styrke ligger dog ikke kun i dens præmis, men i dens blik for, hvad et sådant samfund gør ved det enkelte menneske. For Mešković er mindre optaget af systemet som idé, end af de revner der opstår, når et menneske har bygget sit liv på en forestilling og sikkerhed, og den forestilling begynder at slå sprækker. Det er i denne bevægelse, romanen bliver mere end en dystopi, og i stedet bliver en fortælling om eksistentialisme, usikkerhed, tab og erkendelse. […] Sprogligt er romanen desuden en fornøjelse. Mešković skriver flydende og med en sikker rytme, der gør, at man glider gennem romanen, selv når den beskriftiger sig med tunge spørgsmål. Der er både fremdrift og præcision i sproget, og han har blik for at dosere drama, politik, konspirationer og intime brudflader, så læseoplevelsen hele tiden holdes i bevægelse. Man mærker personerne. Man mærker deres uro. Og man mærker den stille katastrofe, der kan opstå, når troen på systemet falmer. (Læs hele anmeldelsen her)Information
Den smukkeste afsked er spændende som en kriminalroman, samtidig med at den har en både filosofisk og psykologisk indfaldsvinkel på handlingen […] Den smukkeste afsked trækker således – med et lille ironisk smil på læben – på erfaringerne fra kommunismen. I en tid, hvor totalitarismen endog breder sig i USA, i den såkaldt “frie verden”, får denne fængende roman en skræmmende aktualitet. Den analyserer i litterær form en lang række af de psykiske mekanismer, der styrer menneskene i et samfund, hvor man ikke kan stole på, om ens nærmeste ven vil angive en, hvor man hele tiden må føle sig overvåget – og hvor alle også får impulser til at handle i det skjulte og opfinde deres egne små hemmeligheder for at holde livet ud. (Læs hele anmeldelsen i Information, 2026-02-27)
Bibliotekernes lektørudtalelse
Romanen udforsker menneskets inderste ønske om at sige farvel til livet på en værdig måde. Alen Mešković dykker ned i de menneskelige følelser, der opstår, når døden bliver en konkret deadline frem for en ukendt fremtid, og historien kredser om temaer som længsler, drømme, smerte og fortvivlelse. En velskrevet og interessant fortælling om at forlige sig med livet og finde accept i det uundgåelige.
Om Den smukkeste afsked:
Udgivelsesår: 26.02.2026
Forlag: Gyldendal, 314 sider
Omslag: Simon Lilholt/Imperiet
Læs også:
Frysepunktet af Anders Bodelsen.
The Circle af Dave Eggers.
Håbet er som en muskelhund af Nanna Gyldenkærne.
Endorfino af J.G. Gylling.
Rygtet om hendes død af Kasper Hoff.
Slip mig aldrig af Kazuo Ishiguro.
Livet går videre af Anne-Pia Jørgensen.
Solens kerne af Johanna Sinisalo.
