Den dødes skriftemål blev oprindeligt skrevet i 1868 og betegnes af forlaget som “En vaskeægte glemt gotisk klassiker“.
Romanens rammehistorie er en gammel præst, der får uventet besøg en stormfuld nat. Gæsten viser sig at være fru Cameron, en engelsk kvinde der i mange år har boet i sognet i ensomhed. Nu er hun syg og vil skrifte sit liv for præsten.
Den blege og vansirede kvinde svarede ikke. Hun gik ind i salen og tog vejen til præstens rum, mens han tog lysestagen, og idet han fulgte hende, så han hendes lange, sorte klæder slæbe sig hen ad gulvet og efterlade et bredt spor af snavs og vand bag sig.
Da de var kommet ind i kammeret, stillede han lyset på bordet og nærmede sig sin sælsomme gæst, der var stoppet foran pejsen med de mørke klæder tungt hængende omkring sin smalle og kantede krop; tavs og ubevægelig som en ånd, og hendes ansigt var så fortæret, så sløvt og hult var hendes blik fra de dybe øjenhuler, at præsten snarere troede at se hendes spøgelse end hende selv. (Side 9)
Som 19-årig bliver Agnes forældreløs, og må flytte ind hos en mormor, hun aldrig har haft kontakt med. Lady Hawerfield forstødte sin datter, da denne giftede sig med Leihtinton, og selvom hun nu åbner sit hjem for Agnes, er hendes modvilje mod barnebarnet tydeligt. Agnes får da heller ikke et lykkeligt liv på Oukwoodhouse. Dagene forløber i tavshed under mormorens misbilligende øjne, med fætteren Percy som eneste lyspunkt. De to unge forelsker sig stormende, og deres daglige gåture er Agnes’ eneste lykke.
Men deres kærlighed er slet ikke så skjult, som de tror. Lady Hawerfield sender Percy til udlandet, og selvom de to unge lover hinanden evig troskab, stopper Percys breve med tiden. Agnes håber mod alle odds, at Percy alligevel vil komme tilbage til hende, indtil hun en dag ser et brev sendt til mormoren, der sætter en stopper for hendes håb. Da mormoren samtidig truer med at gifte Agnes med en lokal godsejer mod hendes vilje, overvinder hadet til mormoren hendes frygt.
Hvor naturligt, hvor tæt ved hånden, ligger ikke troen på en ond ånd, et fjendtligt væsen, som altid findes usynligt ved siden af os, vågende over vore følelser og klar til at udnytte vore passioner eller vore svagheder for at få os i sin magt; denne forestilling er så gammel som menneskeheden, og aldrig har den været mere berettiget end i dette øjeblik af mit liv, hvor alt, selv den mindste omstændighed, syntes at forene sig for at lede mig til den handling, som for mig åbnede afgrundens port, for siden at lade mig stadig fortsætte. (Side 72)
Vurdering (indeholder spoilers):
Den dødes skriftemål er en interessant læseoplevelse. Sprogligt mærker man godt de 158 år, der er gået siden udgivelsen. Sproget er til tider ret omstændelig, og flere gange måtte jeg læse sætningerne højt for mig selv for at forstå dem. Men det gør ikke historien dårlig. Tværtimod kan jeg nogle gange læse lidt sjusket, fordi det går hurtigt. Det kunne jeg ikke slippe af sted med her, og på den måde krøb fortællingen helt ind.
Portrættet af Agnes er fascinerende. I romanens begyndelse anser Agnes sig for et uskyldigt og renhjertet menneske opdraget efter ædle grundprincipper. Men set i bagspejlet må hun sande, at hendes godhed bare ikke var blevet sat på prøve endnu. For gennem sit liv gør hun ting for egen vindings skyld, som et godt menneske ikke ville gøre.
Percy bliver målet for Agnes’ liv, og alle handlinger herefter sker for at genvinde ham. Selvom Agnes bryder både moralske og juridiske love i sine bestræbelser, rammes hun ikke af skyldfølelse. Hun er til tider bange for at blive afsløret, men hun fortryder intet. Først til allersidst i sit liv prøver hun at gøre bod ved at fortælle sin historie til præsten. Men selv ikke her søger hun tilgivelse.
Jeg er ikke helt sikker på, om jeg forstår Agnes. Er det omstændigheder og tilfældigheder, der fører hende ad ‘syndens vej’? Eller mangler hun det moralske kompas, som mennesker normalt besidder? Hendes følelser overvælder hende fuldstændigt, hvad enten det er hendes kærlighed til Percy, eller hendes had til bl.a. mormoren. Der er ingen middelvej. Måske er det hendes generelle manglende evne til at handle, der gør, at det får så forfærdelige konsekvenser, når hun endelig griber til handling?
I sit efterord kommer Maja Devilli ind på, at Agnes i romanen ikke kun må kæmpe med Lady Hawerfield. Hun er også fanget af selve samfundets struktur.
Hvad skulle en kvinde ellers have gjort? Muren og “morens forbandelse” er ikke blot mormoren og hendes nag – et nag og en skæbne, Agnes synes forudbestemt til at videreføre – men kvindens rolle i samfundet. Agnes prøver at rive denne mur ned, for hvad enten det er Lady Hawerfield eller samfundet, forhindrer det hende i det, der står på den anden side: Percy, kærligheden, et liv hvor hun har agens over sin egen tilværelse. Hun slår ihjel for det, men der er en mur inde i muren, et spejl inde i spejlet, et fængsel inde i fængslet. (Side 145)
Den dødes skriftemål er et fascinerende portræt, men samtidig også en uhyggelig historie. Jeg mærkede både Agnes’ angst og had under læsningen. Samtidig frygtede jeg, hvad hun næste gang ville gøre. Jeg havde både sympati og antipati for hende. Den tvetydighed gjorde læsningen rigtig interessant, og jeg kan kun varmt anbefale Ljungstedts roman. Og skulle forlaget Escho beslutte sig for at udgive hendes debutroman, der regnes for Sveriges første rendyrkede skrækroman, så siger jeg ja tak!
Om Den dødes skriftemål:
Udgivelsesår: 09.04.2026
Forlag: Escho, 149 sider
Omslag: Kristian Funder-Nielsen
Originaltitel: Den dödad bikt, 1868
Oversætter: Anders Jørgen Mogensen
Læs også:
Rebecca af Daphne du Maurier
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Fuglereden af Shirley Jackson
Hjertesten af Ruth Rendell
