Den 5. november 2022 udkom C.C. Thybros roman Ved verdens ende. I den anledning har jeg fået lov til at stille Cecilie et par spørgsmål.
Vil du starte med kort at introducere dig selv. Hvem er du, hvornår begyndte du at skrive, og hvad er det ved de fantastiske genrer, der fascinerer dig?
Tak, for invitationen til et lille interview. Jeg er forfatter og skriver under navnet C. C. Thybro (jeg reagerer også på Cecilie eller Cici, hvoraf forfatternavnet). Jeg er født i 1992 og uddannet indenfor informationsvidenskab, kulturformidling og litteraturvidenskab.
Jeg har altid fortalt mig selv historier. Jeg lavede min første illustrerede bog (om en hest), da jeg var 7 år gammel. Jeg prøvede kræfter med min første roman, da jeg var 13, min næste da jeg var 16, og blev færdig med min første, da jeg var 20. Det var omtrent der, det gik op for mig, at forfatter faktisk var noget man kunne være, og hvor meget jeg brændte for netop dét.
Jeg har altid haft en livlig fantasi – magi, monstre og fantastiske situationer har altid fanget mit blik. Måske fordi spekulativ fiktion kan åbne op for ting, der er svære at tale om. På mange måder synes jeg, at hardcore realisme er for hårdt. Jeg har brug for at se på de svære ting gennem en eller anden linse, et eller andet der kan sætte det i et nyt perspektiv og give mig muligheden for at bruge livet – både det gode og det dårlige – transformativt i stedet for bare at fortælle folk, hvordan verden ser ud. Det ved vi allerede godt alle sammen.
Jeg føler, at de fantastiske genrer åbner for en ny måde at se verdenen og livet (og magien i begge) på, og det er dét, der fascinerer.
Du har udgivet flere noveller, og i 2022 udkom du så med to romaner, en for børn og ”Ved verdens ende”. Hvordan var springet fra at skrive noveller til at skrive en hel roman?
Jeg skrev faktisk romaner, før jeg skrev noveller. Så det var novellerne, der var de svære. I starten var jeg ikke særlig god til at finde på idéer, der passede til novellegenren. En af mine første noveller, ‘Komplekskuller‘, blev faktisk til en roman ved navn Komplekskakerlakkerne, der bliver udgivet engang i tredje kvartal her i 2023 hos Science Fiction Cirklen, der også udgav novellen i sin tid.
Jeg har altid haft svært ved at fatte mig i korthed, og selvom jeg faktisk læste rigtig mange noveller som barn – især gysersamlinger var bare det bedste – så blegnede kærligheden lidt under folkeskoletiden. Så derfor var jeg en smule tøvende overfor overhovedet at skrive noveller til en start. Men jeg er virkelig glad for, at jeg begyndte på dem også.
Og hvis jeg lige må slå et slag for novellerne, så tror jeg, at det er en stilart, man har rigtig godt af at prøve kræfter med som ny forfatter – og måske som forfatter i det hele taget. For mig var det en måde at komme i dialog med nogle knald-dygtige redaktører på. At arbejde koncentreret med noveller i samarbejde med professionelle var med til at give min skrivning lige det sidste pift, den havde brug for, før mine længere værker kunne komme i betragtning.
Jeg læste også rigtig mange børnegysere som barn, så det lå lige til højrebenet at skrive en børnegyser, som Brønden jo er. Den er ikke så lang, så der måtte jeg bruge min nyfundne erfaring med at skrive noveller, for at gøre den kort nok.
Et hurtigt, fun fact om både Brønden og novellen ‘Skimmel‘ (Pulp Horror Ficiton): De foregår begge i samme univers som I skyggen af Udgårdsø, der udkommer senere i år.
Men hvis jeg kigger på redigeringsprocessen, så var det helt sikkert mere intenst at arbejde med en roman. Ved verdens ende blev omskrevet totalt, og det var en anelse mere omfattende, end at blive bedt om at omskrive en novelle på 7000 ord, som det skete med min første novelle ‘Den gode nabo‘ i Mørkets gerninger går igen. Man skal jo have det store overblik over mange tusinde ord, og gentager man sig selv? Nogle plothuller? Går folk mod vest, når de burde gå mod øst?
Med novellerne er det sjovt, at kunne efterlade en masse usagt og lade en masse potentiale stå frit for læseren at finde mening i med en åben slutning. Det passer til formen, fordi de er ikke så lange.
Romanerne derimod har plads til at være lidt mere komplekse og følge ideerne mere til dørs – men det er også noget af det, jeg synes er rigtig fedt med romanformen. Det giver en lov til virkelig at dykke ned i et univers og skabe en stemning, der kan bære læseren gennem flere hundrede sider. Og det er sgu lidt magisk, synes jeg.
