Jeg læser ikke ret meget fantasy. Sikkert fordi jeg fejlagtig forbinder det med meget sort/hvide tjubang-fortællinger med muskelsvulmende helte, som redder skønjomfruer og kæmper mod onde troldmænd, drager og andet skidtværk. Jeg læste dog alligevel “Til deres dages ende”, fordi jeg i en omtale af antologien havde set, at enkelte af novellerne også indeholdt horror-træk. Stor var min glæde, da det viste sig at være sandt, og at “Til deres dages ende” ovenikøbet er en rigtig underholdende antologi, også for ikke-fantasy-læsere.
Novellerne er skrevet af en blanding af mere og mindre kendte forfattere. Ikke overraskende er de mest vellykkede historier (efter min mening) skrevet af de mere garvede penneførere, men der er også rigtig gode takter blandt de nyere stemmer, og jeg synes ikke, at nogen af novellerne falder helt ved siden af.
Min favorit er Teddy Vorks ”Mare mare minde”, som bringer Ole Lukøje ind i en ny kontekst. Drengen Peter er alvorlig syg, og denne aften er han alene med babysitteren. Peter kan ikke sove, og selvom han prøver at overbevise sig om, at der ikke gemmer sig noget i skyggerne, så lykkes det ikke helt. Pludselig får han hjælp fra en uventet kant – men er det for sent? Vork har bl.a. skrevet novellesamlingen “Hvor skyggen falder” og romanen “Diget“. Her kombinerer han sin evne til at fortælle en skarp og velvinklet historie med sit kendskab til sagn og myter. En uhyggelig underholdende novelle.
Aske Munk-Jørgensen indleder antologien med sin skræmmende og velfortalte ”Seidr”, som tager læseren med tilbage i Danmarkshistorien, før kristendommen helt fordrev de gamle skikke. Jeg har ikke læst andet af Munk-Jørgensen, men her viser han klart gode takter indenfor horror-genren.
Også Richard Ipsen får det til at isne i læseren med novellen ”Bronze” om jalousi og alkymi, og hvad der kan ske, når man ikke helt gennemtænker konsekvenserne af sine handlinger.
Lars Ahn Pedersen er også altid repræsentant for en læseværdig novelle, og således er ”Til deres dages ende” med sine fortsættelser på kendte eventyr både underholdende og tankevækkende. Det er måske ikke rigtig horror, men det er faktisk lidt uhyggeligt alligevel.
Også A. Silvestri skal fremhæves for sin ”Et horn i siden”, om lykkeridderen Erdengard som fanger en enhjørning ved hjælp af svig. En humoristisk fortælling som sætter spørgsmålstegn ved, om man nu kan stole helt på de gamle myter.
Nikolaj Johansens ”Sidste Konda” er en betagende fortælling med rødder i kinesisk folklore, og Martin Schjønnings ”Træ” er actionfyldt underholdning med grønne bagtanker og en advarsel om ubetinget at stole på magthaverne. Endeligt vil jeg også fremhæve ”Cara” af Tina Christensen, som er en alfe-historie med en ny vinkel.
Som sagt er niveauet generelt højt i samlingen, som i bibliotekernes lektørudtalelse også fik følgende beskrivelse med sig: ”Alle novellerne emmer af stor fortælle- og skrivelyst, og bogen er en oplagt mulighed for at få en smagsprøve på, hvad dansk fantasy kan.”
Jeg følte mig vældigt underholdt, og synes at de mange forskellige noveller viser en bred mangfoldighed indenfor fantasy-genren, som jeg stort set var uvidende om. Og så er det jo lækkert, at der også er et par horror-bidder med undervejs.
Indhold:
Aske Munk-Jørgensen: Seidr
Sven Ørnstrup: Zebraungens jul
Richard Ipsen: Bronze
Nikolaj Johansen: Sidste Konda
Andreas Markert: Eudaimonia
Gudrun Østergaard: Animaxit
Kristoffer J. Andersen: Tale af guld, tavshed af sølv
Lars Ahn Pedersen: Til deres dages ende
Sari Therkelsen Arent: Krystalstemmer
Martin Schjønning: Træ
Tina Christensen: Cara
Mikkel Harris Carlsen: De umætteliges kreds
A. Silvestri: Et horn i siden
Helle Lee Sol Haugaard: Engel eller dæmon?
Teddy Vork: Mare, mare minde
Om bogen:
Udgivelsesår: 2012
Omslag: Leeloomultipass/Dreamstime.com
Også omtalt på Den Elektriske Kanin og Litteratursiden.dk
