Pandemic er ikke en egentlig horror-film, men jeg omtaler den alligevel kort, fordi den handler om noget af det mest uhyggelige, jeg kan forestille mig i vores moderne verden, nemlig en pandemi.
En ung amerikaner har været på ferie i Australien. Her smittes han af en ondsindet virus og dør ombord på flyet hjem. Dr. Kayla Martin isolerer passagererne på flyet, mens CDC arbejder på at finde frem til, hvilken virus det drejer sig om. Desværre er en af passagererne stukket af, og før han bliver fundet, lykkes det ham at smitte flere, så snart er virusen ude af kontrol – og der er ingen vaccine.
Undervejs i Pandemic skifter scenen lidt fra at være en historie om frygten for, hvad en dødelig virus kan gøre ved et samfund, hvor vi konstant rejser over grænser, til at blive en tjubang-historie om en narkobaron, som stikker af fra karantænen og beslutter sig for at tjene penge på pandemien. Det er lidt ærgerligt, for dermed fiser luften ud af filmen efter min mening.
Pandemic er lavet direkte til Hallmark Channel, og har derfor en anden censur end biograffilm. Der dvæles ikke ved ofrene for virussen, men til gengæld viser instruktør Armand Mastoianni meget visuelt, hvordan virussen flytter sig fra offer til offer ved hjælp af kameraet. Pandemic er ikke den bedste film i genren, f.eks. synes jeg væsentlig bedre om Fatal contact: Bird flu in America, men den er dog underholdende og især første halvdel fungerer ret godt.
Om Pandemic:
Instruktør: Armand Mastroianni
Udgivelsesår: 2007