Hvordan opstod idéen til ”Ved verdens ende”? Vil du uddybe en bemærkning, jeg har læst af dig, om at du har skrevet en hesteroman, som du selv har lyst til at læse?
Idéen til Ved verdens ende var flere år undervejs. Det startede med, at jeg jo har heste i baghaven og har elsket heste siden barnsben. Så jeg har gået længe og tænkt over, hvordan skal jeg skrive en bog om heste? Og i mange år var det bare noter i min notesbog som “ingen rideskole” og “fokus på det særlige bånd mellem dyr og menneske”.
Samtidig så havde jeg også en vag idé om en zombiebog, der udforsker en “tom” verden.
Så kom Corona, og der blev det lidt mere nærværende; ønsket om gerne at ville udforske emner og temaer som isolation, ensomhed og hvornår et liv er værd at leve – og hvem bestemmer, hvornår det er det ene eller det andet? Alle tre emner kom jo op at vende på uhyggelig vis, da Corona gjorde sit indtog og pludselig skulle alle i isolation. Ensomheden trykkede rigtig mange, og debatten om hvem der skulle have behandling først – og om visse folk slet ikke skulle have nogen – kom op, da sengepladserne på sygehusene var for få.
Jeg elsker både hestebøger og zombiebøger, men begge genrer har også nogle trætte troper og klichéer efterhånden: I hestebøgerne handler det næsten altid mere om de andre på rideskolen, og i zombiebøgerne skal de næsten altid på en eller anden urealistisk rejse for at stoppe jordens undergang. Så da jeg fik idéen om at sætte de to genrer sammen, takket være et skriveråd om netop at sætte modsætningsfyldte idéer op mod hinanden.
Derefter begyndte jeg at undersøge, hvilke bøger (om både heste og zombier), som jeg godt, kunne lide. Jeg elskede Den sorte hingst, som barn og ung, og jeg elskede også zombiebøger som The Reapers are the Angels eller Forest of Hands and Teeth.
I Den sorte hingst er fokus på båndet mellem hesten og en lille dreng. Der er ikke noget gruppefnidder på en rideskole, og genremæssigt er bogen en blanding mellem eventyr og sportsroman. I den bliver den unge Alex skibbruden og redder sig (ved hjælpe af den vilde hingst) i land på en øde ø. De oplever en total isolation på denne her ø. De har kun hinanden, og mens de er på øen, ved de ikke, om de nogensinde vil blive fundet. Det er under dette dramatiske eventyr, at de former et unikt bånd baseret først på nød, men senere på gensidig tillid.
I zombiebøgerne er der, i dem der virkelig bliver siddende under huden på mig, en følelse af at noget uigenkaldeligt er forbi. Jorden er gået under. Alle er døde. Det er også noget The Walking Dead tager ret fint op. Der er ingen vej tilbage. Og så er der jo også det fede motiv i første episode af The Walking Dead med Rick Grimes, der – med cowboyhat på hovedet – rider ind i en storby på ryggen af en hest. Nu døde hesten vist ret hurtigt (sorry, spoiler), men billedet satte sig fast.
Jeg har også læst og set mange dystopiske fortællinger eller historier om isolation, hvor folk knytter sig til et dyr. Eksempelvis kunne man nævne filmen Love & Monsters (hovedpersonen finder en hund), Life of Pi (hovedpersonen er skibbruden og ender i en lille båd sammen med en tiger), zombieromanen Hollow Kingdom (fortælleren er en kælekrage). Zombiewesterns findes også, og i Dennis Jürgensens Kadaverjagt (en selvstændig fortsættelse til Kadavermarch) er hovedpersonen en eneboer med en hund. Så det var lidt en pærevælling af alt det ovenstående
Mens jeg gik og outlinede romanen, fortalte jeg vidt og bredt om konceptet, og alles reaktion var lidt ‘ha ha zombiehest’, og folk synes egentlig, at det var lidt fjollet. Det var først, da jeg rakte ud til en anden hestepige, at jeg fik medhold i, at det kunne være ret fedt at udforske en verden spækket med zombier fra hesteryg. Min veninde så så noget helt andet i idéen end jeg, og jeg håber, at hun skriver den historie en dag, for den lød spændende.
Det var derfor ikke en idé, der kom til mig fiks og færdig, men én jeg måtte fremelske over en længere periode, mens jeg fandt ud af, hvad jeg helt præcist ville med den.
Fortæl lidt om din hovedperson. Jeg er vild med, at hun ikke er den typiske hovedperson i en roman, men er det en fordel eller en ulempe?
Det er lidt en blandet landhandel, tror jeg. Der er dem, der slet ikke kan rumme, at hun er anderledes, og så er der dem, der synes, at hun er et frisk pust blandt en masse bøger, hvor hovedpersonerne måske minder lidt for meget om hinanden.
