Onde piger er en forfærdelig og fremragende fortælling om menneskelig ondskab og tilfældighedernes spil.
En sommermorgen i 1986 mødes to elleve-årige piger for første gang. Ved dagens afslutning står de anklaget for en frygtelig forbrydelse.
Femogtyve år senere rammes en lille ferieby på den engelske sydkyst af en række mord og bestialske overfald på unge kvinder. Journalisten Kirsty Lindsay rapporterer fra stedet, og hendes undersøgelser bringer hende i kontakt med Amber Gordon, der arbejder som rengøringskone i det lokale tivoli.
Det er første gang, Kirsty og Amber ser hinanden, siden den skæbnesvangre dag for så mange år siden. De lever nye liv med mænd og børn, som intet ved. Men nu er det hele truet. For mens jagten i badebyen går ind for at afsløre en morder, stiger de to kvinders frygt for selv at blive afsløret. Afsløret som de børn, der engang af hele pressen blev udråbt som ondskaben selv. (fra bogens bagside)
Nogle gange er de mest uhyggelige bøger ikke de blodigste. Nogle gange er beskrivelsen af hverdagens brutale ligegyldighed og konsekvenserne deraf langt mere skræmmende end seriemordere eller dæmoner fra helvede.
Onde piger er på én og samme tid rørende og modbydelig ond. I to tidsspor følger vi Kirsty og Amber, der første gang mødte hinanden for 25 år siden. Nu er Kirsty gift med to børn og arbejder som freelance journalist, mens Amber er rengøringsassistent i det lokale tivoli og bor sammen med den lidt yngre Vic. Begge har lagt låg på fortiden, og forsøger nu at leve et normalt liv hvor ingen kender deres baggrund.
Men en dag findes en ung kvinde dræbt på Ambers arbejdsplads. En seriemorder hærger Whitmouth, og pludselig bliver de to kvinders hemmelighed meget nærværende, da Kirsty dukker op for at skrive en artikel om mordene og tilfældigt møder Amber. Mødet lukker op for en masse fortrængte følelser, og samtidig dukker frygten op for, at deres fortid igen har indhentet dem.
Ind i mellem den nutidige fortælling hører vi om den dag for 25 år siden, hvor de to 11-årige piger mødes for første gang. I små bidder får vi at vide, hvad der skete og de langtrækkende konsekvenser af tilfældigheders grusomhed.
Onde piger er mere end “bare” en krimi. Den er et velskrevet indblik i menneskelig ondskab og ligegyldighed. En historie om, hvordan det ikke kun er børn i den nedre del af samfundet, der udsættes for svigt og forsømmelse. Om samfundets ønske om hævn, og om det svære i at se gennem gerningerne til mennesket bag.
Vi hører ikke meget om opklaringsarbejdet i romanen. I stedet er fokus lagt på portrættet af de to kvinder, der kæmper med at komme overens med fortiden, og den de er. Det er både barskt og rørende, og Alex Marwood kommer ikke med nogen lette udveje.
I 2012 hvor Alex Marwood oprindeligt skrev Onde piger, var udskamningen på de sociale medier slet ikke så voldsom som i dag. Ikke desto mindre får vi et tydeligt billede af mediernes sensationsjagt og drejning af “historien”, så aviserne får flest mulige læsere, ude hensynstagen til menneskerne bag. Beskrivelsen af, hvor hurtigt vi mennesker dømmer hinanden, er rystende overbevisende, og jeg kan ikke lade være med at gyse ved tanken om, hvordan vores nutid dokumenterer alt online, sandt som falskt, og danner grobund for endnu mere had og udskamning.
Jeg kom både til at tænke på Villy Sørensens novelle Blot en drengestreg, der stiller skarpt på det uskyldige barns ondskab. Men også på Pat Barkers Over grænsen fra 2001, der var inspireret af sagen om den 2-årige James Bulger, som i 1993 rystede England i sin grundvold. Onde piger har en anden vinkel, men stiller samme eksistentielle spørgsmål: Kan mennesker ændre sig? Hvornår er folk blevet straffet nok? Og har vi ikke alle været grusomme som børn?
Onde piger er en fremragende bog. En stor anbefaling herfra.
Reklame: Tak til forlaget Hoff & Poulsen som har foræret mig bogen til anmeldelse.
Uddrag af bogen:
Der er ikke noget blod. Kun højrøde mærker efter fingre, der har klemt om hendes hals. Det her er den tredje i år, tænker Amber. Det kan ikke være noget tilfælde. To er et tilfælde; tre er … åh, arme barn.
Amber er kold helt ind til marven, selvom natten er lun. Hun kanter sig langsomt fremad, som en gammel kone, støtter sig til spejlene med en dirrende hånd. Nye spejlbilleder krydser hendes synsfelt efterhånden – en million lig spredt i en uendelig sal.
Og så, pludselig, hende selv. Ansigtet hvidt, øjnene store, munden en tynd streg. Stående ved liget som lady Macbeth.
Hvad havde du tænkt dig at gøre? Røre ved hende?
Tanken får hende til at stivne. Hun har ikke tænkt sig om. Chokket har gjort hende til et instinktdrevet væsen, en mekanisk dukke. Har gjort hende glemsom.
Hvad er det, du laver? Du kan ikke lade dig blive blandet ind i det her. Det kan du ikke. Anonym. Det er meningen, at du skal være anonym. Hvis du bliver involveret, finder de ud af det. Hvem du er. Og når først de ved, hvem du er …
Hun mærker panikken sprede sig i kroppen. Den nervøse snurren. Den kvalmende kløe. Velkendt, aldrig langt borte. Hun må beslutte sig hurtigt.
Det kan ikke være mig, der finder hende. (side 28)
Om Onde piger:
Udgivelsesår: 24.04.2020
Forlag: Hoff & Poulsen, 427 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet
Originaltitel: Wicked Girls (2012)
Oversætter: Signe Lyng
Besøg Alex Marwoods hjemmeside
Læs også:
Over grænsen af Pat Barker
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Drengen der slog ihjel af Simon Lelic
Blot en drengestreg af Villy Sørensen
En morders død af Rupert Thomson
