Horace Walpole

Horace WalpoleHorace Walpole blev født i London i 1717, som den tredje søn af faderen, premierminister Sir Robert Walpole og moderen, Catherine née Shorter. I 1726 begyndte Walpole på Eton, og fra 1735 studerede han på King’s College i Cambridge. Da moderen døde i 1737, førte det til at Walpole stoppede sine studier året efter uden at have fået sin afsluttende eksamen.

I årene 1739-41 rejste han med vennen  Thomas Gray rundt i Europa, og ved tilbagekomsten til England blev han medlem af Underhuset, hvor han sad indtil 1768.

I 1745 døde også Walpoles far, Sir Robert Walpole, og efterlod en stor sum penge til sønnen. To år efter lejede Walpole slottet kaldet Strawberry hill, som han begyndte at bygge videre på med hjælp fra John Chute og Richard Bentley. Walpole tilføjede bl.a. brystværn og tårne for at slottet skulle minde beskueren om et gotisk slot. Slottet var delvist åbent for offentligheden, idet man kunne købe billetter til en rundtur på slottet og i haverne.

Walpole trykte vennen Thomas Grays Pindaric Odes fra sit eget trykkeri i 1757, ligesom han udgav forskellige kataloger, og i 1764 begyndte han så på sin kendte roman Slottet i Otranto. Angiveligt fandt Walpole inspiration til romanen efter et maretidt kombineret med arbejdet med at ombygge Strawberry Hill.

I 1768 udkom gysertragedien The Mysterious Mother, der handler om incest og var meget populær i samtiden. Derudover skrev Walpole en række breve, som meget detaljeret beskriver det aristokratiske og dannede London i slutningen af 1700-tallet.

Walpole var plaget af gigt og døde i 1797 i sit hus i London. Han blev begravet i familiegravstedet ved St. Martin’s Church, New Houghton, Norfolk, England.

I dag huskes Horace Walpole for sin roman Slottet i Otranto fra 1765, som regnes for den første gotiske roman af litterær værdi og står som et banebrydende værk indenfor gysergenren. Walpole udgav romanen anonymt og påstod, at det var en oversættelse af “the Original Italian of Onuphirio Muralto”. I anden udgave kom undertitlen “A Gothic Story” til.

Udvalgt bibliografi:

Some Anecdotes of Painting in England (1762)
Slottet i Otranto (The Castle of Otranto) (1764)
The Mysterious Mother (1768)
Historic Doubts on the Life and Reign of Richard III (1768)
On Modern Gardening (1780)
A Description of the Villa of Mr. Horace Walpole (1784)
Hieroglyphic Tales (1785)

Læs mere:

Online Literature
Wikipedia
Rosinantes Udenlandske Forfatterleksikon

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.