Jeg tror også på, at hun – netop fordi hun ikke er en, man ser så tit – kan være et spejl på uventede måder. Ikke sådan at man intet har tilfælles med hende, men måske snarere, at man bliver overrasket over, hvor meget man har. Hun er en overlever og ret hårdfør, hvis jeg selv skal sige det. Og det tror jeg er et narrativ, der kan være brug for: at anderledes ikke betyder mindre.
Sådan helt grundlæggende er min hovedperson også en, der knytter sig rigtig dybt og intenst til nogle få, snarere end en, der har en masse overfladiske bekendtskaber. Hun er ikke god til at knytte bånd til andre, så hun bærer rundt på en stor følelse af isolation, hvilket jeg tror, at mange kan relatere til: følelsen af at stå lidt udenfor, uden helt at vide, hvordan man skal bære sig ad med at komme “ind”. Hun higer efter de her solide relationer, som man kan bygge et liv på, men samtidig er hun også egenrådig og kompromisløs: hun vil ikke lade sig nøje. Hun vil gå gennem ild og vand, for dem hun lukker ind, men det er ikke særlig mange, hun tillader adgang.
Jeg tænker, at vi alle på et eller andet tidspunkt har oplevet de der bekendtskaber, hvor folk hænger sammen, fordi der ikke er andre, og det kan min hovedperson slet ikke have. Det kunne være den sidste person på jorden, men hvis hun ikke kan lide dem, så er det sådan, det er. Dybest set ønsker hun at stå ved siden af resten af verden – og konkurrere med den – og stadig blive valgt.
Og det betyder så også, at når hun faktisk knytter sig til andre, så er det noget helt særligt, for ud af alle folk i hele verden, så har hun valgt lige netop dem.
Hvad er det ved en zombie-apokalypse, der er så besnærende?
Jeg tror, at noget af det besnærende for mig er, at man kan få det hele i en zombie-apokalypse (undtagen tryghed, regelmæssige bade og hjemmebag, naturligvis).
Efter zombiegenren fik sin, øh, genopstandelse tilbage i starten af 00’erne, var de i mange år ‘the-go-to’ både med gys og splatterfilm. Jeg voksede så at sige op med dem på film. Både med George A. Romeros univers, og de nyere – hurtige – zombier som man kan finde i 28 Days Later, og ikke mindst i splattergys som Dennis Jürgensens Kadavermarch. At zombiegenren er så bred, gør, at man kan komme hele paletten rundt med horror, eksistentiel afmagt, action, men også humor eller romantiske subplots.
Og så er der i min optik også bare noget ved zombier som monster, der kan noget helt specielt. De er os. Vores værste sider. Alt det vi kan blive til. Vi får noget, der er velkendt, men så alligevel ikke. Hvad er mere uhyggeligt end det?
På side 93 nævner du en konspirationsteori, som muligvis giver svaret på, hvor zombiesmitten stammer fra. Det er en genial idé, som jeg ikke mindes at have hørt før. Hvor meget har du spekuleret i at gøre romanen troværdig?
Jeg tror, at jo mere fantastisk en præmis man beder sine læsere sluge, jo mere vandtæt skal plottet og universet også være. Når det handler om zombier, så beder man læseren om at acceptere en ret fornuftsstridig ting, så hvis folk skal tro på, at de døde kan komme igen, bliver man nødt til at give dem et eller andet de kan tygge på.
Det er faktisk ikke den første historie, jeg planlagde i det univers, så min zombie-lore har haft nogle år til at rumstere i baghovedet. Det manuskript jeg startede med er dog kun ca. 1/3 skrevet, men jeg kan fortælle, at det hedder Flæskestegens hævn, hvilket måske giver dem, der har læst Ved verdens ende, et hint om hvad bogen handler om. Men hvornår den bliver færdig må guderne vide. Jeg glæder mig, men jeg har lige nogle andre projekter, der kræver min opmærksomhed først.
Jeg ved, at der er flere historier på vej fra din hånd. Kan du afsløre lidt om hvad samt hvornår vi kan forvente at læse dem?
Jeg har været så heldig, at have skrevet kontrakt med både gyser og weirdart forlaget Read.Die.Repeat og Science Fiction Cirklen. Begge kontrakter er på voksenbøger, og begge er planlagt til udgivelse hen mod efteråret 2023.
I skyggen af Udgårdsø er en voksengyser, med et strejf af cosmic horror og en sund frygt for det, der gemmer sig i mørket. Den skal udgives hos forlaget Read.Die.Repeat, hvilket jeg glæder mig helt vildt til, da jeg, fra jeg besluttede det skulle være en gyser, har tænkt at der stod Jonas Dinesen på den. Vi har tidligere samarbejdet om flere noveller, og jeg ved, at han i den grad deler min passion for det gode gys.
