Sten Saks Papir er en overraskende spændingsroman af britiske Alice Feeney om ægteskab, hemmeligheder og et weekendophold, der løber helt af sporet.
Amelia er gift på 10. år med manuskriptforfatteren Adam. I romanens start er de på vej til det skotske højland, hvor Amelia har vundet et weekendophold i en ombygget kirke. Adam er kun modvilligt taget med, men Amelia håber, at weekenden kan redde deres ægteskab, der har skrantet længe.
Efter en lang køretur hvor vejret blot ender i en regulær snestorm, når de endelig frem til kirken. Stedet er dog helt anderledes end forventet. En ildevarslende atmosfære hviler over den gamle kirke, der ligger fuldstændigt isoleret mange kilometer fra civilisationen. Selvom selve kirken er pænt moderniseret indvendig, er alt dækket af støv, og kulden nærmest stråler ud af de tykke vægge. Der er også noget mærkeligt med fordøren, der det ene øjeblik er låst, og det næste står åbent. Og hvem har egentlig sendt mailen til Amelia, om at hun har vundet?
Historien udspiller sig over en weekend, der fortælles skiftevis i 1. person af Amelia og Adam. Ind i mellem er indsat en række breve skrevet til Adam på deres bryllupsdag gennem årene. Brevene fortæller om fortiden, og et ægteskab med både op- og nedture.
Opbygningen med spring i fortællerstemme og tid er med til at skabe en stigende spændingskurve. Vi hører først fra den ene, så fra den anden, og nogen gange modsiger de hinanden. Der ligger hele tiden noget usagt hos dem begge, som holdt mig på tæerne konstant. For kunne jeg overhovedet tro på nogen af dem? Det er selvfølgelig ikke første gang, at jeg læser en spændingsroman med flere fortællere, men her lykkedes det virkelig Alice Feeney at tage fusen på mig.
Som en ekstra krølle på historien lider Adam af prosopagnosi. En sygdom der betyder, at han ikke kan genkende ansigter. Han ved ikke, hvordan hans kone ser ud, og han kan ikke genkende sig selv i et spejl. Adam har ikke fortalt om sin lidelse til andre, så når de er til selskaber, er hun nødt til at fortælle ham, hvem de møder. Lidelsen betyder også, at han ikke kan aflæse folks humør af deres ansigtsudtryk. I stedet er han nødt til at forlade sig på stemmen, vejrtrækningen og kropssproget. Det gør det ikke nemmere at gennemskue, hvis nogen lyver for dig, og det går hurtigt op for os, at hverken Adam eller Amelia stoler på hinanden.
Sten Saks Papir er psykologisk spænding på højt plan. Her er ikke tale om bloddryppende action, men om en snigende uhygge og et ægteskab, hvor intet er, hvad det ser ud til på overfladen. Her er ikke mange personer, men alligevel er historien uigennemskuelig på den gode måde. Slutningen snød mig som sagt fuldstændigt, og det er bare så fedt, når det lykkes.
Jeg har ikke læst noget af Alice Feeney før, og Sten Saks Papir er da også hendes første udgivelse på dansk. Hun har dog skrevet yderligere tre romaner, hvoraf debuten, Sometimes I Lie, blev oversat til over 20 sprog. Sten Saks Papir er solgt til Netflix, som er i gang med at lave en tv-serie over historien. Hvis de kan lykkes med at lave den lige så spændende som romanen, så er der noget at se frem til.
Uddrag af romanen:
Ingen af os siger noget, da Blackwater Inn kommer til syne. Jeg drejer af vejen, før vi når hen til pubben, men vi er tæt nok på til at se, at der er slået brædder for vinduerne. Den spøgelsesagtige bygning ser ud, som om den har stået tom i lang tid.
Den snoede vej ned i dalen er både malerisk og skræmmende. Den ser ud, som om nogen har hugget den ud af klippesiden i hånden. Vejen er næsten for smal til vores lille bil, og der er et stejlt fald til den ene side uden et eneste autoværn.
“Jeg tror, jeg kan se noget”, siger Adam. Han læner sig frem mod forruden og spejder ud i mørket. Jeg kan kun se en sort himmel og et hvidt tæppe, som dækker alt under den.
“Hvor?”
“Dér. Lige bag træerne.” Jeg sænker farten, mens han peger ud i ingenting. Men så får jeg øje på noget, som ligner en stor, hvid enkeltstående bygning.
“Det er bare en kirke,” siger han og lyder modløs.
“Det er den!” siger jeg og læser teksten på et gammelt træskilt. “Blackwater Chapel. Det er det sted, vi leder efter. Vi er fremme!” (side 14-15)
Reklame: Tak til forlaget Zara der har foræret mig bogen til anmeldelse
Om Sten Saks Papir:
Udgivelsesår: 08.09.2022
Forlag: Zara, 334 sider
Omslag: Anders Timrén, Islington Design
Originaltitel: Rock Paper Scissors
Oversætter: Annemette Goldberg
Læs mere om prosopagnosi: 2% af Danmarks befolkning er påvirket af ansigtsblindhed.
Læs også:
Enken af Fiona Barton
En lille tjeneste af Darcey Bell
Bag facaden af Alafair Burke
Familiens synder af Cara Hunter
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz
Den anden af Harriet Lane
Ildbarnet af S. K. Tremayne