Her på det seneste har jeg fået læst en del ungdomshorror – noget bedre end andet. Porcelænsdukken af Bjarne Dalsgaard Svendsen og Henrik Einspor hører til i den bedre ende.
De to kammerater Emil og Otto kommer på sporet af en vaskeægte hjemsøgt lejlighed, da de efter en guidet spøgelsesrundtur i København støder på hr. Meincke. Emil er ikke den store spøgelsesfan, men Otto har gennem mange år interesseret sig for det overnaturlige, og han får overtalt Emil til at tage med derhen. Men da døren går op til lejligheden, går den også op for noget ondt fra en anden verden.
Dalsgaard og Einspor skriver godt. Historien i Porcelænsdukken føres hele tiden fremad med antydninger, twists og flashbacks, og selvom hovedpersonerne er et par 13-årige drenge, så var det alligevel let for mig at identificere mig med dem. Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg synes om slutningen, men jeg blev i hvert fald underholdt hele vejen igennem.
“Det var damen fra toget. DET VAR DEN DØDE DAME FRA TOGET! Emil isnede fuldstændig. For Otto var chokket knap så stort, han havde jo kun set hende på et billede og ikke i virkeligheden. Men dette var virkelighed. Eller var det?
– Tak, fremstammede Otto. Emil var fuldkommen lammet.
– Kom og sæt jer. Damen gjorde en håndbevægelse hen mod langbordet med de utydelige skikkelser.
– Nej tak, vi er ikke sultne, svarede Otto. – Vi kom blot for at aflevere denne her. Han tog dukken fra Emil og rakte den mod hende.
– Såh, I er ikke sultne? Men det er vi! Damen smilede. Først med tænder, der var alt for kridhvide til et så gammel, rynket ansigt, men så gulnedes de langsomt og spidsede sig til. Hendes overmund skød ud, og hendes hjørnetænder blev til hugtænder. Hun rakte hænderne frem mod dem, hænder der ikke længere havde fingre, men klør.”
Om bogen:
Udgivelsesår: 2009
Omslag: Klaus Westh