“Det er en alment kendt sandhed på Udgårdsø, at alle forsvinder før eller siden, og at ingen vil lede efter dig eller gøre noget, når det sker. Tværtimod.”
Da en folk unge amerikanske turister på spøgelsesjagt forsvinder på en lille ø i udkanten af Danmark bliver Adam Winther – en mand der efter sigende kan finde alt – sat på sagen. Men det eneste han finder er et tabt kamera med en grynet optagelse. Ingen lig. Alt tyder på, at deres forsvinden er en del af et større problem, som øens beboere ikke taler om. Mosemanden tager nemlig dem, der stiller for mange spørgsmål, og øboerne er blevet gode til at ignorere, hvordan mørket fortætter sig på øen, år efter år.
Med hjælp fra to af øens beboere, Rosemarie Udgaard – Udgaardsemperiets arving – og Runa Eriksson – Øens officielle sladdertante – forsøger Adam at opklare mysteriet om de forsvundne.Men for hvert skridt de kommer tættere på sandheden, kryber øens ondskab med inde i skyggerne, og det bliver mere og mere usikkert, om nogen af dem vil komme af øen i live.
(Teaser forI skyggen af Udgårdsø )
Den anden bog hedder Komplekskakerlakkerne og skal udgives hos Science Fiction Cirklen. Det er en blød action-scifi, der foregår engang ude i fremtiden efter at en verdensomspændende katastrofe har vendt op og ned på alting. Romanen startede som novellen ‘Komplekskuller‘, men da jeg var færdig med novellen, var jeg ikke færdig med historien. Komplekskakerlakkerne udforsker det univers og de skæbner, som novellen åbnede op for.
”Måske har hun fået komplekskuller?” var der en der hviskede. Ordene nåede op til Astrid alligevel. Hun stoppede på afsatsen, sank krampagtigt. Komplekskuller. Det var en dødsdom. Det vidste alle. Ligesom alle vidste, at den eneste vej ud af komplekskuller, var en ’frisættelse’. Sig noget, bad hun tavst dem længere nede på trappen. En eller anden, sig noget. “Fået? Ha! Hun har vist altid haft det!” ”Ja, hun er i hvert fald ikke normal.” De hårde ord gjorde fik Astrid til at klemme øjnene hårdt i og snappe efter vejret. Det gjorde ondt. Alting gjorde ondt.
Vi er flere generationer ude i fremtiden og Jordens sidste mennesker har indrettet sig i store hermetisk lukkede bygningskomplekser. Samfundene er små og knaphed præger hverdagen, så alle kompleksbeboerne skal være nyttige. Hvis man ikke er det, bliver man anklaget for at have fået komplekskuller – noget der rammer folk, når indespærringen bliver for meget. Kuller leder til frisættelse. En pæn betegnelse for at smide de uønskede ud i den verden, som omgiver komplekserne. En verden fyldt med ukendte farer.
Da beboerne i Astrids kompleks begynder at hviske om, at hun har fået kuller, får det vidtrækkende konsekvenser for hendes lille online vennegruppe. De kommer alle fra forskellige komplekser og er hinandens faste holdepunkter i en verden, der gør alt for at fortælle dem, at de ikke har ret til at eksistere.
Men hvad sker der egentlig, når en beboer frisættes? Alt kompleksbeboerne ved er, at det sidste man hører fra de frisatte, er deres skrig.
(Teaser for Komplekskuller)
Derudover har jeg to noveller, der udkommer i løbet af foråret. Den ene hedder ‘Elise‘ og er en del af Read.Die.Repeat’s antologi Bag spejlet og videre – En Alice i Eventyrland-antologi. Det er den første af mine noveller, jeg selv har illustreret, hvilket jeg er meget spændt på. Den anden novelle hedder ‘Havlængsel‘ og er med i Fantastiske Fabulationer II hos forlaget Ildanach.
Siden Cecilie var så venlig at svare på mine spørgsmål, er hun også blevet interviewet af TV-Øst. Du kan se det interview herunder.
Jette
Jeg er uddannet bibliotekar og arbejder på Horsens Bibliotek. Denne blog startede som en web-udgave af min hovedopgave fra Biblioteksskolen i Aalborg: "Gyseren - om subgenrer, psykologi og eventyrtræk".
Opgaven eksemplificerede sig i Stephen Kings forfatterskab, og gyseren.dk indeholder også et særligt afsnit om Stephen King, som en af de helt unikke gyserforfattere i dag.
Gyseren.dk indeholder derudover også omtaler og anmeldelser af film og bøger indenfor de fantastiske genrer samt krimi og spænding.
